Document Actions

Mig og Salman Rushdie, mig og Jørgen Leth, mig og Don Ø og så mig og kunstneren Joachim Hamou der oprindeligt er svensk-fransk

Offentliggjort 08/07/2007, senest redigeret 03/03/2008

ANALYSE: Nogle skribenter har stjernekvalitet nok til at bruge jeg-formen, n�r de skriver reportage. Hver is�r skal de ramme en balance mellem en professionel og en personlig stil – b�de i deres forhold til kilderne og i forholdet til l�serne. Men hvordan ser denne sociale balance�velse ud i selve teksterne? Og kan name-dropping virkelig v�re med til at styrke en reporters trov�rdighed?

Det er let at g�re nar af journalister, der skriver jeg eller simpelthen bare mig, mig, mig i deres egne reportager. Og det er endnu lettere at g�re nar af de jeg-fort�llende journalister, hvis de samtidig skildrer sig selv i flatterende selskab med kendte mennesker (og det g�r de faktisk tit). I overskriften til denne artikel l�gger jeg selv op til at g�re nar af fire danske skribenter, der b�de har forbindelserne i orden og adgang til at skrive jeg-fortalt reportage enten i Weekendavisen – personlighedernes avis eller i Politiken – den levende avis. I det f�lgende vil jeg ikke desto mindre tage dem og deres h�ndv�rk alvorligt og n�rl�se fire personlige reportager, som alle har haft en prominent placering p� de to avisers forsider i l�bet af 2006.

Fra Weekendavisen drejer det sig dels om Sandheden, Martin Krasniks skildring af sin jagt p� forfatteren Salman Rushdie gennem New York i et fors�g p� at f� Rushdie til at udtale sig om Muhammedtegningerne (11.05), dels om Touren til Skagen, Poul Pilgaard Johnsens portr�t af J�rgen Leth, digter, filmmand, kontroversiel selvbiograf og forhenv�rende Tour de France-kommentator, som f�lges med Pilgaard Johnsen p� en sommertur til Skagen, hvor en stor del af det (�vrige) danske jetset holder ferie (28.07). Fra Politiken g�lder det dels Morten Sabroes portr�t af fodboldforretningsmanden Don �: ”Kalder Don �, kalder Don � … Hallo, er du der? … Kalder Don �, kalder Don � … Hallo? …” (26.11), dels Camilla Stockmanns reportage P� sporet af ’det slaviske kunstpar’, hvori Stockmann s�tter sig for at finde og identificere to udenlandske aktivister, der huserede i det k�benhavnske kunstmilj� under efter�rets foredrag og ferniseringer (28.10).

Jeg vil unders�ge, hvilke retoriske greb de fire skribenter hver is�r benytter, n�r de g�r deres entre i teksten, og hvordan deres s�rlige karaktertr�k, personlige historier og sociale talenter bliver vedkommende for deres historie.

Journalistiske stjernekvaliteter?
I 2004 har Nadja Pass i magasinet Reflexioner beskrevet, hvilke specifikke kvaliteter der skaber en b�de str�lende og langtidsholdbar menneskelig stjerne. Hun p�peger, at ligesom stjernerne p� himlen holdes sammen af to modsatrettede kr�fter: tyngdekraft og str�ling, s� handler det for glimrende mennesker om at opn� en balance mellem deres integritet og deres karisma: Jo mere integritet – det vil sige s�rlige evner, udholdenhed, mod og holdninger – jo mere stabil og langtidsholdbar stjernestatus. Og jo mere karisma – og det vil sige tiltr�kningskraft og originalitet, relationer og personlig historie – jo st�rkere vil stjernen str�le.

Typisk vil en reporter dog i kraft af sin rolle som formidler str�be efter at markere h�j integritet og lav karisma: H�ndv�rket skal v�re i orden, omhyggeligt og moralsk forsvarligt, men det er som regel ukl�deligt for skribenten at lade sin personlighed og sit vid glimte i sine tekster. I stedet er det typisk skribentens professionelle distance og ydmyghed over for sit stof, der s�ttes i h�js�det. Rampelyset overlades til offentlighedens egentlige stjerner, som skribenterne skal skrive om og helst ikke fors�ge at overstr�le.

Og alligevel skinner visse skribenter igennem med fuldt overl�g. Udover sin rolle som v�rt p� DR2’s ”Deadline” har Martin Krasnik (f. 1971) is�r eksponeret sine stjernekvaliteter i tv-dokumentaren ”P� Guds parti” (2005) og reportagebogen De retf�rdige (2006), der begge skildrer en rundrejse, hvor Krasnik diskuterer muligheden for fred i verden med en r�kke fremtr�dende islamister. Denne road story er et bevidst bl��jet projekt, der p� �n gang giver anledning til at s�tte nogle store politiske sp�rgsm�l og Krasniks eget s�rlige temperament i spil. Projektets grundskabelon genfindes i mindre m�lestok i den mere uformelt anlagte reportage ”Sandheden” i Weekendavisen i maj 2006, hvor Krasnik beskriver sin maniske str�ben efter et ultrakort interview med Salman Rushdie. Hvad ang�r stjernekvaliteter efter Nadja Pass’ kriterier, s� underspiller Krasnik ved denne lejlighed hverken sin professionelle integritet eller personlige udstr�ling. Han fort�ller om sit besv�r med Rushdies litter�re agentur Wylie, verdens st�rste, der angiveligt har afvist at hj�lpe Krasnik med hans forehavende p� grund af et kontroversielt interview, Krasnik tidligere har lavet med Pulitzerprisvinderen Philip Roth, som agenturet ogs� har i stald. Martin Krasnik formidler med andre ord en international bl�stempling af sig selv som kulturjournalistisk enfant terrible og tackler s� i �vrigt modgangen, h�rer vi, ved hj�lp af sit personlige netv�rk, ”en �rhusiansk barndomsveninde, der er ubegribeligt well connected i New Yorks litter�re milj�”. Prim�rt er han imidlertid overladt til sin egen ”atomreaktors energi” og ”slangeagtige man�vredygtighed”, som han nok ironiserer over, men ikke desto mindre bruger som forklaring p�, at han n�r i m�l og faktisk skaffer Weekendavisen det scoop at kunne offentligg�re Salman Rushdies personlige – om end ikke meget markante – mening om Muhammedtegningerne.

Ogs� Camilla Stockmann (f. 1973) har en stjernestatus, der f�lger hende fra andre retoriske situationer. Specielt i kraft af Stockmanns klummejournalistik i magasin- og siden i bogformat (Nyforelskelse og andre cykelstyrt, 2006) har hendes fort�ller-jeg eller persona en velbeskrevet forhistorie, der omfatter aspekter af b�de hendes arbejdsliv, byliv og privatliv. Koncepterne for hendes skribentvirksomhed er i �vrigt i markant grad baseret p� et af Pass’ fire parametre for karisma, nemlig relationer, dels fx i kraft af Stockmanns samarbejde med journalisten Maise Njor om den popul�re brevvekslingsroman Michael Laudrups t�nder, der ogs� udkom i 2006; dels i kraft af Politiken-klummen ”Delte meninger”, der er iscenesat som et duellerende parl�b mellem Camilla Stockmann og en anden og mere garvet kulturskribent p� Politiken, Bettina Heltberg.

Da Stockmann skriver sin dramatiske reportage fra den k�benhavnske kunstscene i efter�ret 2006, er hendes udstr�ling og sociale relationer imidlertid underspillet. Hun befinder sig p� LARMgallery i Valby i artiklens �bningsscene, ”ikke for at drikke ferniseringsvin og sludre”, som hun skriver, men for at opspore det s�kaldt slaviske kunstpar, der er dukket op p� mindst 10 udstillingssteder i K�benhavn i l�bet af den forgangne m�ned og ”har gjort sig bem�rket ved at r�be og skrige, skubbe og spytte. Manden har medbragt aff�ring, kvinden har onaneret.” Det er dem, hun skal finde, og Stockmann iscenes�tter f�rst og fremmest sig selv som en sober journalist, der nok bruger jeg-formen, men prim�rt bruger den til at indvie l�seren i sine researchm�ssige overvejelser. De happenings, hun beskriver, har rigeligt med sensationel appel i sig selv. Stockmann snakker med prominente mennesker fra kunstmilj�et undervejs, men pr�senterer dem slet og ret som kilder, der har v�ret vidne til de kontroversielle optrin og i �vrigt har ekspertisen til at kommentere dem. Hvor vidt Stockmanns karisma, hendes forhistorie eller relationer i �vrigt har v�ret hende til gavn eller skade p� denne opgave, r�ber historien ikke noget om.

Hvor Camilla Stockmann alts� helt undlader at inddrage sine eventuelt personlige motiver i sin historie, s� er hele Krasniks artikel baseret p� et selvportr�t, der kobler hans professionelle rolle direkte sammen med hans personlighed og temperament. Krasnik er besat af sin opgave, og han placerer spekulativt sit journalistiske kald helt tilbage i sit livs f�rste d�gn som kuv�sebarn, hvor han desperat fors�ger at forst�, ”hvad der sker uden for glasruden”. Denne tvivlsomme �rsagsforklaring tegner en karikatur, der p� den ene side faktisk tjener til at understrege ildhu som et bem�rkelsesv�rdigt tr�k hos Krasnik, men p� den anden side forsikrer l�serne om, at det er en st�rkt selvironisk skribent, der skal v�re deres f�lgesvend i denne artikel. Underholdningsv�rdien er tydeligvis prioriteret h�jt. I �vrigt best�r artiklens blikfang i et stort farvebillede af Salman Rushdie og hans hustru Padma Lakshmi, der er fotomodel, ’to meter h�j’ og ’st�rkt nedringet’, hvilket billedteksten aldeles ublu er med til at betone som et stykke central information. Med andre ord: Stjernestatus eller prominens er et afg�rende interessekriterium i denne artikel, og Krasniks selvp�f�rte opgave er at tackle den celebre sociale situation og fungere som journalistisk gatecrasher. Han skal s�tte sin egen prominens p� pr�ve i et fors�g p� at komme t�t p� de kendte – og han g�r et stort nummer ud af det.

Historien om historien
Det er ikke egentlig information, men scener der er hovedingrediens i fort�llende reportager af den slags, der foreg�r bag scenen eller uden for officiel skemal�gning, og som vil skildre et milj� eller en stemning snarere end at afd�kke nogle faktuelle forhold. Som Tom Wolfe p�peger det i sin kanoniske indledning til The New Journalism fra 1973, bliver skribentens fineste opgave simpelthen at blive h�ngende tilstr�kkelig l�nge i selskab med de mennesker, han vil skrive om. Giv tid, lyder anbefalingen hos Wolfe, og lad de scener f� lov at udspille sig, som egner sig til at fort�lle en rammende historie p� en medrivende facon.

Martin Krasnik giver sig – pr. selvironisk overdrivelse – alt andet end god tid til at lade en kompleks sandhed komme til syne i sin fort�lling. Tv�rtimod er hans artikel pr�get af det tempo og den st�lsathed, som artiklens jeg-fort�ller mobiliserer i fors�get p� at skaffe den udtalelse fra Rushdie, som ikke bare historien, men Krasniks mentale sundhed angiveligt st�r og falder med. Selve tekstens struktur og rytme synes at b�re Krasnik igennem de tre pr�velser, han p� eventyrfacon skal gennemg�, og det vil her sige: tre strategisk udvalgte litter�re arrangementer, hvor Rushdie forventes at v�re til stede:

Jeg m� alts� finde ham selv … / Jeg m� simpelthen … /

Helvedes

. Jeg skulle alligevel have … / Hvad s�? … / Jeg kan ikke finde Rushdie. / … Ingen Rushdie… / Jeg f�r en sidste chance… / Jeg skaffer en billet… / …jeg har nu cirka 20 sekunder til at rykke…

Camilla Stockmann har sat sig en lignende forholdsvis veldefineret opgave, nemlig at identificere de to provokat�rer: Hvem er de overhovedet – og hvad er de ude p�? Hun g�r fra galleri til galleri i h�b om at st�de p� dem og f� dem i tale, men det lykkes kun delvis, hvilket hun g�r klart fra artiklens begyndelse: ””Du f�lger efter os!” udbryder kvinden p� gebrokkent engelsk. I det samme �jeblik kaster hun et stort plastickrus med danskvand i hovedet p� mig.” S�ledes bliver Stockmann p� overrumplende facon involveret i sin egen journalistiske opgave. Scenen med vandkruset n�rmest kalder p� en reportage i jeg-form, der fort�ller historien om, hvordan Camilla Stockmann egentlig skaffede sin historie. Den f�r vi ogs�, men da det viser sig umuligt at komme i dialog med aktivisterne selv, m� Stockmann vende sig imod kunstnere, galleriejere og andre kunstkendere for at f� sat ord p� begivenhederne. Ligesom Krasnik m� hun mingle sig igennem sin fort�lling, og trods den m�lrettede energi i teksten f�r l�serne derfor alligevel den bredere milj�beskrivelse med i k�bet som ramme om begivenhederne.

Poul Pilgaard Johnsen (f. 1965) og Morten Sabroe (f. 1947) mingler ogs�, men ingen af de to er ude efter konkret information ved denne lejlighed. Begge skriver portr�tartikler og holder derfor t�lmodigt �je med optrin, der kan fort�lle noget originalt og karakteristisk om de to m�nd, der skal portr�tteres. Poul Pilgaard Johnsen f�lges med J�rgen Leth til Skagen i bil; de skal tackle en punktering undervejs, og Leths s�ster ringer og fort�ller om, hvad der sker i Tour de France den dag. Og Morten Sabroe sidder i sin historie albue ved albue med Don � i flyet til Lissabon, hvor FCK skal spille kamp. Don � – Flemming – taler ogs� i mobiltelefon og r�kker pludselig Sabroe r�ret:

”Hej Morten”, l�d det. ”Det er Inge”.

Inge! Flemmings kone! Det n�rmeste man kommer Vorherre, har han engang sagt om hende.

B�de Sabroe og Pilgaard Johnsen er embedded, hvilket tydeligvis udvider tidsrammen i de to artikler, s� alle d�gnets sm� og store �jeblikke bliver at regne som potentielt interessant journalistisk stof. Og portr�tskrivernes relation til de portr�tterede stjerner bliver afg�rende: ”Tag dog med til Skagen,” siger Poul Pilgaard Johnsen til J�rgen Leth, da de spiser en frokost sammen en sommerdag i K�benhavn, hvor artiklen tager sin begyndelse. Og Johnsen forklarer:

Vi har holdt kontakten, siden jeg i december redigerede en debatbog [”Det ford�mte menneske”] om

sagen

: Hans kontroversielle erindringsbog [”Det uperfekte menneske”], forholdet til unge, sorte kvinder p� Haiti, den n�dtvungne afskedigelse som konsul og fyringen af ham som kommentator ved Tour de France. Nu var han tilbage i K�benhavn. Deprimeret, sagde han. Tr�t af at sidde rundt omkring p� k�benhavnske cafeer og l�se aviser.

Pilgaard Johnsen fik et solointerview med Leth, da den ovenfor opsummerede skandale var p� sit h�jeste. Han har alts� vundet Leths fortrolighed professionelt og tilsyneladende bevaret den privat, s� der nu kan blive tale om en forn�jelsestur til Skagen, hvor b�de han selv og den h�rdt pr�vede mediestjerne kan slappe af, nyde turen, maden og det gode selskab. Pilgaard Johnsens profil som bl.a. vinskribent og ophavsmand til en stort anlagt artikelserie i Weekendavisen om forf�relse (udgivet i bogform, Forf�rerne – interviews og essays, i 2002), giver en oplagt favorabel klangbund for J�rgen Leth, der i de m�neder er mist�nkeliggjort og truet p� sin selvforst�else som �stetiker og levemand. Leths tillid giver til geng�ld Pilgaard Johnsen noget n�r optimale betingelser for at skrive sin portr�tartikel, men hvor Sabroe reagerer med n�sten barnlig triumf og udr�bstegn p� den slags (Inge! Flemmings kone!), s� underspiller Pilgaard Johnsen sit scoop og gengiver bare f�lgende henkastede ordveksling mellem ham selv og J�rgen Leth:

”Du kan k�re sammen med mig” … ”Okay,” sagde han. … ”Fint … S� bliver jeg ogs� den eneste i verden, der i �r kommer til at opleve Tour de France kommenteret af J�rgen Leth.” ” Ja, det er sgu godt,” sagde han.

Den trov�rdige gatecrasher
Fortrolighed er nok en fordel, jo, men en reporter p� opgave i et givent selskab – celebert eller ej – er i bund og grund en g�st, som pokker har inviteret. Han m� tale folk efter munden; folk som ovenik�bet ved, at han m�ske fort�ller alting videre. Derfor kan rollen som reporter i marken ogs� opleves som helt fundamentalt ydmygende, skriver Tom Wolfe:

The reporter starts out by presuming upon someone’s privacy, asking questions he has no right to expect an answer to – and no sooner has he lowered himself that far than already he has become a supplicant with his cup out, waiting for information or for something to happen, hoping to be tolerated long enough to get what he needs, adapting his personality to the situation, being ingratiating, obliging, charming, whatever seems to be called for, enduring taunts, abuse, even the occasional roughing up in the eternal eagerness for ‘the story’ – behaviour that comes close to being servile or even beggarly. (s. 59)

N�r journalister v�lger at bruge jeg-formen og s�tter sig selv i scene i teksten, bliver dette prek�re forhold til kilderne mere synligt, end vi er vant til. Det bliver en retorisk udfordring for journalisten at skildre sin mediering mellem de to sociale situationer: den fortalte situation og fort�llesituationen, idet skribenten m� tilpasse sig, som Wolfe skriver, charmere sine kilder, spise sammen med dem, tiltale dem, m�ske svare dem igen, men ogs� l�seren, der er med som observat�r, skal charmeres og is�r gerne: fatte tiltro til journalistens d�mmekraft.

Krasnik v�lger at tackle dette trov�rdighedsdilemma med fuld selvironisk �benhed og fort�ller eksempelvis om en e-mail, han sender til Rushdie:

Jeg skriver, at jeg gerne vil tale med ham om hans nye bog

Shaliman the Clown

, hvilket selvf�lgelig er l�gn, for intet interesserer mig mindre. Jeg er ikke stolt af at lyve, ej heller af tonen i min mail, der er fedtende p� den mest fornedrende m�de.

Sabroe er lige s� selvironisk, n�r han deler sine (overvejende fejlslagne) strategiske overvejelser med l�seren og tilskriver sig selv en n�sten ynkeligt s�ret professionel stolthed. Artiklens lange indledende del er bygget op om Sabroes beslutning om – som en gonzojournalistisk overraskelsesman�vre – at fange den altid s� fattede Don � p� et vaklende ben ved at tilbyde ham plads i en rasleb�sse-stafet fra Mellemfolkeligt Samvirke, en indsamling til Afrikas fattigste, som Br�ndbys fodboldhold allerede deltager i:

”Det er din konkurrent!”, opildnede jeg ham.

”Det er ikke min konkurrent,” sagde han ...

”Du siger nej?”, udbr�d jeg vantro.

”Ja”. …

Han vendte ryggen til mig. Og Afrika. Det svimlede for mit hykleriske blik. …

Mit f�rste og eneste fors�g p� at lave gonzo-journalistik var faldet til jorden.

Morten Sabroe insisterer p� at skabe den slags pinagtige �jeblikke af personlig usikkerhed og professionel fiaskofornemmelse, der danner kontrast til hans skildringer af andre socialt smidige situationer, hvor Sabroe drager fordel af det faktum, at han og Don � faktisk kender hinanden og i flere �r har spillet fodbold ”p� oldboys ude i Skovshoved”; ””Kan du huske T�ppe-Flemming”, spurgte han. Om jeg kunne!” osv. Sabroe demonstrerer alts�, at han er indenfor i varmen og kunne have valgt at skrive ’den nemme artikel’. Selvom han ikke er ked af at indr�mme, at han nyder situationen og er imponeret af Don � (”D�r stod han! … I en m�rkebl� kameluldsfrakke med en filmstjernes teint”), s� insisterer Sabroe med sine mere eller mindre upassende friassociationer – og sin rasleb�sse – p�, at han ikke lader sig korrumpere af magtfulde kilders fortrolighed og anerkendelse. Han stritter imod og fors�ger l�bende at stikke en k�p i hjulet p� den forudsigelige historie, der skriver sig selv, hvis ikke han passer p�.

Poul Pilgaard Johnsen er mere af en ubekymret fisk i vandet. Men selvom han er ankommet til Skagen i celebert selskab, selvom han er velorienteret og kender rigtig mange kendte blandt de forbipasserende i det mindste af navn, og selvom hans forhenv�rende svigerfor�ldre, som han nostalgisk g�r l�seren opm�rksom p�, ejer et af de bedst beliggende sommerhuse i Skagen, m� han lide den tort at vente forg�ves p� en lovet invitation til et cocktailparty hos rigmanden S�ren Jessen, hvor bl.a. kronprinsparret skulle v�re til stede. Sammen med J�rgen Leth (og fotografen Suste Bonn�n) m� Poul Pilgaard Johnsen til sidst handle selv, og f�lgende man�vre er med til at placere ham i �jenh�jde med l�seren igen:

Vi g�r lidt frem og tilbage foran den hvide port ind til sommerhuset, hvor festen er i gang p� g�rdspladsen. S� tager jeg mig sammen, �bner porten, g�r ind, tager min jakke af og smider den henkastet i et hj�rne og skynder mig op til baren. Vi har gatecrashet cocktailpartyet. Fem minutter efter er J�rgen omgivet af g�ster, der vil snakke cykell�b. Frederik og Mary er der ikke. Endnu. S�ren Jessen kommer hen til mig.

�I er inviteret som privatpersoner, det er en aftale, ikke?� siger han.

Selvf�lgelig.

Pilgaard Johnsen markerer sig her som en outsider (ligesom os andre), der imidlertid udnytter en �bning ind til de bonede g�rdspladser, alt hvad han kan. Episoden ovenfor fungerer som en ironisk markering af, at Pilgaard Johnsen d�r p� stedet talte Jessen efter munden og gav ham et l�fte om fuld diskretion; et l�fte, som han akkurat bryder med sin genfort�lling af anekdoten. Han havde fingrene krydset p� ryggen og bliver dermed: l�sernes mand.

Kunsten at namedroppe
Et p�faldende tr�k ved disse tekster, der provokerer mange l�sere, men formentlig skaber samh�righed med mange flere, er desuden det forhold, at hverken Martin Krasnik, Poul Pilgaard Johnsen, Morten Sabroe eller Camilla Stockmann er blege for at namedroppe. De identificerer sig simpelthen med l�serens interesse eller nyfigenhed og leverer gerne varen. Derfor h�rer vi, hvem der er til stede ved de litter�re arrangementer i New York, hvem der havde bestilt hvilken slags rundstykker og aviser hos bageren i Skagen, hvem der sad p� VIP-pladserne til fodboldkamp i Parken, og hvilken skuespiller der forhandlede prisen p� et billede med hvilken kunstner til Art Copenhagen i Forum.

N�r Martin Krasnik namedropper, kommer han de danske l�sere i m�de, som ikke forventes at v�re ganske fortrolige med den internationale kulturelite. Krasnik remser f�rst op, hvilke ”store kanoner”, der ikke bare taler sammen, som han sarkastisk p�peger, men optr�der ”i samtale” med hinanden til arrangementet PEN World Voices, og tilf�jer dern�st i en ironiserende parentes, at ’I kender dem naturligvis alle sammen!’ Han p�peger alts� sine l�seres uvidenhed, men tilgiver den ogs� gavmildt. Selv p�tager sig rollen som en af de uimponerede drenge, vi kender fra historien om Kejserens nye kl�der, idet han st�r midt i m�ngden og m�rker det st�rke gruppepres, men alligevel holder hovedet koldt og gennemskuer det sociale hykleri:

Folk taler om [Rushdie] med en vis �refrygt, men s� alligevel: mine sidem�nd diskuterer, om nogen egentlig nogensinde har l�st ham, og ingen af dem er faktisk kommet helt igennem en Rushdie-bog. Det er jeg heller ikke selv. ”Fatwaen er det bedste, der kunne ske for hans karriere,” siger en fyr.

Hvad ang�r Poul Pilgaard Johnsen, s� n�vner han s� mange navne – og bilm�rker – i sin Skagensartikel, at ogs� selvom l�ngere passager fra en J�rgen Leth-tekst foruden uddrag af samtalerne med Leth ogs� optr�der i hans artikel, da m� namedropping vurderes som artiklens mest dominerende stiltr�k. Det kan i sig selv opfattes som en kritisk-ironisk kommentar til l�serens sladderbladsinteresse, men Pilgaard Johnsen synes faktisk ikke selv at tage entydig, endsige kritisk afstand hverken fra de rige og/eller kendte eller fra deres m�de at holde ferie p� under den s�kaldte ”Hellerup-uge” i Skagen. Det synes ikke magtp�liggende for ham at ironisere for at bevare sin trov�rdighed. Forfatteren Jens Christian Gr�ndahl og hans kone Anne Vad giver middag en aften, og Pilgaard Johnsen deltager og refererer ganske enkelt, at Gr�ndahl ”har lige lagt fliser p� terrassen. H�ldningen er blevet rigtig, og maden og vinen er god.” Hvis l�serne finder bel�g i Pilgaard Johnsens beskrivelser for at grine ad noget eller h�ne nogen, s� st�r det for deres egen regning.

Morten Sabroe bruger sine namedrops til at understrege, hvor ualmindeligt magtfulde og ur�rlige de er, de mennesker, vi andre kan g� og h�ne eller grine nok s� foragteligt ad. Don � melder, at han skal spise frokost med TV2-direkt�r Per Mikael Jensen, og Sabroe friassocierer:

Jeg kunne se dem l�ne sig ind over foie gras’en og h�re Don � sige: ”Jeg k�ber sgu Tivoli!”. Og Per Mikael: ”Jeg har lige k�bt R�dhuspladsen”. De to don’er ikke alene sad p� hele den danske underholdningsindustri, de var s� marketingorienterede i deres tisporede motorvejshjerner, at det ikke ville vare l�nge f�r… [osv.]

Sabroe lader desuden en empirisk namedrop-unders�gelse indg� i sin portr�tartikel, idet han simpelthen unders�ger effekten af at n�vne Don �’s navn for forskellige (navngivne eller let identificerbare) medarbejdere p� sin egen arbejdsplads Politiken, og han citerer reaktionerne:

”Den usympatiske stodder! Har du l�st hans bog? Det har jeg. Det er kun mig, mig, mig hele vejen igennem. Den handler kun om, hvor fantastisk han er. Og s� kalder de det [FCK] Byens Hold!”

Som svar fremmaner Sabroe i en efterf�lgende passage et billede af Politikens redaktionslandskab som en ”vindbl�st fl�kke langt ude p� pr�rien. I udkanten skulle der h�nge et skilt og skrige i h�ngslerne: ”In this town we only want people that look and think like ourselves””. Med andre ord: Morten Sabroe profilerer sig som en uafh�ngig journalist, der ikke er bange for at forn�rme nogen. Den gode stemning m� aldrig blive den vigtigste, hverken i marken eller hjemme p� redaktionen.

Camilla Stockmann tager ikke eksplicit stilling til de mennesker, der optr�der i hendes artikel. Hun kontakter dem, pr�senterer dem for l�seren og refererer deres udsagn eller i aktivisternes tilf�lde: deres handlinger. Hun l�ser sin opgave i den forstand, at det lykkes hende at identificere de to uvelkomne g�ster: De hedder Alexander Brener og Barbara Shurz og er ikke ’slaviske’, men stammer fra henholdsvis Rusland og �strig. De har udgivet bogen Anti-Technologies of Resistance i 1999 og har gennem en �rr�kke aktioneret aggressivt imod kommerciel og institutionaliseret kunst. S� vidt s� godt. Men Camilla Stockmann svarer ikke p� det sp�rgsm�l, der bliver brugt p� Politikens A-forside denne l�rdag til at henlede avisl�sernes opm�rksomhed p� artiklen, nemlig: ”Er det kunst at pisse p� kunsten?” Eller – i praksis svarer hun faktisk til l�sernes beroligelse, at nej, det er det ikke. Som allerede n�vnt bliver det nemlig repr�sentanterne for den institutionaliserede og kommercielle kunst, der f�r lov at s�tte ord p� provokationerne og som – selvf�lgelig – n�gter Brener og Shurz den anerkendelse, de m�ske eller m�ske ikke havde fortjent. Fort�lleteknisk giver det sig udtryk i, at Stockmann fx lader kunstneren Joachim Hamou, der ”oprindeligt er svensk-fransk”, v�re den, der identificerer dem, om end t�vende (for mere betydningsfulde har de �benbart heller ikke v�ret):

Han har oplevet dem tilbage i 1980’erne p� den europ�iske kunstscene, senest til Biennalen i Istanbul sidste �r. Han genkalder sig langsomt deres navne: ”Kvinden hedder vist Barbara … Barbara Shultz … nej, Shurz. Manden hedder Alexander Brener.”

Det er vigtigt at bem�rke, at artiklen fungerer som en slags introduktion til det danske kunstmilj�, og at mange af de navne p� mennesker og gallerier, der droppes, formentlig er nye for mange af l�serne. Autoriteter med internationalt og kunsthistorisk udsyn bliver alts� introduceret, og der bliver ikke stillet kritiske sp�rgsm�l til deres motiver. L�serne bliver tv�rtimod inviteret med p� det st�rke hold, kunsteliteholdet, som er i stand til at t�mme de to provokat�rer med kategoriske, faglige vurderinger: ”Tiden er l�bet fra den slags aggressiv kunst. Det virker enormt gammeldags, form�lsl�st og 60’er-70’er-agtigt. I dag forventer vi, at man formulerer et alternativ.” S�ledes galleristen Jesper Elg, men ogs� Valentin Rothmaler, en tysk g�steprofessor ved Kunstakademiet, som sammen med Stockmann overv�rer Barbara Shurz tisse i et plastickrus, kan p� st�ende fod tage brodden af oplevelsen:

”Det d�r minder mig en smule om Carole Schneeman, der tilbage i 1970’erne l�ste op fra en papirstrimmel, hun trak ud af sin vagina. Dengang var der noget p� spil. Men kvinden d�r er ikke god – du kan se, hun har det ikke godt med sig selv bagefter”.

Reportagen kulminerer i et showdown, hvor Shurz pludselig st�r med sit krus med urin direkte foran Camilla Stockmann, der v�lger at stirre Shurz ”stift ind i �jnene som om hun er et uartigt barn” og med en velvalgt replik f�r afv�rget kvindens truende gestus. Stockmann tr�der alts� i karakter og afviser aktivisten, men hun g�r det med hele den etablerede kunstverdens opbakning og i �vrigt med l�sernes instinktive sympati, men det forbliver uklart, om Camilla Stockmann samtidig afviser det kritiske projekt som s�dan, og hvordan hun i det hele taget fortolker begivenhederne. I denne tekst markerer hun udelukkende personlig andel i historien p� det praktiske handlingsplan.

Stjernestatus forpligter
Hvad enten man bare l�ser om stjernerne eller selv spadserer ved deres side, s� kan det g�re noget ved kroppen. Men hvem og hvad kan – hvor? Hvordan og hvormed kan de det – og hvorfor? Disse sp�rgsm�l er jeg-fort�llende reportager med til at unders�ge og demonstrere for sine l�sere, dels fordi de introducerer skribentens person i scenarierne, dels fordi de ofte er skrevet i en dynamisk, litter�r stil og er sig fx namedroppingens st�rke kr�fter bevidst.

Hvordan i �vrigt Salman Rushdie, Don �, J�rgen Leth eller Joachim Hamou p�virker de skribenter, der skriver om dem, er det ikke altid godt eller relevant for l�seren at vide. Men n�r f�rst skribenten har introduceret sit jeg og dermed markeret sig som en faktor i det sociale spil, der foreg�r b�de i felten og i teksten, s� begynder l�serne uv�gerligt at vurdere skribentens stjernestatus og spekulere over, hvor vidt journalisten har integritet – de forn�dne evner, mod og udholdenhed til at tackle situationen og nogle klare holdninger til sagen, eventuelt nogen i klemme? Samtidig bliver jeg-fortalte tekster gerne i en eller anden grad en opvisning i fort�llekunst og dertil h�rer den skriftlige formidling af fort�llerens karisma. Skribentens tiltr�kningskraft og originalitet, relationer og personlige historie kan s�ttes i spil i forhold til de konkrete journalistiske opgaver, og jo oftere det sker, jo st�rkere og jo mere specifikke forventninger skabes der til skribentens kommende tekster.

N�r en skribents stjernestatus er grundlagt, skal aspirationerne fortsat forvaltes og forsvares, nuanceres og forandres fra opgave til opgave, fra tekst til tekst. L�serforventningerne skal tackles hver eneste gang, og det er derfor ikke underligt, at glimrende skribenter kan l�nges tilbage efter rollen som diskrete formidlere, eller at de fra tid til anden kan fristes til enten at ironisere over eller skaml�st hengive sig til det eksklusive milj� og de andre glimrende mennesker, de kan m�de i embeds medf�r. Som vi har set eksempler p�, kan man ogs� beskrive fristelserne i sin tekst og lege med dem uden n�dvendigvis at falde for dem og tabe sin journalistiske opgave af syne. I den proces kan man endda form� at l�re sine l�sere noget om deres motiver for at l�se avis og om deres forventninger til journalistisk arbejde. Men et skribentliv blandt stjernerne forpligter – og man b�r t�nke p� sit gode navn, f�r man dropper det.

L�s ogs� Christine Isagers artikel Det modstr�bende jeg

Relevante kilder:

Stjernernes periodiske system (artikel)

The New Journalism (bog)

Document Actions

Mig og Salman Rushdie, mig og Jørgen Leth, mig og Don Ø og så mig og kunstneren Joachim Hamou der oprindeligt er svensk-fransk

Søg

Temasider om samme emne

Læs mere