Document Actions

Det modstræbende jeg

Offentliggjort 06/28/2007, senest redigeret 08/24/2007

ANALYSE/METODE: Skriv endelig jeg, men g�r det sj�ldent – og gerne lidt modstr�bende. N�r en reporter undtagelsesvis lader sig provokere til at tr�de ind i sin tekst i jeg-form, kan en god historie blive decideret mindev�rdig.

”Du f�lger efter os!” udbryder kvinden p� gebrokkent engelsk. I det samme �jeblik kaster hun et stort plastickrus med danskvand i hovedet p� mig.

I denne scene fra Camilla Stockmanns reportage fra det k�benhavnske kunstmilj� i efter�ret 2006 bliver reporteren overrumplet i en social situation og er pludselig mere end almindeligt involveret i sin egen historie.

L�s Camilla Stockmanns reportage P� sporet af 'det slaviske kunstpar'

Det dramatiske optrin fungerer som den n�glebegivenhed, der forvandler Stockmanns researchproces til en b�de personlig og professionel udfordring, og som samtidig giver l�serne en forklaring p�, hvorfor reporteren overhovedet har skrevet historien som en jeg-fort�lling: Omst�ndighederne kr�vede det af hende.

I historier, hvor begivenhederne har udviklet sig i uventet retning og udfordret reporterens position, kan man bruge en s�dan n�dtvungen jeg-form som en st�rk retorisk markering. Hvis man ikke lige har gjort den spektakul�re, jeg-formede journalistik til en levevej og bruger de personlige former som en selvf�lge, kan deres sj�ldenhed blive v�rdifuld i sig selv. Et jeg, der modstr�bende g�r sin entre i teksten, kan skabe et klimaks i fort�llingen, der fremh�ver situationens alvor og historiens kompleksitet.

Typisk bliver en s�dan n�dtvungen jeg-fort�lling bygget op i f�lgende trin:

En iscenes�ttelse p� sagens pr�misser, hvor tid, sted og personer pr�senteres;
en optrapning, hvor begivenhederne udvikler sig, og det sociale pres p� skribenten stiger; og endelig
et showdown, en personlig styrkepr�ve, hvor skribenten m�der en afg�rende udfordring, opgiver sin diskretion og skrider til
den n�dtvungne selviscenes�ttelse, hvor jeget tr�der frem og blotter nogle af historiens mere personlige pr�misser.
Og derefter? Om skribenten tr�kker sig tilbage til kulissen igen og lader sagen tale f�rdig for sig selv, eller om hun bliver h�ngende p� scenen som medfortolkende jeg-fort�ller, afh�nger af situationen og af skribentens temperament.

I de f�lgende to reportageeksempler fra henholdsvis Italien og Irak genneml�ber b�de Lisbeth Davidsen og �sne Seierstad fire af de ovenn�vnte trin i fremstillingen, men v�lger derefter at f�lge deres historier til d�rs p� hver deres facon: Lisbeth Davidsen vender tilbage til en diskret (og mildt ironiserende) reporterrolle, hvor �sne Seierstad forpligter sig p� et medansvar og en �benlys kommentar.

Iscenes�ttelse
Lisbeth Davidsen indleder sin fort�lling Gravr�ver p� arbejde (i Politiken, 5. maj 2007) i en god, professionel reportagestil, hvor sproget er rytmisk, sanseligt og konkret, og hvor historien og dens personer, ikke reporteren selv, er i centrum:

Firhjulstr�kkeren hopper hen over den hullede grusvej. P� begge sider af vejen st�r nyudsprungne lysegr�nne tr�er, buske og gr�s og kalder p� en madkurv. Fuglene synger, der er h�jt til loftet, og idyllen er n�sten komplet. Men ogs� kun n�sten. Fra bilens bags�de lyder sporadiske ordrer, afgivet med en sk�rebr�nderstemme til chauff�ren: ”Stop lige her! Jeg tror, jeg har set noget interessant!”

Scenen er sat, og fort�lleteknisk er det ikke n�dvendigt at bringe et reporter-jeg p� banen for at anskueligg�re, at Lisbeth Davidsen selv har v�ret med i firhjulstr�kkeren. Det fremg�r klart. Med sin indledning g�r Davidsen f�rst og fremmest l�serne nysgerrige efter at vide, hvem den kommanderende passager omme p� bags�det er.

Optrapning

Ud af bilen springer gravr�veren Luigi, der hedder noget andet i virkeligheden. […] Som barn legede han ’k�kken’ med de etruskiske vaser og kopper, hans far gravede op i lokalomr�det […S]elvom Luigi er nok s� charmerende, opererer han p� den forkerte side af loven, pr�cis som hans far har gjort det hele livet. Det er if�lge italiensk lov strengt forbudt for privatpersoner at stikke en spade i jorden og lede efter etruskiske grave.

Lisbeth Davidsen fort�ller Luigis historie og holder samtidig en vis ironisk distance til hans ”nok s� charmerende” facon, n�r hun beskriver, hvordan han tr�der de h�je tidsler ned med sine ”gummisko og slet skjult nydelse over egen galanthed”. Imens refererer hun l�bende de officielle retningslinjer (”if�lge italiensk lov…”), men undlader at markere sig direkte og besvare det stadig mere p�tr�ngende sp�rgsm�l: Hvad laver hun egentlig d�r?

Situationen er prek�r; faktisk er Lisbeth Davidsen jo involveret i en kriminel handling. Selvom artiklens manchet p� konventionel man�r annoncerer, at ”Politiken tog med en gravr�ver p� arbejde”, og dermed g�r avisen som s�dan til ansvarlig akt�r, er det Lisbeth Davidsen selv, der skal h�ndtere den sociale situation i marken. Den konkrete personlige udfordring udg�r en i�jnefaldende del af historien, og derfor handler de formidlingsm�ssige overvejelser nu is�r om at finde en passende balance mellem selvfremstillingen og sagsfremstillingen.

N�r man som reporter bringer sig selv p� banen med et jeg, er der nemlig ikke l�ngere bare en stemme, men ogs� en krop i teksten. Med sit jeg introducerer man en figur, der er i fare for at st� i vejen for historien eller skygge for stoffet, som det gerne hedder i l�reb�gerne. Med jeget bliver artiklen til en forestilling, man som skribent spiller med i, og ikke blot en historie, man fort�ller, s� derfor m� tidspunktet overvejes n�je. Og som en fort�lleteknisk tommelfingerregel l�nner det sig gerne at udskyde sin entr�. At vente lidt.

Showdown – og selviscenes�ttelse
F�rst n�sten midtvejs i sin historie tr�der Lisbeth Davidsen ind i teksten i fuld figur. Da hun og hendes ledsager stiger ud af bilen for at n�rme sig et gerningssted, synes det bydende n�dvendigt at tage f�rstepersons-formerne i brug, f�rst i forsigtigt flertal og siden markant i ental:

Chauff�ren standser igen vognen, og vi bev�ger os ind i et omr�de, der er s� sk�nt, at man n�sten d�ner. […] ”Shhhhh….!!!!” […] ”Hvis vi m�der nogen, er vi ude at lede efter asparges”

, instruerer [Luigi] hviskende, mens han kn�kker en vild asparges af en lang stilk og r�kker mig den. Jeg tygger pligtskyldigt.

S�ledes introduceres vi-formen, da situationen spidser til, og i n�ste �jeblik, da Luigi med sin direkte gestus g�r Lisbeth Davidsen til medsammensvoren, s�tter skribenten n�dtvungent spotlight p� det mig, der tager imod rekvisitten. Og denne passive mig-form danner overgang til en ansvarsbevidst markering, hvor reporteren tr�der i karakter som et aktivt, om end lidt br�debetynget jeg, der tygger p� sit spinkle alibi i form af en vild asparges.

Og hvordan skal det ende?
Stoffet og hele scenariet kalder p� en personlig markering: Ja, her er jeg alts�! Og Davidsen v�lger den n�dtvungne minimumsl�sning. Ganske vist s�tter hun sig selv i scene ovenp� fort�llingens dramatiske showdown, men hun g�r det kort og v�lger umiddelbart derefter at dreje sin spot tilbage p� italieneren, der dermed kommer til at spille den altdominerende hovedrolle i l�rdagens forestilling p� kultursektionens forside. En egentlig problematisering af sin reporterrolle har Lisbeth Davidsen ikke fundet anledning til. Hun lader fortsat Luigi f�re ordet, supplerer med baggrundsinformation og citerer et enkelt af sine egne interviewsp�rgsm�l, men undg�r ellers at kaste tydelige skygger med jeg-former eller personlige betragtninger i resten af teksten. Luigi f�r kun den kritik, han selv beder om, s� at sige, idet Davidsen med en afsluttende ironisk tilrettel�ggelse af stoffet lader ham reflektere over sin nuv�rende livsstil i forhold til de tider, hvor han tjente gode penge:

”Jeg gav en masse omgange og brugte resten p� kvinder og champagne.” Men Luigi fors�ger at holde sin egen materialisme i ave. Han studerer Sokrates i sin fritid for at f� spirituel n�ring: ”Etruskerne gik under, da de opgav spiritualiteten og magien og blev materielle,” siger han. S�dan skulle det jo n�dig g� med ham selv.

Showdown med konsekvenser
Som krigsreporter i Irak fort�ller �sne Seierstad en historie fra bogmarkedet i Bagdad (Hundrede og �n dag, Gyldendal 2003, side 108-113), hvor hun ligesom Lisbeth Davidsen bygger op til en personlig markering, men lader vendepunktet i historien f� st�rre konsekvenser for fremstillingsformen. F�rst og fremmest finder Seierstad anledning til at blive i rampelyset efter det afg�rende showdown og give sit personlige bud p� en fortolkning af dagens historie.

Indledningsvis citerer Seierstad de s�lgere og l�sere, hun m�der p� bogmarkedet. De tiltaler hende direkte: ”Er du interesseret i poesi?” og ”Se dig om, der er jo kun gamle b�ger”, og hun lytter, men hendes svar og reaktioner er udeladt af fort�llingen. Seierstad rapporterer bare. Hun s�tter scenen med professionel distance og holder stilen – lige indtil omst�ndighederne alligevel byder hende at blive personlig:

Pludselig forsvinder Jalal op ad gaden, men beder mig med h�nden om at blive. Da han kommer tilbage stopper han en bog ned i min taske. – L�s den, s� forst�r du alt. Forfatteren blev …, hvisker Jalal og g�r et

hurtigt snit med fingeren over halsen. – Af regimet. Kom tilbage n�r du har l�st den, men vis den ikke til nogen. Det kan give mig 20 �rs f�ngsel. […] Jeg slentrer videre ned af boggaden, med den br�ndende bog i tasken.

Igen ser vi alts� den tilbagetrukne reporter, der tr�der let t�vende i karakter med et mig, her sker det ca. 1/3 inde i historien, fordi hun bliver bedt om noget og f�r stukket en forbudt genstand i sin taske som en pludselig gestus, der udfordrer hendes professionelle rolle og g�r hende personligt meddelagtig. Og efter dette showdown er det et aktivt jeg, der spadserer videre med hovedet fuldt af p�tr�ngende tanker.

I mods�tning til Lisbeth Davidsen forbliver Seierstad p� scenen i resten af sin reportage. Jalals gestus synes at have flyttet en gr�nse, der s�tter sit pr�g p� teksten, idet skribentens selvfremstilling bliver en anelse mere dristig og personligt forpligtende. Fx udelader Seierstad ikke l�ngere sine egne sp�rgsm�l, da hun rapporterer samtalen med den sidste boghandler i r�kken, men viser sig solidarisk ved at fremstille deres dialog som netop en dialog snarere end en r�kke udtalelser og i �vrigt bruge en vi-form: ”Boghandleren begynder at blive nerv�s. Vi har talt l�nge”. Endelig er det markant, at historien ender ikke p� bogmarkedet, men hjemme p� �sne Seierstads eget hotelv�relse, hvor hun pakker sine nyerhvervede b�ger ud, lokale historieb�ger, der giver hende anledning til at reflektere i en personlig, n�sten essayistisk stil: ”De gyldne tider er ovre. Hverken perler eller elfenben finder vej til Bagdad. V�ben, derimod, finder altid frem.”

G�r dig kostbar
Ingen l�ser l�fter et �jenbryn, hvis en blogger eller klummeskribent siger jeg, men lige netop i reportagen er det stadig et aktivt valg, skribenten skal tr�ffe, og dermed kan jeg-formen blive en markering, som l�seren l�gger m�rke til. Logikken lyder, at den historie, der kan bev�ge skribenten til at tr�de i karakter og bryde med en professionel rutine, m� v�re noget ud over det s�dvanlige.

Som reporter kan man alts� godt g�re sig kostbar og spare p� de personlige former, men kun som en tommelfingerregel. N�r stoffet kalder p� en personlig reaktion, skal man h�re efter – og gerne reagere. En undtagelsesvis brug af jeget kan have stor virkning, specielt hvis det sker som en n�dtvungen reaktion i en fort�lling, der skulle have v�ret n�gtern, men efterh�nden �ndrer form og profilerer skribenten. F�rst som den modstr�bende part, der v�kkes og tr�kkes ind i begivenhederne: Hey, er det mig, de taler s�dan til? Og siden som en handlekraftig akt�r, der reagerer og tr�der i karakter: Okay s�! Her kommer jeg.

L�s ogs� Christine Isagers artikel om stjernekvaliteter hos reportere Mig og Salman Rushdie, mig og og J�rgen Leth, mig og Don � og s� mig og kunstneren Joachim Hamou der oprindeligt er svensk-fransk

Document Actions

Det modstræbende jeg

Søg

Temasider om samme emne

Læs mere