Document Actions

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0985

Instans: Pressenævn - dato: 05/17/2010 - sagsnummer: 2010-6-0985

 

Offentliggjort 06/10/2010

 

Resumé:

Klager – et selskab – klagede over artiklen ”Sutter fuld af farlig kemi” på ekstrabladet.dk.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Efter det oplyste lægges det til grund, at testresultater fra Eurofins påviste et indhold af op til 2.200 mg/kg DEHP (ftalater) i Natursutten, hvorimod der ikke blev påvist et indhold af stoffet bisphenol A. Eurofins trak den 5. marts 2010 testresultatet vedrørende ftalater tilbage, idet senere testresultater påviste, at der ikke var ftalater i det testede parti Natursutter.
Nævnet finder, at oplysningen i artiklen ”Sutter fuld af farlig kemi” om, at Natursutten indeholder bisphenol A og ftalater er forkert. Da det af artiklen fremgår, at [K] har iværksat nye undersøgelser, udtaler nævnet sin kritik af avisen for ikke at kontrollere, om der var nye oplysninger i forhold til Søndagsavisens artikel af 5. marts 2010 inden ekstrabladet.dks offentliggørelse den 8. marts 2010.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at berigtigelse af urigtige meddelelser skal finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.
Avisen berigtigede efterfølgende artiklen ved at overskrive den oprindelige artikel med den nye artikel ”Natursutten frikendt”. Datoen for artiklen er uændret, dog med oplysning om, at den er opdateret. Af den berigtigede artikel fremgik, at ”Tre nye test frikender nu Natursutten fuldstændigt for ftalater”, men oplysningen om en forekomst af bisphenol A blev ikke berigtiget. Nævnet finder på denne baggrund, at ekstrabladet.dks berigtigelse har været utilstrækkelig, og nævnet udtaler sin kritik af avisen.
Det følger af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
På tidspunktet for artiklens offentliggørelse var rapporten, der påviste fund af ftalater DEHP trukket tilbage. Pressenævnet finder herefter, at oplysningen om, at der forelå testresultater, der påviste, at Natursutten indeholdt bisphenol A og DEHP ikke er utvivlsomt korrekt. Da oplysningen kan være egnet til at påføre [K] økonomisk eller anden skade af betydning, er klager berettiget til at få bragt et genmæle.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af ekstrabladet.dk efter retningslinjerne i lovens § 39 at offentliggøre et kendelsesresume.

 

Tekstens ordlyd:

Se hele kendelsen på Retsinfo.