»Og Yvonne, hvordan er stemningen...?«

Offentliggjort 09/03/2004

Af Jørn Mikkelsen

Gæsten i studiet så pludselig meget forlegen ud, som om han godt kunne mærke, at den var helt gal. Så svarede han: »Det kan jeg jo ikke vide noget om. Hvis jeg vidste det, sad jeg ikke her!«

Anledningen til interviewet var statsministerens regeringsrokade samme dag. Det særlige var, at interviewofferet også var journalist, nemlig DR's egen politiske redaktør. Af ham ville oplæseren altså vide, om rokaden sikrer Anders Fogh Rasmussens genvalg om – måske – over et år. Det tjener den politiske redaktør til stor ære, at han her trods alt fik nok af tv-mediets seneste – og mest problematiske – påfund: At journalist interviewer journalist.

Snakken breder sig
Det griber om sig i et omfang, der er rent ud betænkeligt. Som oftest er det skruet sådan sammen, at oplæseren hjemme i studiet spørger den udsendte, der har taget opstilling foran en maksimalt pittoresk kulisse, hvordan det går, hvad meningen er, hvorfor og hvorfor ikke.

Det er sjældent noget, der bringer seerne og lytterne videre. Hovedparten af det, der siges, i disse kollegialt-kammeratlige snakker (netop ikke samtaler, og da slet ikke interviews) er ren staffage. Det kunne lige så godt være sagt hjemme fra studiet. Ikke sjældent har den udsendte tydeligvis lige nået at læse et par nyhedstelegrammer, før hun skal stille op.

Behov for action
Hele meningen er at tilfredsstille selve tv-mediets behov for action, drama, hyppige og hastige sceneskift. Det anses for at være for kedeligt, hvis en saglig og nøgtern information gives hjemme fra studiet. Det er alt for dræbende. Der skal bevægelse på drengen! Vi stiller om. Vi har vor udsendte på plads. Og Yvonne, hvordan er stemningen så i Timbuktu…?

Det er som hovedregel det, vi taler om. Hvordan er stemningen, Yvonne? TV-mediets forvaltere mener åbenbart ikke, at seere og lyttere kan kapere mere. De frygter kedsomheden, de lange, rolige forløb, fordybelsen. Nej, vi skal videre, hu hej, vi stiller om – og hvordan er så stemningen, Yvonne.

»Vi stiller om…«
Q/A hedder det i fagsproget – Questions and Answers. Oprindeligt interviewede man på normal vis en tredjeperson. Nu interviewer journalist journalist. Det er nemmere, man kender hinanden, spiller golf sammen. Det profilerer stationens egne folk. Det er opfundet i den angelsaksiske tv-verden og har bredt sig som en steppebrand som svaret på tv-mediets iboende utålmodighed.

Det giver ingen mening i sig selv. De oplysninger, der fremskaffes, har sjældent noget med den udsendtes fysiske placering at gøre. Højest bliver det til de nøje indstuderende sætninger om, at »jeg står her foran...«, eller »som man kan se her bag mig...«. Det er ren dramaturgi. Det er skuespil. Det skaber en illusion om høj aktivitet og pågående, udfarede adfærd at kunne »stille om«. Oplæseren hjemme i studiet forekommer stolt over al denne stillen om. Men journalistik bliver det aldrig.

Her taler vi ikke kun om indholdet af disse journalist/journalist-snakker. Vi taler om det groteske i, at tv-mediet hellere vil spørge sin egen journalist om, hvad han mener om statsministerens rokade, end at spørge statsministeren selv. Man fylder sendetiden med en væg-til-væg-kulisse af ligegyldig snak, husmands-spådomskunst og, rene spekulationer.

Man stiller om til Amalienborg Slotsplads, og de frysende udsendte bliver afkrævet svar på, hvad dronningen monstro nu vil sige i sin nytårstale. Så taler dronningen, nationen lytter og kigger med, og derpå stiller vi tilbage til de udsendte, der nu skal svare på, hvorfor dronningen nu netop sagde dét og ikke noget andet.

»Hvorfor gør præsident Bush det netop nu, Kim,« spørger oplæseren sin kollega i Washington i den meget venskabelige tone, der naturligt nok hersker mellem kolleger. Hvorfra skulle korrespondenten dog vide det.

»Hvad tror du, at Lykketoft vil gøre i morgen?«, spørges der videre. Igen: Hvor skulle den stakkels udsendte foran Socialdemokratiets partihovedkvarter dog vide det fra?

Journalisten som ekspert
Det er snak. Det er ikke journalistik. Det bliver det heller aldrig af den grund, at journalisten pludseligt får omdefineret sin rolle til at skulle være ekspert.

Normalt defineres journalistik som et job, der sigter på at indsamle og efterprøve informationer ved hjælp af kyndige mennesker. På Journalisthøjskolen huserer oven i købet – af mange andre grunde: desværre – den idé, at det ikke gør noget, at man ikke ved noget selv om et emne, bare man ved, hvor man kan få det at vide. Journalistens kerneydelse og -funktion er at skaffe oplysninger til veje og videregive dem i en tilstræbt nøgtern og værdifri form.

Men i Q/A-formen er det pludselig journalisten, der bliver ekspert. Nu er det pludselig ham, der er hovedperson. Det er ham, der udlægger teksten i stedet for at videregive, hvad andre mener. »Hvad tror du?«, bliver han pludselig spurgt, hvor vi altid har lært, at det er bedøvende ligegyldigt, hvad journalisten selv tror og mener.

Det er et voldsomt skred i journalistikken, og det er tydeligvis heller ikke alle tv- og radiojournalister, der endnu helt har fundet ud af, hvordan den nye rolle påvirker både deres selvforståelse og professionelle funktion.

De personaliserede nyheder
Formen går netop også ud over det tilstræbt værdifri og nøgterne. Selve samtalesituationen medfører en vis uformel tilgang til tingene, som faktisk er selve meningen. Tv-forvalterne frygter det stive tv, de formelle relationer, det omhyggeligt forberedte sprog. Det skal være direkte, uhøjtideligt, mundret og lige ud ad landevejen. Så forstår folk det bedre, er devisen.

Men det åbner så også for, at journalistens personlige sym- og antipatier skinner langt tydeligere igennem, fordi man i en tilstræbt afslappet hverdagssituation simpelt hen er mere "sig selv", viser mere af "sig selv" end i en mere traditionel journalistrolle, som tværtimod tilsiger, at journalisten som person skal holde sig så meget tilbage som muligt.

Tv-forvalterne er formentlig godt tilfredse. De vil netop gerne personalisere nyhederne. Hvis journalisten viser noget af sig selv – optimalt: kniber en tåre for åben skærm – anses det ikke sjældent for et scoop. Det er "levende" tv, hedder det så. Det drøner igennem skærmen. Det er kun godt, at seerne får et indtryk af, at der gemmer sig et rigtigt menneske bag mikrofonen, hedder det.

Det kan alt sammen være rigtigt nok. Men igen: Journalistik er det ikke. Det flugter med tidens tendens til personalisering af nyheder. Den slår igennem overalt i de æterbårne medier, ikke mindst i tv. Som seer er man jo sjældent i tvivl om, hvad TV-avisens oplæsere mener om dette eller hint, om præsident Bush eller Ariel Sharon. Det er den bekymrede panderynke, det forargede toneleje, det indignerede blik, som er så afslørende, fordi det er såre menneskeligt. Personlige sym- og antipatier er langt lettere at udrense i en skreven tekst. Men det værste er, at tv-mediets forvaltere ikke synes at have meget imod denne personalisering. I hvert fald har man ikke indtryk af, at der i tv-verdenen foregår nogen videre debat herom.

Redaktøren er væk
Problemet med Q/A-formen er endvidere, at den er direkte. Det udsendes, mens det foregår. Dermed ophæves for første gang i pressehistorien redaktørens mulighed for at redigere sit medie. I andre sammenhænge har redaktøren muligheden for at sige nej, for at påvirke, for at prioritere og vurdere. Det har redaktøren ikke ved direkte radio og tv. Hvor livsfarligt det kan være, så man med den nylige BBC-skandale, da journalisten Andrew Gilligan var direkte på og dermed havde frit spillerum for sine manipulationer og personlige angreb på den britiske premierminister. Det var ikke muligt for en redaktør at gribe ind, fordi redaktøren ved direkte udsendelser simpelt hen er ikke-eksisterende.

Derfor oplever man i dag, at de elektroniske mediers chefer, der burde tilsikre programmernes lødighed og kvalitet, i stedet for at agere fremadrettet har mere end nok at gøre med efterfølgende at forsvare sig mod kritik. Man reagerer i stedet for at agere. Redaktøransvaret har dermed fået en helt ny dimension. Redaktøren kan kun håbe og krydse fingre for, at medarbejderne holder sig på måtten i de direkte udsendelser. Efterfølgende kan redaktøren så forholde sig til udsendelsen – men da er det jo for sent. Journalisten har reelt gjort sig til sin egen redaktør. Det kan så koste efterfølgende, men da vil troværdighedstabet i forhold til seerne være sket.

Det er ikke gjort med at henvise til, at det som udgangspunkt kun er meget erfarne journalister, der inddrages i Q/A-formen. Det er principielt ligegyldigt, om det er en erfaren eller knap så erfaren journalist, der optræder. Men dertil kommer, at det griber om sig. Efter en tragisk busulykke i Tyskland blev der stillet om til en ung journalist, der "direkte" fik lov til at udstille sin uvidenhed om de meste elementære retsprincipper. Der er – kan man formode – nok også lidt segment-tænkning med ind over her. Hvorfor altid kun alle disse grånende mænd, når vi nu véd, at TV gerne vil være et ungdommeligt medie?

Et skråplan!
Alt i alt: Det er et skråplan uden lige, når det forvaltes, som det er tilfældet i dansk tv. Man kan skæve til tyske tv-kanaler og se Q/A-formen med egne journalister praktiseret på en langt mere afdæmpet, personligt tilbageholdende og nuanceret måde. Men bestemt også mere "kedeligt". Og det går jo ikke. Det er faktisk det, det hele handler om at undgå. Og så må journalistikken og alle dens fine, men "kedelige" principper klare sig, som det nu går.

Som Walter Cronkite sagde: Se så at få læst nogle aviser!

Søg

Få et tip om nye artikler og kurser:

• UPDATEs nyhedsbrev

 

• Ris og ros til webstedet