Document Actions
Fotojournalistikkens genrer: portræt og illustration
Offentliggjort 11/20/2003, senest redigeret 11/16/2004
BESKRIVELSE/DEFINITION: Definition af portræt
Et portræt defineres ved, at en eller flere personer frivilligt har indvilliget i at blive fotograferet. Der er en ”overenskomst” mellem fotografen og den eller de portrætterede om at lave et billede, der viser vedkommende.
Ved portrætter er det fotografen og modellen, der iscenesætter fotografiet - Det vil sige aftaler, hvor og hvornår fotografiet skal tages, hvor lang tid, der skal bruges osv. Det betyder, at et fotografi af en person for at være et portræt, altid er opstillet eller arrangeret i mere eller mindre grad.
Men derfor kan et portræt godt indeholde et unikt øjeblik eller have en snapshots-effekt. Et portræt kan også være taget i personens miljø og modellen behøver ikke kigge i kameraet. Det, der er forskellen fra reportagegenren, er, at situationen er planlagt og aftalt.
Forfatteren Rune T. Kidde. Foto: Miriam Dalsgaard, Politiken.
De bedste portrætter er ofte planlagt i forvejen. Fotografen har fundet den rette location, lys og så videre. Herefter arbejder fotografen på at fange et øjeblik hos modellen. Et øjeblik, der giver modellen personlighed og fotografiet en vinkel. Men det er stadig en arrangeret fotosession, altså et portræt.
Historisk baggrund
Allerede fra fotografiets oprindelse blev det brugt til at portrættere med. De store kameraer og lange lukkertider gjorde det umuligt at fotografere med aktion eller bevægelse, så den eneste måde, hvorved fotografer kunne lave menneskestudier på, var igennem portrættet.
Det var derfor nærliggende, at de første fotografer kastede sig over portrætfotografiet, og med lange lukkertider og meget stillesiddende modeller skabte portrætter, der var anderledes end datidens portrætmalerier. Kunstmalerne forskønnede ofte deres portrætter, så personerne kom til at ligne datidens skønhedsidealer. Her adskilte fotografierne sig, da de viste hvorledes folk rent faktisk så ud.
Det medførte stor utilfredshed blandt kunstmalerne, der indtil nu havde haft monopol på at gengive billeder af mennesker. Siden hen har portrætfotografiet lånt maleriets teknikker og virkemidler, og ændrer og forskønner også personer i stort omfang.
Effekter i portrætter
Ved portrætter er der videre grænser for brug af effekter, digital billedbehandling og så videre end der er i reportagegenren, hvor gengivelsen af virkeligheden (som tidligere beskrevet) er vigtig.
Rent faktisk er det ikke portrætfotografiet som genre, der sætter en grænse for brugen af effekter, men derimod den enkelte fotograf og mediet. Det er for eksempel helt almindeligt at ændre på portrætter til forsider på for eksempel livstilsmagasiner og dameblade - og det uanset, om det er modeller eller interviewede personer, der optræder på fotografiet. Det vil man ikke i samme grad opleve i dagbladene.
Affotografering af Euroman Maj 2003. Originalfoto (til venstre) til Euroman: Joakim Ladefoged.
Men også i mellem de forskellige dagblade og fagblade er der stor forskel på, hvad der er tilladt, når en person skal portrætteres. I lokalaviserne og i de mere traditionelle fagblade er der en tendens til, at portrætter ikke må indeholde fotografens fingeraftryk i form af effekter og så videre. Portrættet skal først og fremmest ligne personen.
Portrætter i medierne
I forbindelse med CFJE’s analyse af Herning Folkeblad og Politiken foretog vi en optælling af samtlige journalistiske fotografier i aviserne over en periode på en uge. Der blev bragt flest portrætter i begge dagblade. Ud af 410 fotografier i Politiken på en uge, var over halvdelen eller 217 fotografier portrætter. På Herning Folkeblad var det lidt mindre, nemlig 168 portrætter ud af 375 fotografier, knap 45 %.
Portrætter (og fotografier af andre mennesker) er vigtige i medierne, for det er er igennem øjnene og ansigterne, at læserne kan identificere sig med personerne i artiklerne. Men med store mængder af portrætter i medierne er det nødvendigt med blikfang og variation samt ikke mindst, at de er vinklet til artiklerne.
 | ||
| Den bosniske flygtning Haris Kadrispahic fotograferet med ti års mellemrum. Privatfoto fra skibet Norröna, Islands Brygge i København. Pludselig en dag ser Haris Kadrispahic skibet igen i Esbjerg, og han mindes sin første tid i Danmark. Læs eventuelt hele artiklen "Gensyn med fortiden". Foto: Jesper Balleby, Jydske Vestkysten. | ||
Portrætter uden ansigter
Et fotografi af en person, hvor læseren ikke kan se eller genkende personen, kan godt karakteriseres som et portræt alligevel.
Anonyme portrætter, hvor en person optræder i en artikel, men ikke kan eller vil genkendes, kan godt gengive nogle af personens karakteristika eller personens følelser. Forskellen på, om det er et portræt eller en illustration, er om det er personen fra artiklen eller en model.
Kendte personer kan portrætteres, så læseren sagtens kan genkende dem uden at se ansigtet eller øjnene. For eksempel Socialdemokraterne formand Mogens Lykketoft, der med sit karakteristiske skæg vil kunne genkendes i silhuet.
Aktive portrætter
Et grænseeksempel er et fotografi af en person taget under et pressemøde, under en reportage eller med papparazzi metoder. Fanget i det rette øjeblik, vil et sådant fotografi kunne ligne et portræt taget efter aftale med modellen. Men det er taget under reportage vilkår, og må derfor defineres som et reportagefotografi.
Flere amerikanske aviser skelner kraftigt mellem portræt og reportage. Så meget at forskellen står beskrevet i deres billedpolitikker, for eksempel på Sarasota Herald-Tribune og Tamba Tribune, der begge pointerer: ”portrætter…… skal ikke være fotograferet, så de får læseren til at tro, at øjeblikket er fanget spontant”.
Læs eventuelt en række billedpolitikker fra amerikanske aviser på www.poynter.org.
Definition af illustrationer
Illustrationer har samme regelsæt som portrætterne - og fotografen bruger til dels de samme arbejdsmetoder. Fotografen er ofte idemand og iscenesætter, og der er vide rammer for brug af effekter, billedbehandling og lignende - ligesom ved portrætterne. Forskellen er blot, at der ved illustrationer ofte er tale om ting eller steder fremfor personer. Optræder der personer i illustrationen, fungerer de som modeller og bliver synonym med en hel gruppe af den type personer – og en person i en illustrationen optræder ikke navngivet i artiklen.
Illustrationer kan være rene opstillinger, som f.eks. sortmalede pengesedler til en artikel om sort arbejde. Men en illustration kan også være et landskab, en vej eller lignende som skal passe til vinklen eller stemningen i en artikel. En sådan illustration kan sagtens være fotograferet fuldstændig dokumentarisk (registrerende).
Hvad med et billede af en vej, der skal lukkes eller en hus, der skal rives ned. Er det en illustration? Nej, det må i sagens natur være et nyhedsfotografi, også selvom det ikke indeholder levende personer. Men bruges fotografiet senere i en anden anledning, som arkivfoto, vil det have karakter af en illustration.
Illustrationernes funktion
"Det handler om at skabe visuelle stopklodser, som får læseren til at gå ind i artiklen", forklarer fotograf Søren Zeuth om ideerne bag sine illustrationer. "Et billede, som læseren har set 1000 gange før skaber sjældent nysgerrighed," fortsætter Søren Zeuth og bruger nedenstående fotografi lavet til Euroman som eksempel.
"Artiklen handler om hustruvold, og i stedet for at tage det traditionelle fotografi af en mand, der slår en kvinde, så prøvede jeg noget andet. Det fine kvindeøje er feminint, det store hænder er maskuline, bevægelsen og farven giver en visuel effekt," fortæller Søren Zeuth.
Læsernes opfattelse af portrætter/illustrationer
CFJE’s gennemgang af Herning Folkeblad og Politiken viste en forskel på portrætterne. I Herning Folkeblad var der en større tendens til at portrætterne blot skulle ligne personen, mens der i Politiken i større grad blev gjort brug af effekter til at skabe blikfang eller stemning i portrættet.
De adspurgte læsere på Politiken viste en stor indsigt i forskellen mellem, om et fotografi blev bragt i 1. sektion eller blev bragt i 2. eller 3. sektion, som for eksempel i Politikens Kultur- eller PS-sektioner. Politiken læser Suzanne Abecassis udtrykte det således: ”I 1. sektion skal der være mere seriøse fotografier”. Og Mette Brunberg supplerede: ”der er forskel på 1. og 2. sektion. I 1. sektion er det ok, at layoutet er mere rodet og nyhedspræget, mens 2. sektion gerne må være æstetisk lækker og fotografierne må gerne sprudle mere”.
Et eksempel på dette udsagn er to portrætter af Lars Henrik Schmidt, bragt i Politiken 20. september 2003. Det klassiske portræt i miljø blev af de 8 interviewpersoner betegnet som godt til artiklen, men traditionelt. Mens det andet portræt, hvor Lars Henrik Schmidt ifølge en af læserne, Mette Brunberg ”ligner en rockstjerne” blev betegnet som spændende og æstetisk lækkert. ”Og de to portrætter gør ikke hinanden overflødige”, sagde Annette Dinesen.
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: