Offentliggjort 11/22/2006
Gregers Wedell-Wedellsborg, direktør og redaktør, Berlingske Tidende Nye Medier
DISKUSSION: Det er en interessant opgørelse. Netfaktoren kan bestemt bruges og er et relevant nøgletal. Jeg mener dog ikke at den kan ses isoleret eller som den eneste saliggørende indikator på hvor godt aviserne gør det på nettet.
Netfaktoren belønner nemlig pr. definition de sites, der forfølger en åben adgangs- eller gratismodel. Men det er kun én ud af mange mulige strategier for et avissite.
Berlingske.dk har i nogen tid arbejdet med en loyalitetstrategi, hvor brugerne skal registrere sig. Det har bl.a. givet os 150.000 registrerede brugere, som vi kender væsentlig bedre, end vores konkurrenter kender deres brugere. Samtidig er de registrerede brugere mere højfrekvente og nemmere at konvertere til betalende brugere.
Så netfaktoren svarer lidt polemisk sagt til at sammenligne gratisavisernes læsertal med morgenavisernes uden at kigge på kvaliteten af læserne og læsningen.
Så netfaktoren - og andre succeskriterier, som antal registrerede brugere - bør fortolkes i lyset af sitets strategi og kun med varsomhed bruges komparativt.
Desuden forfordeler netfaktoren aviser, der forfølger en et-brand strategi på nettet (f.eks. Jyllands-Posten og Politiken) og undervurderer aviser, der forfølger en multi-brand strategi med flere separate sites med hver deres identitet (F.eks. Berlingske Tidende). Eksempelvis tæller Berlingskes AOK som et selvstændigt site med egen trafikmåling, mens ibyen.dk optræder som en del af politiken.dk.
Jeg tror selv på at der kommer flere af denne slags "spin-offs". Hvis netfaktoren skal være udtryk for, hvor gode aviserne er til at konvertere deres læsere til brugere, så bør man nok anlægge en helhedsbetragtning og tælle trafikken på alle de sites, som udspringer af/er knyttet til aviserne.
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: