Document Actions

Den, der gemmer...

 

Offentliggjort 07/04/2006, senest redigeret 07/06/2006

 

 

[Tema: Briterne kommer]

 

Fotofestivalen "Briterne kommer" bød på en række lærerige og tankevækkende oplæg fra seks forskellige britiske fotografer samt mulighed for at møde billedredaktører fra London.

Festivalens 70 deltagere mødte fotografer med vidt forskellige billedsyn, historier og holdninger til fotografi. Men festivalens gennemgående diskussion blev: hvordan får vi historierne offentliggjort bedst muligt?

Projekterne bliver gemt
Billedredaktør Jon Levy fra fotomagsinet Eight gennemgik på festivalen mellem 30-40 portfolier. Og Jon Levy gentog igen og igen: få det ud, få det trykt.

Jon Levy og Anne-Stine Johnsbråtenm. Foto: Søren Pagter © 2006
Jon Levy gennemgår billeder sammen med norske Anne-Stine Johnsbråten.
Foto: Søren Pagter © 2006

”Et projekt i skuffen er ikke fotojournalistik. Journalistik er noget, der er offentliggjort”.

Jon Levy og hans kollega fra Corbis, Fred Spencer var enige om, at det var synd, at danske fotografer opfattede deres marked så snævert.

”Mange af disse historier fortjener at blive set og læst uden for Danmark”, udtalte Fred Spencer.

Men de var også begge enige om, at det er svært. Det kræver først og fremmest personlige kontakter, mente de.

I den forbindelse opfordrede Jon Levy alle studerende til at præsentere deres afsluttende projekter for ham. Han mente, det var spild af godt arbejde, når de kun blev set til eksamen og af andre studerende.

Tænk stort
”Lad være med at stille jer tilfreds med en side i Politiken”, opfordrede fotograf Marcus Bleasdale i forbindelse med sit oplæg.

”Hvor mange læsere rammer i på den måde? Hvor mange af dem handler på baggrund af jeres historie? Får jeres billeder nogen betydning?”, fortsatte han.

Marcus Bleasdale fortalte, hvordan han hovedsagligt arbejder med organisationer som for eksempel Læger Uden Grænser og Human Rights Watch. De køber hans billeder og får lov til at bruge dem i forbindelse med udstillinger, møder og konferencer med politikere.

”Jeg rammer beslutningstagerne på den måde”, udtalte Marcus Bleasdale.

Tænk bredt
Også fotografen Anna Kåri arbejder på denne måde. Hun har i 2006 haft 4 store opgaver for forskellige NGO’er, og de har givet hende hovedparten af hendes årsindkomst.

Men Anna Kåri bruger også samarbejde med andre fotografer, som en hjælp til at sælge sine historier. Anna Kåri er medlem af kollektivet Documentography, som består af seks fotografer.

”Når jeg taler med en redaktør i for eksempel Danmark, så repræsenterer jeg også mine kollegaer og ved, hvad de har af historier, der kunne interessere redaktøren”, fortalte Anna Kåri.

Herudover samarbejder Documentographys fotografer også om opgaver. Kollektivet vælger af og til at dække den samme begivenhed, men fra tre forskellige vinkler. På den måde får de bedre salgsmuligheder.

Fotografi skal ikke være isoleret
Anna Kåri forklarede også, hvordan hun elsker historie og research, og at mange af hende ideer opstår derigennem.

”Det er ofte en slags detektivarbejde, men jeg kan lide at indsamle folks historier og formidle dem videre”, fortalte hun.

Derfor behøver Anna Kåris billeder også tekst. Hun undrede sig således over, at for eksempel World Press Photo ikke havde plads til artikler, da hun deltog i deres Master Class.

Smid intet væk
Festivalen sluttede med et af britisk fotografis største navne: Tom Stoddart, der igennem en spændende fremvisning formåede at sammenfatte mange af de ovenstående ting.

Tom Stoddart havde dog en lille sjov historie til slut: Det enkeltbillede, han har fået flest penge for, er et arkivfoto, som han egentlig aldrig har regnet for noget. Men en dag solgte han det til et reklamebureau.

”Lad være med at slette jeres digitale billeder og gennemgå jeres billeder igen og igen”, rådede Tom Stoddart, der selv stadig skyder på film.

”Der ligger altid nye interessante billeder og gemmer sig i jeres materiale, og I ved ikke, hvem der vil købe dem i fremtiden”.


Foto: Tom Stoddart © 2006
Tom Stoddarts dyreste enkeltbillede. Foto: Tom Stoddart © 2006

 

 


Søg

  

 

 

Temasider om samme emne

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: