Det handler om den gode historie

Offentliggjort 11/15/2004, senest redigeret 11/17/2004

Af Henrik Schulz

Inden føljetonen blev til en bog, blev i alt 19 kapitler udgivet i avisen Dagen, inden den lukkede. Føljetonen i avisen Dagen strakte sig over fem uger. Ambitionen for dem begge var – med udgangspunkt i Claus Bork Hansen – at lave en art antropologisk studie af det danske rockermiljø. Derudover var den bærende ambition også at finde ud af, hvad der egentlig skete med Claus Bork Hansen, fra han tog springet som rebel til at blive fuldblodsrocker.

»Med historien om Claus Bork Hansen kom vi ind i et miljø, hvor frygt spiller en stor rolle. Men vi fik også et overblik over, hvordan rockermiljøet i starten udviklede sig fra at være små bander til egentlig organiseret kriminalitet«, fortæller Mads Brügger, der sammen med sin kollega Nikolaj Thomassen havde sit hyr med at overbevise de andre journalister på Dagen om, at projektet kunne bære, at to journalister fik frie hænder til at arbejde udelukkende med at lave fortællende journalistik om Bandidos-rockeren.


Mads Brügger og Nikolaj Thomassen. Foto: Simon Jeppesen

»En tidskrævende historie af den karakter vi lavede kræver simpelthen, at en redaktør er med på, at det tager meget tid. Vi havde heldigvis lavet en kontrakt med Kresten Schultz-Jørgensen (daværende chefredaktør på Dagen, red.) om, at projektet skulle gøres færdig. Alligevel var vi 3-4 gange udsat for truslen om, at projektet skulle lukkes ned«, siger Nikolaj Thomassen.

Igennem hele processen med at indsamle materiale og lave interviews med venner, familie og Bandidos-medlemmer sørgede Mads Brügger og Nikolaj Thomassen at være meget metodiske og strukturerede i deres arbejdsform. Det allerførste, de gjorde, var at lave en tidskronologi over Claus Bork Hansens liv.

»Jo mere omfattende sådan en tidslinje er, desto bedre kan man se de store træk i et menneskes liv«, siger Mads Brügger, og tilføjer at man på et projekt af den størrelse, som de har været i gang med, går hen og bliver en datorytter.

»Hvis der er fejl i kronologien, og man efterfølgende interviewer folk, der opdager fejlene, så vil folk begynde at blive mistroiske, og derfor er det ekstremt vigtigt, at tidsangivelser for hændelsesforløb er hundrede procent korrekte. Alene kronologien fyldte 7-800 linjer«, fortæller Mads Brügger

Derudover allierede begge journalister sig med Excel-regneark til at holde styr på hændelser, sortere i år og i personer. De fik fat i retsbøger fra Justitsministeriet, så de kunne holde styr på diverse hændelsesforløb. Og vigtigst af alt så havde de maratonlange interviews med hovedkilder som for eksempel moderen til den myrdede ex-rocker.

»Man kan ikke tjekke alt, hvad Claus Bork Hansen tænkte og følte. Men det var vigtigt at have disse lange interviews. Nogle gange kunne vi sidde en hel weekend med en kilde og spise småkager og bare snakke løs. Når man er sammen med dem, der er allernærmest den person, man skriver om, så får man efterhånden et ganske godt og klart billede af personen«, siger Nikolaj Thomassen.

I starten var det svært for Mads Brügger og Nikolaj Thomassen at bevæge sig ind i rockermiljøet og vinde deres tillid.

»Folk var meget nervøse i starten for at udtale sig. Det er jo folk, der er vant til at have paraderne oppe. De er jo vant til at leve i et paranoidt miljø hvor alle folk tager røven på hinanden. Men når først én kilde havde brudt isen, så fulgte andre hurtigt trop. Der var jo også en motivation fra Claus Bork Hansens venner og familie om at komme til bunds i uretfærdighederne omkring drabet«, siger Mads Brügger.

Læserreaktionerne ovenpå føljetonen i Dagen var meget positive. Folk engagerede sig i historien, og mange kan huske Abemanden.

Det var også et vigtigt element for Mads Brügger og Nikolaj Thomassen at have et ankerpunkt eller en motor i hvert kapitel, der kunne drive historien fremad. Som for eksempel en episode, hvor Claus køber en hund. På den måde tager man, ifølge Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, læseren i hånden og inviterer dem indenfor til fortællingen.

»Alle vidste jo, at han var død. Der ville derfor ikke være nogen pointe i at lave en lineær fortælling frem til hans død. Derfor valgte vi at starte fortællingen med hans død, og derefter sprang vi så i fortid og fremtid. Hvert afsnit krydret med små plotpoints«, siger Mads Brügger.

Om forklaringen på hvorfor kapitlerne i føljetonen er blevet så korte, fortæller Nikolaj Thomassen:
»Denne genre gør, at man bliver nødt til at lave korte kapitler. Hvis det var blevet lavet på størrelse med store PS-artikler i Politiken, så ville folk ikke gide læse dem. Vi gjorde det, at vi glatbarberede historierne, og sørgede for at holde dem i et slags børnesprogbrug. Men det kræver at fortællingen er stærk, og at den kan leve i kraft af sig selv«.

Begge journalister fik i øvrigt regnet sig frem til at projektet, der varede en måned, kastede godt 20 kapitler af sig. Hvilket vil sige, at Mads Brügger og Nikolaj Thomassen faktisk producerede det, der omfangsmæssigt svarer til én nyhedsartikel hver dag. Et godt salgsargument over for en undvigende chefredaktør, der ikke tør satse på den fortællende journalistik.

Omtalte personer:

• Mads Brügger
• Nikolaj Thomassen

Søg

Temasider om samme emne

• Fortællingen i journalistikken

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:

• Fortællende journalistik

Få et tip om nye artikler og kurser:

• UPDATEs nyhedsbrev

 

• Ris og ros til webstedet