Document Actions
Hallo, er det hos politiet?
Offentliggjort 09/11/2002
Om den mest rutineprægede del af arbejdet på en politiredaktion - rundringningen til politiet - og kampen for at bevare distancen
BESKRIVELSE/ERFARING: Er der sket noget?
Så primitivt formulerer man på politiredaktioner spørgsmålet til de vagthavende, inspektører, kommissærer eller andre, der hos ordensmagten er bemyndiget til at besvare henvendelser fra pressen.
Det er ingen kunst at referere politiet for oplysninger om, at fem unge blev kørt på hospitalet efter et slagsmål på restaurant Det Blå Øje, eller at en cyklist blev kørt ned af en højresvingende bulldozer.
Det er et håndværk, og der er visse tommelfingerregler: Man skal undgå at dømme de involverede. Visse etiske grundregler skal overholdes. Man skal være præcis. Detaljerne skal med, ellers lever historien ikke.
Men det mest krævende aspekt af jobbet som politireporter er at undgå at blive en del af politiet.
Samfundsgavnligt mikrofonholderi
I en masse situationer er politireportere ordensmagtens forlængede arme - når vi bringer signalementer af voldtægtsforbrydere, advarer mod falske pengesedler, oplyser om spærrede veje og skriver om maskerede røvere på flugt. I denne forbindelse har jeg intet imod rollen som mikrofonholder for politiet.
Det er samfundsgavnlig virksomhed.
Kilden udelades alt for tit
Desværre volder det for nogle journalister vanskeligheder at fortælle, hvorfra de har deres oplysninger. I alt for mange politihistorier udelades kilden.
Også når det gælder de korte registrerende historier, som fiskes frem under rundringningen.
Man skjuler over for modtagerne, at journalisten (også i dette tilfælde) ser på hændelsen gennem myndighedens øjne. Men skriver man "mener politiet", "ifølge politiet" og "oplyser politiet", kan læseren ane, at der muligvis er en anden version af historien.
Det er til citat
Det er elementært, men jeg nævner det alligevel: Det er vigtigt, at journalisten beskytter den vagthavende eller andre mod at få ørerne i maskinen, hvis han eller hun fortaler sig - bevidst eller ubevidst. Over for andre (i politiet eller andre steder) afsløres kilden naturligvis ikke.
En del politifolk er sig meget bevidste, at det, de siger til pressefolk, kan stå på forsiden af næste dags avis. Disse mennesker har ikke behov for nogen særlig omsorg. Andre politifolk er anderledes. De tror, at de kan sige hvad som helst uden at blive citeret. Over for dem må journalisten tænde lysene på landingsbanen og fortælle, hvornår det er alvor. Efter snak frem og tilbage må journalisten skære igennem: "Jeg vil skrive en historie om blablabla, og nu vil jeg spørge dig, om...” Eller man kan sige: "Nu tager jeg fat i kuglepennen..."
Hold fast i detaljer
Under snakken i telefonen er det vigtigt at høre godt efter. Hvis der er antydning af et forbehold om en oplysning, så hold fast i det.
Nogle politifolk sjusker med detaljerne - barnet på bagsædet af den forulykkede bil var en pige, "tror jeg nok". Men vi vil ikke løbe med en halv vind. Og som journalister står vi os godt ved at pointere, at det, som politimanden siger, er udtryk for det foreløbige billede af en hændelse. Lad være med at overfortolke hans oplysninger.
Politiet har ikke altid ret
Det hører til blandt grundreglerne at spørge, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelsen. Men ofte vil politiet ikke ud med sproget. Så skriv dog det.
Dette forbehold - at vi ikke om morgenen kan dømme samtlige nattens anholdte som skyldige - er vigtigt af flere grunde. Igen og igen viser det sig, at sager ikke kan holde, når det kommer til stykket. Hver uge beslutter anklagemyndigheden sig for at droppe eller modificere sigtelser mod borgere.
Men hvis offentligheden af journalisterne får det indtryk, at samtlige anholdte er skyldige i det, de sigtes for af politiet - ja, så må det naturligvis chokere, når de får at vide, at en sag alligevel ikke holder.
En af årsagerne til det mægtige postyr i Plejebo-sagen var netop, at pressen ikke tydeligt nok fortæller befolkningen, at der er noget, der hedder anklagemyndigheden. Og at dens opgave er at vurdere, om politiets efterforskning kan holde til en tiltale. Hvad den altså langt fra altid gør.
Afstand til politiet er vigtigt
Det daglige møde i telefonrøret kan sløve journalistens journalistiske sanser. For en udenforstående kan samtalen nogle gange lyde som en hyggesludder mellem to gamle skolekammerater. Der ævles løs om vejr, vind, havearbejde og politik. Det lyder ikke som en vagtsom journalists grundige udspørgen af ordensmagten.
Hvordan journalister håndterer den daglige kontakt er meget individuelt. Selv forsøger jeg at holde afstand også i forhold til de politifolk, jeg taler godt med. Er forholdet blevet for venskabeligt, kan journalisten få svært ved at gøre sit arbejde ordentligt. For eksempel når han skal ringe til sin kammesjuk på stationen og spørge, hvorfor denne tre gange har afvist at tage imod anmeldelser om vold.
Andre kilder er også legitime
Der kan være behov for at vænne enkelte af de vagthavende i politiet til, at den tilsyneladende rare fætter i røret også taler med andre end politifolk. At journalisten også veksler ord med folk, der har været anholdt og med deres advokater. Og refererer dem for holdninger, som eventuelt kan indeholde kritik af politiet.
Politimandens tone kan blive noget kølig eller sarkastisk, når han opdager, at journalisten dyrker den slags sidespring. Så må reporteren være opdrageren og minde politimanden om de roller, vi har.
Men som nævnt er det vigtigt at holde afstand. Selv om du har talt med kommissær Larsen hundredvis af gange, og selv om du kender navnet på hans cockerspaniel - så bør Larsen være på dupperne, når du ringer. Han skal være en smule usikker på dig. Hvis det forholder sig sådan, er du (nok) ikke i lommen på politiet.
Afsmitning og kampagner
For rundringeren er det gavnligt at kende til politiets arbejdsforhold – og til den forståelige tendens til at rubricere borgerne. Der findes stereotyper som "autonom", "rocker" og "anden generationsindvandrer". Journalisten bør være forsigtig med bevidstløst at overtage den slags klistermærker.
Rundringningen kan blive interessant, når politimanden udtrykker en holdning: Det er for galt, at så mange arbejdsgivere forlanger en ren straffeattest. Eller: Længere straffe virker ikke afskrækkende. Eller: Sikkerheden er elendig i fængslet i X-købing.
Den type historier med debat og retspolitisk indhold kan det være spændende at lave, men i visse situationer er bemærkninger om det ene eller det andet ikke bare et spontant udslag af den enkelte politimands almindelige engagement.
Det kan også være nøje planlagte indslag i en kampagne, som har til formål at ændre loven. Og hvis det medie, politireporteren sidder på, også er til kampagner, ja, så kan det ikke gå galt. Eksempel: Den lettere adgang til udvisning af udlændinge for narkosalg blev til virkelighed efter fælles anstrengelser af Københavns Politi og Ekstra Bladet.
For en ordens skyld: Kampagner kan være meget berettigede. Her advarer jeg blot om, at kilderne af og til har en plan i baghovedet, når de taler med pressen.
Grundlovsforhør må ikke smutte
Et godt spørgsmål under rundringningen drejer sig om, hvorvidt politiet har anholdte, der skal fremstilles i grundlovsforhør. Også fordi politiet i en del tilfælde ønsker at holde anholdelser og/eller grundlovsforhør hemmelige. De fleste politireportere har oplevet at blive snydt. "Det var en smutter," kan forklaringen dagen efter lyde.
Forløbet i en drabs- eller røverisag er typisk sådan her: I begyndelsen får pressen mange informationer, fordi politiet behøver hjælp fra offentligheden til opklaringen. Men efter nogen tid kryber efterforskerne ind i sneglehuset. Og i flere sager er det hændt, at de først siger noget om en anholdelse på et så sent tidspunkt, at journalisten ikke har mulighed for at møde frem til grundlovsforhøret. Konsekvensen er, at journalisten ikke kan viderebringe den sigtedes forklaring.
Efter ændringen i retsplejeloven, som giver journalister ret til at protestere mod dørlukning og navneforbud, er fortielsen en alvorligere sag. For så forhindres journalisterne i at udøve deres rettigheder – hvilket ofte er mest relevant ved grundlovsforhør.
Som modtræk kan journalisten derfor som en ny rutine hver morgen ringe til retten for at høre, om der er planlagt grundlovsforhør. Men det burde ikke være nødvendigt.
Politiet på slingrekurs
Under rundringningen vil journalisten af og til opleve, at politiet ikke holder en fast kurs, når det gælder videregivelse af informationer. Forskellene findes både inden for samme politikreds og fra station til station. Man slingrer og giver kun information om visse grundlovsforhør og ikke om andre. I nogle drabssager vælger politiet at holde navnet på offeret hemmeligt. Og når det gælder røverier, har enkelte politikredse besluttet at hemmeligholde oplysninger om udbyttets størrelse (hvilket trods ikke lader sig gøre under domsforhandlingen i retten).
Endelig er politiet begyndt at bruge oplysninger i en verserende sag som et slags betalingsmiddel til at skaffe sig omtale i de særlige udsendelser på DR og TV2 om kriminalitet. TV-selskaberne får førsteret til visse oplysninger, og så må journalisterne på de øvrige medier pænt vente på, at programmet ruller hen over skærmen.
Forskelsbehandling og studehandler er en udfordring. Over for politifolkene må journalisterne stritte imod. Det er ikke holdbart med den slingrekurs. Fordi usaglige hensyn kan komme til at bestemme, om eller hvornår politiet giver oplysninger om en sag.
Systematisk kontrol
De vigtigste sager har vi pligt til at holde øje med. På Ritzau fører vi et slags bogholderi med en bunke høresager. Hvad blev den sigtede forretningsmand i bedragerisagen egentlig anklaget for? I hvor lang tid sad den unge fyr isoleret i røverisagen? Hvornår kommer drabssagen for retten? Hvad blev bødekravet til det rederi, hvis skib lækkede olie i Lillebælt?
Papirerne lægges frem til bestemte datoer, hvor man skal høre, om der er noget nyt. På den måde har vi af og til andre spørgsmål under rundringningen end "Er der sket noget?"
Systemet sikrer, at vi kan lave nyheder. Og at vi kan udøve noget, som nogle i politiet og anklagemyndigheden opfatter som kontrol. Her er det journalisten, der tager initiativet. Her får vi mulighed for at krybe ud af politiets lomme.
Omtalte institutioner:
Relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: