Document Actions
Hvorfor interviewer journalister deres kollegaer?
Offentliggjort 02/15/2005
En forklaringsmæssig analyse:
ANALYSE/UNDERSØGELSE: Hvorfor gør de det i det hele taget? Hvorfor interviewer kollegaer hinanden? Og hvad betyder det for journalistikken?
En af dem, der selv i en årrække har praktiseret rollen, er DR Nyheders udlandschef Torsten Jansen. Fra 1996 til 2001 var han DR's korrespondent i Washington. Rollen som fast leverandør af to-tre minutters live-bidrag fra USA beskriver han i bogen »Den dag jeg kunne have købt Jesse Jacksons bilradio«.
- "Efter min mening er det både godt og skidt. Når formen fungerer, er journalister nok de bedste til kort og kontant at redegøre for en problemstilling og sætte den konkrete nyhedshistorie ind i en større sammenhæng.
Men der er også en åbenlys fare, når journalister bliver eksperter. Tv-mediet har en indbygget, institutionel narcissisme, som vokser til latterlige højder, hvis vi hele tiden er mest optaget af at fremhæve vores egen tilstedeværelse".
Vores fornemste opgave er at være formidlere. Vi skal tale med de berørte parter. Beskrive deres virkelighed gennem billeder. Skabe nærvær og indsigt. ”Show it – don’t tell it”. Det er derfor vi er blevet journalister, og det er det, vi kan. Alligevel er det i dage blevet en meget vigtig del af jobbet som udenrigskorrespondent, at man kan være klog på tre minutter.
I bogen beskriver Torsten Jansen tre gode grunde til, at danske tv-stationer er "hoppet med på CNN-vognen":
Torsten Janssens forklaring om tre gode grunde til formens stadig større udbredelse holder uden tvivl stik. Nuanceres og analyseres grundene yderligere bliver det til nedenstående bud, som ligger til grund for de overvejelser, der fører til, at omkring hvert 10. nyhedsindslag i tv er en live-omstilling med en journalist i rollen som den interviewede. Som det fremgår spiller egennyttige vilkår som økonomisk tænkning, bekvemmelighed, branding og dynamisering af udsendelserne ind – men også et ønske om at kunne forklare verden og dens begivenheder for seerne er en del af baggrunden for formens opsvulmende tendens.
De første tre – og mest oplagte bud - ligger lige for:
· Det er nemt, bekvemt og billigt
· Det profilerer og ”ikoniserer” stationens journalister
· For at vise tilstedeværelse
Næste bud handler om transformeringen af journalistikken fra en meget objektivt refererende rolle til en mere subjektivt reflekterende:
· For at fremme forståelsen af sammenhænge og fortolke disse
Et særligt aspekt er studieværtens rolle. Hele interviewets kontekst og udbytte hænger meget tydeligt sammen med studieværtens spørgeteknik:
· For at give dynamik og aktivere studieværtens hjælperfunktion
I det følgende vil de fem bud på, hvorfor journalister interviewer journalister blive præsenteret og diskuteret – med særligt henblik på at svare på spørgsmålet ”Og hvad betyder det for journalistikken?”.
Det er nemt, bekvemt og billigt
Påstanden om, at det er nemmere, bekvemmere og billigere at interviewe en kollega end at finde en ”rigtig” ekspert eller lave et indslag rammer lige ned i kernen af den diskussion, der har været ført om formen op gennem 1990’erne.
På Dansk Journalistforbunds FagFestival i september 2004 blev emnet diskuteret i forbindelse med et oplæg som undertegnede og to andre debattører kom med. Ved den lejlighed lagde et par af de fremmødte deltagere, som selv havde praktiseret formen, ikke skjul på, at netop det nemme og bekvemme ofte spiller en rolle – ligesom økonomien har spillet afgørende ind, når man ser på udviklingens opadgående tendens. Det har ikke været denne analyses mål at fremstille økonomiske modeller for formens udbredelse, men det må konstateres, at der er udbredt enighed om, at prisen på satellit-transmissioner har været drastisk faldende op gennem 1990’erne, hvilket har muliggjort flere interviews med journalister i marken - for færre penge.
I forbindelse med Irak-krigen kom der tilligemed et egentligt gennembrud for de såkaldte video-telefoner, som på et endnu billigere grundlag gør det muligt at interviewe en reporter on location.
Det nemme og bekvemme er ligeledes et af de gennemgående temaer – og anklagepunkt – i de hundredvis af kommentarer, som føromtalte undersøgelse (i foråret 2004, gennemført af CFJE) af journalisters holdninger til formen afstedkom. Lad mig citere nogle typiske kommentarer:
På spørgsmålet: Journalister kan i interviews bruges til at fortolke begivenheder og sætte disse ind i en større sammenhæng i nyhedsudsendelser?
- ”Det er altid den letteste løsning - og aldrig den rigtige. Journalisters profession består i at finde de involverede parter, der kan sætte tingene i perspektiv. At være involveret part er fx også at være uddannet/ansat/erfaren indenfor et specielt emne og der igennem kunne belyse - sætte i perspektiv.”
”Det er en uskik at journalister i stort set hver eneste nyhedsudsendelse på tv lader sig interviewe. Det er alt for let og journalisten kommer til at optræde som ekspert, selv om vedkommendes viden ofte stammer fra lokale aviser og medier og hvad man nu ellers lige har hørt af mere eller mindre veldokumenterede oplysninger.”
”Afhænger af journalisten. Men jeg synes troværdigheden bliver større med en "rigtig" ekspert. Ofte virker den løsning som om man bruger det forhåndenværende søm, som så er medietrænet.”
”Det er et skråplan, men mange journalister er jo vidende og velformulerede mennesker, der ikke er bange for at konkludere. Jeg forstår godt mediernes falden-tilbage-på andre journalister som kilder.”
”Det er en uskik, som har vundet udbredelse, fordi det er svært at få fat i rigtige eksperter, som kan udtrykke sig i de rekvisitte antal sound bytes. Hvorfor interviewer man i øvrigt aldrig journalister til trykte artikler?”
”Det virker fattigt og misbrug af den lette adgang til mediet at bruge kolleger til at fortolke af de begivenheder, man har valgt at beskæftige sig med - det svækker troværdigheden og øger mistanken om, at man ikke har kunnet få "historien" og "vinklen" i hus på anden måde.”
”Det er sgu stadig at springe over ved den laveste del af gærdet - få dog de rigtige eksperter til at udtale sig, de er der jo!”
”Find eksperter i stedet, der har større kendskab til sagen end journalisten, og som kan formidle den. Journalister som eksperter lugter af besparelse og intern hurtighedskonkurrence.”
Nogle typiske kommentarer:
- ”Helt enig, hvis det er en dygtig og erfaren journalist, så kan dette godt lade sig gøre. Men man skal være sig meget bevidst om hvornår man vælger at bruge en journalist og hvorfor, fremfor faglig ekspertice.”
” Det KAN lade sig gøre, men det stiller store krav til journalistens baggrund, indsigt og evne til at vurdere og sortere oplysninger. I dag ser vi ofte meget unge journalister på f.eks. TV, der "giver" den som "ekspert" - det holder simpelthen ikke vand og er møghamrende utroværdigt. Nu siger jeg ikke, at unge journalister er udygtige. Jeg siger snarere, at de mangler pondus.”
” Det kræver, at de har en indsigt af betydeligt omfang og ikke blot formidler småfilosofiske almindeligheder - man skal som seer/lytter/læser fornemme, at det er en person med en solid baggrund for vurderingerne.”
” Det er en logisk forlængelse af referatet. Historien er bedre formidlet, når den også indeholder baggrund/perspektiv, og det kan journalisten/korrespondenten sagtens give uden at tabe troværdighed.”
” Så skal journalisten altså være noget særligt. Jeg mener principielt, at der skal "rigtige" eksperter til at perspektivere begivenheder på den måde. Hvis journalisten alligevel skal havde den rolle, skal hendes baggrund og belæg være i orden, f.eks. er det rimeligt, synes jeg, at en journalist perspektiverer begivenheder i USA eller mellemøsten, hvis vedkommende har boet der i en længere periode.”
”Mange journalister har kompetenceområder, hvor de er større eksperter end mange andre. Derfor kan de i visse sammenhæng bruges. Men kun hvis der ikke er andre / bedre muligheder.”
”Det kan være ok, men det må ikke være fordi, man ikke har gidet, at finde en ekspert.
Journalister er ofte bedre til at forklare (de ved, hvor spørgeren vil hen), men det argument kan efter min mening ikke bruges; det er ikke interviewpersonens skyld men intervieweren, der ikke gør sit arbejde ordentligt. Men i specielle sager, eks. retssager, udlandsanalyser, kan det være ok, at en journalist på stedet fortolker.”
”Men det forudsætter, at journalisten er "tung" på sit felt. Det duer ikke at sende en hvilken som helst journalist afsted til et brændpunkt og bede vedkommende om at komme med dyre analyser af situationen. Det ses af og til, og svækker troværdigheden af det sagte.”
”Hvis journalisten har tilstrækkelig pondus og erfaring, kan modellen bruges. Men den skal bruges med varsomhed. Kun få journalister har den ekspertise og troværdighed, der skal til.”
1) Formen må aldrig bruges for nemheds skyld eller på grund af dovenskab. (Selv om vi godt ved, det sker relativt ofte af netop disse grunde...).
2) Hvis den journalist som interviewes har pondus og/eller kompetence på det felt interviewet handler om, kan formen accepteres af et flertal.
Det sidste leder naturligt over i næste kategori af svar på, hvorfor journalister interviewer journalister:
Det profilerer og ”ikoniserer” stationens journalister
I en tid med stadig større konkurrence om seerne – ikke mindst den meget store gruppe, som interesserer sig for tv-nyheder, er det blevet utroligt vigtigt at profilere og næsten gøre sine bedste journalister til ikoner.
Den tidligere nyhedschef for TV2/DANMARK, Jens Gaardboe, som var drivkraften bag tv-stationens store interne branding-projekt omkring årtusindskiftet lagde i den forbindelse ikke skjul på, at netop branding og ikonisering af visse af stationens journalister spillede en meget vigtig rolle i den proces. I et interview med undertegnede i efteråret 2002, mens Jens Gaardboe stadig var nyhedschef, sagde han blandt andet:
- ”Det er folk, som igennem lang tid er blevet meriteret i det miljø, de er placeret i. For os er det ikke nogen hemmelighed, at vi har profileret for eksempel Kaare R. Skou på det politiske område. Derudover er det naturligvis korrespondenterne, som man må formode ikke bare er journalister, men også meget drevne iagttagere på deres områder – og så har vi enkelte ”lomme-eksperter”. Det er f.eks. Niels Brinch som er specialist i sikkerhed og terrorbalance, men som ikke beskæftiger sig med sikkerhedspolitik generelt. Det er altså ud fra en militær vinkel. Så man kan have nogle lommer, hvor man kan være specialist.
Men vi tror, at det er journalister som via deres langvarige journalistiske gerning har opsparet så tilstrækkeligt meget kredit derude – de har så at sige, penge nok på bogen – til at folk synes det er i orden, at de trænger sig på – at de bruger af folks troværdighed.”
Meget tyder på, at brandingen af de udvalgte reportere er lykkedes på flere planer. Ikke mindst de rent underholdningsmæssige. Flere og flere tv-reportere med kommentator-status optræder stadig hyppigere i de øvrige danske medier – ofte med betegnelsen ”Stjernereporter”.
I forbindelse med Irak-krigen i 2003 gik Ekstra-Bladet så vidt som til at uddele stjerner til de to danske tv-stationers udsendte reportere. Under overskriften ”Frontens stjerner” gik tv-anmelderen Hans Fl. Kragh den 12. april 2003 tæt på hver enkelt af krigskorrespondenterne og uddelte mellem to og seks stjerner for indsatsen i det fremmede. I øvrigt var det to kvinder, som leverede toppræstationerne og blev belønnet med de maksimale seks stjerner, nemlig DRs norske islær Åsne Seierstad og TV2’s Ulla Terkelsen. I den modsatte ende af skalaen kunne Hans Fl. Kragh kun svinge sig op til at uddele to stjerner til DRs Ole Sippel.
Men ikke kun i mere kulørte sammenhænge er det til at få øje på stjernereporternes kvaliteter. Kollegaer og andre mere lødige organer fokuserer ligeledes på denne særlige afart af journalistikken.
I november 2003 delte DRs Mette Fugl og TV2s Ulla Terkelsen således Den gyldne Havfrue-pris fra WIFT Danmark (Women in Film and Television) for saglighed og politisk indsigt i korrespondent-jobbet.
I december måned samme år delte de to kvindelige korrespondenter Hvass-Fondens Legat for god og indsigtsfuld nyhedsformidling som udlandskorrespondenter.
Og kun nogle få måneder senere, i marts 2004, kunne DRs Mellemøsten-korrespondent Ole Sippel holde takketale i Publicistklubben, som havde givet årets Publicistpris til den ellers (i nogle kredse) meget udskældte korrespondent.
En stor del af de kommentarer fra de journalister, som deltog i førnævnte CFJE-undersøgelse i maj 2004, gik som vist tidligere på en accept af den mere fortolkende rolle, hvis vel at mærke, den interviewede journalist besad en betydelig pondus eller kompetence indenfor emnet eller sagen. Og dermed en form for accept af Jens Gaardboes fortolkning af, at hvis den opsparede ”kredit” er tilstrækkelig stor, så kan reporterne godt træde ud af rollen som rent refererende og iagttagende og træde over den usynlige tærskel ind til rollen som fortolker.
Endelig viser et enkelt kig i avisernes debat-arkiver en stor og folkelig lyst til at diskutere stjernereporternes arbejde. Debatsiderne i mange aviser rummer alt lige fra hyldester til Ulla Terkelsens evne til at indfange og videreformidle stemninger til at benævne samme korrespondent til at være en ”Flyvende papegøje”.
Hvis branding og ikonisering først og fremmest handler om at gøre stjernereporterne til ”hver-mands-eje” med ret til at diskutere og bedømme den enkeltes formåen, kan det konstateres, at det mål er nået.
For at vise tilstedeværelse og nærvær
Denne banale og ligefremme forklaring på tendensen til at lade især korrespondenter og hurtigt udsendte reportere lade sig interviewe i nyhedsudsendelserne rummer måske i virkeligheden den inderste kerne af sandheden bag formens udbredelse. Såvel tilhængere som kritikere af formen kan forstå bevæggrunden for, at tilstedeværelsen i verdens brændpunkter betyder så uendelig meget for tv-stationerne. Ved at vise tilstedeværelse – der hvor tingene sker – opnås en effekt, som det ikke længere er muligt at negligere. Det er i virkeligheden her, at den såkaldte CNN-effekt for alvor kan mærkes. Efter CNN-reporteren Pete Arnetts reportager i direkte tv ved den første Golf-krig er det ikke længere muligt at ignorere kravt om tilstedeværelse. Selv om det ikke altid behøver være med så dramatisk effekt som ved bombningen af Bagdad.
TV2’s nyhedschef Michael Dyrby brugte i foråret 2003 selve tilstedeværelsen og den dertil hørende mulighed for research og adgang til kilderne som argument for den kvalitative journalistiske dækning af Irak-krigen. I et svar til to de to medieforskere Kim Schrøder fra Roskilde Universitetscenter og Charlotte Wien fra Syddansk Universitet, som i dagbladet Information havde angrebet tv-korrespondenterne for at være dårligt forberedte, skrev Michael Dyrby:
- ”Det afgørende i dækningen af krigen i Irak er erfaring og indsigt. For naturligvis - modsat de to 'eksperters' holdning - er man som journalist bedre stillet, når man er tæt på kilderne, på begivenheden og på landet. De mange oplysninger, der konstant flyder, skal vurderes, sættes i sammenhæng - men også kommunikeres. Derfor skal man være så tæt på kilderne som muligt. Seerne bliver ikke snydt. Det er ikke ligegyldigt, om man er i Sulaimaniya eller i Tønder, som medieforsker Charlotte Wien hævder. Modsat de oplysninger, som flyder via nettet til forskerkontoret i Odense, har vores mand i det nordlige Irak mulighed for at møde kurdere. Han har endda interviewet de første desertører fra den irakiske hær. Og modsat de oplysninger Charlotte Wien henter ned via nettet, har vores mand set desertøren i øjnene, talt med hundreder af andre kilder. Alle oplysninger, der kun kan opsamles ved at være til stede i området. Den ny teknologi bringer seerne langt tættere på virkeligheden end tidligere. Og det er vores ambition. Lars Toft Rasmussen i Nordirak har filmet mennesker og områder, vi tidligere skulle bruge uger på at nå. Seerne er ganske enkelt blevet præsenteret for historier og informationer, de ellers aldrig ville have fået.”
Selv om Kim Schrøder i denne sammenhæng er ude med en kritik af forholdet vedrørende korrespondenter som måske – måske-ikke er tilstrækkeligt forberedte, så argumenterer han i artiklen ”Den interviewede journalist” faktisk for, at tilstedeværelse i sig selv kan være en form for kvalitet. Ikke mindst hvis rollen som journalist angribes med en særlig etnografisk vinkel. Han argumenter lyder:
- ”Disse 'egne eksperter' (kan) bidrage med andre former for indsigt end mange af de eksperter, der hentes ind til interviews udefra. Man kunne kalde deres specielle form for indsigt for en etnografisk indsigt, fordi den har sin oprindelse i en researchproces, der minder om etnografens: Christiansborg-korrespondenten er jo i forhold til det egentlige liv på Christiansborg en outsider, en ikke-politiker der har taget langvarigt ophold blandt de indfødte for at forstå deres ritualer, handlinger og måder at forstå verden på. Men i kraft af sit langvarige ophold blandt de indfødte bliver journalisten-som-etnograf også en form for insider, der netop i kraft af dobbeltrollen som insider/outsider tilegner sig et dobbeltblik, der kan oversætte insidernes kultur for os borgere, der permanent indtager outsiderrollen.”
For begge ovennævnte eksemplers vedkommende er det klart, at vi her taler om absolut ideelle betingelser. Når sandheden skal frem, er det imidlertid ofte blot med det formål at vise tilstedeværelse et sted i verden eller såmænd bare i lille Danmark, at formen bruges. En banal kriminel handling eller en vigtig tale til nationen er langt oftere baggrunden for, at der pludselig står en reporter opstillet et sted, som sandsynliggør at vedkommende er tæt på, til stede og dermed i stand til at bringe seeren tættere på begivenhederne.
For at fremme forståelsen af sammenhænge og fortolke disse
Nyhedsjournalistik i vore dage handler meget om at bringe forståelse for komplicerede sammenhænge ind i seernes, lytternes og læsernes stuer. Borte har for længe siden taget den æra og den journalistiske form, som udelukkende var den refererende. I aviserne dukker der stadig flere analyser op, i radioen er orienteringen en fast og veletableret størrelse mens det i tv-nyhedsudsendelserne er denne rapports formmæssige omdrejningspunkt, som markerer den journalistiske formidlings bud på at kunne give seerne større forståelse af sammenhænge – og de perspektiver, som tegner sig i forlængelse af analysen.
Jens Gaardboe siger det således:
- ”Selvfølgelig er det legitimt at sætte spørgsmålstegn ved det, når man flytter journalister fra den meget rapporterende rolle og over i den mere analyserende rolle. Det er klart et skred, der er sket. Hvis Ruder Konges definition på journalisten er den evigt iagttagende, så må det erkendes, at den rolle er blevet lige så meget den eftertænkende eller analyserende. Det er selvfølgelig at hæve journalisten til et niveau, hvor det i Hemmingwaysk forstand ikke hører hjemme. Hemmingway sagde jo noget i retning af, at ”hvis jeg bare kan få lov at beskrive livet – så må andre klare det.”
Problemet er, at medierne i dag beskæftiger sig med så komplekse sammenhænge, at hvis vi kun var øjenvidner, og fortalte det vi så – uden at knytte en sætning mere til det, så det kan godt være, at vi svigter vores ophav ved at gå ind i de mere analyserende tendenser – men vi ville måske svigte vores opgave endnu mere, hvis vi ikke gjorde det.”
En tilsvarende konklusion når den tidligere Christiansborg-journalist og nuværende højskoleforstander og politisk kommentator Troels Mylenberg frem til. Han mener ligeledes, at journalister svigter deres opgave, hvis ikke de ”oversætter” det politiske spil. I Troels Mylenbergs optik er det faktisk kun de politiske kommentatorer, som lever op til denne forpligtelse. I en kronik i Berlingske Tidende, 8. oktober 2003, skriver han:
- ”De politiske journalisters fornemste opgave burde være at oversætte det politiske spil til almindeligt, forståeligt dansk. At pille spillet fra hinanden i stedet for at deltage i det.(..).
Men læserne, lytterne og seerne inviteres alt for sjældent med ind på spillepladen. I stedet refererer de politiske journalister spalte op og skærm ned politikernes ligegyldige og taktiske lurendrejerier, som var det sandhed.
Imens ynder mange politiske journalister at skele hånligt til de politiske kommentatorer, der med alle deres styrker og svagheder in mente forsøger at afkode og udlægge den politiske udgave af Stratego.
Men rent faktisk er kommentatorerne de bedste politiske journalister, vi har. For tiden er de nemlig - den ekstremt subjektive arbejdsmetode (avislæsning, samtaler med politikervenner og skuen i eget kaffegrums) til trods - nærmest ene om at forsøge at fortælle offentligheden, hvad der virkelig foregår bag murene.
Resultatet er, at reel politisk journalistik i vid udstrækning ikke eksisterer, at politik fjernes endnu mere fra vælgernes virkelighed, og at befolkningens politiske bevidsthed ikke formes af politikernes arbejde med sagerne, ej heller af gedigen politisk journalistik, men af et halvt dusin kommentatorer, der aldrig er blevet valgt til noget som helst.”
Som det fremgår efterlyser Troels Mylenberg mere stillingtagen og ”oversættelse” fra de ”almindelige” politiske journalister. Omvendt ser han det som et problem, at de politiske kommentatorer på denne måde besidder en magtposition, som det ikke var tiltænkt denne lille elite.
En tredje fortaler for en mere fortolkende journalistik finder man på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, hvor professor Hans-Henrik Holm i forbindelse med Danske Dagblade Forenings jubilæum i 2001 skrev i et debathæfte om fremtidens journalistuddannelser:
- ”I fremtidens samfund vil den klassiske journalistrolle forandres. Den professionelle formidler, der ”oversætter” og viderebringer informationer mellem elite og samfund vil blive suppleret med fortolkeren. Her er opgaven at ordne, sortere og give mening til begivenhederne. Det er
netop fortolkningen mange af de unge profesionelle journalister viger tilbage for. De ser sig selv som professionelle formidlere. Andre må forklare, mener de. Men det er ikke godt nok. Journalistrollen bliver mere sammensat i et samfund, der består af mange samtidige offentligheder.”
Også fornævnte Torsten Jansen er i sin artikel i bogen ”Den da jeg kunne have købt Jesse Jacksons bilradio” inde på tendensen. I sin artikel ”Og hvad mener amerikanerne så om det?”, skriver han blandt andet:
- ”Og frem for alt tilfredsstiller vi et stadigt voksende krav om analyse og perspektiv i et flimrende nyhedsbillede.
Efter min mening er det både godt og skidt. Når det fungerer, er journalister nok de bedste til kort og kontant at redegøre for en problemstilling og sætte den konkrete nyhedshistorie ind i en større sammenhæng.”
Sagt lidt mere firkantet: behovet for at analysere, fortolke og skabe sammenhæng er absolut voksende. Tv-stationerne kommer altså tilsyneladende et behov i møde, når de i deres nyhedsudsendelser med live-omstillinger og studie-interviews af egne journalister forsøger at ”oversætte” en kompliceret verdens tildragelser.
Når det er sagt, skal det understreges, at rollen som fortolker fordrer en ganske særlig ekspertise samt et kildegrundlag af overbevisende karakter. Af samme grund har især krige og konfliktsituationer en særlig interesse. Som ethvert skolebarn ved, er ”sandheden krigens første offer”, som den engelske forfatter George Orwell skrev i bogen ”Hyldest til Katalonien”.
Den nyeste forskning på området i Danmark var den omfattende rapport ”Mediernes dækning af krigen i Irak”, som en forskergruppe fra Københavns Universitet og Roskilde Universitetscenter fremlagde i november 2004.
I konklusionen af den minutiøse og meget grundige gennemgang af udvalgte danske mediers dækning af Irak-krigen fremgik det blandt andet, at forskerholdet bag undersøgelsen netop betragtede fortolkerrollen i tv’s nyhedsudsendelser som en problematisk:
- ”Aviserne benyttede sig i vid udstrækning af grafik og faktabokse, mens TV og radio brugte gæster og især direkte stand-up-interviews og –rapporter som særlige formidlingsmæssige kendetegn. Stand-up bruges hyppigere i krigsdækningen end til hverdag. Dette gøres sandsynligvis for at øge indslagenes autencitet, hvilket dog kan være et problematisk ideal i en situation med stærk styring af den tilgængelige information. Brugen af stand-up giver også journalisterne rollen som fortolkere af krigen, hvilket i forhold til den begrænsede mængde af tilgængelig information må betragtes som problematisk.”
Også i den føromtalte undersøgelse (gennemført i foråret 2004 af CFJE) af journalisters holdninger til formen er der hårdnakket modstand mod fortolkningsrollen i nogle af de kommentarer, som anonyme journalister hæfter på undersøgelsens spørgsmål – sammenfattet i denne nøgterne kommentar:
”Hvad journalisten mener, er ret så uinteressant. Ved selv at fortolke mister journalisten sin
troværdighed.”
Omvendt kan en række modsatrettede kommentarer sammenfattes med denne udlægning:
- ”God journalistik er subjektiv (fortolkende) uden at være fordrejende eller manipulerende.”
At journalistfaget har et dualistisk forhold til fortolkerrollen er ikke noget nyt. Det spændende i fremtiden bliver, hvilken holdning til rollen, der kommer til at løbe med sejren. Meget tyder dog under alle omstændigheder på, at dualismen til rollen vil leve i faget i en lang årrække frem.
For at give dynamik og aktivere studieværtens hjælperfunktion
Studieværtens rolle som den udspørgende i interviewet tjener to formål:
· For at give dynamik og vekselvirkning til indslaget.
En monoton talestrøm afleveret af en reporter har vist sig at være en tv-mæssig ”tung” form, som ikke passer til mediets hurtige og dynamiske formidlingsform. Til at bløde op på det forhold er formen spørgsmål-svar med studieværten i den spørgende rolle at foretrække.
Professor Kim Schrøder beskriver det således i artiklen ”Den interviewede journalist”:
- ”Til sidst kommer så spørgsmålet om formidlingsform: Hvis vi gerne vil modtage Kim Bildsøe Lassens indsigter om amerikansk partipolitik, bør de så formidles til os i en monologisk eller en dialogisk form? Svaret afhænger af, hvad der fungerer bedst rent formidlingsmæssigt. Og her er der for mig ingen tvivl om, at den dialogiske form fungerer bedst. Denne opfattelse er bl.a. begrundet i undersøgelser af lavtuddannedes oplevelse af forskellige nyhedsgenrer, der viser, at hverdagssproglige formidlingsformer, som man fx finder dem i programmer som 19Direkte, opleves som mere vedkommende (Phillips og Schrøder 2004).
- Dialogformen er mindre docerende og mere livlig, fordi samtale næsten automatisk fører til et mere mundret og mindre glat sprog end et nedskrevet indslag.”
· For at gøre studieværten til seernes forlængede arm, der vil have svar her og nu.
Seerne oplever studieværter i tv’s nyhedsudsendelser som deres hjælper til at kunne forstå ”verdenssituationen”. I den forbindelse er det vigtigt at kunne levere nogle svar på de mest presserende spørgsmål. I almindelige eng-indslag besvares spørgsmålene (ideelt set) af en kombination af værtens op-og nedlæg og de informationer, som kommer frem i indslaget.
I live-interviewet med en kollega et sted ude i verden eller hjemme i studiet er det studieværtens rolle at optræde med de spørgsmål, som seerne forventes at sidde med. Dette sidste forklarer til en vis grad, at mange spørgsmål bliver så brede og ufokuserede, som det er tilfældet.
Omvendt betyder det også, at studieværtens rolle som den kritisk udspørgende – igen som seernes forlængede arm – nødvendigvis må vige, når det er en kollega, som interviewes.
Det betyder blandt andet, at interviewene ofte får en mere kammeratlig tone mellem studievært og reporter. Studieværtens rolle ændrer sig fra at være en mere kritisk udspørgende til såkaldt ”fødselshjælpende”.
Hvad det betyder for troværdigheden har det ikke været muligt at påvise i denne undersøgelse, men en del af de kommentarer, som de medvirkende journalister har givet, taler deres eget tydelige sprog:
”De VIRKER skam ret troværdige, men det skyldes jo især, at studieværterne behandler dem som eksperter - og ikke stiller kritiske spørgsmål til deres rolle.”
”Journalister, der interviewes af studieværter, virker sjældent troværdige i det hele taget.”
” Min yndlingsaversion er, når Jes Dorph som studievært på Nyhederne/TV2 interviewer sin gode ven og bonkammerat Niels Brinch som ekspert - lige efter man har set dem som studieværter sammen i et andet program - eller som gæster i et underholdningsprogram om venner for livet og den slags. Så kan det være svært at holde masken og tage det alvorligt.”
Den amerikanske tv-journalist Nancy Graham Holm, der i en årrække har virket som lektor ved Danmarks Journalisthøjskoles tv-afdeling slår i artiklen ”Sådan skal journalister interviewe journalister” til lyd for, at danske journalister generelt – og tv-journalister specielt – får et mere professionelt forhold til formen. Det kan blandt andet ske ved at træne formen langt mere, end det hidtil har været tilfældet, mener Nancy Graham Holm. I artiklen påpeger hun, at netop samarbejdet mellem studievært og reporter – og ikke mindst planlægningen forud for interviewet – ofte er udslagsgivende for, om et live-interview lykkes eller ej.
Omtalte personer:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: