Document Actions
Krigens love og konventioner
Offentliggjort 12/13/2005
DEFINITION: Ambitionen med at opstille regler for at gå i krig er at begrænse de lidelser, som krig og kamphandlinger påfører mennesker. Syge og sårede mennesker i krig – både soldater og civile – har krav på særlig beskyttelse og omsorg.
Krigens love og konventioner er folkeretlige instrumenter, der regulerer staters indbyrdes forhold, så de optræder mere humant, når de går i krig med hinanden. (note 1)
Juristerne bruger overbegrebet jus in bello. (note 2) Udtrykket dækker over regler, der gælder under væbnede konflikter, og regler der regulerer den måde, kampen føres på. Sagt på en anden måde: Det handler om, hvad der er lovligt at gøre mod hvem under en krig.
Det historiske grundlag for krigens love er værket Om krigens og fredens ret af Hugo Grotius fra 1625 og 1700-tallets oplysningstid, hvor adskillige teoretikere formulerede humanistiske tanker for blandt andet krigsførelse. I 1800-tallet slog humaniseringen af krigsførelsen formelt igennem i 1864, da den første Genève-konvention blev vedtaget.
Denne første Genève-konvention fastlagde regler for beskyttelse af syge og sårede soldater og respekt for ambulancer og hospitaler. Siden kom der tre yderligere Genève-konventioner til. De fire udgør tilsammen grundstammen i krigens love og konventioner:
- I. Genève-konvention (1864) forpligter stater til at give beskyttelse og pleje til syge og sårede soldater i felten. Den kaldes også for hærkonventionen.
- II. Genève-konvention (1906) forpligter stater til at give beskyttelse, pleje og hjælp til syge, sårede og skibbrudne i de væbnede styrker til søs. Den kaldes også for søkonventionen.
- III. Genève-konvention (1929) beskytter krigsfanger. Soldater, der overgiver sig eller tages til fange, må ikke slås ihjel. Den kaldes også for krigsfangekonventionen.
- IV. Genève-konvention (1949) beskytter civilbefolkningen mod krigens umenneskelighed. Civile må ikke angribes. Den kaldes også for civilkonventionen.
- Tillægsprotokol I (1977) fastslår, at krigsførelse skal rettes mod militære mål, og at livsvigtige installationer ikke må angribes.
- Tillægsprotokol II (1977) opstiller regler for større interne konflikter og borgerkrige.
Omfattende regler
Krigens love er siden blevet ændret og forstørret, så de samlede regler i dag er ganske omfattende. Det skyldes primært, at friske erfaringer fra nye krige er blevet brugt som baggrund for flere regler, og at den teknologiske udvikling af moderne våbentyper ofte kræver en revision af regulativerne.
Den krigsretlige regulering af forhold omkring våben, våbenbrug og krigsmetoder er beskrevet i Haag-konventionerne. Derfor kalder man med et fællesudtryk Haag-konventionerne for operationsregler.
IV Haag-konventionen (1907) beskriver for eksempel, at det er forbudt at erklære, at man ikke vil vise nåde, eller at bruge våben der forårsager unødvendige lidelser.
Den samme konvention beskriver et meget grundlæggende princip i krigens love: Forordet slår fast, at ingen konvention kan være så fyldestgørende beskrevet, at alle forhold er taget med. Det betyder, at dét konventionerne ikke behandler, ikke automatisk bliver tilladt. Princippet kaldes for Martens-klausulen, og den er meget fundamental, fordi den bruges som rettesnor, når jurister skal fortolke eventuelle brud på krigens love.
Krigens tre aktører
I krigsretlige termer så findes der på slagmarken tre hovedaktører: Kombattanter, nonkombattanter og civile. En kombattant er normalt en soldat, men det kan også være civile, der går til organiseret modangreb på en besættelsesmagt. Kombattanter kendes ved, at de:
- bærer våben åbenlyst
- overholder krigens love
- ledes af en person, der er ansvarlig for dem
- er medlemmer af de væbnede styrker
Civile er negativt defineret som personer, der ikke er medlem af de væbnede styrker, og personer som ikke tager del i kampen.
Perfidi
Svig er en krigsforbrydelse. Det kaldes også ofte for perfidi. Det betyder, at man ikke må lade som om, man er såret – for derefter at angribe. Den formelle definition på svig er:
»Handlinger, der tjener til at give fjenden opfattelse af, at han er berettiget til at modtage eller forpligtet til at yde beskyttelse, og som har til formål at svigte denne tillid, ved at såre eller tilfangetage denne.«
»He’s fucking faking he’s dead!« råbte en amerikansk marinesoldat to gange, inden han, tilsyneladende med koldt blod, skød en såret iraker i hovedet, der lå på gulvet i en moské i Fallujah i Irak.
Det blev filmet af freelancejournalisten Kevin Sites, blev vist to dage efter på NBC og siden på globalt tv. Det udløste et internationalt ramaskrig; ikke mindst i den muslimske verden. Og det lignede da også en klar overtrædelse af krigens love, da man ikke må skyde på syge og sårede soldater, eller på soldater der overgiver sig. De har tværtimod krav på hjælp og beskyttelse.
Men havde irakeren nu gemt en håndgranat eller et gevær og spillede såret med det formål at dræbe marinesoldaten, så ville han have været skyldig i svig. (note 3)
Tre grundlæggende principper
I forbindelse med en væbnet konflikt så har de stridende parter pligt til at tænke tre grundlæggende principper ind i deres krigsførelse, når de planlægger militære operationer: diskriminations-, proportionalitets-, og tilstrækkelighedsprincippet.
Diskriminationsprincippet fastslår, at der er pligt til at skelne mellem civile og militære mål. Det vil sige, at man kun må angribe fjendens potentiale. Men dette potentiale kan godt være en civil person. Hvis en civilist arbejder på en fabrik, der producerer våben til krigsindsatsen, så er han et legitimt militært mål. (note 4)
Proportionalitetsprincippet fastslår, at fordelen ved en militær operation altid skal afvejes overfor skadevirkningen på civilbefolkningen. Forventes skaderne på de civile at blive større end den militære gevinst, så skal angrebet standes.
Tilstrækkelighedsprincippet fastslår, at hvis der er to eller flere muligheder for at løse en militær opgave, der er lige gode, så skal valget falde på den, som resulterer i færrest mulige civile tab.
Sædvaneret og gensidighedsprincippet
De stridende parter i en væbnet konflikt har også pligt til at respektere sædvaneretten og gensidighedsprincippet.
De mest almindelige dele af krigens love og konventioner har fået status af sædvaneret. Genève-konventionerne I – IV (se boks ovenfor) og mange af bestemmelserne i Tillægsprotokollerne antages at være sædvaneregler. Det betyder, at man anser Genève-konventionerne for så grundlæggende, at de skal følges og respekteres af alle parter i en konflikt.
Det vil faktisk sige, at selvom der er nogle få lande, der ikke har ratificeret Genève-konventionerne, så skal de i princippet følge dem alligevel. I alt 192 har i skrivende stunde (august 2005) ratificeret Genève-konventionerne.
Der vil naturligvis altid være en gråzone mellem sædvanereglerne og så de fulde konventioner.
Gensidighedsprincippet betyder i al sin enkelthed, at alle parter i en væbnet konflikt er bundet af konventionerne overfor hinanden. De kan altså ikke pludselig begynde at fravige dem; ligesom det heller ikke er muligt at opsige en konvention i krigstid. Skulle der ske det, at en konflikt bryder ud mellem to parter, hvoraf den ene ikke har ratificeret alle konventionerne, så er det ikke et carte blanche til at bryde nogle af konventionerne for den part, der har ratificeret dem. I det øjeblik en nation har skrevet under, er den folkeretligt forpligtiget til at overholde konventionerne.
Det står, naturligt nok, den ikke-ratificerende part frit for at udsende en erklæring, hvori den siger, at den vil overholde konventionerne, den ikke har godkendt formelt.
Særlige forhold under FN
Når de danske styrker skruer den blå hjelm ned over ørene og tager på en international mission under FN’s faner, så opstår der en speciel situation.
Da FN ikke er underskrivende part i nogen af konventionerne, så er FN-styrkerne hverken beskyttet eller bundet af krigens love (dog gælder sædvanereglerne altid).
Men da næsten alle stater har ratificeret de væsentligste konventioner, så har FN i forbindelse med internationale operationer slået fast:
»The force shall observe and respect the principles and spirit of the general international conventions applicable to the conduct of military personel.«
Det betyder, at FN er nødt til at udsende en erklæring, inden de giver sig i kast med en militær operation. En erklæring der siger, at FN agter at anerkende og overholde krigens love.
Men de(n) stat(er), hvori operationen finder sted, kan også kan aftale med FN, at styrken, der indsættes, skal udføre sin opgave i overensstemmelse med den humanitære folkeret.
Retsforfølgelse
Overtræder man krigens love, er man krigsforbryder. Lande, der har ratificeret konventionerne, er forpligtiget til at retsforfølge personer, der er mistænkt for groft at overtræde krigens love.
Det har Danmark gjort. I 1995 fik en 30-årig mand otte års fængsel for krigsforbrydelser begået i det tidligere Jugoslavien. Krigen på Balkan resulterede i en international krigsforbryderdomstol i Haag. I 2002 ratificerede 60 lande grundlaget for en permanent international straffedomstol, hvilket anses for en stor sejr for folkeretten.
Journalister i krig
Journalister er civilister, men bevæger de sig rundt sammen med soldaterne ved frontlinien (embedded), så kaldes de i forhold til krigens love for ”civile tilknyttet de væbnede styrker.”
Man skelner her grundlæggende mellem to forskellige slags journalister: ”Journalister i farligt hverv” og krigskorrespondenter. Forskellen er, at ”journalister i farligt hverv” befinder sig midlertidigt i krigszonen, mens krigskorrespondentens ophold er permanent. Og i forhold til krigens love er der én markant forskel: Hvis krigskorrespondenten følger den ene parts væbnede styrker, og han tages til fange af fjenden, så får han status som krigsfange og skal behandles ifølge III. Genève-konvention (krigsfangekonventionen). I princippet kan krigskorrespondenten som krigsfange tilbageholdes under hele krigen. ”Journalister i farligt hverv” er ’kun’ civile, og det betyder, at de kan interneres af fjenden, men de skal frigives hurtigst muligt.
Det er under alle omstændigheder vigtigt, at journalisten har behørig legitimation, der viser, at han tilhører et nyhedsmedium – ellers risikerer han at blive mistænkt for spionage. (note 5)
Krigens love i fredstid
I fredstid har stater pligt til at udbrede kendskabet til den humanitære folkeret. Det fastslås i artikel 87 i tillægsprotokol I. Og det gør Danmark på flere måder bistået af organisationer som for eksempel Dansk Røde Kors.
Mammutudgivelsen Humanitær Folkeret et forsøg på at udbrede kendskabet til folkeretten blandt personer i samfundet, der kan få nøglefunktioner i krigstid. Bogen indeholder internationale aftaler om krigens folkeret. Den er tænkt som et redskab til journalister, officerer, eksperter og andre, der vil have et omfattende opslagsværk om folkeretten.
I forbindelse hermed har udenrigsminister Per Stig Møller udtalt: »Kun gennem fuld respekt for den humanitære folkerets regler og grundlæggende principper kan vi sikre, at væbnede konflikter ikke udvikler sig til blodigt anarki.«
I Forsvaret får alle soldater et grundlæggende kendskab til krigens love og konventioner. Dels gennem klassisk klasseundervisning, dels gennem praktiske øvelser i felten.
Kilder til mere information
www.um.dk
Kommentar: Udenrigsministeriet. Søg på humanitær folkeret. Bemærk, at Udenrigsministeriet har en Juridisk Tjeneste, der kan svare på spørgsmål om humanitær folkeret. Desuden har regeringens Røde Kors-udvalg udgivet tekstsamlingen Humanitær Folkeret. Den kan downloades eller bestilles fra Udenrigsministeriets hjemmeside
www.icrc.org
Kommentar: The International Committee of the Red Cross. Adgang til Genève-konventionerne i fuld tekst (engelsk). ICRC er pioneren bag Genève-konventionerne, og en af dens vigtigste opgaver er at besøge krigsfanger og andre tilbageholdte personer.
www.fredsakademiet.dk
Kommentar: Formidler information om krig, fred, folkeret m.m.
www.drk.dk
Kommentar: Dansk Røde Kors har og udleverer materiale om den humanitære folkeret til blandt andet journalister.
www.fak.dk
Kommentar: Forsvarsakademiet. Links til en lang række specialer og afhandlinger om militære forhold. Bemærk, at Forsvarsakademiet har en mediegruppe, der står til rådighed for pressen.
Hvis du har været i militæret, så kan du med fordel tilmelde dig fjernkurserne ”Krigens Love og konventioner I & II”. Kontakt Forsvarets Center for Fjernundervisning (www.fcfu.dk).
Artiklen her er primært baseret på indholdet af disse kurser, oplysninger fra ovenstående internetadresser og vejledning fra Røde Kors-juristerne Michaela Grunth og Preben Søegaard Hansen.
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: