Document Actions
Når journalister interviewer journalister – indholdet
Offentliggjort 09/08/2004, senest redigeret 11/03/2004
Hvordan svarer journalisterne, når de bliver spurgt?
UNDERSØGELSE: En af hovedårsagerne til at gennemføre en undersøgelse som denne har været at pege på, hvilke karakteristiske fællestræk, der er ved brugen af formen ”når journalister interviewer journalister” i tv.
Undersøgelsen har vist, at det kan lade sig gøre at påvise nogle fællestræk – og at opløse disse i fire hovedformer for journalistisk optræden:
- 1. Beskrivende
2. Analyserende
3. Bedømmende
4. Kommenterende
- Det er et bevidst valg for redaktionerne, hvilken form, der foretrækkes i en given situation
- Hovedform 1 og 2 forekommer uproblematiske – det er ”kendte” former
- Hovedform 2 tilfredsstiller krav om gennemskuelighed, fordi den baserer sig på navngivne kilder og således ikke overskrider grænsen mellem tilstræbt objektiv og mere subjektiv journalistik
- Hovedform 3 er tv-stationernes bud på egne eksperter eller kommentatorer, som kan tilføje elementer af mere subjektiv karakter til nyhedsdækningen.
Et vigtigt grundlag for nedenstående analyse er forståelsen af, på hvilket kildegrundlag journalisterne står, når der rapporteres, analyseres, bedømmes eller kommenteres. I den forbindelse inddrages til lejligheden det videnskabelige begreb ”footing”. Inspirationen til at bruge begrebet i denne sammenhæng kommer fra Mie Femø Nielsens bog ”Replik til journalistikken”, Akademisk Forlag, 2001.
Bag begrebet ”footing” ligger en henvisning til grundlaget for kilder: Hvilket fodfæste journalisten står på af kilder – deraf udtrykket ”foot”. Footing vil typisk forekomme ved journalistens henvisning til enten navngivne kilder, kilder af mere utydelig karakter (som ”man” eller ”folk”) eller til journalisten selv: ”Jeg tror…”.
Som ovenfor nævnt kan det udledes af det materiale, som danner grundlag for denne analyse, at der er fire mere eller mindre ”rene” indholdsmæssige hovedformer, som dog fremstår med hver sit særegne udtryk:
1. Den beskrivende journalist, som på baggrund af egentlige iagttagelser, fakta og med klart afsæt i navngivne kilder fortæller sin historie. En variation er den form, hvor journalisten ud over at fortælle kort om sine iagttagelser eller indsamlede oplysninger stiller spørgsmål til en eller flere kilder ”on location”.
FORMKRAV: At beskrive – at fortælle hvad man kan observere eller videregive, hvad kilder har oplyst.
2. Den analyserende journalist, som sætter nyhedshistorien i perspektiv på en baggrund af erfaring, indsigt og overblik. En vigtig forskel fra type 3 og 4 er, at analysen tager afsæt i og henviser til navngivne kilder. Desuden er journalisten forsigtig med at fremsætte påstande eller komme med bedømmelser – eller tager forbehold over for påstande eller bedømmelser. Det typiske eksempel er en korrespondent eller ”faldskærmsreporter” i udlandet.
FORMKRAV: At analysere – at opløse helheden i små bidder, som herefter kædes sammen igen for at give seeren en forståelse af baggrund, omstændigheder og motiver. Alt sammen med afsæt i oplysninger fra navngivne kilder eller på baggrund af egne observationer. Med andre ord med tydelig ”footing” på et grundlag af identificerbare kilder.
3. Den bedømmende (interne) journalist, som typisk på baggrund af analysen bedømmer situationen samt gætter eller spår om udviklingen eller baggrunden. I forhold til type 2 er det ikke nødvendigt at tage udgangspunkt i navngivne kilder – ofte vil det være med afsæt i, hvad ”man” eller ”folk” mener, at journalisten fremkommer med påstande eller bedømmelser. En anden meget benyttet sætning er ”jeg tror”, hvilket igen indikerer en rolle som mere subjektivt vurderende. Typisk udføres denne af senior-reportere, redaktører eller andre med en vis redaktionel pondus. Men i denne undersøgelse altid interne medarbejdere fra tv-stationens egen stab.
FORMKRAV: At bedømme eller gætte – at sætte sig som dommer over personers, organisationers eller landes handlinger eller bedømme resultaterne af sådanne handlinger, eller at gætte på udviklingen af en sag. ”Footingen” er i den forbindelse mere uklar eller peger på journalisten som kilde eller ekspert. Eksemplificeret i brugen af ”man”. En journalist, som gentagne gange bruger udtrykket ”man”, indikerer, at denne journalist besidder en ekspertise, som gør vedkommende i stand til at gengive, hvad ”man” (altså mange kilder, stemningen eller de toneangivende) mener om en sag.
FORMKRAV: At kommentere – at knytte en ofte subjektiv kommentar til én eller flere af ovenstående former.
BRUGSMØNSTER I DE TO UNDERSØGELSESUGER
Nedenfor ses to figurer, som viser omfanget af de fire indholdsformer fordelt på de to uger, undersøgelsen omfatter. For hvert live-interview er det gjort op, under hvilke(n) kategori(er) indslaget vurderes til at høre. I den forbindelse skal det understreges, at flere af formerne (f.eks. 1, 2 og 3) godt kan forekomme i løbet af det samme interview.
En sådan sammentælling giver nedenstående billede af de to uger:
Klik på tabel for at se den i fuld størrelse
Klik på tabel for at se den i fuld størrelse
Talt sammen er tallene for begge uger:
1. Beskrivende: 43
2. Analyserende: 38
3. Bedømmende: 33
4. Kommenterende: 8
Som det ses, er mønstrene ikke helt ensartede med hensyn til fordelingen af indholdsformerne i de to uger. Den mest bemærkelsesmæssige ændring, er bevægelsen fra hovedform 1, den beskrivende journalistik, som den klart mest benyttede i 2002 til hovedform 2, den analyserende journalistik, som den mest benyttede i 2003. Samtidig er antallet af såvel de bedømmende som kommenterende former vokset fra 2002 til 2003.
På baggrund af dette materiale er det ikke muligt at vurdere, hvorvidt der er tale om en egentlig bevægelse i retning væk fra den beskrivende journalistik i retning mod den analyserende, bedømmende og kommenterende journalistik – men en indikation af en bevægelse i den retning kan disse tal godt tolkes som.
EKSEMPLER PÅ BRUGEN AF INDHOLDSFORMERNE
I det følgende fremdrages typiske eksempler på hver sin hovedform, ligesom hver form diskuteres m.h.t. brugsmønster, anvendelighed og tilknyttede problemer.
1. Den beskrivende journalist
Formen har først og fremmest fundet udbredelse i sager, hvor der helt typisk er enten tale om politiske historier med høj aktualitet, typisk møder i partisammenhæng, møder i politiske udvalg eller folkemøder af enhver art og desuden kriminalsager (såvel aktuelle som retssager). Endelig bruges formen ligeledes ved ulykkes- eller uheldshistorier – spændende fra olieudslip til busser der forulykker.
Eksempler på hovedform 1:
A. Mandag d. 17.11.2003, TV 2 Nyhederne 19.00: Hundested-drab, reporter Lotte Hveisel.
B. Tirsdag d. 19.11. 2002, TV 2 Østjylland 19.30: Odder Sygehus, reporter Mikkel Eisenhardt.
C. Torsdag d. 21.11.2002, TV-Avisen 18.30: NATO-møde, reporter Connie Pedersen.
Eksempel A:
TV2 19.00 17.11.03 Hundested-mord, Hundested – Lotte Hveisel, 1.00 min.
Studievært (Caroline Boserup/Susanne Utzon?):
2.23 min. langt indslag, der handler om gårsdagens tragiske mord i Hundested, hvor en mindreårig pige dræbte sin storebror med adskillige knivstik. Vinklen handler om, at Hundested Kommune nu frikender sig selv i en redegørelse. Efter 1.23 min. Stilles der om til Lotte Hveisel i Hundested:
AFSKRIFT:
- SV: Lotte Hveisel, er der noget nyt om motivet?
LH: Nej det er der ikke – og det er netop politiets allervigtigste opgave lige nu. At finde motivet til drabet. Fordi de betegner sagen som opklaret, fordi pigen jo har tilstået, at hun har dræbt sin storebror, men det politiet så skal finde ud af nu, det er, hvorfor hun gjorde det? De skal finde ud af om det har været planlagt – eller om det er sket i affekt. Altså om det er sket rent spontant. Pigen har ikke selv været til afhøringer i dag hos politiet, men det var hun i går aftes. Og det er her, da har hun forklaret til politiet, at hun ikke selv har nogen forklaring på, hvorfor hun dræbte sin storebror. Men altså, noget motiv er der ikke endnu.
SV: Du siger, pigen ikke har været afhørt i dag. Hvad skal der ske med hende nu?
LH: Altså lige nu har hun jo ladet sig frivilligt indlægge på den psykiatriske afdeling på Hillerød Sygehus. Og her er hun omgivet af læger og psykiatere, der skal prøve at vurdere hendes mentale tilstand. Politiet vil så afhøre hende igen i de nærmeste dage – om det bliver i morgen eller overmorgen eller om nogle dage endnu, det er der ingen, der ved.
SV: Og dermed skal vi til mandagens øvrige nyheder.
Som det fremgår, refererer Lotte Hveisel de oplysninger, hun har modtaget af ”politiet”. Oplysningerne hæftes ganske vist ikke direkte på kilden som citater eller ”siger politiet”, men alene på det faktum, at der i løbet af et minut siges ”Politiet” eller ”de” (underforstået politiet) hele syv gange, lader ingen seer i tvivl om, hvilken platform Lotte Hveisel står på, når hun videreformidler sine oplysninger.
Alt i alt et klassisk eksempel på formen, hvor der er tale om et rent referat, som bygger på en tydelig markeret kilde, der er nem at identificere. Der er desuden ikke gjort forsøg på at analysere en større sammenhæng eller et perspektiv, ligesom der hverken gættes om fremtiden eller kommenteres.
EKSEMPEL B:
TV2 Østjylland, 19. 11. 2002, 19.30 Sygehuslukning Odder – Mikkel Eisenhardt, 2.43 min.
Et indslag på i alt 5.48 min., der på baggrund af gårsdagens sygehusforlig i Århus Amtsråd, fortæller om, hvordan personalet i dag reagerede på forligets konsekvenser. Personalet enes om, at man vil have en repræsentant fra amtets direktion til at komme og fortælle, hvordan forligsteksten skal læses. Men beskeden er klar: Fyringer i massevis.
Indslaget viser også, hvordan Odders indbyggere tidligere har demonstreret imod planerne, ligesom det indeholder en vox-pop med folk på gaden i Odder.
Studievært Jeanett Dian Amonsen.
AFSKRIFT:
- SV: Og vores reporter Mikkel Eisenhardt er i Odder – og Mikkel – netop som vi så det i indslaget, I Odder har befolkningen demonstreret massivt mod de her lukninger. Hvordan er stemningen her til aften?
ME: Jamen, som man sikkert også kunne fornemme i indslaget, så er det en meget, meget trykket stemning, der har lagt sig over Odder. Mange af de mennesker, jeg har talt med i dag, har haft utrolig svært ved at sætte ord på, hvad det egentlig er, der er sket – og ord er jo faktisk ikke noget, der har manglet her de sidste par måneder – tværtimod så har man jo gjort alt for at gøre opmærksom på, at man gerne vil bevare sygehuset. Det hele begyndte jo med ……..byen Odder her ind til amtsgården inde i Højbjerg. Og det man gerne ville det var at gøre modstand, gøre opmærksom på, at de her besparelser ikke skulle gennemføres. Én af dem, der har været foregangsmand og har gået forrest, det er dig, Hans Jegindø, prøv at fortæl mig – da du læste forliget første gang i dag – hvilke følelser bragte det frem i dig?
HJ: Jamen, det er jo først og fremmest ord som frustration, vrede og så en stor del vemodighed over, at vi nu skal miste vores sygehus.
ME: Hvad har gjort dig mest vemodig i dag?
HJ: Det er nok svært at lige pille en enkelt ting ud, men skal det være, så må jeg sige, at det må være fødselsafdelingen, som øh…det er vi meget kede af at skulle undvære. En virkelig kvalitets- og berømmet fødeafdeling. Jeg kan slet ikke se, hvorfor den skal fjernes.
ME: Er der andet, som du også er vemodig over at skulle miste?
HJ: Jamen, jeg må sige, at akutfunktionen bliver jo fjernet helt – bortset fra at vi får en sygeplejerske i dagtimerne, hvad det så end dækker? Og der er det lidt mærkeligt, at man næsten sådan firkantet kan sige, at vores lægeambulance, vores akutfunktion den kommer til at stå på Djursland i Tirstrup som en lægeambulance.
ME: Skal man sige…i hvor høj grad synes du, at I er blevet hørt i denne her debat?
HJ: Ja, vi er…jeg synes ikke, vi er blevet hørt. Jeg synes ikke, at de over 40.000 underskrifter, vi har afleveret hernede fra, de er blevet hørt. De er ikke blevet lagt til grund for noget særligt: Det man kan sige, vi har fået fra Plan A til Plan B, det er en 16-20 medicinske senge – og det er jo også udmærket, for de patienter, der kommer til at ligge i dem, det er helt okay – men når vi tager i betragtning, at vi havde 115 senge – og så skal ned på de her 16-20 senge, så synes jeg ikke, man kan tale om, at vi er blevet hørt.
ME: Og til allersidst kort – ser du en fremtid for Odder Centralsygehus?
HJ: Nej, det gør jeg ikke. Jeg tror, det lukker i løbet af kort tid.
ME: Tak skal du ha’.
Ganske som det foregående eksempel et meget typisk af slagsen, hvor reporteren på stedet opsummerer sine iagttagelser og henviser til kilderne, som gør sammenfatningen om en trykket stemning mulig: ”Mange af de mennesker jeg har talt med i dag.”
Desuden er det meget typisk, at reporteren – inden det første spørgsmål stilles til interviewpersonen på stedet – lige gør vedkommendes status op. Hvad er det for en person? Hvad er vedkommendes rolle? Hvad har vedkommende af holdninger/tidligere gjort/sagt/skrevet?
”Én af dem, der har været foregangsmand og har gået forrest, det er dig, Hans Jegindø”.
EKSEMPEL C:
DR 18.30 21.11.02 Nato-udvidelse, Prag – Connie Pedersen, 2.40 min.
Studievært Morten Løkkegaard:
Indslag på i alt 4.24 min. om NATO-mødet i Prag, der blandt andet har medført, at syv nye lande nu er blevet medlemmer af NATO. Desuden indeholder indslaget korte interviewbidder med Anders Fogh Rasmussen. I den sidste af slagsen siger han, at man på topmødet har besluttet at finde en ny strategi nu, hvor sikkerhedsbilledet har ændret sig.
AFSKRIFT:
- SV: Ja, Connie Pedersen, hvad indebærer så den nye strategi, som Fogh Rasmussen taler om her?
CP: Ja altså, NATO skal have en ny strategi fordi NATO har fået en ny fjende. Og i NATO – og især i USA – ser man jo den internationale terrorisme som dén nye fjende, og det er også derfor, at NATO i dag har besluttet at oprette en hurtig udrykningsstyrke på omkring 20.000 mand. Og det er en styrke, der skal kunne sendes af sted med meget, meget kort varsel. Måske en uge. Men der bliver ikke tale om, at NATO som alliance fører an i kampen mod terrorisme, det er USA, der tager sig af det.
SV: Ja, her midt i festlighederne, der trænger virkeligheden sig jo også på – og jeg ved, at der er blevet talt Irak-krig i dag også. Hvad er det NATO-partnerne er nået frem til?
CP: Man kan sige, de europæiske NATO-partnere har støttet USA med ord. Men det er meget vigtigt at understrege, at i den politiske støtteerklæring, der kommer her nede fra Prag i dag, da understreges det, at det her problem skal i første omgang løses i FN-regi. Det vil sige FN’s våbeninspektører skal have lov til at gøre deres arbejde – og først, hvis det viser sig, at de ikke kan komme nogen vegne, så skal situationen tages op igen i FN. Der er mange – eller der er flere lande her i NATO, som ikke vil gå med i en krig. Den tyske kansler blev genvalgt på ikke at gå i krig i Irak. Den franske præsident ser heller ikke krig i Mellemøsten som nogen løsning.
SV: Men vil det ikke netop være i sådan en krig, at NATO kunne vise det sammenhold, altså vise sit værd om jeg så må sige?
CP: NATO har jo været i krig én gang efter den kolde krig og det var i Kosovo. Og det var ikke nogen ubetinget militær succes. Der var meget stor frustration i alle hovedstæderne – både i Washington og i de europæiske hovedstæder – over, at procedurerne var for langsomme, kommandovejene var for lange, alle skulle være enige, hver gang der skulle ske noget – og det var også derfor, at da USA gik i krig i Afghanistan, så spurgte de ikke NATO om hjælp, selv om NATO jo rakte en hånd frem og sagde: Angrebet på World Trade Center, det er også et angreb på os.
SV: Men det virker jo, som om der er langt igen, hvis nogensinde at NATO skal have en global betydning?
CP: Men det er også det…at NATO står i dag i en eksistenskrise, og det må man tage højde for midt i alle festlighederne. Der er ingen der ved i dag, om NATO har en fremtid. Men, æh, man kan i hvert fald konstatere, at NATO var en succes, i og med den vandt den kolde krig og at Europa i dag er helet. Det man så nok vil se i fremtiden, det er, at hvis der skal være krige rundt om i verden, så bliver det mere de enkelte NATO-lande, der melder: Vi vil godt være med – vi vil ikke være med.
SV: Ja tak for det til Connie Pedersen fra Prag.
Her er så et eksempel på en Q&A, der udvikler sig så at sige fra bunden, niveau 1 til niveau 3. På de to første spørgsmål fra studieværten (Hovedform 1: Beskrivende eller refererende) besvarer Connie Pedersen studieværtens spørgsmål ved at referere fra de erklæringer, som er kommet ud fra topmødet – dog med en lille tendens hen imod en mere analyserende rolle undervejs – og især til sidst som svar på det andet spørgsmål, hvor Connie Pedersens analyse bygger på tidligere signaler fra den tyske kansler og den franske præsident.
Rollen som den analyserende journalist (Hovedform 2: Analyserende) påtager reporteren sig dog først i fuldt omfang efter det tredje spørgsmål fra studieværten. Spørgsmålet har da også en karakter, som ikke længere gør det muligt at bevare den refererende rolle:
- ”Men vil det ikke netop være i sådan en krig, at NATO kunne vise det sammenhold, altså vise sit værd om, jeg så må sige?”
Svaret på et spørgsmål af denne karakter må nødvendigvis medføre, at reporteren dykker ned i posen med erfaring og overblik for at kunne give et fyldestgørende svar. Hvilket Connie Pedersen gør ved at kigge tilbage på krigene i Kosovo og Afghanistan. (Mere om Hovedform 2 senere under afsnittet om denne form.)
Endelig bevæger Connie Pedersen sig også ind i rollen som en mere bedømmende journalist (Hovedform 3: Bedømmende) i forbindelse med svaret på studieværtens sidste spørgsmål, der prøver at se ud i fremtiden – hvilket kræver mere end blot en analyse, nemlig et bedømmende gæt:
- ”Men det virker jo som om der er langt igen, hvis nogensinde at NATO skal have en global betydning?”
Connie Pedersens svar afspejler, at reporteren – om end lettere nødtvunget – må komme med en klar bedømmelse:
- ”Men det er også det…at NATO står i dag i en eksistenskrise, og det må man tage højde for midt i alle festlighederne.”
Det fremgår desuden tydeligt, at Connie Pedersen er ude på noget tyndere is end tidligere i indslaget. Hvilket afspejler sig i vendinger som ”Der er ingen, der ved i dag…” og ”Det man så nok vil se i fremtiden…”
Med andre ord en mindre skråsikker fremtræden og et mere tøvende sprogbrug, alene af den grund, at det er fremtiden – og dermed spådomme – reporteren her er ude i. Hvilket tydeliggøres af behovet for at kigge tilbage på noget som kan slås fast: ”…man kan i hvert fald konstatere, at NATO var en succes i og med den vandt den kolde krig…”
(Mere om hovedform 3 senere under afsnittet om denne form.)
2. Den analyserende journalist
Denne hovedform er i tæt familie med den næste form, den bedømmende journalist, men har dog i denne undersøgelse det træk, at den baserer analysen på navngivne eller let identificerbare kilder. Endelig adskiller den sig ved at være tilbageholdende med påstande, som ikke umiddelbart underbygges af dokumentation eller henvisning til navngivne kilder.
At analysere betyder ifølge diverse opslagsværker at ”opløse en helhed i dens enkelte bestanddele”. Formålet er naturligvis at vise, hvordan de enkelte bestanddele griber ind i hinanden og på den måde udgør helheden. En helhed, som det kan være meget vanskeligt for seeren at se eller begribe, men som den dygtige analyserende journalist kan formidle til modtagerne.
Sagt på en anden måde, er det nødvendigt at kende til flere enkelte bestanddele af f.eks. den israelsk-palæstinensiske konflikt (historien, fredsforhandlinger, grænsedragninger m.v.) for at kunne forstå en enkelt terrorbombes indflydelse på helheden.
Den journalistiske analyseform i direkte tv er så at sige ”vokset” ud af hovedform 1 (den beskrivende journalistik) og afspejler et voksende behov for at kunne sætte aktuelle tildragelser eller begivenheder ind i en større sammenhæng – næsten samtidig med at de sker!
Desuden hænger formen nøje sammen med den bedømmende journalistik – selv om der er klare grænser mellem de to typer, hvilket er én af de afgørende pointer i denne undersøgelse!
Formidlingsforme
n er desuden så krævende, at det især er journalister med en vis pondus, som kan påtage sig opgaven. En pondus, som enten kan være resultatet af en lang karriere – med den troværdighed, som opstår ved, at seerne har lært vedkommende at kende som en sandfærdig formidler med tilstrækkeligt overblik – eller det kan være en pondus, som alene følger med et bestemt jobs status. Ikke mange seere kendte den tidligere redaktionschef hos TV-Avisen, Kim Bildsøe Lassen, da han for et par år siden tiltrådte som TV-Avisens korrespondent i USA. Men alene stillingens status og den fysiske placering i Washington gav den nødvendige pondus - så at sige fra dag ét i den nye stilling. Det er den rolle eller situation, som professor Kim Schrøder fra Roskilde Universitetscenter beskriver i sin artikel ”Den interviewede journalist (LINK!!). Kim Schrøder kalder det for den etnografiske indsigt hos journalister.
Eksempler på hovedform 2:
A. TV 2 Nyhederne: Onsdag d. 19. 11. 2003, 19.00 – Bush i London, Niels Brinch
B. TV-Avisen: Onsdag d. 20. 11. 2002, 21.00 – Nato-møde, Mette Fugl
C. TV 2 Nyhederne: Mandag d. 18. 11. 2002, 22.00 – EU-udvidelse, Svenning Dalgaard
EKSEMPEL A:
TV 2 - 22 19.11.03 Niels Brinch, Bush-live, London
Indslag på i alt 4.01 min., som indledes med en reportage fra London, hvor Niels Brinch rapporterer om store sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med præsident Bush’ besøg i byen. Niels Brinch bruger i indslaget udelukkende såkaldt ”almindelige” mennesker, som dels fortæller om det store sikkerhedsopbud og dels giver udtryk for, om de elsker eller hader Bush og Blair. Desuden lægges der op til, at Bush skal holde en meget afgørende tale samme aften.
Efter 2 min. stilles der om til Niels Brinch i London:
Studievært Caroline Boserup:
AFSKRIFT:
- SV: Ja, delte meninger blandt briterne, Niels Brinch. Målet for Bush var vel at overbevise europæerne om, at krigen i Irak var rigtig. Vil hans tale flytte noget hos briterne?
NB: Det er svært at sige lige nu. De mennesker, der gik på gaden i dag – og de op mod 100.000 vi venter, der går på gaden i morgen - og i øvrigt de 300, der står her ved Buckingham Palace og råber – de skifter næppe holdning. De er meget indædte modstandere af Bush, med mange forskellige dagsordener. Men, men briterne bevæger sig og det, det…politiske taler har vel en effekt på ét eller andet tidspunkt og hvis man hører meget af det Bush siger og har sagt de seneste 14 dages tid, så er det ikke utænkeligt at nogen måske vil lade sig overbevise om, at han faktisk har en dagsorden, der handler om demokrati og ikke bare om kontrol med olien og hvad man ellers mener er hans motiv.
SV: Tony Blair fik også lige et par ord med på vejen af nogle af de briter, vi så i indslaget. Han har stået last og brast med Bush under hele forløbet her – og måtte, som vi hørte lidt tidligere i udsendelsen – forsvare besøget i dag. Hvad får han, Blair, ud af det her besøg?
NB: På den negative side kan man sige, at endnu engang fokus på Irak. Endnu en gang en finger ned i det åbne sår der hedder: ”Var det nu berettiget at gå i krig i Irak, eller var det ej?”. På den positive side, jamen så viser han over for briterne, over for verden, at Storbritannien står ved siden af USA, og er gode venner med verdens mægtigste militærmagt og verdens mægtigste økonomiske magt. Storbritannien har en enorm samhandel med USA også den anden vej. Og dermed kan han vise, at ”vi står stadig sammen” og for Tony Blair er det også vigtigt at illustrere, at i det venskab ligger også en mulighed for Tony Blair til at bevæge amerikanerne over på det europæiske synspunkt. (Bag Niels Brinch går en gruppe kvindelige demonstranter forbi, idet de råber slagord).
Der er så nogle andre synspunkter bag ved mig lige i øjeblikket. Det er nogle damer, der er utilfreds med Bush’ politik i Mellemøsten.
SV: Lød det fra Niels Brinch i London.
Det bemærkelsesværdige i Niels Brinchs analyse er, at den står og vipper på en meget skarp knivsæg mellem den analyserende og den bedømmende form.
Analysen vipper dog først sidst i indslaget for alvor over i den bedømmende form. Ikke mindst på grund af den forsigtighed, hvormed Niels Brinch indhyller sine bedømmelser. Allerede i sit første svar til studieværten tager han forbehold:
- SV: Vil hans tale flytte noget hos briterne?
NB: Det er svært at sige lige nu.
Her er altså ikke tale om en journalist, som skråsikkert kan forudse en udvikling. Og forbeholdene fortsætter:
- ”…de skifter næppe holdning.” og ” …politiske taler har vel en effekt på ét eller andet tidspunkt.” samt ”…så er det ikke utænkeligt at nogen måske vil lade sig overbevise”.
Niels Brinch er med andre ord så tilpas forsigtig med at bedømme resultaterne af præsident Bush’ tale, at det journalistisk kan betragtes som tilstræbt objektiv videreformidling. Ret beset kan reporteren i London jo ikke svare præcist på studieværtens spørgsmål uden at begive sig ud i gætterier – baseret naturligvis på omstændighederne og den analyse af situationen, som Niels Brinch også giver. Men ved at optræde så forbeholdent, som det er tilfældet, er det analysen – mere end det spående og profeterende – der står tilbage som det egentlige indhold i første del af rapporten.
Anden halvdel af indslaget fremstår som en helt ”ren” bedømmelse af, hvilke fordele og ulemper Tony Blair kan have af den amerikanske præsidents besøg. Bedømmelsen bygger tydeligvis på Niels Brinchs kendskab til stoffet og er en udlægning af en almindelig konsensus blandt reportere, analytikere, spindoktorer og kommentatorer vedrørende Tony Blairs øjeblikkelige situation. Med andre ord er Niels Brinch her blevet til en ekspert, som på baggrund af sit kendskab til stoffet og til mange kilder kan bedømme, hvad Tony Blair får ud af besøget.
EKSEMPEL B.
TV-Avisen: Onsdag d. 20. 11. 2002, 21.00 – Nato-møde, Mette Fugl, 2.17 min.
Indslag på i alt 2.30 min., der indledes med studieværtens oplæg, som kort fortæller, at USA har bedt et halvt hundrede lande, heriblandt Danmark om at stille soldater til en eventuel krig imod Irak. Den danske regering har sagt ja – i modsætning til andre europæiske lande, der tager forbehold. Herefter omstilling til Mette Fugl i Prag:
Studievært Steffen Kretz
AFSKRIFT:
SV: Mette Fugl, USA har jo bedt et halvt hundrede regeringer, deriblandt den danske, om støtte til en eventuel krig mod Irak. Hvad er reaktionen på det i Prag i dag?
MF: Ja, den franske præsident Jacques Chirac er jo nok den, der har sagt det allertydeligst her. Han har sagt, at det er FN og kun FN – og altså ikke NATO – der kan engagere det internationale samfund i en eventuel krig. Et andet stort lands leder - og det er Gerhard Schröder, den tyske kansler - har jo for længst meldt hus forbi. Han har sagt allerede under valgkampen her for nylig, at hans land ikke går i krig. Det har i øvrigt forgiftet forholdet mellem USA og Tyskland så meget, at der ikke bliver noget møde under fire øjne mellem Bush og Schröder her. Så Bush kan regne med at få enkelte lande med sig, men ikke alliancen som alliance.
SV: Så budskabet er altså, at FN – og ikke NATO – er stedet for den slags konfrontationer. Men hvad skal NATO egentlig så foretage sig i fremtiden? For nu har man jo indlemmet de gamle fjender fra øst?
MF: Ja, for det første skal NATO, som jo er en forsvarsalliance, have nyt ansigt. Den blev etableret i 1949 og nu skal den fornys, nu skal der f.eks. på amerikansk forslag laves en udrykningsstyrke, der som navnet antyder det, skal kunne reagere hurtigt når det brænder på i verden. Fjenden har også fået nyt ansigt. Fjenden er terroristen. Som Vaclav Havel, den tjekkiske præsident, sagde det her i morges, at han kan ikke forstå, at nogle lande kan være neutrale i dag – og det var med budskab til f.eks. Sverige, Irland og Østrig – i en verden, hvor terrorister myrder civilbefolkninger en masse. Så det er budskabet herfra – altså nyt ansigt til NATO og en ny fjende, terroristen.
SV: Ja, og så Mette Fugl, lidt kort her til sidst. Det er jo en historisk begivenhed, der foregår i morgen når de syv østlande kommer med i NATO. Hvordan fornemmer du historiens vingesus i Prag her i aften?
MF: Det bliver historiske dage her i Prag. De 19 bliver til 27 og man skal huske på, at netop i Tjekkiets hovedstad – eller dengang var det Tjekkoslovakiet – var det Vaclav Havel, der sad for bordenden, da lyset blev slukket og døren blev lukket til Warszawa-pagten. I dag på præsidentpaladset her i byen hænger der et kæmpestort hjerte i lyserødt neon. Det symboliserer kærlighed, tolerance og anstændighed siger Vaclav Havel, der altså er vært - og det bliver hans sidste gerning som præsident - for det her møde, der udvider NATO.
Eksemplet er meget typisk for de i alt 10 indslag i undersøgelsen, hvor reporteren dels (og primært) henholder sig til hovedform 1: Beskrivende, men undervejs – eller mest typisk til sidst – bevæger sig over i hovedform 2: Analyserende. Men så til gengæld hugger bremserne i – og ikke falder for fristelsen til at blive hverken bedømmende, spående eller kommenterende.
Mette Fugl er, som det fremgår, meget påpasselig med sin ”footing”. Hver gang hun svarer på et spørgsmål og hver gang hun udbygger sit svar, så er det med tydelig adresse til kilden:
”Ja, den franske præsident Jacques Chirac er jo nok den, der har sagt det allertydeligst her.”
Eller
”Et andet stort lands leder - og det er Gerhard Schröder, den tyske kansler - har jo for længst meldt hus forbi.”
og endelig:
”Som Vaclav Havel, den tjekkiske præsident, sagde det her i morges, at han kan ikke forstå…”.
Altså en stor påpasselighed med at grundlaget, footingen, er i orden og til at gennemskue for seeren.
Enkelte, men meget virkningsfulde, steder i sin rapport, bevæger Mette Fugl sig dog over i hovedform 2: Analyserende. Det sker de tre gange, hvor hun så at sige opsummerer kildernes budskaber for seerne i korte og meget fyndige sætninger:
- ”Så Bush kan regne med at få enkelte lande med sig, men ikke alliancen som alliance.”.
En påstand, som Mette Fugl har analyseret sig frem til i de forudgående sætninger. Men med tydeligt afsæt i kildernes egne udmeldinger – og uden antydning af reporteren som spående, gættende eller kommenterende orakel.
Og denne: ”Altså nyt ansigt til NATO og en ny fjende, terroristen.” Samme som ovenfor.
Endelig slutter indslaget med en bedømmelse, som Mette Fugl bliver bedt om at komme med på et meget personligt spørgsmål fra studieværten:
”Hvordan fornemmer du historiens vingesus i Prag her i aften?”
Igen analyserer Mette Fugl sig meget nøgternt frem til en kort og fyndig erklæring:
”Det bliver historiske dage her i Prag. De 19 bliver til 27…”
hvorefter reporteren endnu en gang sørger for at have sin footing i orden ved at inddrage den tjekkiske præsident som kilde.
Alt i alt er der tale om en klassisk Q&A med en rollemodel for reporteren, som både sikrer, at det kildemæssige grundlag er i orden - og at budskabet eller analysen går rent ind. Som seer ved vi hele tiden, fra hvem og under hvilke forhold, synspunkterne og holdningerne kommer fra. Og på nærmest overskriftsagtig måde (i avis-sammenhæng kunne Mette Fugls ”punch-lines” sagtens have fungeret som overskrifter) sikres det, at vi undervejs har forstået budskaberne.
Der er med andre ord gjort rede for en aktuel og kompliceret nyhedsudvikling – ved hjælp af analytiske elementer - samtidig med at der er holdt fast i en journalistisk formidlingsform baseret på tydelige kildehenvisninger.
EKSEMPEL C.
TV 2 Nyhederne: Mandag d. 18. 11. 2002, 22.00 – EU-udvidelse, Svenning Dalgaard, 1.00 min.
Studievært Mikael Kamber:
Live-omstillingen til Svenning Dalgaard i Bruxelles indgår som en del af en såkaldt ”22 Fokus”, der i alt varer 5.45 min. Denne aften er emnet den forestående EU-udvidelse, som det daværende danske formandskab forhandlede betingelser med de nye lande om i disse dage.
Pakken starter med et indslag, der fortæller om dagens forhandlinger i Bruxelles, produceret af Svenning Dalgaard. Indslaget handler især om Polens og de øvrige ansøgerlandes økonomiske krav i forbindelse med medlemskabet af EU. Sidst i indslaget forklarer udenrigsminister Per Stig Møller, hvilke forhindringer han ser på vejen mod en aftale.
Herefter live-omstillingen til Svenning Dalgaard og slutteligt endnu en live-omstilling til EU-eksperten Lykke Friis i TV 2’s nyhedsstudie i København. Nedenstående udskrift er udelukkende Mikael Kambers Q&A med Svenning Dalgaard.
AFSKRIFT:
- SV: Ja, Svenning Dalgaard. Per Stig Møller har fået en helt ny bunke krav med tilbage hjem i aften. Har det været en god eller en dårlig dag for ham?
SD: Det har tilsyneladende været en ganske god dag når man sådan har tre uger til at forhandle færdig med … en kæmpeopgave med 10 lande, ja så kan man jo gøre det på to måder. Enten kan man tage dem et efter et og se på de problemer, som hvert land har – og det er det Danmark, eller det danske formandskab, ønsker at gøre – eller også så kan man tage dem alle sammen på én gang og se, hvad de har af fælles problemer. Og det er det som Polen som det største land har ønsket. Polen har forsøgt at få den andre med på – om jeg så må sige – en musketer-ed, så man: Én for alle – og alle for én forhandler og siger, at vi har fælles problemer. Men de ni andre – de små lande – har sagt at det interesserer dem ikke. Man kunne høre dem i dag, hvordan de hver især har deres problemer – og ønsker, at danskerne skal komme og hjælpe med at løse i hvert fald nogle af dem – og det er det, der ser ud til at være lykkedes for det danske formandskab her i dag.
Når live-omstillingen ligger som den gør i midten af pakken her, så giver det næsten sig selv, at der er tale om en kategori 1 + 2, altså en Svenning Dalgaard i både rollen som hovedform 1: Beskrivende og hovedform 2: Analyserende journalist.
Det er iagttagelser og referater af forhandlingernes forløb, der fylder hele midterstykket af indslaget – med tydelig footing og referencer til det danske formandskab, Polen og de øvrige ni ansøgerlande, som eksempelvis:
”Men de ni andre – de små lande – har sagt at det interesserer dem ikke.”
Analysen, som alt andet lige er live-omstillingens berettigelse i dette tilfælde, ligger i starten og i slutningen, hvor Svenning Dalgaard så at sige pakker kildehenvisningerne ind i sine analyser:
”Det har tilsyneladende været en ganske god dag, når man sådan har tre uger til at forhandle færdig med …”, som er Svenning Dalggards indledningsreplik. Mens der sluttes af med endnu en analyse:
”…det er det, der ser ud til at være lykkedes for det danske formandskab her i dag.”
Med en teknik, der ligger meget tæt op ad Mette Fugls i det foregående eksempel, sørger Svenning Dalgaard for at gøre det klart for seerne, af hvem og under hvilke forhold, der er fremsat synspunkter af parterne. Ved behændigt at pege såvel frem som tilbage på footingen opnår Svenning Dalgaard samme grad af troværdighed som det foregående tilfælde. Formidlingsmæssigt er Svenning Dalgaard knap så fyndig og resolut som Mette Fugl. Til gengæld er hans analyser tilstrækkeligt forbeholdne og forsigtige til at give troværdigheden endnu en tak opad. Det sker ved at bruge vendingerne ”tilsyneladende” og ”der ser ud til”. Ingen spådomme eller kommentarer har sneget sig ind i dette tilfælde.
3. Den bedømmende journalist
Et overordnet fællestræk ved denne form er, at journalisten meget ofte siger ”jeg tror” og ”man”. Alene brugen af ”jeg tror”, viser, at der er sket et betydeligt skred i forhold til rollen som beskrivende eller refererende journalist. Med et ”jeg tror” er journalisten pludselig kommet i centrum som den person, der er i stand til at bedømme en situation eller en udvikling – journalisten er blevet ekspert. Det samme gælder brugen af ”man”, når der henvises til kilder. Ved at bruge udtrykket symboliseres en ekspertise og indsigt, som netop gør den pågældende i stand til at bedømme, hvad ”man” mener.
Footingen er altså først og fremmest baseret på journalistens/redaktørens egen viden og holdning samt på, hvad ”man” eller ”folk” mener.
Alene af den grund er det især ved overgangen til denne tredje hovedform, at en lang række af de problemer viser sig, som især iagttagere fra de trykte medier i Danmark har peget på.
Som vist nedenfor, er der tale om bedømmelser eller gætterier, som ikke baseres på et grundlag (footing) af kilder. I stedet træder journalisten eller redaktøren selv i karakter som grundlaget for bedømmelsen. Det er så at sige på grundlaget af arbejdet som journalist – med dertil hørende mulighed for at danne sig nogle holdninger – at reporteren sætter sig til dommer over en person, organisation eller et land - eller gætter på, hvilken udvikling den aktuelle situation vil medføre.
Den bedømmende journalist er titelmæssigt en selvmodsigelse for mange udøvere af faget i dag. Mange har svært ved at forliges med tanken om, at journalisten på én gang kan agere som journalist i ordets klassiske betydning: En tilstræbt objektiv formidler af fakta – og samtidig kunne bedømme subjektivt og ofte politisk.
Lad os se på eksemplerne:
A. Tirsdag d. 19. 11. 2002, TV-Avisen 18.30 Nyrup går af - Henning Olsson
B. Torsdag d. 21. 11. 2002, TV 2 Nyhederne 22.00 Natos nye rolle – Svenning Dalgaard
C. Torsdag d. 20.11.2003 TV-Avisen 21.00 Istanbul-terror – Jens Nauntofte
EKSEMPEL A:
Tirsdag d. 19. 11. 2002, TV-Avisen 18.30 Nyrup går af - Henning Olsson
En såkaldt studie-live, hvor Henning Olsson befinder sig i TV-Avisens studie og bliver udspurgt af studieværten på den anden side af et bord. Med denne metode signaleres ekspert eller kommentator, idet det oftest er netop eksperter, kommentatorer eller politikere, som inviteres til direkte interview i studiet.
Live-delen, som varer 2.47 min, er en del af en større pakke, som handler om Poul Nyrup Rasmussens beslutning om at træde tilbage som partileder for Socialdemokratiet. Historien er kommet frem tidligere på dagen og Henning Olsson har derfor allerede tidligere været i studiet.
Studievært Lene Johansen:
AFSKRIFT:
- SV: Godaften, og velkommen igen Henning Olsson, kan jeg sige. Der er jo meget der tyder på, at det bliver Mogens Lykketoft, der kommer til at afløse Nyrup. Hvor stor sandsynlighed tror du, der er for det?
HO: Jeg tror, det er helt overvejende sandsynligt, at Mogens Lykketoft bliver socialdemokratiets nye formand. Som vi så i indslaget så var der jo, alle de andre kandidater som har været nævnt…har trukket sig. Der er en enkelt Dark Horse tilbage, måske. Nemlig Odense-borgmesteren Anker Boye, som vi ikke kunne få fat på i dag. Men jeg tvivler på, at han stiller op.
SV: Hvad er det Lykketoft vil kunne bibringe Socialdemokratiet med?
HO: Ja, lige har og nu, da vil han kunne samle folketingsgruppen, og bibringe den mod på – altså gruppen mod på, at den kan starte – om jeg så må sige – forfra. Markere sig noget mere – og så kan han komme med den autoritet, som han jo altid udstråler.
SV: Men er der så ikke en risiko for, at folketingsgruppen kommer til at ligge for langt fra baglandet?
HO: Det tror jeg ikke, man kan sige på den måde, fordi øøhhh…baglandet – hvis vi tænker på det, vi hører ude i amterne og så videre – vil næsten altid indordne sig folketingsgruppen. Det er folketingsgrupperne, der fører partiets politik, og er spydspidsen i et hvilket som helst parti.
SV: Hvor er det Socialdemokratiet skal hen nu for at klare sig?
HO: Jamen, Socialdemokratiet skal jo først og fremmest finde nogle nye platforme, hvorfra man kan drive politik. Altså nogle mærkesager – og så skal man finde en meget skarpere profil. Og så har man et meget stort projekt i Socialdemokratiet med at overbevise vælgerne om, at man er noget anderledes end den hårde konkurrent, som nu er blevet Dansk Folkeparti.
SV: Men hvorfor skulle Lykketoft kunne gøre det bedre end Nyrup?
HO: Ja fordi, hvad skal man sige…Nyrup er kørt fuldstændigt fast og magter ikke længere at få folketingsgruppen med sig i den retning, han ønsker det – og det er der Lykketoft måske kan sætte ind, og så sige til sine partifæller i folketingsgruppen: Nu kører vi denne der vej, og Lykketoft er jo også en helt anderledes leder. Han vil formentlig tromle igennem den retning, som gruppen skal køre.
SV: Hvor er det Nyrup har lidt nederlag henne?
HO: Ja, først og fremmest jo ved folketingsvalget sidst. Det var et kolossalt nederlag for ham og han var reelt færdig på det tidspunkt. Han tabte både folketingsvalget og kommunalvalget, men tidligere har han jo lidt nederlag ved Euro-afstemningen, hvor han tog fejl af vælgerbefolkningen, og man kan sige, at det startede – nedturen startede måske for alvor dengang han med efterlønnen – først lovede han ikke at ville røre ved efterlønnen – senere viste det sig, at det var den plan man havde. Man kan så sige, at det var Lykketoft fuldt ud med i, men Nyrup måtte som leder tage det på sig.
SV: Helt kort her til sidst. Hvordan vil hans politiske eftermæle blive?
HO: Nyrup?
SV: Ja
HO: Jeg tror, han får et meget stort eftermæle, fordi man skal huske på, at i de ni år han sad – og i starten særligt – da fik han altså gang i dansk økonomi, samtidig med, at han viste, at Socialdemokratiet kunne føre en ansvarlig økonomisk politik.
SV: Tak skal du ha´.
I forhold til de tre eksempler under hovedform 2: Analyserende, er der sket et markant skred i journalistens (redaktørens) måde at fundere sine bedømmelser og påstande. I den analyserende hovedform er det et kontant krav, at eventuelle bedømmelser eller påstande har baggrund i analysen og bygger på let identificerbare kilder. Men når Henning Olsson i denne sekvens f.eks. vurderer, hvad Lykketoft vil kunne bibringe partiet, så gør han sig ingen ulejlighed med at fortælle i sit svar, på hvilken baggrund han kan stille følgende diagnose:
- ”Ja, lige her og nu, da vil han kunne samle folketingsgruppen, og bibringe den mod på – altså gruppen mod på, at den kan starte – om jeg så må sige – forfra.”
Når Henning Olsson siger sådan, er det selvfølgelig ikke grebet ud af den blå luft. Hans vurdering bygger naturligvis på, hvad han har kunnet ”opsnuse” i sin daglige gang på Christiansborg – samt på, hvad han helt subjektivt mener om Mogens Lykketofts evner som politisk leder.
På samme måde sker det med bedømmelsen af Poul Nyrup Rasmussen. Henning Olsson stiller en meget skarp diagnose – som heller ikke underbygges af andre kilder end Olsson selv:
”SV: Men hvorfor skulle Lykketoft kunne gøre det bedre end Nyrup?
- HO: Ja fordi, hvad skal man sige …Nyrup er kørt fuldstændigt fast og magter ikke længere at få folketingsgruppen med sig i den retning, han ønsker det…”
Det særlige ved denne subjektive stil, sådan som den dyrkes af nyhedsafdelingernes egne reportere eller redaktører, er, at den i dele af interviewet fremstår som en reel udspørgen af en egentlig ekspert på området. En ekspert, som i modsætning til den traditionelle opfattelse af en reporter/journalist, ikke nødvendigvis behøver at underbygge sine påstande eller bedømmelser ved henvisning til analytiske slutninger eller henvisning til kilder.
Som det fremgår, er Henning Olssons svar på studievært Lene Johansens spørgsmål en blandingsform af hovedform 2 og hovedform 3. Flere steder i forløbet er Olssons bedømmelser baseret på analytiske elementer, som i svaret på spørgsmålet om, hvor Nyrups nederlag er kommet:
”Ja, først og fremmest jo ved folketingsvalget sidst. Det var et kolossalt nederlag for ham og han var reelt færdig på det tidspunkt. Han tabte både folketingsvalget og kommunalvalget, men tidligere har han jo lidt nederlag ved Euro-afstemningen, hvor han tog fejl af vælgerbefolkningen, og man kan sige, at det startede – nedturen startede måske for alvor dengang han med efterlønnen – først lovede han ikke at ville røre ved efterlønnen – senere viste det sig, at det var den plan man havde.”
Olssons analyse af, at nedturen startede i forbindelse med efterlønssagen og at valgnederlaget gav de sidste søm til kisten, viser en journalist med erfaring og overblik, som med baggrund i uomtvistelige fakta, stiller en diagnose. Samtidig skinner det dog tydeligt igennem, at vi her har at gøre med en form for ekspert, der er i stand til at tilføje faktaoplysningerne et ekstra lag i form af mere subjektive bedømmelser: ” …han var reelt færdig på det tidspunkt.” og ”… nedturen startede måske for alvor dengang…”.
Sammenfattende viser eksemplet, at journalistens traditionelle neutralitetsrolle er opgivet. I stedet er trådt en journalist, som samtidig har fået titel af redaktør, der bedømmer og postulerer som ekspert eller holdningsdanner. Med denne udvikling er skellet mellem den refererende og neutrale journalist og den bedømmende kommentator brudt ned.
EKSEMPEL B:
TV2 22.00, 21.11.02 Natos nye rolle – Svenning Dalgaard, 2.57 min.
Studievært Anders W. Lassen
Live-interviewet med Svenning Dalgaard ligger i forlængelse af et indslag, der fortæller om optagelsen af syv tidligere Warzawapagt-lande i NATO. Indslaget viser NATO’s topledere og generalsekretær Robertson, der formelt inddrager de nye medlemmer i alliancen. Anden halvdel af indslaget handler om opbygningen af opgøret med Saddam Husseins Irak og beslutningen om at oprette en fælles udrykningsstyrke.
Hele pakken med indslaget og live-interviewet med Svenning Dalgaard varer i alt 4.41 min. Heraf varer live-delen 2.57 min.
AFSKRIFT:
- SV: Svenning Dalgaard, hvad er beslutningen om den her udrykningsstyrke egentlig udtryk for?
SD: Det er udtryk for hvor stærk USA er i den her alliance, men det er også udtryk for, at USA har brug for noget, der kan modsvare den franske fremmedlegion, en styrke, der kan rykke ud med en eller to dages varsel. Det er udtryk for de erfaringer, man har fra Afghanistan-krigen, hvor NATO ret beset som sådan ikke kunne tilbyde noget af støtte reelt i de første dage til USA og ikke kom ind på banen på noget tidspunkt – og det er jo selvfølgelig fra europæisk side et udtryk for, at man erkender, at da man havde krigene på Balkan, da var Europa heller ikke parat til at rykke ud med noget som helst.
SV: Jo, men det kan jo alligevel undre, fordi europæerne – som jo selv arbejder med en lignende styrke i EU-regi – hvad god grund har de egentlig til at sige ja til det her, det er jo en konkurrence?
SD: Ja, de har nogle gode og nogle dårlige grunde. Altså det er klart, der er en øh, der er en alvorlig fare for, eller en alvorlig bekymring for, at det her vil spænde ben for EU's fredsbevarende styrke. Der er også høge i USA, der ser det lige præcis som midler til at spænde ben for EU's fredsbevarende styrke, men der er en grund til at man siger ja, det er først og fremmest den, at man ønsker at binde George Bush til at agere inden for internationale organisationer i det her tilfælde NATO, i andre tilfælde FN. Man har i den grad fået nok af at amerikanerne kører i deres eget spor, at man vil gøre næsten hvad som helst for at få amerikanerne bundet sammen til en international organisation som NATO – og så er det et ønske selvfølgeligt om, at NATO bliver mere militært, bliver mere effektivt i en – på et tidspunkt, hvor man ikke rigtigt har indtrykket af, at det har været tilfældet.
SV: Du sagde i starten, at det handler om at få en styrke, der kan agere hurtigt, men hvad så med det her krav, der jo ligger om, at alle NATO-lande skal være enige indbyrdes inden man kan rykke ud. Hvad kan den så bruges til?
SD: Den kan jo altså som sagt bruges til indflydelsen – altså den der med, at alle skal være enige, alle 19 i øjeblikket, alle 26 om et par år, den er jo ikke meget værd. NATO plejer at blive enige om det, som USA forlanger. Jeg gad nok se Island eller Luxembourg eller Danmark stemme imod, hvis USA siger at man har brug for den her styrke og det skal gå stærkt. Alternativet er, at amerikanerne kører selv og så har man mistet kontrollen med den.
SV: Op til topmødet har der jo været talt om et NATO i eksistenskrise, at alliancens berettigelse måske er ved at være væk. Hvad er din vurdering her efter førstedagen?
SD: Jamen altså, den krise eksisterer jo stadigvæk. NATO bliver fortsat ikke taget alvorligt i Pentagon og de bliver knapt nok taget alvorligt hos os selv. Nu opgiver man i det mindste territorialforsvaret – altså vores forsvar mod et overfald fra Sovjetunionen 12 år, eller 13 år efter at Sovjetunionen forsvandt, så man er rykket realiteterne lidt nærmere, men man ved i realiteten fortsat ikke, hvad NATO skal lave, når man ikke har noget at forsvare: Om man vil rykke med ind i Irak, om man vil være med til at forsvare verden mod atomvåben fra Nordkorea. Det er ét stort spørgsmålstegn, og der findes ikke svar på det i øjeblikket. (4.41)
I lighed med eksemplet ovenfor er det en journalist med virkelig stor ekspertise, der her optræder. Svenning Dalgaard gør ikke mange anstrengelser for at vise, på hvilket grundlag (footing) han står, når han bedømmer NATO-topmødet og dets indflydelse på alliancens interne magtstrukturer. Det bliver ved de meget anonyme henvisninger, bedst udtrykt i begrebet ”man”, der bruges ikke mindre end 17 gange i løbet af de tre minutter.
Baggrunden for at bruge ”man”, er naturligvis at vise, at her taler en person med meget stor indsigt i de reelle forhold. En person, hvis indsigt er så stor, at det ikke er nødvendigt med mere præcise kildeangivelser:
- ”…man ønsker at binde George Bush til at agere indenfor internationale organisationer i det her tilfælde NATO, i andre tilfælde FN. Man har i den grad fået nok af at amerikanerne kører i deres eget spor, at man vil gøre næsten hvad som helst for at få amerikanerne bundet sammen til en international organisation som NATO.”
Under alle omstændigheder er Svenning Dalgaard ude med et budskab, der tjener et meget bevidst formål: At give seerne et overblik, som forklarer bevæggrunden for udviklingen. Faren er så blot, at journalisten med sit overblik hæver sig så højt over landskabet, at det næsten bliver umuligt at se detaljerne.
Det autoritative budskab understreges desuden af Svenning Dalgaards mere holdnings- og kommentatorprægede udsagn, der yderligere lægger afstand til rollen som kildebaseret og neutral.
- ”… altså den der med, at alle skal være enige, alle 19 i øjeblikket, alle 26 om et par år, den er jo ikke meget værd. NATO plejer at blive enige om det, som USA forlanger. Jeg gad nok se Island eller Luxembourg eller Danmark stemme imod, hvis USA siger at man har brug for den her styrke og det skal gå stærkt. Alternativet er, at amerikanerne kører selv og så har man mistet kontrollen med den.”
Endelig slutter live-interviewet af med et spørgsmål fra studieværten, hvor der lægges op til en meget subjektiv vurdering fra journalisten:
- ”SV: Op til topmødet har der jo været talt om et NATO i eksistenskrise, at alliancens berettigelse måske er ved at være væk. Hvad er din vurdering her efter førstedagen?
SD: Jamen altså, den krise eksisterer jo stadigvæk. NATO bliver fortsat ikke taget alvorligt i Pentagon og de bliver knapt nok taget alvorligt hos os selv.”
Med sit svar understreger Svenning Dalgaard endnu en gang sin ekspertfunktion. Kun en ekspert med stor indsigt – og ret til at være holdningspræget – kan give et svar, der indebærer en bedømmelse af, hvorvidt NATO bliver taget alvorligt af så store og ufokuserede størrelser som ”Pentagon” og ”os selv”. Især det sidste er en stor mundfuld at gabe over…
EKSEMPEL C. Torsdag d. 20.11.2003 TV-Avisen 21.00 Istanbul-terror – Jens Nauntofte
Studievært Trine Sick:
Live-omstillingerne til Jens Nauntofte i Istanbul er delt i to – altså en såkaldt ”sandwich”, hvor der ind imellem de to live-sekvenser er lagt båndede indslag.
Omstændighederne er to voldsomme bomber, som samme formiddag er detoneret i Istanbul i Tyrkiet. Den ene bombe sprang foran den britiske HSBC-banks hovedsæde i Tyrkiet, mens den anden sprang foran det britiske konsulat i byen. Jens Nauntofte står foran resterne af HSBC-banken og afleverer sin rapport.
AFSKRIFT (1. del):
- SV: Vi har min kollega Jens Nauntofte i Istanbul. Jens, har du haft mulighed for at tale med byens indbyggere – og hvad siger de til det hele?
JN: Nej, byens indbyggere er taget hjem for mange, mange timer siden. Og sidder og ser tv derhjemme og skal ikke være herinde i centrum. Vi journalister er lige blevet smidt væk her henne fra banken, der ligger bagved os og er blevet sprængt i dag, og æh, politiet vader rundt i glasskår derhenne og vil ikke have os med mere. Og der er ingen, jeg talte med den lokale politichef her i Istanbul, ingen erklæringer. ”I kan spørge regeringen”. Andet kunne vi ikke få at vide. De er simpelthen meget opbragte over det, der er sket. De er også panikslagne over det, og de er meget forlegne over, at det nu for anden gang på fem dage er sket for dem her i Istanbul og at de ikke har været i stand til at afværge det.
TS: Og vi skal lige kaste et blik tilbage og se, hvad der er sket…
AFSKRIFT (2. del):
SV: Jens, det man spørger sig selv om er: Andet terrorangreb på fem dage. Hvorfor i alverden lige Tyrkiet?
JN: Det er der en god grund til. Tyrkiet ligger som grænseland mellem Europa og Mellemøsten, mellem den arabiske verden og Europa. Tyrkiet vil gerne optages i EU og Tyrkiet er et demokratisk – og islamisk land, samtidig.
At få Tyrkiet rodet ind i det her mellemøstlige opgør, er lige præcis det, øh, Osama Bin Laden og hans folk i Al Queda-netværket ønsker. Og det vil være en stor gevinst for dem, hvis det lykkes dem at få regimet destabiliseret her i Tyrkiet.
Som du husker det forud for Afghanistan-krigen, da var det Pakistan, der skulle destabiliseres. Nu er det åbenbart Tyrkiet.
SV: Hvorfor så lige Istanbul, som jo ikke engang er Tyrkiets hovedstad?
JN: Nej, men Istanbul er et meget mere symbolsk mål at ramme – fordi halvdelen af Istanbul by ligger på den europæiske side og halvdelen ligger i Asien. Du kan ikke finde et mere effektivt symbolsk mål end at ramme ind lige her i midten. Her hvor vejene mellem Europa og Mellemøsten mødes.
SV: Du har været lidt inde på det, men lad os lige tage et kort blik på, hvad Tyrkiet egentlig er for et land (Grafik + fakta om Tyrkiet)
SV: Jens, altså et land med masser af modsætninger og som jo også har været hærget af terrorangreb i flere årtier. Hvordan kan det være, at ingen havde opfanget at noget så voldsomt som det her var på vej?
JN: Jamen altså, det er jo det, der er terroristernes store fordel, at de slår til der, hvor man mindst regner med det. Der var jo heller ingen, der havde regnet med Bali. Men det her er strategisk meget vigtigt, og hvorfor? Jo, Tyrkiet har soldater i Afghanistan, Tyrkiet har soldater inde i Irak og har haft det siden før krigen mod Irak begyndte. Tyrkiet er meget nær allieret både med Israel og USA, de to største fjender som Al Queda-netværket har og vil ramme og ved at ramme Tyrkiet rammer de USA og Israel på én gang.
SV: Jens, ultrakort lige her til sidst. Du talte om, at man var ude på at destabilisere landet. Altså hvordan bliver de politiske følger af de to angreb? Er stabiliteten i fare?
JN: Det politiske…det, man med sikkerhed kan sige, det er, at den tyrkiske regering giver ikke op overfor det her. Det vil føre til skærpet politik nu og den tyrkiske regering, som er islamisk egentlig i sin grund, er jo meget bange for at blive destabiliseret fordi så vil hæren tage magten. Det har den gjort fire gange de sidste 30 år – og kunne finde på at gøre det igen, så nu skal den tyrkiske regering virkelig forsvare sig ved at gå hårdt frem imod terroristerne, og det er det man forventer vil ske nu.
SV: Tak skal du ha’, Jens Nauntofte fra Istanbul.
I modsætning til sin kollega fra TV 2 Nyhederne er Jens Nauntofte fra TV-Avisen sendt afsted med flere formål: Han skal beskrive, hvad han ser og oplever – samt hvad kilder måtte fortælle ham. Han skal analysere situationen på baggrund af, hvad kilderne kan oplyse, og han skal bedømme konsekvenserne af begivenhederne.
I det første korte interview holder han sig til rollen som iagttagende og beskrivende:
- ”Og der er ingen, jeg talte med den lokale politichef her i Istanbul, ingen erklæringer. ”I kan spørge regeringen”. Andet kunne vi ikke få at vide. De er simpelthen meget opbragte over det, der er sket. De er også panikslagne over det og de er meget forlegne over, at det nu for anden gang på fem dage er sket for dem her i Istanbul og at de ikke har været i stand til at afværge det.”
Til gengæld er rollen som iagttagende og refererende journalist totalt forsvundet fra anden halvdel af Jens Nauntoftes live-optræden. Her er det den analyserende og bedømmende journalist, der er trådt i forgrunden.
Allerede på studieværtens måde at spørge, kan seeren slutte sig til, at der her er tale om en kapacitet med god indsigt i terrorismens bevæggrunde:
- ”Jens, det man spørger sig selv om er: Andet terrorangreb på fem dage. Hvorfor i alverden lige Tyrkiet?”
I øvrigt hænger det dårligt sammen med svaret på spørgsmålet om, hvorfor ingen har kunnet forudsige, at terroren ville ramme Tyrkiet:
- ”Jamen altså, det er jo det, der er terroristernes store fordel, at de slår til der, hvor man mindst regner med det. Der var jo heller ingen, der havde regnet med Bali.”
Med andre ord er Tyrkiet det mest oplagte symbolske mål – mens ”man” mindst har regnet med, at terroren ville slå til her.
Sidst i live-interviewet tager Jens Nauntofte det sidste skridt ind i rollen som ekspert og bedømmer. Det sker på spørgsmålet om, hvorvidt stabiliteten i Tyrkiet er i fare?
I sit svar prøver Jens Nauntofte at ridse perspektiverne for en eventuel destabilisering op. Blandt andet ved at slå fast, at det tyrkiske militærs generelle holdning til demokratiet er alt andet end rosenrødt:
- ”…den tyrkiske regering, som er islamisk egentlig i sin grund, er jo meget bange for at blive destabiliseret, fordi så vil hæren tage magten. Det har den gjort fire gange de sidste 30 år – og kunne finde på at gøre det igen.”
Med andre ord svar af typen, som kommentatorer kan (og skal) komme med: Hvad tror du? Med din ekspertise er du den bedste til at gætte?
Hvilket naturligt viser vej til den sidste hovedform:
4. Den kommenterende journalist
Formen med kommentatorer i direkte live-udsendelser skiller sig naturligt ud fra de foregående alene af den grund, at der er tale om gæster fra andre medier eller medietyper. Det betyder blandt andet, at den meget kammeratlige tone, som ofte hersker mellem studieværten og reporteren, må vige for en lidt mere formel samtaleform i interviewet. Det betyder dog ikke, at studieværtens rolle generelt ændrer sig fra at være en såkaldt ”fødselshjælpende” til en lidt mere kritisk udspørgende. Den eneste reelle forskel for seerne er således, at fornavnene i forbindelse med spørgsmålene er væk. Nu er det med navns nævnelse, der spørges ind til eksperten.
For den, der skal levere svarene, er der meget ofte stort set frit spil til at levere på en helt subjektiv baggrund – uden hensyntagen til kilder eller analyser af situationen. Bedømmelser, påstande og gætterier fremføres – og accepteres – ofte med henvisning til, at den inviterede journalist, redaktør eller kommentator netop har fået pålagt rollen som en, der kan og skal sætte ”fut” i debatten.
Vendingen ”jeg tror” er ofte brugt ligesom ”man” igen er et meget fortrukket kildebegreb.
Endelig demonstrerer kommentatorerne ofte et meget dybtgående kendskab til især politiske forhold bag kulisserne på Christiansborg. Et kendskab som så at sige kommer ud af ”det blå” eller ligger som en uudtalt forudsætning for at invitere gæsten i studiet.
Lad os se på nogle eksempler:
A. TV-Avisen, 21.00, 19.11.02 Nyrup går af – Ralf Pittelkow, JP.
B. TV 2 Nyhederne, 22.00, 19.11.02 – Lykketoft ikke folkelig – Troels Mylenberg,
C. TV-Avisen, 21.00, 18.11.03 Fogh tilbage - Thomas Larsen, Berl. Tid. Nyhedsmagasin.
EKSEMPEL A:
DR 21 19.11.02 Nyrup går af – Ralf Pittelkow i studiet.
Studieinterviewet med den politiske kommentator Ralf Pittelkow fra Morgenavisen Jyllands-Posten er en del af en større nyhedspakke, der har Poul Nyrup Rasmussens afgang som formand for Socialdemokratiet som omdrejningspunkt. Forud for interviewet har der været fire indslag. Det sidste før interviewet handler om Socialdemokratiets bagland og slutter med et kort interview med Svend Auken.
Når Ralf Pittelkow i denne sammenhæng er medtaget som ”journalist” hænger det sammen med hans rolle som fast kommentator i Morgenavisen Jyllands-Posten.
Studieinterviewet varer 2.35 min.
Studievært Steffen Kretz:
AFSKRIFT:
- SV: Der har jo længe været spekuleret i, at Nyrup skulle træde tilbage. Hvorfor tror du, han kaster håndklædet i ringen netop i dag?
RP: Jeg tror simpelthen, det hænger sammen med, at han omsider har følt, at alle muligheder var udtømt for ham. Altså han har jo oplevet, at en stor del af hans egen ledelse har modarbejdet ham på det seneste – og mange af de folk, som tidligere har været regnet som trofaste Nyrup-støtter, de har jo heller ikke aktivt forsvaret ham i denne her situation.
SV: Der var ikke andre muligheder?
RP: Der var ikke andre muligheder, nej.
SV: Det virker jo en smule påfaldende, at Lykketoft har jo næppe meldt sin kandidatur, før alle bakker ham op. Hvad er der foregået i kulissen forud for det her?
RP: Ja, der er ikke nogen tvivl om, at Lykketoft på forhånd har sikret sig en betydelig opbakning – og så sker der jo det, at når andre ser, han har altså en væsentlig opbakning, så kommer de med den overvejelse – der er ikke rigtigt noget alternativ – skal vi ikke af hensyn til partiet og måske også af hensyn til vores egen karriere fremover sige, at det må være godt, altså at vi bakker op omkring Lykketoft.
SV: Altså det vil være et dårligt karrieretræk at sige…
RP: Ja både frygten for at man får en åben konflikt i partiet og at man kan skade sin egen karriere – og så det, at der ikke stod noget klart alternativ til Lykketoft.
SV: Jeg synes, Svend Auken trak en lille smule på sin støtteerklæring til Lykketoft, hvad kan man lægge i det?
RP: Jeg tror først og fremmest, man skal lægge det i det, at der er nogle af Svend Aukens støtter, de har traditionelt en vis skepsis overfor Lykketoft. Lykketoft var jo meget stærkt involveret i det, da Auken faldt i sin tid. Og jeg tror mest, det er sådan en forsigtighed fra Aukens side i forhold til sit eget bagland. For jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at Auken på forhånd har givet Lykketoft tilsagn om, at han får hans støtte.
SV: Men Lykketoft som formand. Hvad betyder det for de yngre tidligere formandskandidater, der er blevet nævnt, som f.eks. Frank Jensen, Pia Gjellerup, Henrik Dam?
RP: Ja altså, det første man kan konstatere, det er det der, som nogle har været inde på, at Lykketoft var en overgangsfigur. Det kan man godt glemme alt om. Altså Lykketoft vil selv forstå sit job som noget, der kan række ganske langt ud i fremtiden. Men det, der selvfølgelig er det altafgørende for ham – det der er presset på ham – fordi han jo ikke repræsenterer nogen fornyelse – det er, at han er nødt til at levere varen i forhold til vælgerne. For hvis han ikke gør det, så får man hele diskussionen i Socialdemokratiet én gang til om at det er den samme gamle garde, der sidder på magten.
SV: Hans eksamen det er i virkeligheden næste valg. Det er der, han skal levere succesen?
RP: Helt afgørende.
SV: Hvad tror du det her betyder for Nyrups og Lykketofts livslange venskab?
RP: Jamen det er jo klart, at der kommer nogle frostgrader ind i sådan et venskab. Jeg tror, de vil være i stand til og finde en eller anden omgangstone, men noget af den fortrolighed, den der sådan stærke tillid man har haft til hinanden vil selvfølgelig forsvinde i og med, at Nyrup selvfølgelig har oplevet på det seneste, at Lykketoft ikke som en politisk medspiller, men som en politisk modspiller.
SV: Tak skal du ha’
Samtidig bruger Ralf Pittelkow dog også en mere analytisk metode til at underbygge sine gæt, så de får større validitet. Blandt andet ved at fremhæve nogle af de tendenser, som de fleste almindelige medieforbrugere ikke får øje på, men som af Pittelkow pludselig får tillagt ny betydning:
- ”…mange af de folk, som tidligere har været regnet som trofaste Nyrup-støtter, de har jo heller ikke aktivt forsvaret ham i denne her situation. ”
”Jeg tror først og fremmest, man skal lægge det i det, at der er nogle af Svend Aukens støtter, de har traditionelt en vis skepsis overfor Lykketoft. Lykketoft var jo meget stærkt involveret i det, da Auken faldt i sin tid.”
I andre dele af interviewet ophøjer Ralf Pittelkow sine antagelser til sandheder, der er meget tæt på at have fakta-karakter – selv om det stadig er kvalificerede gæt:
- ”Ja, der er ikke nogen tvivl om, at Lykketoft på forhånd har sikret sig en betydelig opbakning.”
- ”For jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at Auken på forhånd har givet Lykketoft tilsagn om, at han får hans støtte.”
Meget stærke udsagn fra en person med såvel analytisk overblik som et meget tæt forhold til personkredsen, der er i spil denne novemberdag i 2002.
Sammenholdt med det, vi i øvrigt ved om Ralf Pittelkow, at han er tidligere rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen og gift med en socialdemokratisk topfigur, får hele interviewet til at fremstå som meget troværdigt – på trods af, at substansen altså i realiteten er velkvalificeret gætteri.
Hvis seerne skal tro på kvalificerede gæt, stiller det en mængde krav til omstændighederne, under hvilke gætterierne eller spådommen fremsættes. Det vigtigste parameter er i den forbindelse analysen. Hvis analysen af nyhedens enkeltbestanddele får en større sammenhæng til at fremstå så klart og tydeligt, som det sker i Ralf Pittelkows tilfælde, kan resultatet med andre ord være stort set lige så troværdigt som formidling af fakta.
At der så kan lægges andre lag af kildekritik ind over analysen og gætterierne, som hænger sammen med Ralf Pittelkows egne motiver, er en helt anden sag. Troværdighedsmæssigt er det svært at pille analyse og slutninger heraf fra hinanden.
EKSEMPEL B:
TV 2 22 19.11.02 – Lykketoft ikke folkelig – Troels Mylenberg
Live-interviewet med Troels Mylenberg, som på dette tidspunkt var politisk redaktør ved dagbladet ”Dagen”, gennemføres i vanlig TV2-stil med studieværten siddende i Odense og gæsten i Nyhedernes studie i København.
Interviewet, som varer 1.20 min., er en del af en større ”pakke”, hvor fire indslag har lagt op til live-delen. Indslagene har handlet om en udbredt skepsis mod Mogens Lykketofts kandidatur hos partiets amtskredsformænd og hos specialarbejdere på en arbejdsplads. Svend Auken har i et andet live-interview anbefalet Lykketofts kandidatur, mens det sidste indslag før interviewet har handlet om, at den unge generation af socialdemokratiske folketingspolitikere ikke ønsker at tage kampen om formandsposten op med Mogens Lykketoft.
Studievært Susanne Utzon:
- SV: Altså noget af det vi hører her Troels Mylenberg, godaften, det er jo at Mogens Lykketoft ikke ligefrem er kendt som en folkeforfører. Jeg vil spørge dig om det samme, som jeg spurgte Svend Auken. Er han en god idé som ny formand for socialdemokraterne?
TM: Jamen, der er jeg uenig med Svend Auken. Det korte og klare svar til det er jo nok et rungende nej. Der er ikke nogen tvivl om, at Mogens Lykketoft er en utrolig begavet og formentlig én af de dygtigste politikere vi har, men det eneste han ligesom har gående for sig, hvis man kan sige det lige nu, det er jo nok mest, at han er den eneste.
SV: Kan modstanden mod ham nå at vokse så meget i løbet af den næste måned, at der kommer modkandidater på kongressen, tror du?
TM: Jamen, det kan man jo ikke afvise, men det vil hans ageren fra nu af og de næste par uger og dage jo vise om han er i stand til og samle de forskellige fløje, de mange fløje, der jo er i det parti….
SV: Foreløbig ser det jo ud som om, at han har fået folketingsgruppens opbakning?
TM: Ja, sådan ser det ud, men det store spørgsmål er jo, hvordan det ender lokalt – og som man kan se på jeres indslag, er der jo ikke ligefrem bred opbakning over én kam til Mogens Lykketoft, som det ser ud lige nu – og det skal han selvfølgelig ud at skabe nu, og det kan da godt være, at han kan det, men det gennemgående tema og det gennemgående ord på Christiansborg i dag har været spørgsmålet om, hvorvidt han er en overgangsfigur og det er jo ikke ligefrem et godt sted at starte, når alle taler om det.
SV: Hvem kunne du se – nu har vi hørt en hel masse sige nej tak i dag – både de helt unge, men også mellemgenerationen. Hvem kunne du se som en eventuel mulig kandidat, der kunne finde på at melde sig?
TM: Altså, man skal jo nok ikke lægge alt for meget i de der nej-tak’er lige nu – og hvis det er sådan at en af fløjene eksempelvis ikke bliver tilgodeset så meget som de gerne vil tilgodeses i den magtkabale, der nu skal lægges, så er det da klart at så lægger der en Henrik Dam, som er et godt bud…
SV: …for eksempel. Hvis nu at det bliver Lykketoft. Det kan være, at jeg lige skal spørge dig, om du selv tror, det ender med at blive ham?
TM: Jamen det tror jeg. Som tingene ser ud nu tyder alt på jo på det, men man kan jo aldrig vide i det parti.
SV: Hvis det bliver ham, hvad tror du så? Bliver han en god formand?
TM: Ja, jeg tror han bliver nok en god formand på de indre linjer – socialdemokraterne har i den grad et behov for at samles om noget og nu bliver de simpelthen nødt til – måske mere af nød end af lyst – at samle sig om Mogens Lykketoft. Men om han bliver en formand, der kan samle de mindst 30 procent af stemmerne, som de jo gerne skal have, er altså et åbent spørgsmål.
SV: Hvad skal han gøre rent politisk?
TM: Den her personstrid i Socialdemokratiet skygger jo for det egentlige problem, som jo er, at Socialdemokratiet ikke har særlig meget politik at byde på. På et år, der nu er gået siden valget, har de lagt to forslag frem. Et udspil til en skattereform og et udspil på uddannelsesområdet og det er altså ikke nok i politik på et helt år for et parti, der repræsenterer 29,1 procent, tror jeg, af vælgerne.
SV: Tak skal du ha’, Troels Mylenberg.
Til gengæld holder Troels Mylenberg sig ikke tilbage, når det kommer til at ”læse teksten” på baggrund af de sparsomme faktiske oplysninger, der reelt er til rådighed. Af samme grund holder han lidt mere igen med de næsten uundgåelige ”jeg tror”, som der er tre af i hans svar, mens han nøjes med at bruge ”man” fem gange.
Troels Mylenberg er i det hele taget tydeligvis mere opsat på at kommentere end at analysere, hvilket blandt andet gøres med følgende udtalelse:
- ”Der er ikke nogen tvivl om at Mogens Lykketoft er en utrolig begavet og formentlig én af de dygtigste politikere vi har, men det eneste han ligesom har gående for sig, hvis man kan sige det lige nu, det er jo nok mest, at han er den eneste.”
Lige så skråsikker er Troels Mylenberg i sin kommentar til – eller kritik af – den politik, som socialdemokraterne har ført som opposition:
- ”Den her personstrid i Socialdemokratiet skygger jo for det egentlige problem, som jo er, at Socialdemokratiet ikke har særlig meget politik at byde på. På et år, der nu er gået siden valget, har de lagt to forslag frem.”
Det er i øvrigt interessant at se, hvorledes de to kommentatorer på hver sin måde forholder sig til spørgsmålet om, hvorvidt Mogens Lykketoft skal ses som en overgangsfigur. Troels Mylenberg tillægger det en vis sandsynlighed med baggrund i Christiansborg-kilder:
- ”…men det gennemgående tema og det gennemgående ord på Christiansborg i dag har været spørgsmålet om, hvorvidt han er en overgangsfigur og det er jo ikke ligefrem et godt sted at starte, når alle taler om det.”
- ”Ja altså, det første man kan konstatere, det er det der, som nogle har været inde på, at Lykketoft var en overgangsfigur. Det kan man godt glemme alt om. Altså Lykketoft vil selv forstå sit job som noget, der kan række ganske langt ud i fremtiden.”
EKSEMPEL C:
21 18.11.03 Thomas Larsen, Berl. Tid. Nyh.maga. studie-live (2.18)
Studieinterviewet med politisk redaktør Thomas Larsen fra Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin falder i forlængelse af to indslag, som handler om statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering af den såkaldte ”Dagpengefadæse” i november 2003. Mens statsministeren var på udlandsrejse kom nogle af regeringens øvrige ministre til at løfte sløret for planer om at skære i dagpengene. Planer, som statsministeren personligt måtte undskylde ved hjemkomsten til Danmark.
Indslaget lige inden studieinterviewet har fulgt Anders Fogh Rasmussen på ”dagen, hvor statsministeren skulle løbe spidsrod på den politiske scene. Vi fulgte Anders Fogh Rasmussen på bodsgangen... ”, som TV-Avisens studievært udtrykte det:
Studievært Morten Løkkegaard:
AFSKRIFT:
- SV: Thomas Larsen. En smilende og ydmyg Anders Fogh, som vi ser her. Hvorfor ikke komme hjem og give kritikerne tørt på i stedet for?
TL: Nej, statsministeren har kun haft en interesse nu. Det er at få lagt denne her ret pinagtige sag død. Man skal huske på, at han har gjort det til en del af sin politiske arbejdsform at indgå kontrakter med befolkningen, og en del – altså en af de vigtigste dele af den kontrakt går ud på, at Venstre vil ikke underminere velfærden. Det vil sige når Venstre kom til regeringsmagten. Og det der jo gik op for regeringstoppen i sidste uge, det var i virkeligheden, at den kontrakt, den var ved at blive revet lidt i stykker – og det var der, at panikken bredte sig. Det var i virkeligheden ikke noget stort beløb man skulle spare på, men det var selve det, at kontrakten var ved at blive underløbet.
SV: Det smil vi så ser, er det så ægte? Hvordan gik det i dag?
TL: Jamen, Anders Fogh Rasmussen er jo utrolig robust og dreven politiker. Også en meget dygtig kommunikator, det skal man være opmærksom på. Han gør jo alt, hvad han kan for at demonstrere overskud i den her situation. Og prøver at demonstrere over for landets vælgere, at det ikke er noget, der går ham på. Men vi ved jo fra sidste uge, at det her det var en ekstrem belastende sag for regeringen. Og vi kan også se flere ministre, der var helt ude i tovene på det tidspunkt.
SV: Regeringen fejrer jo sit to års jubilæum i disse dage. Det betyder jo, at der er to lange år endnu før man…det planlagte valg skal komme. Hvad er det, der venter?
TL: Der venter en svær tid. For det første er der i regeringens top en frygt for, at vælgerne vil huske det her. Altså vil huske det, man kan sige var meget tæt på at blive kontraktbrud. Det er det ene, og det andet er også, at man skal også huske på, som vi så i indslaget, at Socialdemokraterne de vil jo bruge enhver lejlighed til at minde vælgerne om, at regeringen var meget tæt på at bryde en kontrakt, så den her sag er ikke overstået endnu – slet ikke. Det andet man kan sige, det er, at hvis vi ser på 2004, så står regeringen over for to meget, meget svære sager. For det første så skal regeringen prøve at gennemføre en kommunalreform. Det vil sige amterne skal formentlig nedlægges, nogle kommuner skal lægges sammen – og så kommer vi til det allerværste: Nemlig at nogle sygehuse formentlig skal nedlægges, og det er noget, der kan skabe uro i vælgerbefolkningen. Og det andet er, at Anders Fogh Rasmussen skal prøve at få et dansk ja til en kommende forfatningstraktat. Og det bliver også en enorm stor opgave, og det man kan sige, for begge to sagers vedkommende, det er, at det ikke er vindersager.
SV: Så trængslerne er ikke forbi endnu?
TL: Det var meget tankevækkende sidste år, da regeringen fejrede sin et års fødselsdag, da var der en meget garvet politiker, nemlig Niels Helveg Petersen, der sagde, at denne her et års jubilæumsdag, den skulle regeringen virkelig nyde – for fra det tidspunkt, da ville det blive meget sværere.
SV: Det vil nok vise sig at være profetisk. Tak skal du ha’.
- ”Jamen, Anders Fogh Rasmussen er jo utrolig robust og dreven politiker. Også en meget dygtig kommunikator, det skal man være opmærksom på. Han gør jo alt, hvad han kan for at demonstrere overskud i den her situation. Og prøver at demonstrere over for landets vælgere, at det ikke er noget, der går ham på.”
Analysen af, at baggrunden for håndteringen af dagpengesagen ikke bundede i selve beløbet, men i statsministerens ”kontrakt” med vælgerne, er et godt eksempel:
- ”...en af de vigtigste dele af den kontrakt går ud på, at Venstre vil ikke underminere velfærden. Det vil sige når Venstre kom til regeringsmagten. Og det der jo gik op for regeringstoppen i sidste uge, det var i virkeligheden, at den kontrakt, den var ved at blive revet lidt i stykker – og det var der, at panikken bredte sig.”
Endelig er Thomas Larsen tydeligt ikke interesseret i at blive draget ind i spådomme eller gætterier om fremtiden. Da han spørges direkte, om trængslerne for regeringen nu er forbi, undgår han behændigt at gætte ved i stedet at henvise til en anden kilde:
- ”Det var meget tankevækkende sidste år, da regeringen fejrede sin et års fødselsdag, da var der en meget garvet politiker, nemlig Niels Helveg Petersen, der sagde, at denne her et års jubilæumsdag, den skulle regeringen virkelig nyde – for fra det tidspunkt, da ville det blive meget sværere.”
Når studieværten f.eks. spørger, om ”trængslerne ikke (er) forbi endnu?” er porten så at sige slået på fuldt gab for at begynde at spå om fremtidens trængsler for regeringen.
Sammenfattende ses det tydeligt, at rollen som journalistisk kommentator med ståsted i de trykte medier, giver rig mulighed for at analysere og subjektivt bedømme såvel personer som organisationer. I forhold til de tre roller, som knytter sig til tv-stationernes egne ansatte, er rammerne for de gæstende kommentatorer tilsyneladende de mest vidtgående.
SAMMENFATNING:
På baggrund af ovenstående kan det konstateres, at det kan lade sig gøre at kategorisere den form og indholdsmæssige substans, der benyttes i de enkelte live-interview. De fire formers yderpunkter, som her kaldes for beskrivende og kommenterende journalistik, er efter alt at dømme stort set uproblematiske set med omverdenens øjne.
Den iagttagende og beskrivende journalistik ligger i virkeligheden meget tæt på reportagen i gængs journalistisk forstand, idet der er tale om enten at berette om egne iagttagelser eller at referere navngivne kilder.
Den kommenterende journalistik er ligeledes et kendt og anerkendt journalistisk fænomen. Det særlige ved formen, når den bruges i nyhedsudsendelser i tv, er, at den ”låner” kommentatorerne fra de trykte medier, som så at sige overfører deres kommentator-rolle til det nye – og meget iøjnefaldende – medie.
Der hvor diskussionen om formen ”Når journalister interviewer journalister” for alvor kan tages, er i de to kategorier, som er ”opstået” inde imellem de to velkendte genrer. Når journalister bygger videre på den enkle og berettende stil og begynder at stykke enkeltheder sammen til helheder, som det sker i de to kategorier analyserende og bedømmende journalistik, er resultatet, at rolleskiftet bliver af mere subjektiv karakter. Ikke mindst, hvis skiftet indebærer en bevægelse væk fra navngivne og tydelige kilder i retning af ukendte kildestørrelser som ”man” og ”folk” og til journalisten som ekspert og dermed så at sige ”kilde for sig selv”.
Af samme grund er det interessant, at det faktisk kan lade sig gøre at skille rollen midt i mellem den refererende og den kommenterende journalistik i to. I de eksempler ovenfor, som er kategoriseret som hovedform 2, Den analyserende journalist, viser det sig, at det faktisk kan lade sig gøre at analysere sig frem til journalistiske slutninger på baggrund af navngivne kilder eller iagttagelser. Vel at mærke slutninger, som giver nyt perspektiv og overblik for seeren, men som samtidig holder sig indenfor den ”tilstræbt objektive” holdning til journalistik.
Et anderledes brud med denne grundopfattelse i journalistikken viser sig ved analysen af hovedform 3, Den bedømmende journalistik. Her er det tydeligt, at familieskabet med den kommenterende journalistik, får de deltagende journalister trukket over i mere subjektive bedømmelser og vurderinger. Ikke at der er noget galt med det – det er blot interessant at kunne konstatere, at det ret beset er et valg, som den enkelte reporter eller redaktionen tilsyneladende kan træffe. Set i et produktions- og brandingperspektiv ser det ud til at være stationernes svar på brugen af en ekspertviden, som altid er til stede i stationernes egen verden.
Søg
Læs mere
Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: