Fakta om beregningen af netfaktor
Offentliggjort 11/22/2006
Af Nils Ulrik Pedersen
BESKRIVELSE: Undersøgelsen af dagbladenes succes på nettet er baseret på udregning af en såkaldt netfaktor.
Netfaktor udtrykker netpublikums andel af avispublikum. En høj netfaktor angiver, at en avis tiltrækker et elektronisk publikum, der er af væsentlig størrelse sammenlignet med avisens publikum. Netfaktor 100 betyder, at avisens publikum på nettet er lige så stort som avisens publikum på tryk.
Netfaktor beregnes som netavisens daglige unikke besøgstals andel af avisens daglige læsertal.
Undersøgelsens resultater skal tages med det forbehold, at unikke daglige besøgstal på nettet ikke er umiddelbart sammenlignelige med avisers læsertal. Unikke besøgstal repræsenterer ikke et antal personer, men et antal maskiner (computere), som nedhenter data fra et website.
Måleenheden unikke besøg medfører en indbygget tendens til både under- og overtælling af personer pr. computer:
Måleenheden unikke besøg har en tendens til at underdrive (undertælling) antallet af personer, fordi flere personer kan benytte den samme computer i forhold til et website, og flere personers brug tæller kun med én gang.
Måleenheden har en tendens til at overdrive (overtælling) antallet af personer, fordi den samme person kan medregnes flere gange, hvis pågældende systematisk sletter cookies eller benytter forskellige computere samme dag, typisk arbejdscomputer på jobbet og privat computer i hjemmet.
Gallup Danmark frigav 1. september 2006 egentlige læsertal for et lille danske antal netaviser (for 1. halvår 2006). Ved sammenligning med de besøgstal, som benyttes i undersøgelsen afspejles overvejende samme tendens i forholdet mellem aviserne. Læsertallene fra Gallup er dog noget lavere end de besøgstal, der benyttes i denne undersøgelse.
Kilder:
Læsertal hverdage fra Index Danmark/Gallup fra 1. halvår 2006
Unikke besøgende dagligt, udregnet som gennemsnit af hverdage i uge 10, 2006. Besøgtstal er oplyst direkte fra netaviser ud fra TNS Gallup-data.
Tilbage til hovedartiklen: Formiddagsaviserne vinder kampen om net-læserne