Document Actions
Fotojournalistikkens genrer: Andre reportage-former
Offentliggjort 11/20/2003, senest redigeret 11/16/2004
BESKRIVELSE/DEFINITION:
Street-photography
Reportage, der skildrer hverdagens øjeblikke indfanget for eksempel på gadeplan kaldes street-photography eller gadefotografi på dansk. Opfinderen af ”the decisive moment” (det at fange et unikt fotografisk øjeblik) fotografen Henri Cartier-Bresson udførte denne disciplin til perfektion. Han kunne, nærmest dansende, bevæge sig rundt mellem menneskene på gaden og indfange intime øjeblikke.
Street-photography er reportage, hvor fotografen ikke har en aftale med de involverede i historien om, at de vil fotograferes. Fotografen udnytter sin ret til at fotografere personer i det offentlige rum til en historie om et bestemt sted (en by, en markedsplads og lignende) eller for at skildre bestemte følelser.
Blandt andre fotografer som Gary Winogrand og Costa Manos har været med til at videreudvikle denne form for reportage. Costa Manos bevæger sig, ligesom Cartier-Bresson, rundt mellem folk på gaden og fotograferer på tæt hold. Det giver en stor nærhed i fotografierne. Han forsøger i sit gadefotografi at blive ”usynlig” og fotografere hverdagens øjeblikke, uden at folk opdager ham.
Gadefotografi til en artikel om "Det delte Danmark". Foto: Søren Lorenzen.
Paparazzi fotografering
Ordet paparazzo (ental for paparazzi) er, ifølge Dansk Sprognævn, oprindelig navnet på en fotograf fra Fellinis film ”La Dolce Vita”. Fotografen i filmen havde specialiseret sig i at fotografere kendte mennesker. Fellinis inspiration kom fra en af virkelighedens fotografer, Tazio Secchiaroli, der i 1950’erne lavede ufordelagtige overraskelsesbilleder af kendte.
Læs eventuelt mere om baggrunden for ordet paparazzi hos Dansk Sprognævn, Nyt fra Sprognævnet nr. 4, 1997.
Søger man ordet paparazzi via Google på internettet, får man hovedsageligt links til sider, der viser fotografier af kendte personer fanget i mere eller mindre intime og private situationer. Men ordet bruges også på fest og party hjemmesider, når de private festfotografier skal beskrives.
Paparazzi fotografering adskiller sig fra street-photography ved, at den udelukkende beskæftiger sig med kendte personer, mens gadefotograferingen beskæftiger sig med almindelige mennesker og deres hverdag. Det ligger også i paparazzi fotograferingens stil, at fotografen enten er usynlig eller overrasker sine ”ofre”, så de ikke har mulighed for at sige fra over for fotograferingen.
Fotograf Lars Laursen, der tog det første fotografi af kronprinsesse Mary i Danmark i bil sammen med kronprins Frederik på Amalienborg Slotsplads, adskiller paparazzi fotografering fra anden nyhedsfotografering af kendte således: ”Når jeg fotograferer kendte, er jeg altid synlig for dem, og opfatter et samtykke. Paparazzi fotografen er ikke synlig”.
Ved paparazzi fotografering er der ingen indblanding fra fotografen, der således faktisk kan være ”fluen på væggen”. Paparazzi fotografering opfattes på grund af sit udtryk og sin arbejdsmetode næsten som en genre for sig selv. Men paparazzi fotografering er en form for reportage, udført uden de medvirkendes samtykke og eventuelt ved hjælp af specielt fotoudstyr – f.eks. lange telelinser eller kamera-telefoner. Ligesom i traditionelt reportagefotografi er det ved papparazzi fotografering forsøget på at fange det rigtige øjeblik og skildringen af (de kendtes) virkelighed og privatliv, der har betydning for, om fotografiet har værdi.
Affotografering fra Se og Hør nr. 37, september 2003.
Dokumentarfotografi
Inden for tv bruges begrebet dokumentar om et længerevarende indslag eller en serie af længerevarende udsendelser. I modsætning til en reportage, som i tv-mediet bruges om kortere indslag, gerne med en journalist og fotograf, der sender direkte fra begivenheden.
Sådan er det ikke i fotojournalistikken. Her bruge ordet dokumentar som et andet ord for reportage. Og en reportage behøver absolut ikke være noget kortvarende. Fotojournalistikken skelner ikke i begreberne reportage og dokumentar i tid, ligesom tv-mediet gør.
I flere engelsksprogede udgivelser om fotojournalistik bruges ordet documentary også i stedet for reportage. Nogle gange er der endda tale om såkaldte documentary news photos. Men med denne artikels definition af reportagegenren er det ikke nødvendigt at understrege det dokumentariske i et nyhedsfotografi.
På dansk bruges ordet dokumentarfotografi som en nuancering for ordet reportage. Nuanceringen består i, at dokumentarfotografi på dansk er en mere registrerende form for reportage. Dokumentarfotografier viser mere nøgternt et steds udseende.
Det vil være nærliggende at konstatere, at reportagefotografi er mere personligt og skarpere vinklet end det registrerende dokumentarfotografi. Men sådan behøver det absolut ikke at forholde sig. Fotograf Henrik Saxgrens mennesketomme dokumentarfotografier fra Gaza er, på trods af eller nok nærmere på grund af, deres registrerende form, meget historiefortællende og personlige.
Gaza 2001. Foto: Henrik Saxgren.
Feature
I den skrevne journalistik bruges ordet feature om mange forskellige typer af artikler, og er således mere en form end en genre.
Featuren betragtes ofte som artikler om bløde livsstilsemner, men Mikkel Hviid definerer i sin bog ”Fascinerende Fortælling” featuren som en artikel, der udnytter litteraturens fortællende teknikker, men er baseret på facts. Facts, der er vævet ind i konkrete scener og konkret liv, for derved at skabe en følelsesmæssig effekt hos læseren. Den skrevne feature adskiller sig fra den skrevne reportage ved at fortælle en historie, der peger ud over det konkrete tilfælde. Den skrevne feature kan godt formidle kompliceret stof.
Mikkel Hviids fortolkning af den skrevne feature kan ikke overføres på fotojournalistikken. Her bruges feature som et andet ord for reportage, ofte med den nuancering, at featuren er en reportage om blødere emner. Men fotojournalistikken adskiller ikke reportagen og featuren ud fra, om historien er et øjebliksbillede af det der var (reportagen), eller om historien rækker ud over det konkrete tilfælde (featuren) – ligesom den skrevne journalistik gør.
Selvom den fotojournalistiske feature ofte bruges som en kategori i fotokonkurrencer o.lign. er det ikke en genre for sig selv. Der er ikke noget, i forhold til fotografens arbejdsmetode, fotografiernes troværdighed eller læsernes opfattelse af fotografierne, der taler for, at en feature er en særskilt genre. Se for eksempel Jan Dagøs vinderserie i feature-kategorien ved Årets Pressefoto 2000/2001. Det er reportage!
Relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: