Document Actions

Dialogjournalistik: Amazon som eksempel

 

Offentliggjort 05/24/2005, senest redigeret 11/03/2005

 

 

BESKRIVELSE/EKSEMPEL: Resumé:

En af de mest markante udviklingstendenser i medieverdenen er, at publikum i stigende grad bliver aktive medspillere og medskabere af information og journalistik. Læs mere om dette i artiklen "Dialogjournalistik - når brugerne bliver medskabere".

Medierne kan lære en del af organisationer som for eksempel Amazon.com

”Vi har ikke været gode nok til at fortælle og lytte, og det har kostet tillid hos mange af vore forbrugere”, sagde Arlas nu forhenværende topchef Åke Modig i forbindelse med præsentationen af Arla Forum i foråret 2005. Et behjertet forsøg fra mejerikoncernen til at komme i tættere dialog med de kritiske forbrugere.

Kommunikationsbranchen er måske endnu mere præget af envejskommunikation. Arbejdet er i høj grad tilrettelagt efter, at man har et budskab, der skal ud – enten internt i organisationen eller eksternt til en større målgruppe. Men hvad sker der mon hos modtagerne?

Enhver organisation eller medievirksomhed kan lære noget af virksomheder som online-boghandlen Amazon. I artiklen ”Amazoning the news” stiller Ellen Kampinsky, Shayne Bowman og Chris Willis fra konsulentfirmaet Hypergene spørgsmålet: Hvad nu hvis vi fortalte journalistiske historier, som Amazon sælger bøger? Altså: Hvad kan medier og organisationer lære af Amazon.com?

De fremhæver, at årsagen til Amazons utrolige succes er, at virksomheden tilfredsstiller de basale mål, folk har med at gå på nettet – nemlig følgende fem:

DELE: En basal menneskelig lyst til at dele viden og erfaringer med andre. Tænk på hvor udbredt e-mailen er blevet. Det har Amazon forstået og tilbyder mange muligheder for at videregive læseerfaringer til andre. Netværket af læsere skriver selv anmeldelser, egne top 10-lister osv. De interagerer.

SØGE VIDEN: På nettet er folk meget målrettede, og informationen skal være lettilgængelig og søgbar. Amazon har gjort vældig meget ud af søgbarheden. Du ved som læser altid hvor gammelt stoffet er, og hvornår det er opdateret.

SKABE: Den anden side af at søge information. Alle har lyst til at være skabende i et eller andet omfang. På Amazon.com er det tydeligt, at brugerne inviteres til at være medskabende af det efterhånden kolossale bog-univers.

UNDERHOLDNING: Kan man have det lidt sjovt og underholdende, vil man helst det.

HANDLE: Købe og sælge. Det kommer ind flere og flere steder. Amazon er førende og har været det længe.

Læs artikler om dette emne:
Dialogjournalistik - når brugerne bliver medskabere
Dialogen trænger ind i alle led af den redaktionelle proces
Bedre debatstof - en ny moderatorrolle

 

 


Søg

  

 

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: