Document Actions
Lokale billedfortællinger sætter hverdagens mennesker i relief
Offentliggjort 12/07/2005, senest redigeret 12/16/2005
Fotojournalist Klaus Madsen, Thisted Dagblad, om at gå tæt på mennesker uden at det bliver for privat
BESKRIVELSE/ERFARING: Et billede af en tømrer, vi kender fra vores egen by, fortæller en anden historie end et billede af en tømrer der står på et stillads et fremmed sted. Den lokale sammenhæng er med til at underbygge den lokale identitet.
Ofte er det billeder fra brændpunkter ude i verden, der dominerer på avissiderne, på tv og på nettet.
Men billeder, der fortæller historier om det sted, vi bor og arbejder, er også vigtige. Hvor vore børn går i børnehave og skole. Hvor vi uddanner os, og hvor vi bliver syge og gamle. Den identitet, der skal sikre os mod følelsen af afmægtighed overfor den store verden, er lokalavisen med til at skabe.
Med journalistisk udgangspunkt i billeder og billedmuligheder fortæller jeg i Thisted Dagblad historier om mennesker i Thy. Jeg forsøger at bringe bladets læsere tæt på mennesker, der ikke traditionelt er at finde i spalterne. I den mangfoldighed, der er lokalavisens styrke, har ”billedhistorier” en plads.
Der er mange gode stilfærdige historier, der venter på at blive fortalt. Et nært og loyalt billede af et menneske - et portræt - fortæller ofte sin egen historie. Ved at vise, portrættere, fortælle om et menneske, og hvad det menneske laver, hvor det færdes, kan noget stilfærdigt blive stærkt. En stilfærdig billedhistorie har ikke nødvendigvis én skarp konflikt.
Omdrejningspunktet er mennesket og den historie, personen lader fotografen/journalisten fortælle, og billederne bruges som en vigtig fortællende del af historierne.
Den gamle madkasse
Hvad har en madkasse med nære lokal-historier at gøre? Reaktionerne på historien om madkassen viser, at i den rette sammenhæng kan historien om en slidt og bulet madkasse komme meget tæt på en masse mennesker.
Klik på foto og se flere billeder fra historien
(BT: Fundet af den gamle madkasse fra Klaus Madsens skoletid blev anledningen til en historie, der gav mange reaktioner fra læserne.)
Jeg fandt madkassen derhjemme under en gang oprydning i foråret 2002. Den fik mig straks til at tænke på min skoletid. Og fundet af den gamle madkasse blev min anledning til i billeder og tekst at fortælle lidt af min egen historie.
Jeg huskede tydeligt, at DIXI-madkassen i blankt aluminium blev købt, da jeg skulle i boglig 6. klasse. Sammen med madkassen blev der købt en ny skoletaske. Billedet af madkassen blev udgangspunkt for en historie om min skoletid på Thisted Borgerskole. Hvem husker ikke lugten fra madpakkerne når de blev pakket ud i spisefrikvarteret?
Jeg tog billeder af bygningen, hvor isenkræmmeren boede, og hvor madkassen blev købt. Hvor læderhandlen lå, der solgte skoletasken. Brødfabrikken der bagte rugbrødet til madpakken. Og slagteren der lavede den lyserøde calypsokødpølse. Papirkurven, hvor madpapiret blev smidt i, hang stadig i skolegården.
Billederne var blot en registrering af de steder, der knyttede historien om min skoletid sammen. Men historien var mere end en registrering. Den handlede på godt og ondt om mine egne oplevelser, som jeg husker dem 35-40 år efter. Det jeg skrev om, og fik koblet sammen med billedet af madkassen og de andre billeder, har været en del af mit eget fundament.
Træd et skridt tilbage – og brug journalistiske værktøjer
Mod forventning har historien givet mange reaktioner fra mennesker, der også har gået på skolen. Flere har fortalt, at det fik deres erindringer frem – både gode og dårlige. Når min egen historie blev så interessant og igangsættende, må andre menneskers historie kunne have samme virkning.
For at skabe en historie med så høj identifikationsværdi er det vigtigt at tænke på tre vigtige elementer: Personen, personens historie, og miljøet personen færdes i.
(BT: Sådan arbejder Klaus Madsen med idéudvikling. Med disse stikord nedfældet på et stykke papir har han en ramme for arbejdet med historien.)
Når vi rejser fremmede steder, oplever vi den fremmede dagligdag som interessant. Vi kalder det ”folkelivet”, tager billeder af den fremmede dagligdag, og fortæller gode historier når vi kommer hjem. Vi kan gøre det samme med menneskers dagligdag i vort eget område.
I vores egen dagligdag får vi fat i de gode historier ved at træde et skridt tilbage og bruge vore journalistiske værktøjer. Gennem journalistikken kan vi sætte dagligdagen i relief. I lokalavisen har vi muligheden for at bringe mennesker og deres historier sammen. Vi kan gå tæt på. Men det skal gøres, uden at det bliver for privat og uden at snage.
Mennesker har forskellige stopklodser for, hvornår der bliver spurgt for privat, og hvornår det bliver snageri. Det er vigtigt at få en fornemmelse af, hvor stopklodsen er hos det menneske, der vil dele sin historie og lade den formidle af en fotograf eller journalist.
Jeg har eksempelvis oplevet store forskelle på menneskers forhold til døden. Nogle finder det naturligt at snakke om, og andre vil opleve det som stærkt krænkende at blive tvunget til at snakke om døden. Har du som fotograf eller journalist oplevet det som krænkende hos et menneske, der skal være med i en historie, er det blevet for privat.
Vær søgende, spørgende og lyttende
Som fotograf og journalist må vi se mulighederne – og ikke lade os gå på af begrænsningerne. Alene den gevinst, at det bliver meget mere givende at gå på arbejde, burde være motivation nok.. Målet må altid være at gøre kedelige opgaver interessante – at gøre det, vi som en ren refleks opfatter som ligegyldige billeder og historier, nærværende.
Ved at træde et par skridt tilbage, være nærværende og gøre plads kommer ofte billederne og historien, der får et menneske til at blive et relief. Når et relief (en billedhistorie) skal laves, er det vigtigt at være søgende, spørgende og lyttende. Det er vigtigt ikke at søge alt for målbevidst, så det skygger for den gode historie. Spørg uden at være nysgerrig. Spørg åbent og skab tillid. Lyt – at lytte rigtigt er at høre efter, hvad et menneske fortæller. Vær åben – et andet menneske er altid klog på et eller andet.
For at kunne fotografere/fortælle historien må der være en høj grad af tillid. Når tilliden er skabt oplever jeg det nærvær, der er fundamentet for at tage billederne til en god historie.
Et vigtigt redskab er at huske eller notere, når der i den daglige rutine pludselig dukker et menneske op med en god historie. Ikke lade situationens travlhed og ærgerlige stress skubbe mennesket med den gode historie ud i glemslen.
Grænsen til det tåredrivende
En takkeannonce i ugeavisen var anledning til en historie, der helt enkelt fik rubrikken ”Tak”. Jeg studsede over, hvad der mon lå bag annoncen? Der måtte være en historie. En opringning til annoncens afsendere gav svaret.
En kvinde tog telefonen og fortalte, at hendes mand for nogle måneder siden havde fået den ene af hendes nyrer ved en transplantation. Ægteparret havde sat annoncen i ugeavisen for at vise deres taknemmelighed for hjælp, støtte og opmuntring gennem forløbet.
(BT: Denne annonce blev anledning til en historie om et ægtepar, som havde været igennem en svær tid sammen. Ved siden af annoncen ses Klaus Madsens stikord til arbejdet med historien.)
De skulle lige snakke sammen, inden de sagde ja til at fortælle deres historie til avisen. De endte med at sige ja, og jeg tog ud for at snakke med dem. Ud fra denne snak havde jeg hurtigt det bærende billede. Der blev lavet et skema som skelet til historien, og et par uger senere fik jeg taget billederne og fik historien på blokken.
De fortalte en god historie. Det var vigtigt for mig at komme meget tæt på uden at snage og gøre det for privat. Grænsen for det snagende og det private kan være svær at trække, men et billede af operationsarret ville være for privat for mig.
Ægteparret sagde selv, at det ikke måtte blive en tåredrivende historie. De har siden fortalt, at historien gav mange mennesker, selv nogle af deres venner, svar på spørgsmål, de ikke havde kunnet få sig selv til at stille.
Tæt på Henning – et liv med dialyse
Ideen til historien om Henning og hans liv med fire gange dialyse om ugen, opstod en søndag aften til en håndboldkamp.
Henning har sukkersyge, og har fået amputeret begge ben under knæet. Under vores snak spurgte han, om jeg ikke ville skrive noget om dialyseafdelingen på sygehuset. Han ville godt selv være med og fortælle sin historie.
Klik på foto og se flere billeder fra historien
(BT: Klaus Madsen valgte at dele historien i to, men artiklerne blev bragt samme dag som et opslag i Thisted Dagblad.)
En om livet med Det blev til et opslag. Den ene side om Hennings dialyse. Den anden side om Hennings liv – hjemme i kørestol. Mange i Thy kender Henning, og flere gav udtryk for, at det virkede stærkt, da Hennings historie blev fotograferet og sat på tryk. Henning var selv meget tilfreds.
Historien om Jumbo
Hver sommer slår cirkus sit telt op på cirkuspladsernes græs mange steder i landet. I Thy får vi hver sommer besøg af Cirkus Dannebrog. I marts dukkede Jumbo op på en reportagetur til Cirkus Dannebrogs vinterkvarter i Sønderjylland.
Han var med sit tandløse hoved ikke umiddelbart tillidvækkende. Han gik lidt underligt rundt om min bil. Under nummerpladen står navn og adresse på bilforhandleren. Da han så, at jeg kom fra Thisted, kom han og fortalte, at han bor i vort område og i øvrigt har arbejdet som cirkusknyst i 25 år.
Klik på foto og se flere billeder fra historien
(BT: Historien om Jumbo blev bragt i Thisted Dagblad, da Cirkus Dannebrog om sommeren gæstede Thy.)
Det manglende tandsæt kommer af en kort karriere som speedwaykører. Han styrtede og endte med hovedet i rækværket. Han fortalte også, at han havde fået Kirkeministeriets velsignelse til at kalde sig Jumbo. Jeg lavede en aftale med ham, og vi udvekslede telefonnumre. Fortællingen om Jumbo og hans historie blev bragt, da Cirkus Dannebrog om sommeren gæstede Thy.
Fotografen bør være medspiller
På Thisted Dagblad betragtes vi to faste fotografer som en journalistisk ressource. Fotograferne har, som alle andre på redaktionen, pligt til at være medspiller i kampen for at lave en god lokalavis. Det forventes blandt andet, at vi deltager i redaktionsmøderne.
Så ofte som muligt går jeg ind i historierne, allerede når ideen kommer or at få det bedste grundlag at kunne tage de rigtige billeder. Det giver så ofte en god gang ”ping pong” med journalisten, hvilket ofte ender med at være til fordel for historien.
Et tæt samarbejde mellem fotograf og redaktionssekretær er også vigtigt. Når tiden tillader det, går jeg ”stuegang” for i god dialog med redaktionssekretæren at få det bedst mulige ud af billeder og historie.
Billedhistorierne layouter jeg nogle gange selv. I andre situationer afleverer jeg billeder og tekst med et forslag til bærende billede, og hvordan billeder, rubrik og tekst skal prioriteres.
Omtalte institutioner:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: