Nye impulser fra verdens mediehuse
Offentliggjort 06/10/2008
Af Jens Otto Kjær Hansen
ERFARING/REFERAT:
| UPDATEs direktør Jens Otto Kjær Hansen var én af de 1800 deltagere da konferencen WAN (World Association of Newspapers) og WEF (World Editors Forum) blev afviklet i Göteborg i dagene 1.- 4. juni 2008. Hans referat og kommentarer til de vigtigste indlæg kan læses nedenfor, hvor det blandt andet handler om udviklingen for det globale avissalg, et indgående studie af fremtidens nyhedsforbruger, borger- og lokaljournalistik, integrerede newsrooms og en decideret succeshistorie fra Canada. |
Dette år har jeg mest opholdt mig i WEF-salen, hvor programmet så mest givende ud. Hovedoverskriften for World Editors Forum var The Integrated Newsroom: Why, How & When, men emnerne kom meget videre rundt – og det var ikke mindst i emnerne i periferien eller udenfor dette hovedemne, at jeg oplevede årets highlights:
Først dog den kommentar, at det globale billede er som de senere år: Totalt set flot udvik-ling med 3-4 % vækst i verdens avisoplag – inkl. Gratisaviser, uden dem er det 2,6 % – mange nye titler og flere avislæsere end nogensinde, nemlig 1,7 mia. Men stadig er det østen, ikke mindst Kina og Indien, der driver denne udvíkling, mens det i Europa stadig går tilbage, især for betalingsaviser, og i nogle lande, f.eks. lille Danmark, ret stærkt tilbage. Årets præsentation findes på http://www.wan-press.org/article17377.html
Fremtidens nyhedsforbruger: hvad driver værket?
The Associated Press har sammen med en antropolog, Robbie Blinkoff, gennemført en kvalitativ undersøgelse af hvad der betyder noget for fremtidens forbrugere. Det er sket gennem dybdeinterviews, vanestudier osv. af nyhedsforbrugere i alderen 18-24 år i fire verdensdele. Overraskende nok, sagde direktør for strategisk planlægning i AP, Jim Kennedy, er lighederne trods kulturforskellene mest iøjnefaldende. Følgende blev konkluderet – og NB at der med nyheder ikke kun menes, det en professionel nyhedsleverandør udsender, men alt hvad forbrugerne selv opfatter som nyheder, uanset hvem der er kilden:
- Den primære kilde og igangsætter er e-mail - altså besked via mailen om, at der noget man bør interessere sig for.
- Konstant nyhedsaktivitet (dvs både forbrug og deling) er en del af livsstilen, og er altid multitasked, dvs. sker altid sammen med/under/som del af anden aktivitet.
- De unge opfatter det at holde sig orienteret som en indsats, et ”arbejde”, som skaber social bytteværdi gennem videre deling.
- Nyhedskilder, der gentager sig selv, mister interesse - der skal altid være sket noget mellem to opslag.
- Forbrugerne vil ikke nøjes med hastige overskrifter, men ønsker sammenhængende historier og tilbud om bredde og dybde.
AP har udviklet et eget koncept, der forsøger at imødekomme den nye tids nyhedsforbrugers behov.
Den kan ses på: http://sweden.wan-press.org/media/presentations/sharingpresentations/19.pdf
George Brock, afgående præsident for WEF og chefredaktør for Saturday Times, UK, kommenterede emnet med disse betragtninger: Den helt store udfordring er nyhedsforbrugernes generationsskift. Dagens unge har nye vaner, og dem ændrer de ikke på. Vores eneste chance er at blive en del af de vaner. Det er nok dybde og bredde, men ikke kun det. Også måden vi leverer på skal ændres. Måske er det kun de af os, der kan levere gennem YouTube, der for alvor kan få fat i de nye brugere? – og han drog denne konklusion:
"Udgivere og redaktører skal bruge alle medier, formå at fortælle historierne rigtigt på de forskellige platforme og forstå at finde de rigtige medier til overhovedet at indfange fremtidens medieforbrugere."
Borgerjournalistik – et gammeldags syn på nye tider?
Sådan var der ikke nogen session, der hed, men temaet var med hen over mange forskellige sessioner. Stort set alle taler om UGJ som en naturlig dagens realitet, user generated journalism, men der er helt forskellige bud på hvad det egentlig indebærer.
I den ene ende af skalaen ser man inkluderingen af borgeres mere eller mindre talentfulde redaktionelle bidrag, på separate websites, nogle gange med interessante bidder hentet ind i printavisen, og med de professionelle kræfter sat ind primært for at sikre at det ikke går helt galt. Frie platforme tiltrækker åbenbart også overalt i verden de skøre kugler. Heldigvis er det også fælles, at mindst 90 pct. er konstruktive, kritiske deltagere og borgeres velmente og mere eller mindre behjælpsomme bidrag. Vi kender tilgangen fra Sydjyske Medier.
En helt anden tilgang blev i Göteborg præsenteret af The Spokesman-Review i Spokane, Washington. Chefredaktør Steven A. Smith er overbevist om at borgerne skal have en ny rolle i og indflydelse på det lokale medie, end vi tidligere har kendt.
Han mener, at fortidens ”vi skriver til jer og bestemmer hvad I skal mene er vigtigt”-model har nedbrudt tilliden mellem medier og brugerne og har som alternativ skabt ”den transparente redaktion”, hvor redaktionsmøderne er offentlige. Man kan møde op, og mødet transmitteres også på nettet, så enhver kan følge med. Enhver har ret til at henvende sig med sin mening om, hvad avisen bør interessere sig for, og er sikker på at blive taget alvorligt og komme i dialog. Det betyder ikke, at læserne kan bestemme de redaktionelle dispositioner – dem træffer redaktionsledelse og journalister selv, men altså med læserne meget tæt på.
Steven Smidt sagde i Göteborg bl.a.:
"Vi taler om en total forandring i journalistikken, en forandring som vi ikke kan undgå og ikke skrue tilbage. Et skifte fra at tale til læserne, til at være i konstant konversation med læserne. Konversation om hvad der sker i verden, hvilket af det der er vigtigt for vores læsere og hvordan vi som medie hjælper dem med at blive klogere på det."
Emnet er omtalt på: http://www.editorsweblog.org/
Lokaljournalistik: både fysisk og mental nærhed
På WAN/WEF fortalte Elin Olofsson fra Östersunds Posten om hvordan avisen under temaet ”en redaktion i hver landsby” har skabt en række hyperlokale netsider med stor involvering af borgerne. Der er stadig mest vægt på indhold genereret af professionelle journalister, men samtidig et stort antal læserblogs, der profileres lige så stærk på siden som alt andet. Alle artikler kan også kommenteres af læserne, og kommentarerne er der adgang til direkte fra artiklen, ligesom læserne på en række områder kan lægge stof direkte ind på siden, f.eks. familie og personnyt. Se www.op.se, hvor der i en tværgående bjælke kan vælges mellem de syv landsbyudgaver og ”storbyudgaven” for Östersund.
Helsingin Sanomat har i august 2007 taget fat på en indsats for at styrke det lokale massivt. Lokal i printavisen, hyperlokal på nettet, som chefredaktør Reetta Merilaïnen udtrykte det i sin præsentation. Et element er opbygningen af en stor servicedatabase med både kommercielt og redaktionelt indhold. Journalisterne producerer lokalnyt til basen, og skal selv forsyne hver eneste artikel med de relevante geografiske og indholdsmæssige bogmærker, der gør at historien altid dukker op de rigtige steder på de lokale netsider. Dette nye aspekt af det journalistiske arbejde – tagging, som det kaldes – har ikke vakt udelt begejstring blandt journalister, åbenbarede chefredaktøren.
Men de gør det – og vil nok heller ikke have noget alternativ, at dømme efter Merilaïnens erklæringer i præsentationen:
”Elfenbenstårnet er historie. Avisen og vores web findes for at kunne servicere og forbinde brugerne – hvad ellers? Medie og journalister skal være i close encounter med brugerne, virtuelt og fysisk. Plus øge mental nærhed – oprigtig, aktiv interesse for og deltagelse i det, der betyder noget for brugerne. Som journalist kan man sagtens kombinere rollen som watch dog og som guide dog.”
Videoklip af Olofssons og Merilaïnens indlæg kan ses på:
http://www.editorsweblog.org/
Virker det integrerede newsroom?
Javier Moreno fra El Pais argumenterede for separering, men med effektiv koordination. El Pais adskiller sig fra andre ved at have relativ lidt sammenfald mellem printlæsere og web-brugere.
John Roberts, New York Times, sagde at NYT først fik gang i nettet på den rigtige måde, da man ansatte deciderede webjournalister og samtidig satte it-programmører dybt ind i den redaktionelle organisation. Efter hans mening er de to vigtigste barrierer i forhold til at me-diehusene får godt nok fat i de netbårne platforme, at
- det er svært at finde tilstrækkeligt gode webjournlister, dvs. skrappe til både journalistikkens grundindhold og til at mestre processer og produktion i webverdenen, og
- at det er svært at få tilstrækkeligt god efter-uddannelse af redaktionssekretærer, der skal omstille til flere nye medier.
Almar Latour, Wall Street Journal, beskrev de gode erfaringer ved at gennemføre maksimal integration, men samtidig have dedikerede grupper som ”stormtropper” på udviklingsområ-der som onlinestrategi, infografik og interaktion med brugere og omverden. Totalt set handler det om en metal omstilling fra at opfatte sig selv som en del af ”en avisredaktion med læsere derude”, til at forstå sig selv som en ”nyhedsfabrik med kunder”. Og kunder har WSJ: 2 millioner på printudgaven og mere end 1 million betalende abonnenter på online-udgaven.
Lisbeth Knudsen fra Det Berlingske Officin kom med et svar på spørgsmålet om integration eller ej som lød, at der ikke er anden løsning end at få den totalt integrerede redaktion til at virke. I et tæt billeddækket indlæg gennemgik Lisbeth Knudsen hvorfor mediemæssig integration er uundgåelig, hvilke ændringer det giver i redaktionens organisation og hvilke krav det stiller til journalistikken og journalisterne i et skifte fra journalist-drevet journalistik til forbruger- og markedsdrevet journalistik.
Lisbeth fortale om det igangværende forandringsprojekt i det Berlingske hus og hvordan man der tager fat i de tre store forandringsopgaver (med brug af ordet: turnarounds), som efter Lisbeth Knudsens vurdering er en forudsætning for de klassiske mediehuses overlevelse:
- En total forandring af hele forretningen, hvor økonomien flytter fra print til net (i en grad der undervurderes af de fleste, tilføjede LK)
- En total forandring af den journalistiske kultur
- En total forandring af de redaktionelle arbejdsprocesser
Korte referater kan findes på http://www.editorsweblog.org/.
Den visuelle journalist
Det var nærmest muligt at mærke beundringen i lokalet, da chefredaktør Edward Greenspon fra Globe & Mail i Canada præsenterede sin avis. I et marked med nogenlunde samme fald-kurver som det danske, er Globe & Mail i flere år gået den stik modsatte vej med lige så stor vækst som de øvriges fald på betalingsavismarkedet. Vendingen skete, da redaktøren fik besked på, at prisen på avisen måtte sættes op fra 2,25 til 2,75 $, og han derfor gerne måtte tænke over, hvad der kunne gøres for ikke at miste købere ved forhøjelsen.
Det blev startskud til en total fornyelse i både koncept og design. Vi taler om et iøjnefaldende fantastisk samspil – ikke bare ”kunst”, men en klar, flot, formidlende sammenhæng mellem tema, funktion (afhængig af hvilken sektion man er i) og specifikt tekstmæssigt og visuelt indhold.
Det gav anledning til højlydt eftertanke hos danske redaktører, hvor det, som en sagde, ”lige nu er mere skabelonredigering end kunst, det handler om”. Men tænk at man kan gå direkte mod markedet på grund af et godt produkt. Flere planlagde studieture til Canada snarest belejligt.
En dansk redaktør spurgte Greenspon: Hvis du kun kunne ansætte én redaktionel medarbejder mere, skulle det så være en journalist eller en designer? Greenspon: Jeg forstår ikke spørgsmålet. Vores designere er journalister.
Så er det vist tid til eftertanke for os, der er involveret i uddannelse: Har vi uddannelser og/eller efter/videreuddannelse, der i ægte forstand forener det journalistiske og den visuelle udtryksform på et niveau, der gør at man kan skabe noget som Globe & Mail? Hvis ikke, hvad kunne vi så lige gøre…?
Se blogindlæg fra WEF om Greenspoon og Globe & Mail her:
http://www.editorsweblog.org/analysis/2008/03/
og
http://www.editorsweblog.org/2008/06/