Document Actions
Hvor går grænsen...?
Offentliggjort 02/26/2003, senest redigeret 04/19/2005
Om manipulation og iscenesættelse i fotojournalistikken
BESKRIVELSE/DISKUSSION: Hvor går grænsen...? Det spørgsmål har jeg hørt et utal af gange gennem de seneste år, når fotografer er samlet, og diskussionen uundgåeligt er faldet på iscenesættelse og manipulation af billeder. Er iscenesættelse blevet en naturlig del af at være fotojournalist i dag? Er vi blevet utroværdige? Har vi glemt journalistikken eller er vi gået i selvsving for at imponere hinanden i jagten på berømmelse og prestige?
Ved en korsvej
Dansk pressefotografi eller fotojournalistik, som jeg vil kalde det, i dag står for mig ved en korsvej.
Den ene vej fører mod det klassiske fotografi, hvor reportagen er i højsædet. Her er manipulationen og iscenesættelsen ikke udbredt. Billedjournalistisk set er den til tider i verdensklasse – for eksempel Jan Grarups meget prisbelønnede serie ”Drengene fra Ramallah” eller Joachim Ladefogeds ”Albanians”. Begge står for mig som noget af det ypperste dansk fotografi har fostret overhovedet. Fotografen fortæller og fortolker historien i stærke vedkommende billeder, hvor ord ofte bliver overflødige. Her er der tale om fotografi, som ikke er manipuleret eller iscenesat, men som er set af fotografer med styrke, overblik og mod oparbejdet gennem mange års erfaring.
Den anden vej går mod konceptfotografiet med rødder i film og reklamebranchen. Virkeligheden synes ikke længere at være god nok i sig selv, og fotografen bliver nødt til at ændre lidt i situationen – for billedets skyld. Her er alt lige pludselig tilladt, og journalistikken er glemt.
Danmarks nok mest begavede fotograf nogensinde, Nicolai Fuglsig, lagde stilen i 1998 med hans afgangsprojekt fra Danmarks Journalisthøjskole "Muslumovo - en landsby i atombombens skygge". En fremragende reportage om radioaktiv forurening, som modtog nogen af verdens største fotopriser. Desværre var langt de fleste billeder iscenesatte, hvilket Fuglsig først senere indrømmede.
Hold formerne adskilt
Forstå mig ret: Jeg er ikke direkte imod den iscenesættende stil, så længe den bare ikke blandes ind i de journalistiske medier. For mig er det alt afgørende, at fotografier er til at stole på, at folk opfatter fotografer som iagttagere og ikke som teaterinstruktører. Det er yderst vigtigt, at vi passer på vores renommé og begynder at føre en diskussion om etik og moral – i stedet for blot at tale om det fede billede, og hvordan det blev til.
For min skyld kan fotografen godt vandre rundt i de forskellige genrer, så længe han kan skelne mellem reportage og konceptfotografi. Det er bare en yderst svær øvelse, som kun meget få mestrer. Jeg tror på, at det bedste er at specialisere sig og udvikle sit fotografi den vej, som man synes man vil gå: reportage eller konceptfotografi. Samtidig virker det langt mere troværdigt, hvis fotografen holder sig til én af formerne.
Gennem tiden har jeg mødt mange rigtige gode fotografer, som har de fleste af deres billeder konstrueret i hovedet, hvilke er fremragende til de mere illustrative billeder. Men når disse fotografer så bliver sat til at lave reportage ude i den virkelige verden, passer de tænkte billedet lige pludselig ikke ind i virkeligheden, og de ender ofte med dårligere billeder end de fotografer, der bare går ud, ser og er tilstede.
Fotografiet er aldrig objektivt
For mig er direkte iscenesættelse ikke-eksisterende i reportage øjemed. Mine billeder skal være så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt, for som avisfotograf kan jeg ikke leve med, at mine billeder er utroværdige. Jeg har altid arbejdet ud fra det princip, som man kalder ”fluen på væggen”. Det vil sige, at jeg blander mig minimalt i situationerne, hvor billedet opstår; jeg taler meget lidt med de mennesker jeg fotograferer, og bruger kun kropsprog og øjnene til at opnå kontakt, mens jeg arbejder.
Hermed ikke sagt at jeg er objektiv. Jeg tror ikke på, at der findes mange objektive reportage fotografier – om nogle overhovedet. Som fotograf vil man altid påvirke situationen næsten lige meget hvor dramatisk, den end måtte være. Både i Kosovo og Afghanistan har jeg oplevet at selv under yderst dramatiske situationer, er folk helt klar over, at fotograferne er tilstede, og således nogle gange fortsætter deres dramatiske gråd lidt længere end de ellers ville, hvis vi ikke var der. Sådan er det i et moderne mediesamfund, og jeg tror ikke, at vi kan ændre på det.
Fotografen skal fortolke situationen og fortælle den historie, som han oplever, selvfølgelig så journalistisk objektivt, som det er muligt. Men parti kommer man næsten altid til at tage på den ene eller den anden måde. Det er nemlig utrolig svært ikke at lade sig påvirke.
For eksempel tilbragte jeg næsten tre måneder i Albanien og Kosovo i 1999 for det meste sammen med etniske albanere. Mine billeder var helt klart præget af en sympati for det albanske folk. Jeg havde levet med dem i så lang tid og havde set effekterne af det daværende serbiske styres undertrykkelse. Min pointe er her, at vi selvfølgelig skal tilstræbe objektivitet, men at engagement hos fotografen er vigtigere end den rene objektivitet.
Foto: Claus Bjørn Larsen. Flygtninge kæmper om brød i den albanske by Kukes.
Billedmanipulation
Hvad angår den tekniske billedmanipulation er computeren og Photoshop i dag blevet et uundværligt værktøj for fotografer.
Tidligere var tommelfingerreglen, at man måtte det, der før var muligt i et traditionelt mørkekammer. I dag manipulerer fotograferne dog langt ud over det, der før var muligt analogt. Der bliver ændret på farver og lysforhold, som før var umuligt; der ændres på skygger og indsættes højlys – alt sammen for at tilføre stemninger og dramatik. Ind i mellem går det for vidt med manipulationen, og det er derfor vigtigt, at fotografen har etik og moral til at holde sig inden for de grænser, som ligger i billedets udgangspunkt.
Det er således svært at have en entydig holdning til billedmanipulation. Et eller andet sted manipulerer fotografen en lille smule hver dag, når billedet bliver taget: mønstre, skygger eller specielle billedvinkler bruges til at understrege udtrykket i det færdige billede.
For mig er det et udtryk for en styrke, at vi i dag har fotojournalister, der er så billedstærke, at de kan udtrykke klare holdninger og meninger i deres arbejde. Fotografiet bevæger sig nu videre fra at være et appendiks til historien til ofte at fremstå som et selvstændigt udtryk, der repræsenterer fotografens opfattelse af historien.
Jeg er selv blandt dem der bruger computeren meget og kopier mine billeder mørke og stemningsfulde – noget jeg fuldt står inde for, da jeg ikke mener, at jeg ændrer drastisk i mit udgangspunkt.
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: