Mogens

Af Flemming Christiansen og Kim Faber

(Politiken, 23. februar 2002. Trykt i "Magasinet")

Kværulanten, kvindebedåreren, håneren, håndværkeren, idealisten, vennen, landsforræderen. Racisten? Er der et menneske bag Mogens Camres masker?

Noget var galt, helt galt, fornemmede drengen. Han var blevet vækket tidligt om morgenen, hans far havde taget ham op på armen, og nu stod de sammen ude på terrassen, der lå oven på garagen. De stirrede op i luften.
Flyene kom i formation og lav højde brummende ind over den vestlige del af Randers. Mange fly.
Den 4-årige dreng kunne næsten fysisk mærke utrygheden i den kølige morgenluft.
»Nu er Danmark besat«, sagde faren.

Det er mere end tres år siden. Men Mogens Camre husker morgenen 9. april 1940, som var det i går. Han husker hele sceneriet og stemningen, han husker sine egne følelser. Han husker, at faren - den ellers så klippefaste Sigfred Niels Juel Camre, fyrtårnet i familien - var rystet.
Situationen hører til blandt hans første erindringer. Hvis den da ikke er den første. Det er der, han tager fat, da vi under det første af mange interview beder ham fortælle om barndommen.
Så begynder han sin fortælling med de fremmede, som kom og tog magten fra os.

Man kender ham ellers mest fra Ekstra Bladet og B.T.
Som Pistol-Camre, der blev taget i lufthavnen med våben og skarpe skud i kufferten.
Som den knastørre og docerende socialdemokratiske toppolitiker, der giftede sig med den sky Vita Andersen - forfatter til firser-bestsellerne 'Tryghedsnarkomaner' og 'Hold kæft og vær smuk '- og fik tre børn med hende.
Man kender ham som folketingskandidaten, der blev vippet af sin Valby- kreds, fordi han, stik mod den grundmurede socialdemokratiske moral, spekulerede sig til en skattefri gevinst, der blev investeret i egen valgkamp.
Og som manden, der for tre år siden smed den lyserøde socialdemokratiske ham og trådte i karakter som vaskeægte nationalist ude til højre for Djengis Khan.
Et hvilket som helst politisk liv består af et vist mål sejre og et vist mål nederlag. Ret beset har Mogens Camre vel ikke lidt flere nederlag end andre politikere, det er blot, som om hans fylder mere i landskabet. Givetvis fordi, som en af Mogens Camres gode venner udtrykker det:
»Mogens har ingen politisk tæft. Han er ikke politisk snu«.
Og en politiker uden næse for det politiske spil, oven i købet med høje tanker om egne evner og lave tanker om de fleste andres, er i det mediestyrede politiske univers dømt til øretæver.
Det offentlige billede af Mogens Camre er derfor nærmest grotesk endimensionalt: en tilsyneladende evigt kværulerende og vindtør stivstikker, der hellere vil bide tungen af end indrømme et nederlag - uagtet at hans vej synes at være brolagt med dem. Det eneste, der kratter lidt i billedet, er mandens tilsyneladende tiltrækningskraft på det modsatte køn.
Artikler om mennesket Mogens Camre er svære at finde. Gennem fire årtier, hvor nærgående portrætter af magtens mænd ellers har været hverdagskost i pressen, er det påfaldende, så få forsøg der er gjort på at trænge ind bag netop denne mands nålestribede panser.
Så har det været nemmere bare at give ham nogle tæv. Og når han så er blevet banket i gulvet af en enstemmig presse, har han hver gang rejst sig som med silende blod og ophovnede øjne og hoveret: Er det virkelig det hårdeste, I kan slå? Og krævet dementier og berigtigelser og slæbt sine kritikere i retten.
Så har han fået nogle flere tæsk. For der er ét billede, der altid er plads til i vores fælles album, og det er et godt hadebillede. Hvad enten det forestiller bureaukraten. Den magtfuldkomne politiker. Den bedrevidende kværulant. Eller racisten.
Mogens Camre har troligt leveret dem alle og flere til. Gladeligt, ser det endda ud til.
Men der eksisterer andre billeder.

HAN ER FLINK lige fra begyndelsen. Meget, endda. Vil gerne medvirke. Og inviterer til middag på privaten.
Usikker på hvor vi vil hen med portrættet, men imødekommende.
Det er der mange andre, der ikke har været. Personer, som tidligere var tæt på Mogens Camre, men som nu ikke har ønsket at medvirke til at lægge brikker i det puslespil.
Ekskonen Vita Andersen, for eksempel.
Og broren, direktør i Det Danske Filminstitut Henning Camre. Indtil 24.
marts 1999 var Mogens Camres forhold til sin bror vel som mange menneskers familierelationer: De to sad ikke lårene af hinanden, men sås til højtider og begivenheder i familien. I deres yngre dage gav de desuden ofte hinanden en hånd med de talrige byggeprojekter, begge brødre op gennem tiden har kastet sig ud i.
Men siden den martsdag i 1999, hvor Mogens Camre meldte sig ud af Socialdemokratiet og fortalte offentligheden om sit medlemskab af Dansk Folkeparti, har brødrene kun truffet hinanden en enkelt gang: da de tilfældigt mødtes i flyveren til Rønne.
»Jeg satte mig på det ledige sæde ved siden af Henning, og vi sludrede om løst og fast«, fortæller Mogens Camre.
Siden har de to ikke talt sammen.
Men andre, nuværende og tidligere kollegaer og venner, har sagt ja. Og altså Camre selv, så længe vi bare ikke har spurgt om forholdet til de seks børn og ekskonerne - som af forskellige grunde heller ikke selv har medvirket i denne artikel.
Kilderne har malet et portræt af en mand, man roligt kan kalde speciel.
Fyldt med paradokser. En mand, der præsenterer sig selv i så mange forskellige udgaver, at man jævnt hen får lyst til at gå om bag ham for at se, om der mon ikke i det halvlange hår skulle gemme sig en elastik, der holder masken på plads.
Og en mand, som altid har målt sit liv med den dygtige, populære og dominerende fars.

VENNERNES VEN
Sensommeren 1940 stod en fireårig dreng med mørkt hår og kiggede søgende ud over privatskolens børnehavebørn på skoleårets første dag. Spinkel var han, selv om moren forsøgte sig med halvt piskefløde, halvt mælk for at plante lidt sul på drengens krop. Lige lidt hjalp det imidlertid.
Nu havde den lille Mogens bestemt sig. Resolut satte han sig ved siden af en noget kraftigere bygget dreng.
»Jeg vil sidde ved siden af dig«, fastslog den nyankomne.
Og så blev der ikke talt mere om den sag.
De to blev uadskillelige. Var sammen stort set hver eneste dag. Mogens og Bo.
Mogens var en grubler. Kunne både læse og skrive, da han startede i børnehaven. Mestrede tidligt at sætte en lærer til vægs med byger af spørgsmål og meninger. Bo var styrvolten, grænsesøgende og tit i klammeri med andre drenge.
Sammen prøvede de at få styr på tilværelsens ubegribeligheder. Som at de små skorstensfejere, der prydede Mogens' seler, blev længere, når man trak i elastikken. Voksede de eller hvad, funderede drengene i timevis.
Derudover gik barndommen med at bygge jordhuler eller huler oppe i træerne. Med halsbrækkende drengestreger, skrabede knæ og med at svine tøj til.
De to venners veje skiltes, da den boglige Mogens satte kurs mod mellemskolen og studentereksamen på Randers Statsskole, mens den mere praktisk anlagte Bo fortsatte i realskolen.
Men bedste venner er de den dag i dag.

Mogens Camres venskaber er fortrinsvis opbygget i barndommen og ungdommen.
I det politiske landskab har kun meget få stået Mogens Camre så nær, at man har kunnet tale om venner. Og dem, der var, røg ud, da Camre meldte sig ud af Socialdemokratiet.
En af dem, forhenværende formand for Folketinget Erling Olsen, kalder Mogens Camre for »hjælpsomheden selv«. Og fortæller om dengang, da Olsen skulle flytte, og Mogens Camre knoklede som et bæst med hans skabe og møbler. Den spinkle mand håndterede de tunge genstande med ynde, for sin rationelle natur tro beregnede han ud fra vægtstangsprincippet, hvordan man lettest tumlede de mange uhåndterlige kilo op og ned ad trapperne.
»Hans styrke er hans kompromisløshed i meninger. Og i venlighed. Men kompromisløsheden er også hans svaghed, for den slår ud i elitær intolerance over for dem, der ikke er helt så kompetente som ham selv«, fortæller eksvennen Erling Olsen.
Vennernes bedømmelser er ret enslydende: Mogens Camre er imødekommende.
Siger tingene absolut ligeud, helt ærligt, ingen leflen. Han er trofast og forsømmer ingen lejlighed til at kigge forbi, når lejlighed byder sig.
»Der kan sagtens gå halve år, hvor jeg ikke hører fra ham. Men lige pludselig er han der igen«, siger en gammel gymnasieven.
Venskaber er et alt for stort ord at bruge om de kontakter, Mogens Camre i dag har til sine kollegaer i Europaparlamentet. Forholdene er strengt professionelle, men alligevel omfattet af respekt og en vis varme. Som når den konservative Christian Rovsing kalder Camre for fair og hjælpsom - også over for politiske modstandere.
»Den Mogens Camre, jeg har med at gøre, er et fint og dejligt menneske, som kan sine ting, og som altid er beredvillig og parat til at diskutere«, fortæller Rovsing.
180 grader fra Camres politiske ståsted finder man den forhenværende socialdemokrat Freddy Blak, løsgænger i Europaparlamentet. Også Blak har godt at sige om Mogens Camre:
»Han er et politisk menneske. Ikke noget magtmenneske, der vil have positioner. Han er saglig, og han er utrolig kompetent, når det gælder økonomi. Men når det så gælder flygtninge og indvandrere, så synes jeg, at han er helt ude på overdrevet - jeg tror faktisk ikke, at det er ægte. Mere et spil for galleriet for at få en politisk post igen. I det hele taget rummer Mogens Camre en allerhelvedes masse gode ting. De er bare skruet forkert sammen«.

FADEREN, SØNNEN
Faderen, fabrikant Sigfred Niels Juel Camre var en udadvendt mand. Med et mægtigt temperament og et godt tag på såvel kvinder som maskiner og motorcykler.
Han ejede en mindre virksomhed i udkanten af Randers. Produktionen var tapetprøvebøger, et dengang ikke uvæsentligt produkt. I begyndelsen af 1920'erne havde han desuden etableret en farvemølle og en engros tapet- og malervarerforretning i Storegade 10 inde midt i Randers.
I 1933 havde Sigfred giftet sig med Carna, og ægteparret fik to sønner, Mogens og den to et halvt år yngre Henning. Familien boede i tilknytning til fabrikken. Kvarteret var solidt uden at være prangende.
Spredt ud over den ene af Gudenådalens skråninger lå en blanding af beskedne rødstensvillaer og mindre virksomheder. Småproduktion og forvokset håndværk. Snedkerier. Smedemestre, der havde investeret i en drejebænk eller to, og som dermed var klatret et par trin op ad den sociale rangstige til maskinfabrikantniveau.
Sigfred Camre var nationalt sindet. Kongetro og medlem af Det Konservative Folkeparti. På flagdage blev Dannebrog hejst om morgenen og taget ned ved solnedgang. Aldrig lade flaget røre ved jorden. Når Statsradiofonien som afslutning på dagens udsendelser afspillede nationalsangen, rejste man sig, når der var gæster.
Konservativ, ja. Men ikke så meget, så det gjorde noget, og partipolitik blev der ikke talt om i hjemmet. Hvor der i øvrigt blev talt både meget og fordomsfrit. Sigfred Camre var sågar en stor beundrer af den kulturradikale rebel Poul Henningsen.
Og modstander af provinsbyens loger og frimureri, hele det opstyltede sammenrend af næringsdrivende og erhvervsfolk, som - behængte med ordner og medaljer, de selv havde købt og betalt - slog hinanden til riddere.
»Den slags er for grønthandlere og høkere«, fastslog han.

Under besættelsen gik livet hos familien Camre trods alt videre. Med mad på bordet og tøj på kroppen. At Sigfred Camre ikke kunne fordrage tyskerne, gjorde han ikke nogen større hemmelighed ud af. Og der var ingen vej udenom: Nazisterne var fjender af frihed og demokrati.
»Se, der går en tysker«, sagde Sigfred Camre gerne, når han kom cyklende med sine sønner på tværstangen, og de på deres vej mødte en repræsentant for værnemagten. Så satte han kurs lige mod soldaten og drejede først af i sidste øjeblik.
Han var med i en gruppe, der modtog og fordelte våben fra Hvidstengruppen. Modstandsfolkene havde oprettet to våbenlagre i Randers - det ene i forbindelse med Camres forretning i Storegade. Da modstandsbevægelsen blev optrevlet sommeren 1944, kom tyskerne under vejr med våbenlagrene.
27. februar 1945 gik det galt.
Den otteårige Mogens stod i entreen og tog overtøj på. Han var på vej ud for at gå tur med sin hund, Molly, en korthåret tysk hønsehund, som han havde fået af onkel Hartvig og tante Johanne i Aalborg. Fabrikkens værkfører kom - noget mod sædvane - pludselig farende ind. Han strøg forbi drengen og videre ind til Sigfred Camre, der sad i møde med en kollega fra København.
Kort efter kom faren ud i entreen, og i det samme myldrede det ind med bevæbnede tyske soldater og en enkelt dansk stikker. Sigfred Camre fik ordre på at tage sin frakke på og følge med. Via fængslet i Århus blev han overført til Frøslevlejren.
Mogens var bange. Men havde også en tyrkertro på, at faren var mand for at klare alle problemer. Allerede næste dag mødte Mogens op i klassen på C. La Cours privatskole. Klasselærerinden fru Thorup, en stor, ældre dame, stirrede en smule forbløffet på drengen.
»Det forlyder ude i byen, at din far er arresteret af tyskerne. Men det passer vel ikke, siden du er i skole«, antog hun.
»Jo, det passer. Men min far har ikke gjort noget, så han kommer snart hjem igen«, svarede Mogens med fast stemme.
Sigfred Camre undgik at blive henrettet og sad i Frøslev til befrielsen maj 1945 om morgenen.

Ret skal være ret. Og har man ret, skal man aldrig bøje nakken. Heller ikke for autoriteterne.
På Randers Statsskole ville en lærer engang afstraffe klassen kollektivt, fordi nogen havde larmet lidt. Værsgo at skrive hele teksten til 'Kong Christian stod ved højen mast' fem gange.
»Jeg skriver det ikke. Jeg har ikke gjort noget forkert«, sagde Mogens til sin far derhjemme.
Sigfred Camre krydsforhørte Mogens om episoden. Og troede på sin søns version. Han skrev et brev til læreren, hvori han blandt andet tog afstand fra ideen om kollektiv afstraffelse - med en slet skjult hentydning til tyskernes metoder under besættelsen.
Mogens hørte ikke mere til sagen henne i skolen. Den var ordnet. På retfærdig vis.

Hans far var erhvervsaktiv helt frem til 1987, hvor Sigfred Camre i en alder af 88 år solgte sin fabrik. Bil kørte faren, til han var 87.
Han døde en stille og rolig død som næsten 93-årig. To år efter faldt hustruen Carna Camre, der nu var 88 år, sammen på køkkengulvet, ramt af en hjertelammelse.
»Jeg har haft dem så længe, de var en så central del af mit liv. Og jeg tænker tit på situationer med dem«, siger Mogens Camre.
Siden 1961, og indtil man ikke længere kunne købe 8 mm-smalfilm, optog han kilometervis af film med sin familie. Fester, dagligliv, alt muligt. Men som Camre selv konstaterer: Liv kan ikke erstattes af billeder. Heller ikke af levende billeder.
Da forældrene var i live, ringede Mogens Camre til dem hver dag.
Hver eneste dag.

EN SLAGS IDEALIST
1967. En mand i sort jakkesæt med en mappe i hånden traver gennem Athens mennesketomme gader. Kampvognene på gadehjørnerne stritter med kanontårnene, og politi i patruljevogne kører rundt for at håndhæve undtagelsestilstanden.
Manden med tasken er Mogens Camre. På vej mod nye eventyr. Uden at ænse faren vil han ud til huset, hvor den græske modstandsbevægelses leder Andreas Papandreou aftenen forinden holdt middagsselskab for blandt andre den unge danske socialdemokrat.
Et mord på en græsk politiker i Saloniki og et truende militærkup i Grækenland optog de unge gemytter, deriblandt Camre, i Frit Forum i midten af 1960'erne. Året før havde Camre inviteret Papandreou til København, hvor han mødtes med danske arbejdere og studerende og spiste middag med statsminister Krag og udenrigsminister Hækkerup.
Siden spidsede situationen i Grækenland til. Papandreou bad Camre komme til Athen, så danskeren kunne opleve, hvad der foregik.
En morgen i Athen vågner Camre så op og kan ikke få telefonforbindelse ud af hotellet. Undtagelsestilstand. Men han lytter ikke til advarslerne om at blive inden døre.
Og senere samme formiddag moser Mogens Camre uden tøven forbi de maskinpistolbevæbnede vagter ved Papandreous hus. Forbløffede lader de den målbevidste mand passere. Han må jo have et vigtigt ærinde.
Indenfor finder han blodspor fra nattens tumult, hvor Papandreou blev arresteret.
De danske aviser ryddede forsiden i de dage ikke mindst for at spørge til, hvad der var hændt den unge dansker, da de græske oberster trak jerntæppet ned og lukkede for telefonforbindelserne til landet.
Og da han dukkede uskadt op i lufthavnen i Kastrup, vakte det stor opmærksomhed.
Tilfældet ville, at statsminister Jens Otto Krag samtidig var i lufthavnen for at tage afsked med den tyske forbundskansler Willy Brandt efter dennes besøg i København.
Hent lige Camre herover«, lød ordren fra Krag.
I VIP-rummet blev Camre placeret mellem de to statsmænd, og han fortalte nu en lyttende verden og snurrende tv-kameraer om sine oplevelser i kupdagene. Han elskede det.
Billederne gik verden rundt. Med ét slag var Sigfreds søn fra Randers berømt. Kort efter blev han i kølvandet på det græske engagement valgt ind i Folketinget.

Men den, som lever ved pistolen, skal omkomme ved pistolen, som der - næsten - står i Matthæusevangeliet.
Et par år efter fik Mogens Camre et af sit livs alvorligste ridser i den politiske lak. Netop i forbindelse med kampen for græsk demokrati, som ellers havde skaffet ham en livsbane som politiker.
På vej hjem fra Norge sammen med sin gravide kone, Marianne, bar han et skydevåben med otte tilhørende skud i sin håndbagage.
I Oslo havde vennen og eksilpolitikeren Andreas Papandreou efterladt den pistol, han altid havde med sig for at forsvare sig mod mulige attentatmænd. Papandreou skulle til Tyskland, og der ville myndighederne ikke tillade, at han havde våbnet med. Camre tilbød - ifølge sin egen forklaring - at tage det med til København og deponere det hos politiet dér.
Netop den morgen, hr. og fru Camre ankom til Kastrup, blev der gennemført en narkorazzia. I forlommen på Camres taske fandt tolderne den græske pistol.
Først stak Mogens Camre en nødløgn om, at det var en luftpistol. Senere erkendte han, at det var et rigtigt skydevåben. Men nu skulle man bare pronto give ham en kvittering og ringe til kriminalpolitiet og få bekræftet, at han faktisk havde en aftale om deponering af Papandreous våben.
Nogen tippede imidlertid aviserne, og sagen endte på alle forsider.
Hvorfor nu al den ballade? Mogens Camre forstår det den dag i dag ikke.
Han havde siden tolvårsalderen været medlem af en skytteforening og ofte rejst med en militærriffel i en rem over skulderen og lagt den under flysædet fra København til Tirstrup og tilbage igen. Det var jo før, flykaprerne ændrede livet i luften totalt.
Mogens Camre ser affæren som endnu et eksempel på verdens ufatteligt indskrænkede sans for det store perspektiv. Hans perspektiv.
»Jeg vidste jo alt om at håndtere våben. Jeg var kompagnimester i maskinpistol og havde hærens sølvskyttetegn og har skudt med morterer og maskingeværer. For mig var et våben bare et stykke jern«, forklarer Mogens Camre 30 år efter.
Han fik en bøde på 1.000 kroner for ikke at have adviseret flyets personale om, at han var en bevæbnet passager. Det var nu ikke det værste. Det værste var, at Mogens Camre var blevet til Pistol-Camre.

At Mogens fra Randers overhovedet skulle blive politiker, var ikke en på forhånd given sag. Faderen Sigfred havde tidligt formanet sin søn om, at når han nu havde et godt hoved, skulle han bruge det til samfundets bedste. For adel forpligter.
Og der lå nok noget stort og ventede på ham i det offentlige. I Finansministeriet eller Justitsministeriet, en post som departementschef for eksempel.
Hvad fatter siger, er altid det rigtige. Så Mogens startede i toldvæsnet. Men det støvede embedsmandsvæsen og den ambitiøse unge mand passede skidt sammen. Så han søgte over i erhvervslivet, hvor man havde mere sans for et dynamisk sind. I den multinationale Unilever-koncern kunne han se frem til en kometlignende karriere. Alligevel skiftede han på ny hest.
Der var jo ingen højere mening i at lave sæbepulver, Blå Bånd-supper og margarine«, som han selv siger.
På det tidspunkt havde Danmark kæmpet sig ud af halvtredser-tristessen.
Betonblokkene med de lyse, standardiserede lejligheder rejste sig som grå, glædesløse æsker i byernes periferier. Biler blev hvermandseje.
Men al den velfærd krævede styring og regulering. Og gode hoveder. Sådan et hoved ville Mogens Camre da gerne stille til rådighed.
Og selv om han var vokset op i et konservativt hjem, var der i en progressiv ung Camres øjne ikke andre end Socialdemokratiet, der havde kapacitet til det fornødne.
I dag erkender sønnen fra det borgerlige jyske fabrikanthjem, at han ikke blev rød af social indignation. For på trods af det notoriske faktum, at mange mennesker hakkede fælt i det under krigen og i efterkrigsårene - også i en by som Randers - erindrer Mogens Camre ikke at have set fattigdom i sin barndom.
»Alle havde da tøj på kroppen og sko på fødderne. Men vi vidste også godt, at vores skole var for de udvalgte«, siger han.
Selv om der ikke lå glødende harme bag det socialdemokratiske medlemskab, kastede han sig alligevel flere gange ind i sager, hvor almindelige mennesker var klemt i systemet.
Som for eksempel den store lægeskandale på Randers Centralsygehus, hvor folk ofte død efter at have været under kniven hos en bestemt overlæge.
Overlægen virkede urørlig, han var jagtkammerat med kong Frederik og god ven med redaktøren og politimesteren i Randers.
Mogens Camre fik imidlertid hvirvlet så meget støv op, at overlægen gik på pension. Lægeforeningen rasede. Men Camre helmede ikke i affæren, der endte som politisag fulgt af en skriftlig indskærpelse over for landets læger om deres indberetningspligt. Samt en udtrykkelig blåstempling af Camres handlemåde.
Da Justitsministeriets departementschef stak dette papir ind under næsen på lægeforeningens advokat, var det et stort øjeblik for polemikeren og stridsmanden Mogens Camre. Han husker det endnu:
»Det var virkelig ... touché«.

POLITIKEREN
December 2001. Hængende i 10.000 meters højde i morgenflyet mellem København og Bruxelles med Virgin Airs syntetiske lille jordbærkage i munden udpensler Mogens Camre fornøjet detaljer fra det irriterende, umulige lille land Belgien, der ligger dernede i morgendisens blågrå spindelvæv.
Congo Nord«, kalder han landet, der efter hans opfattelse er befængt med korruption og uduelighed. Begien hænger ikke sammen som samfund, fordi det består af to kulturer, den valonske og den flamske.
Gennem den brølende flymotorstøj udpensler han, hvordan han med spids brevveksling engang satte en belgisk bureaukrat på plads, da indregistreringen af hans bil gik i kludder. Eller hvordan entreprenøren, der opførte EU-parlamentets bygning, på mystisk vis fik lov at købe grundene ved siden af, som EU havde forret til, så han senere kunne sikre sig at få byggeriet af udvidelsen.
»Fællesskabsfølelsen i Belgien er væk. Og EU er ved at blive til ét stort Belgien«, tilføjer han.

Samme aften. Kun en glasvæg skiller Mogens Camre fra den svimlende afgrund ude i den mørke franske decembernat, når han sidder i det diminutive kontor i EU-parlamentets bygning i Strasbourg.
Lige nu er hans højryggede sorte kontorlænestol dog tom. Ude fra det lille badeværelse, der hører til det nøgterne kontor, plasker vandet.
Mogens Camre må småråbe for at blive hørt gennem den lukkede dør.
Uagtet naturens kalden fortsætter han sit foredrag om det vanvittige bureaukrati i EU, han nu på tredje år bekæmper som folkevalgt EU- parlamentariker for Dansk Folkeparti. Aktuelt er det den urimelige støtte til europæisk honningproduktion, der får det glatte lag sammen med EU's øvrige landbrugsstøtteordninger.
»Det er jo hul i hovedet at bruge skatteydernes penge på at forhindre Argentina og Australien i at eksportere honning til os, hvis der ikke er honningsproducenter nok i EU«, råber han.
Nå, men nu er han færdig, han tørrer hænder og kommer ind i kontoret.
Stemmen sænkes en smule, da vi atter får øjenkontakt.
»Tag ikke fejl af, at EU handler om at holde andre ude. Det er protektionistisk som bare Du sælger europæiske landbrugsvarer, billiggjort af skatteydertilskud i de fattige lande, hvor landmændene ikke kan konkurrere, fordi vore varer er statsstøttede. EU hindrer en økonomisk udvikling i en række tredjeverdenslande. Lande, som vi støtter med u-landsbistand. Det er da galt«, siger Mogens Camre.

Regeringer forgår, Mogens Camre består.
EU-modstanden er den samme som i 1972, dengang han sammen med andre prominente socialdemokrater som Svend Auken og Ritt Bjerregaard stemte nej til det fælles marked.
Camre selv er ikke i tvivl. Han siger det samme, han altid har sagt. Om velfærdsstaten. Om ekspertvælde. Om de fremmede. Hans hop for tre år siden til 'pianisterne' er i hans egen optik logisk.
Det er Socialdemokratiet, der har flyttet sig. Væk fra vælgerne.
»Socialdemokratiet har glemt den almindelige befolkning. Hvis du er flittig, omhyggelig og pligtopfyldende, så er svaret en kanonhøj skat og begrænsede muligheder. Men hvis du er en sjuft, der er flygtet fra en kriminel dom i Pakistan, får du alt betalt og asyl og en BMW 320«, lyder dommen fra Mogens Camre.
Han har aldrig følt, at han var gift med Socialdemokratiet.
»For mig er et parti et værktøj til at løse problemer. Hvis værktøjet ikke fungerer, må man prøve at reparere det - altså reformere partiet - eller skifte det ud«, siger han.

Bag baren på en restaurant i Strasbourg senere samme aften lykkes det flere gange en tjener at vælte flasker og glas, så det larmer værre end i Det Muntre Køkken. Men modsat andre ved bordene, der kigger op, ænser Mogens Camre det ikke. Han spiser og taler uforstyrret videre.
Han går ikke meget ud med kolleger i Strasbourg og Bruxelles.
Men hans glæde er uskrømtet, da Jim Fitzsimmons, irsk europaparlamentsmedlem, kommer over til bordet for at trykke næve. Og for at komplimentere Camre for hans smukke unge kone.
»Ja, jeg så hende jo i Bruxelles. Yndig. Yndig«, roser den hvidhårede irske herre. Mogens Camres ansigt blusser drengeagtigt.
»Tak. Tak«.

KVINDERNES MOGENS
Tilbage i begyndelsen af 50'erne. Den unge gymnasiast Mogens Camre havde længe været travlt optaget med opsætningen af dramaet 'L'Apollon de Bellac' af Jean Giraudoux. Så med al den møje, han investerede i teaterstykket, var han skuffet over, at rollen som den smukke Apollon gik til en dreng i parallelklassen.
Det lod han en dag i en fransktime lektor frk. Brandt Nielsen vide. Hun så ned på den spinkle knægt og fældede så dom for åben klasse:
»Mogens, jeg erkender, at du taler bedre fransk end han. Men du ligner ikke ligefrem Apollon. Gør du vel?«.
Rollen tilfaldt i stedet en kammerat med buet næse, krøller og lysebrun hud. En smuk knægt. Om end langtfra nogen ørn til fransk.
I dag, et halvt århundrede senere ved spisebordet i Camre-familiens hvide murstenshus i Bagsværd, fortæller den nu 65-årige mand selv om episoden. Med et skævt smil og nedslået blik.
Mogens Camres unge hustru Lene kigger kærligt på sin mand hen over middagsbordet og siger drilsk:
»Nej, Apollon ligner du ikke«.
Og slår en perlende pigelatter op.
Mogens Camre pirker med imponerende sikkerhed med gaflen fem trillevorne ærter op fra tallerkenen og styrer dem ind i munden. Han holder en pause i talestrømmen, men gumler sammenbidt og driftsikkert maden i sig.

Kvinder har der altid været i hans liv. Ofte noget yngre end ham selv.
Han er nu gift tredje gang. Fire gange har han desuden boet sammen med kvinder uden at være gift med dem. »Seriel monogami«, siger han selv om sit forhold til kvinder. Han har tre børn med hustru nummer et, Marianne Camre, og tre med Vita Andersen.
I dag er han gift med operasangerinden Lene Tychsen Camre, der er omkring 35 år yngre end sin mand.
»Jeg ved sgu ikke, hvordan han bærer sig ad, men han har en mærkelig evne til at score gode damer«, som Mogens Camres socialdemokratiske kollega i Europaparlamentet, Freddy Blak, siger.
Den camreske kvindetække har flere facetter. Ved selskabelige lejligheder kan han divertere med alenlange foredrag om statsgæld og realrente, så borddamens makeup stivner, og varmen langsomt siver ud af culotten på tallerkenen. Hvorefter han på et splitsekund skifter emne og afleverer en charmerende sød og varm velturneret kompliment til borddamens kjole eller frisure.
»Han kan holde monolog en hel aften. Men nogle kvinder tænder jo også på den slags«, noterer gymnasievennen Kurt Westergaard.
Et aspekt, Camre selv ikke er blind for, når han - retorisk - spørger:
»Jamen, kan kvinder ikke godt lide resultatorienterede mænd?«.

At den tørre teknokratiske politiker og den følsomme digter, det tidligere børnehjemsbarn Vita Andersen, kom til at danne par, er et paradoks.
Når man læser Vita Andersens bøger fra den periode, træder man ind i en ganske vist magisk, men også dyb jammerdal af ensomhed, neuroser, omsorgssvigt, fremmedgørelse og forladthed. Ikke just aspekter af tilværelsen, der står højest på dagsordenen hos den nøgterne rationalist Mogens Camre, for hvem stabilitet og forudsigelighed efter eget udsagn er de vigtigste faktorer i hans liv.
Men de mennesker, der dengang oplevede ham hjemme hos Vita Andersen i hendes lejlighed i det indre København, husker en usædvanligt afslappet og loose Mogens Camre.
»Store puder i brokade og sølvmor, porcelænsdukker med rosenmund og øjne, der kan lukke, papirsblomster, kurvestole, brede ottomaner, art nouveau-lamper med farvestrålende sten og en forgyldt piedestal, der bærer en lyserød italiensk kagedåse med engle på låget«, skrev Politikens Malin Lindgren i 1980 om lejligheden.
Ikke så underligt, at en mand, der ellers omgiver sig med funktionalistisk dansk design, undergik en vis forvandling, når han i perioder boede i Vita Andersens feminine gemakker.
Lene, Mogens Camres nuværende kone, er endnu et eksempel på, at det bløde og følsomme element - under den rationelle overflade - har en plads i hans liv.
»Det er, som om magtmennesker kan lide at slappe af med det sensible.
Det er en slags ventil«, konstaterer vennen Kurt Westergaard og trækker paralleller til Camres bysbarn Jens Otto Krag, der også livet igennem havde en faible for det kunstneriske.
Mogens Camre selv er meget fåmælt om forholdet til sine ekskoner og sine børn.
»Men jeg ville ikke kunne leve med en kvinde, der er meget stærkt svingende«, siger han dog.
Han vedkender sig at være en mand, der bekender sig til det rationelle.
Selv i forelskelsen.
»At blive forelsket er jo ikke irrationelt. Ikke så vidt jeg ved. Dybest set er kærlighed vel en slags behovstilfredsstillelse. Og mennesket har behov for tryghed og nærhed og forståelse og stabilitet«.

Nederlagets mand
Alle disse EU-afstemninger om osteordninger og portugisisk hektarstøtte. For en mand som Mogens Camre kan det være træls arbejde uden for projektørernes lys.
Men sådan var det ikke engang.
For over tyve år siden var Mogens Camre tæt på magtens centrum. Da var han med i kredsen. Partispidserne omkring daværende statsminister Anker Jørgensen.
Arbejdsløsheden viste i de år sit grimme ansigt. Indadtil i partiet lagde Mogens Camre, der har et pertentligt forhold til nationaløkonomi, ikke skjul på sin frustration over den manglende politiske evne til at styre landet ud af det økonomiske morads.
Foruden Camre var især folk som Knud Heinesen, Svend Jakobsen og Erling Olsen utilfredse med den førte politik.
»Alt, Anker gjorde, var i strid med lærebøgerne og den økonomiske virkelighed«, erklærer Mogens Camre i dag om den socialdemokratiske økonomiske politik.
Minister blev Mogens Camre aldrig.
»Hvis jeg havde gået efter en ministerpost, kunne jeg jo bare have talt Anker efter munden. Men jeg ville ikke«, anfører han i dag.
Så nederlag? Næ, ikke i Mogens Camres verdensbillede.
Ifølge kilder fra den daværende socialdemokratiske inderkreds er sandheden imidlertid en anden. Anker Jørgensen anerkendte til fulde Camres store kapacitet og økonomiske viden. Men turde ganske enkelt ikke gøre ham til minister. Af frygt for at mandens manglende politiske tæft skulle bringe regeringen i fedtefadet.
»Han har et smaddergodt hoved. Men blandt alt det glimrende kom så noget, som var fuldstændig gakkelak«, siger en tidligere partikammerat.

Camre oplevede sit ultimative politiske nederlag i slutningen af 1980'erne, hvor han først røg ud af Tinget. Og derpå ikke kunne komme ind igen. Debutanten Pia Gjellerup var ved valget i 1988 nogle og tyve stemmer foran den garvede Camre.
Valgkampe koster som bekendt penge, og dem skaffede Mogens Camre ved en metode, som nok var fuldt lovlig, men også dårlig socialdemokratisk stil. Han lånte fem millioner kroner, investerede pengene i obligationer og solgte dem med en skattefri gevinst på små 50.000 kroner.
Den kunne bestyrelsen i Valbykredsen ikke sluge. Og Camre var færdig som folketingskandidat.
Så han havnede i Finansministeriets Øststøttekontor. Men alle ørkenvandringer har både en begyndelse og en ende. Efter nogle lange, lange år spurgte finansminister Mogens Lykketoft en dag sine nærmeste medarbejdere:
»Er det ikke lidt ynkværdigt, at en så kvalificeret mand som Mogens Camre sidder som specialkonsulent på et kedeligt kontor?«.
Spørgsmålet var retorisk. Lykketoft havde allerede besluttet sig for at skaffe sin partikollega noget mere spændende: Et job som budgetråd ved Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles bragte i 1995 Camre tilbage i det offentlige søgelys.
Jobskiftet fik damptrykket i Camres politiske maskineri til at stige på ny. Han var desuden gået i gang med at skrive bogen 'Danmark ved en korsvej' - et opgør med Socialdemokratiets samfundsmodel og et krav om en meget, meget mere stram dansk udlændingepolitik.
»Socialdemokratiet er blevet et parti af skatteinspektører og indvandrerkonsulenter«, som han siger i dag om sin nye politiske vækkelse.
I en Kronik i Politiken konstaterede Mogens Camre i 1997, at efter danskernes opfattelse tager staten pengene, EU tager magten, mens indvandrerne tager velfærden.
Linjerne blev læst flere steder. En dag i efteråret 1998 ringede en vis Per Dalgaard til Camre. Manden var ved at arrangere en befolkningskonference. Om Camre ville komme og tale? Ja da. Det afskrækkede ikke socialdemokraten, at konferencen blev holdt af Dansk Folkeparti.
Partiets formand Pia Kjærsgaard og pressechef Søren Espersen kontaktede ham kort efter med en opfordring:
»Du burde gå tilbage i politik. Kom ind hos os«.
I marts 1999 stillede Mogens Camre op til EU-parlamentet for Dansk Folkeparti. Og blev valgt.
På Christiansborg har han i dag kontor mellem partiets folketingsmedlemmer. Camre deltager i gruppemøderne og har med sin lange politikererfaring været guld værd i bestræbelserne på at manøvrere Dansk Folkeparti ind på en midterkurs, der kan sikre partiet en afgørende støtterolle i forhold til de regeringsbærende partier. En rolle som de radikale ellers i årevis har haft patent på.
Dansk Folkepartis omfattende arbejdsprogram er skrevet af Camre i samarbejde med Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup. En tekst, der med midtsøgende holdninger på traditionelle socialdemokratiske kerneområder som miljø og velfærd er det nye fundament under Dansk Folkeparti. 33 gennemskrivninger skulle der til, før finjusteringerne var helt på plads.

KORSRIDDEREN
Når man ringer på hos Camres i Bagsværd, foregår det helt ude ved vejen. Ude foran det høje kraftige trådhegn, der omkranser grunden og det hvide murstenshus med de to garageporte. Ude foran den lille kameralinse ved siden af dørtelefonen.
»Kom ind«, lyder det i højttaleren.
Kommer man om aftenen, tænder fotoceller med et lydløst smæld et par kraftige hvide projektører, der bader området i skærende lys. Så man kan se sig for - og beboerne i huset kan se gæsterne an.
I døren tager Mogens Camre imod. Som altid venlig og imødekommende. I mørk habit og med slipset stramt bundet - også på en almindelig onsdag aften i privaten. Hustruen Lene Tychsen Camre dukker op fra køkkenet.
En ung kvinde klædt i sort blondebluse, halvlang sort nederdel, sorte laksko med krokodillemønster og det blonde hår samlet i en fontæne oven på hovedet.
Stilen i hjemmet er præget af lys dansk funktionalisme, blandet med enkelte ældre arvestykker i mørkt træ. På væggene hænger Mogens Camres egne landskabsbilleder med motiver hentet i den danske natur. Lyriske og i douche farver.
Lene Camre trækker sig tilbage til køkkenet og lakseforretten, vi andre sætter os ind i dagligstuen. Mens der nippes til saltstængerne inden middagen, begynder Mogens Camre så småt på fortællingen om, hvordan »vi« - det rige og udviklede Vesten - er den eneste kulturkreds, der har skabt et egentligt demokrati.
»De andre kulturer må, hvis de ønsker et liv i større stabilitet og velstand, efterligne vores model, for der er indtil videre ikke nogen anden, der virker«, forklarer han.
Ude fra køkkenet lyder tonetriller, et florlet bagtæppe for Camres alvorlige udredninger. Det er den operauddannede Lene Camre. Hun synger som altid til husarbejdet med sin lyse sopran.
»Og du kan jo ikke klare alverdens fattigdomsproblemer ved at lade de fattige flytte herop. Så bryder Europa sammen«, fortsætter Camre uanfægtet inde i stuen.

Efter middagen - lakseforret, rygende varme fade med schnitzler, gulerødder, ærter og kartoffelfingre, tærte til dessert - indtages kaffen i den musegrå sofagruppe. Lene Camre sætter sig ved siden af sin mand og følger tavst resten af aftenen samtalen med hænderne hvilende på en silkepude, hun har lagt i skødet. Nu er hendes mand for alvor talt varm. I et par timer går det over stok og sten:
Om de voldsomme folkevandringer. Om krig som risiko, når presset på Vesten bliver tilstrækkelig stærkt. Om de muslimske mindretal, der formerer sig så voldsomt. Om det amerikanske samfund, som ikke kan blive solidarisk, så længe de forskellige kulturer med forskellige mål er blandet sammen i én pærevælling. Om islamismen, som er en større fare end nazismen. Om arbejdsomheden i nord. Stagnationen i syd. Om kristne værdier.
Mogens Camre er i øvrigt ikke medlem af den danske folkekirke. Den klub meldte han sig ud af i tresserne. Han er dog ikke blind for, at det ser lidt underligt ud i et parti, der hylder kristendommen som danskhedens fundament. Så måske skulle man melde sig ind igen ...
»... som kulturpolitisk foranstaltning«.

HÅNDVÆRKEREN
Nogle uger senere. For en gangs skyld er han ikke ulastelig klædt. Manden, der åbner garagedøren indefra, er iført blå cowboybukser, mørkegrå bomuldsskjorte med hvide nister og sorte træsko med kappe.
Klæder skaber folk ... om.
Det er Mogens Camre. Samme faste håndtryk, samme venlige smil. Men unægtelig i en noget anden version end den, offentligheden kender. Og dog.
Mogens Camre er gør-det-selv-mand. Huset, som han selv har bygget, på den stille villavej i Bagsværd, rummer ikke færre end to garager.
Yderst en stor dobbeltgarage - ikke opvarmet - inderst en enkeltgarage med varme på. En dør fører videre ind til et værksted.
I den lune garage holder en drøm. Sort, skinnende. Stor som en flodhest og rummelig som en riddersal. En Buick Sedan 1934. Mogens Camre tørrer med ærmet nænsomt et tyndt lag støv af den ene bagskærm.
»Den blev ellers vasket, efter Pia (Kjærsgaard, red.) havde lånt den, da hun skulle til dronningen efter valget«, siger han med et skær af ærgrelse i stemmen.
Foruden Buicken ejer Camre en Cadillac fra 1987, en velkørende Volvo 544 fra 1962 samt endnu en Buick, model Skylark 1964. Og farens gamle mørkegrønne BSA-motorcykel fra 1930, ikke at forglemme.
Nu skal Buicken klodses op for vinteren. Et, skal det vise sig, ikke helt ukompliceret projekt, når bilen vejer 2,1 ton, og garagen i øvrigt er temmelig fyldt op med reservedele.
Den spinkle, ungdommelige skikkelse kryber gesvindt rundt nede under bilen. Han skubber donkraften ind under de kraftige bladfjedre og pumper op og ned med håndtaget. Karosseriet løfter sig, det enorme sorte højre bagdæk med hvid kant slipper gulvet. Han skubber en kort, men kraftig buk på plads og tager derefter trykket af donkraften.
Hurtigt og professionelt gentager han proceduren med venstre baghjul.
Så langt, så godt.
Straks vanskeligere er det med forenden, som på grund af den gigantiske ottecylindrede motor på over fem liter er tung som et ondt år. Desuden er pladsen i den ende af garagen meget trang. Endelig er der det problem, at donkraften ikke kan løfte så højt, at forhjulene letter.
Pokkers.
Camre går ind på værkstedet og vender tilbage med en kraftig træklods til at sætte mellem undervognen og donkraften. Han bakser den på plads.
Donkraften arbejder på det yderste af sin kapacitet. Op ned, op ned.
»Der sprøjter olie ud af den«, gnækker Camre imponeret, halvt formummet under Buickens enorme korpus.
Pludselig opgiver ikke donkraften, men træklodsen ævred. Den kvases ganske enkelt under vægten, bilen falder to centimeter i et pludseligt ryk.
»Det var pokkers. Solidt dansk bøgetræ«, siger Camre og stirrer mildt forbløffet på de sørgelige rester.
Problem. Analyse. Løsning.
Han går igen ind i værkstedet, hvor alting hænger på sin plads og ligger på hylder og i små æsker og skuffer og kasser. Lidt efter er han tilbage, denne gang med en jernklods og et stort smil: Tag lige den her svend.
Og så lykkes det. Højre forhjul op, buk under, dernæst venstre forhjul op, buk under.
Problem. Analyse. Løsning.
Man skal lige vænne sig til, at det er Mogens Camre, der kravler rundt dernede under bilen. Måske er det for at hjælpe én på vej, at han vanen tro kaster sig ud i en længere forelæsning, alt imens han arbejder med det manuelle:
Om problemerne, der opstår, når religion bliver normgivende for det verdslige samfund. Og så videre og så videre og så videre.
Efter en lille times koncentreret arbejde svæver Buicken.



Blå bog: Mogens Niels Juel Camre

1936 29. marts : Født i Randers.
1954: Student, Randers Statsskole.
1956-57: Elev i toldvæsnet, Randers Toldkammer.
1958-60: Driftsøkonom i United Shoe Machinery Company A/S.
1961: HD i regnskabsvæsen, Handelshøjskolen i København.
1960-66: Ansat i Dansk Unilever.
1967: Medlem af Folketinget.
1968-71: Næstformand og formand for Den danske Komité for Demokrati i Grækenland.
1987: Genvælges ikke til Folketinget. Ansættes på sin gamle arbejdsplads Finansministeriet.
1988: Mister sit folketingskandidatur på grund af obligationsspekulation.
1995: Budgetråd ved Danmarks repræsentation i EU.
1999: Vælges for Dansk Folkeparti til EU-parlamentet.
2000: Skriver sammen med den øvrige partitop arbejdsprogrammet for Dansk Folkeparti, der giver partiet en ny profil. Og gør det i stand til to år senere at indgå finanslovsforlig med Fogh-regeringen.
2001: Forfatteren Jan Sonnergaard får rettens ord for, at det ikke er strafbart at kalde Mogens Camre og Pia Kjærsgaard for landsforrædere. De to havde ellers krævet en erstatning på 100.000 kroner, fordi forfatteren i en artikel i Politiken udtalte, at de var »nogle landsforrædere«.



Center for Journalistik og Efteruddannelse
Offentliggjort 04/02/2002