Fotojournalistikkens genrer: Reportage
Offentliggjort 11/20/2003, senest redigeret 10/06/2006
Af Søren Pagter
DEFINITION:
Definition af reportage
Et fotografi (eller en serie fotografier), der skildrer en situation, en persons (eller flere personers) handlinger, følelser eller lignende, fotograferet uden indblanding fra fotografen, er reportage.
I reportagegenren tilstræbes en troværdig gengivelse af virkeligheden. Derfor arbejder fotografen også så uafhængigt som muligt af de involverede i historien. Den fotojournalistiske reportage er, ligesom den skriftlige, et øjebliksbillede af det, der var, og er derved bundet af tid og sted.
Der kan dog sagtens være en aftale mellem den eller de involverede i reportagen og fotografen, om at de vil fotograferes. Men det er ikke det samme som, at de involveredes bevægelser, attituder og reaktioner bliver iscenesat af fotografen.
Plejehjem i Guatamala. Foto: Carsten Snejbjerg.
Historisk baggrund
Reportagefotografiet tog for alvor fart med Leica’s lancering af småbilledkameraet i Leipzig i 1925, (en væsentlig forskel fra de større kameraer, der anvender større filmtyper). Småbilledkameraet gav fotograferne mulighed for at arbejde tættere på begivenhederne, og derved opstod der en ny type af reportagefotografier – mere levende og tættere på virkeligheden. Fotografierne blev i stor stil præsenteret i billedmagasiner i Tyskland i 1930’erne.
Efter 2. verdenskrig kom reportagefotografiet for alvor til USA, hvor LIFE (det billedmagasin, der blev synonymt med reportagefotografiet) og dets fotografer ”opfandt” den klassiske fotoreportage. Den var bl.a. karakteriseret ved, at en billedhistorie som minimum skulle indeholde 8 typer fotografier:
- En introduktion eller et oversigtsbillede.
- Et fotografi taget på middelafstand med fokus på en aktivitet eller en gruppe personer.
- Et close-up.
- Et portræt.
- Interaktion. Personer, der samtaler eller er i aktivitet.
- Et øjebliksbillede, der opsummerer historien.
- En sekvens, altså en serie af sammenhængende fotografier.
- Et afslutningsbillede.
(kilde: Photojournalism af Kenneth Kobré)
Ved at arbejde ud fra disse 8 typer af fotografier sikrede LIFE en visuel variation i fortællingen af historien.
LIFE’s klassiske fotografiske reportage tog udgangspunkt i virkelighedens øjeblikke og blev hurtigt populær hos læserne, fordi den afløste fotografier, der indtil da var opstillede situationer og havde til formål at bekræfte artiklerne.
Forskellige måder at lave reportage på
Life magazines skabelon holder og bruges den dag i dag, da den er et arbejdsredskab, der kan sikre en variation, når fotojournalister skal sammensætte flere fotografier til en serie. Men skabelonen er ikke længere den eneste måde at lave reportagefotografi på. Reportagegenren er ikke en ensartet mængde af fotografier. Genren defineres som ovenstående, men måden at fotografere på varierer og giver derved vidt forskellige udtryk.
For eksempel har farvefotografiet og ikke mindst muligheden for at gengive farvefotografier såvel på tryk som på internettet medført en anden type reportager end de klassiske sort/hvide. Med farverne som en ekstra element til historien kan fotograferne nu skabe andre stemninger, fortælle mere nøjagtigt om steders udseende, bruge farverne som blikfang og meget andet.
Skovens dag. Foto: Jesper Balleby, Jydske Vestkysten.
De forskellige udtryk kan placeres på Oddleiv Apneseth’s model, således at der længst til venstre er det meget registrerende og objektive fotografi, som så bliver mere og mere subjektivt (personligt). Det formulerede en af LIFE’s berømte fotografer, W. Eugene Smith allerede lige efter 2. verdenskrig, hvor han skrev: ”De som tror, at en fotografisk reportage er objektiv, har en total mangel på forståelse af problemerne og arbejdsmetoderne inden for dette fag. Den journalistiske fotograf kan ikke have andet end en personlig tilgang, og det er umuligt at være fuldstændig objektiv. Reel- ja! Objektiv – nej!”
Fluen på væggen
Det er stort set umuligt for en fotograf at være ”fluen på væggen” og ikke ved sin tilstedeværelse at have indflydelse på den begivenhed, han eller hun fotograferer. Alle folk reagerer mere eller mindre, når der er en fotograf til stede.
For eksempel i et konfliktområde, hvor borgerne først sørger teatralsk, når fotograferne ankommer. Eller tilfældet med lokalpolitikeren, der straks hilser venligt på en pensionist, når dagbladets fotograf dukker op. Sådanne historiers troværdighed og værdi har altid været diskuteret inden for det journalistiske fag.
Ifølge denne artikels definition af reportagegenren er der stadig tale om reportage, for personerne udførte deres handlinger uden indblanding fra fotografen. Det er så fotografens opgave at overveje, om han eller hun vil bruge fotografiet til historien.
En skrivende journalist kan iagttage personer og begivenheder på afstand og derved i højere grad være ”fluen på væggen”. Men en fotograf skal oftest være tæt på personerne for at lave nærværende og troværdige reportagefotografier, og kan derfor ikke undgå en vis indflydelse på historien.
Arrangerede begivenheder
Planlagte begivenheder som pressemøder, rejsegilder og så videre bliver i sagens natur også dækket af fotografer. Og selvom personerne i begivenhederne ofte stiller sig frem og poserer for fotograferne, er der stadig tale om reportage, for begivenheden foregår i virkeligheden og fotograferne forsøger at skildre denne virkelighed.
Ved arrangerede begivenheder er det også øjeblikket og derved fotografiets vinkel på historien, der giver fotografiet værdi. Et fotografi taget af en eller flere personer under en planlagt begivenhed er også reportage.
Pressemøde i forbindelse med forlovelsen mellem Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik. Foto: Claus Lunde, Ekstra Bladet.
Iscenesættelser
Et grænseeksempel inden for reportage er, når fotografen beder den eller de involverede om at udføre en bestemt handling for at lave et fotografi fra et sted eller en begivenhed.
Ved at bruge de rigtige fotografiske virkemidler og fange det rigtige øjeblik vil fotografiet ligne et reportage foto, og det vil også opfattes som sådant af læserne. Men det er i princippet en illustration eller en iscenesættelse, for et sådant fotografi lever ikke op til definitionen: I reportagegenren tilstræbes objektivitet og en troværdig gengivelse af virkeligheden. Det gælder, uanset om iscenesættelsen foregår i forbindelse med en ”ufarlig” lokal artikel eller under rapportering fra et af verdens brandpunkter.
Hvis personerne nu plejer at foretage handlingen, og fotografen bare bad dem om at gøre det igen ?
Det er et af de tilfælde, hvor læserne må gøre op med sig selv, hvor meget de tror på fotografen og på det medie, som offentliggør de pågældende fotografier. Når læserne afkoder reportagefotografiet i dagbladene vægter de gengivelsen af virkeligheden højt (jævnfør CFJE’s læseranalyse). Viser det sig, at fotografiet ikke opfylder dette, er det ikke genren, der er problemet, men derimod fotografens eller mediets etik. Som avisen Tampa Tribune fra USA slutter dens etiske regler for fotojournalistik: ”Læsernes øjne kan bedrage dem, men det skal avisen ikke” (oversat af red.).
Læs eventuelt artiklen ”Umuligt at være fluen på væggen”, der refererer fotograf Joakim Ladefogeds holdning og viser nogle eksempler på hans fotografier.
Læsernes opfattelse af reportagegenren
Ifølge CFJE’s læseranalyse lavet i efteråret 2003 i samarbejde med Herning Folkeblad og dagbladet Politiken tillægger læserne reportagefotografier stor troværdighed. Ud af de knap 300 besvarelser, CFJE fik fra Politikens læsere opgav cirka 19 procent ord som troværdighed, sandhed, virkelighed og lignende, da de med egne ord skulle beskrive, hvad der er vigtigt for et godt avisfotografi. Læsernes besvarelser fordelte sig i fire store hovedgrupper, hvor de andre var blikfang, fortælle en historie/følelser/stemning og sammenhæng med artiklen. Nogle læsere opgav flere begrundelser for hvad, der gør et godt avisfotografi.
I CFJE’s efterfølgende interviewrunde med 8 Politiken læsere udtrykte de alle vigtigheden af en så god gengivelse af virkeligheden som muligt, når det gjaldt reportage. Som Jens Henrik Eilertsen udtrykte det: ”et fotografi skal afspejle det, der var. Fotografen må gerne vinkle sin historie i rum, men ikke i tid ” (ikke sammensætte begivenheder, der ikke fandt sted samtidigt – red.).
Jens Henrik Eilertsen (med avisen) i samtale med to andre Politkenlæsere, Mette Brunberg og Stephan Sembt. Foto: Søren Pagter
Relevante kilder: