Document Actions
Forskerne i medierne
Offentliggjort 11/13/2003, senest redigeret 08/24/2005
Dagspressens brug af forskere 1961-2001
UDVIKLINGSTENDENSER: Det er en udbredt opfattelse, at eksperter i de senere år har fået en stigende indflydelse i samfundet og specielt i medierne. Og det bliver sjældent beskrevet som en positiv udvikling. Mest prægnant kom synspunktet til udtryk i Anders Fogh Rasmussens nytårstale til nationen ved overgangen til 2002. Han talte om det ”eksperttyrani, der risikerer at undertrykke den frie folkelige debat” og sagde, at ”vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne”. Ironisk nok bragte Berlingske Tidende den 2. januar 2002 på samme side, som den optrykte statsministerens tale, en artikel, hvor en professor vurderede talens retoriske kvaliteter. Artiklen havde følgende overskrift: ”Professor: Dygtig fremført tale”
Undersøgelsen
Som et led i Magtudredningen er der gennemført en undersøgelse af avisernes brug af eksperter i perioden fra 1961 til 2001. Hensigten har været at finde ud af, om den generelle fornemmelse af den øgede brug af eksperter er rigtig, og om der er sket ændringer i den måde, hvorpå eksperterne inddrages.
Undersøgelsen, der er gennemført af Erik Albæk, Peter Munk Christiansen og Lise Togeby, ser på dagspressens brug af forskere, som er ansat på uafhængige forskningsinstitutioner, og det vil i hovedsagen sige forskere, der er ansat på universiteterne og andre højere læreranstalter og på sektorforskningsinstitutionerne. Vi har registreret alle artikler i Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende, hvori der omtales forskere i perioden 15. januar til 14. februar i årene 1961, 1971, 1981, 1991 og 2001.
Den overordnede udvikling
Undersøgelsens hovedresultater er meget klare, idet der er sket en ganske betydelig vækst i antallet af artikler, hvori der indgår eksperter eller forskere. Hvor vi i 1961 har registret 61 artikler i de tre aviser i den undersøgte måned, blev der registreret 441 artikler i 2001. Der er altså 7 gange så mange artikler ved periodens slutning som ved periodens start. Sagt på en anden måde, hvor læserne i 1961 knap kunne risikere at støde på en enkelt forsker i hver avis, kan de i 2001 regne med at møde omkring 5 forskere i hver avis.
Imidlertid ved vi, at aviserne er blevet større i løbet af perioden. Og flere artikler må også med stor sandsynlighed give flere artikler med eksperter. Men også når man korrigerer for væksten i antallet af artikler, stiger brugen af forskere. Udviklingen er i figur 1 vist ved hjælp af to kurver, hvor den stejleste viser den umiddelbare vækst i antallet af artikler, mens den noget svagere stigende kurve viser væksten i antallet af artikler set i forhold til det samlede antal artikler i aviserne. Relativt set er der altså ”kun” sket lidt over en tredobling i brugen af eksperter. Figuren viser i øvrigt også, at langt den største stigning er sket i løbet af 1990’erne, idet der i denne periode alene er sket næsten en fordobling.
- Figur 1. Væksten i antal artikler med forskere. Indekstal med 1961 som 100.
Den øverste kurve viser væksten i antal artikler med forskere. Den nedre kurve viser væksten i antal artikler med forskere set i forhold til det samlede antal artikler i aviserne.
Hvem er forskerne?
I 1961 handlede de artikler, hvor der blev omtalt forskere primært om sputnikker, broer og om den påståede opfindelse af et sandhedsserum. Det er derfor ikke overraskende at det primært optrådte naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige forskere i aviserne. Derimod møder man ikke mange humanister eller samfundsforskere. Det kan naturligvis skyldes de konkrete sager, der var på dagsordenen i januar-februar 1961, men det skyldes nok snarere, at forskerrollen blev opfattet på en anden måde i begyndelse af 1960’erne, end den bliver i dag. Videnskabsmænd, som man kaldte dem den gang, udtalte sig om deres fag og kun sjældent om den almindelige samfundsudvikling.
Hvis man undersøger, hvilke sager der var på den politiske dagsorden i 1961, viser det sig, at der var mange samfundsspørgsmål, som i dag ville påkalde sig en kommentar fra en samfundsvidenskabelig ekspert: Overenskomstforhandlingerne var netop på dette tidspunkt ved at bryde sammen, der var mange diskussioner om relationerne mellem EFTA og EF, der blev fremsat forslag til en ny forsorgslov (en forløber for bistandsloven), og der var forslag om ændring af valgretsalderen. Men intet af dette fik, som det fremgår af figur 2, journalisterne til at hente kommentarer fra samfundsvidenskabelige forskere.
- Figur 2. Antal forskere opdelt efter videnskabeligt hovedområde
Figur 2 viser meget tydeligt, at ikke blot er der sket en vækst i antallet af eksperter i aviserne, der er også sket en ændret fordeling mellem de forskellige typer af eksperter. Set over hele perioden er det forskere med naturvidenskabelig og sundhedsvidenskabelig baggrund, der er steget mindst. Det var så i øvrigt de to fag, der havde flest repræsentanter i aviserne i 1961. Til sammenligning er de samfundsvidenskabelige forskere steget eksplosivt. Der er sket mere end en 20-dobling. De samfundsvidenskabelige forskere hørte man ikke meget til i 1961, men de dominerer billedet i 2001. Humanisterne har i hele perioden indtaget en forholdsvis beskeden plads, idet de har udgjort mellem 9 og 13 procent af de omtalte forskere.
Figuren synes at afspejle to forskellige mekanismer. For det første varierer brugen af eksperter med, hvad der sker i verden. Når russerne opsender en sputnik, konsulterer man naturligt nok naturvidenskabelige eksperter, og når der er krig i Golfen, som der var i 1991, anvender man mange samfundsvidenskabelige forskere. Men for det andet synes der at være en overordnet tendens i retningen af, at man i forbindelse med flere og flere spørgsmål finder det relevant at skaffe kommentarer fra samfundsvidenskabelige forskere. Det tyder på, at der enten er sket ændringer i mediernes efterspørgsel efter eksperter eller i forskernes villighed til at udtale sig eller i begge dele.
Hvad udtaler forskerne sig om?
Den stærke udvikling i antallet af ekspertkommentarer kunne også tyde på, at forskerne bliver brugt til andre ting i 2001, end de blev i 1961. Analysen viser da også ganske rigtigt, at hvor forskerne i begyndelsen af perioden primært bidrog med forskningsformidling, dvs. med kommentarer til egen eller andres forskning, udgør forskningsformidlingen gennem årene en stadig mindre andel af forskernes optræden i aviserne. Til gengæld optræder mange forskere med generelle kommentarer til politiske beslutninger eller andre begivenheder.
Dette gælder dog ikke i samme omfang alle faggrupper. I 2001 falder de fire faglige hovedområder i to grupper. I den ene gruppe er de ”hårde” fag, natur-, sundheds- og jordbrugsvidenskaberne samt de tekniske fag. De anvendes stadigvæk helt overvejende til at udtale sig om egen eller andres forskning, dvs. til forskningsformidling. Den anden gruppe består af samfundsvidenskaberne og humaniora, som kun sjældent kommenterer på egentlige forskningsresultater. I stedet kommenterer de på små og store begivenheder i det danske samfund.
For 30-40 år siden var det i meget høj grad forskernes vidensproduktion, der gav grundlag for, at pressen interesserede sig for universiteternes eksperter, mens det i dag i højere grad er samfundsmæssige begivenheder, der skaber en efterspørgsel efter ekspertkommentarer. En række sociale, økonomiske, tekniske og sundhedsmæssige problemer bliver i stigende grad ”ekspertliggjort” eller ”videnskabeliggjort”. Politik, børneopdragelse, narkotika og madvarer – alle eksempler på problemer, der optager en normalt samfundsinteresseret borger – bliver i dag diskuteret i aviserne under inddragelse af eksperter.
Gør det noget?
Der kan ikke være nogen tvivl om, at der på mange områder er et ægte behov for forskernes vurderinger. Borgerne bombarderes med nyheder, rapporter, undersøgelser, beretninger, som er udarbejdet af ministerierne, af offentlige kommissioner, internationale organisationer, erhvervsorganisationer, fagforeninger, patientorganisationer, banker og konsulentfirmaer. Ministrene fremsætter hvert år i hundredvis af lovforslag. og politiske og administrative beslutninger er hele tiden under udarbejdelse, beslutning eller implementering.
I alle disse tilfælde kan det være relevant at inddrage forskere som kommentatorer. Forskerne kan være med til at vurdere lødigheden af forskellige undersøgelser og argumenter og det fornuftige i politiske og administrative beslutninger. Forskeren kan bidrage til samfundets øgede selvreflektion. Det er derfor i mange henseende en positiv udvikling, at forskerne er kommet ud af elfenbenstårnet og har blandet sig i døgnets politik. Men der er også farer forbundet hermed. Man kan for det første spørge, om eksperterne hermed har fået mere magt, og om de evt. har fået for megen magt. Man kan også spørge, om der er demokratiske problemer forbundet med den udvidede brug af eksperter i den offentlige debat, og man kan endelig spørge, om den ændrede forskerrolle har negative konsekvenser for forskerne selv.
Det er således et problem, hvis den hyppige brug af eksperter i medierne får det til at se ud, som om politiske spørgsmål kan afgøres på et videnskabeligt grundlag. Viden styrker den politiske og offentlige samtales kvalitet. Men grænsen mellem positiv viden om en sags rette forhold og de politiske konsekvenser heraf kan være svær at drage. Det er ødelæggende for den politiske debat, hvis forskernes bruges til at eskpertliggøre politiske spørgsmål, dvs. til at skabe det indtryk, at værdi- og interessekonflikter kan afgøres på grundlag af særlig faglig indsigt.
Et hermed beslægtet problem opstår, når den udstrakte brug af eksperter kommer til at betyde, at den offentlige debat føres i et mandarinsprog, som kun deles af nogle få indviede, nemlig beslutningstagerne, medierne, forskerne og de øvrige professionelle brugere af medierne. Den udstrakte brug af forskere, når pressen behandler brede emner, som i princippet kan interessere hele befolkningen, kan fremme den opfattelse, at disse emner er sager for de få, og at den brede befolkning ikke har tilstrækkelig indsigt i sådanne emner til at deltage tilstrækkeligt kvalificeret i debatten herom. Det er ikke en ligegyldig udvikling i et demokratisk perspektiv.
Løsningen er naturligvis ikke, at forskerne genopbygger elfenbenstårnet og trækker sig fornemt tilbage fra den offentlige samtale. Forskerne har en forpligtelse til at bidrage til samfundsdebatten med den viden, som de besidder. Men der er behov for en debat om forholdet mellem forskere og medier.
 | Om Magtudredningen Magtudredningen er et forskningsprogram, der er sat i gang på foranledning af Folketinget, og som har til formål at analysere det danske folkestyres situation ved overgang til det 21. århundrede. Magtudredningen ledes af en uafhængig forskningsledelse bestående af Lise Togeby (formand), Jørgen Goul Andersen, Peter Munk Christiansen, Torben Beck Jørgensen og Signild Vallgårda. Arbejdet med Magtudredningen startede i 1998, og der er i dag igangsat omkring 75 forskellige projekter. Arbejdet forventes afsluttet i 2003. www.ps.au.dk/magtudredningen | |
Relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: