Document Actions
Må jeg gerne pille?
Offentliggjort 08/29/2002, senest redigeret 04/19/2005
En ydmyg gennemgang af de etiske farer i manipuleret fotografi
DISKUSSION/EKSEMPEL:
| Illustrer "Export af danske erhvervsuddannelser til USA" sagde redaktøren, og jeg kunne fornemme at han ikke engang blinkede. En stemme i baghovedet fortalte mig, at han burde have ringet til en tegner. Højt sagde jeg, at det skulle jeg nok lige bruge lidt tid til, men at der skulle nok komme noget. Freelanceren i mig havde nemlig hvisket, at ungerne skulle have mælk på deres havregryn. Efter en del vandren frem og tilbage, fandt jeg mig selv liggende på stuegulvet med en bunke Playmobil. Redaktøren ringede grinende, da han havde fået mine dias. |  |
Det handler om troværdighed
Det er blevet noget nemmere, siden jeg lå under sofabordet badet i flash-anlæggets skær. Problemet er dog stadig det samme: Vi skal i højere og højere grad illustrere begreber. Her kommer billedbehandlingsprogrammer som Photoshop som en frelsende engel og redder opgaver, der ellers kunne forekomme håbløse. Og det er egentlig helt fint. Fotografer har fået et bredere sprog. Vi er blevet i stand til at udtrykke os mere nuanceret og med en finere pensel. Samtidig rummer det digitale vidunder en meget stor fælde: Faren for at miste troværdigheden. I den skrevne journalistik har det altid været underforstået, at tekst er noget der kan manipuleres. Fremhæv en del af historien og nedton en anden. Sværere er det ikke. Læseren ved det, og journalisten ved det. Sådan har det bare ikke altid været med fotografi.
Billedet har indtil nu været betragtet som uafviselig dokumentation. Jeg ved godt, at der er alt for mange eksempler på det modsatte, men i den almindelige læsers øjne har det været sådan. Vores eksistensberettigelse som fotojournalister ligger blandt andet i, at læseren ved, at det, som hun ser, er det, vi har set. Og sådan skal det helst blive ved med at være.
Fra pensel til Paintshop
Manipulation af billeder er bestemt ikke nogen nyhed. De klassiske malere forskønnede folk på de bestilte portrætter. I Mao's Kina var der ansat 80 mand til at retucherer billeder af Den store Rorgænger. I det hele taget har alle mulige politiske retninger brugt manipulerede billeder i deres propaganda. Et helt klassisk eksempel er da Trotskij faldt i unåde i Sovjetunionen: Man fjernede ham fra det billede, hvor Lenin holder tale. De glemte bare at fjerne fødderne. Med den digitale teknik var den slags små "uheld" aldrig sket. Et af de mere underholdende eksempler er fra Svend Aukens besøg i Nordkorea. Landets store leder Kim Il Sung skulle på alle måder fremstå som værende stor. Derfor havde man på det officielle billede fra besøget kortet underbenene af Svend Auken. Billedet af den amputerede lange mand er ufrivilligt komisk.
Med det digitale mørkekammers indtog i fotografiet er manipulationerne blevet mere raffinerede, men ikke nødvendigvis mindre kvalme. Prinsesse Diana gik især ifølge den kulørte del af pressen grueligt meget ondt igennem. En redaktør på et europæisk ugeblad følte ikke, at han havde det billede, der kunne illustrere hendes ulykke. Altså fik han konstrueret et portræt af prinsessen, hvor to nydelige tårer triller ned af hendes kind. Det blev heldigvis opdaget.
Listen over digitalt manipulerede billeder er alt for lang. En af fremtidens store opgaver for fotografer bliver at holde deres egen sti ren og sørge for, at redaktørerne gør det samme.
Hæv lige riflen
Den mere simple form for manipulation er at arrangere virkeligheden. Bed soldaten om at hæve geværet, flyt pølsemanden ud foran pølsevognen og få erhversmanden til at hoppe i vandet med jakkesæt på. Umiddelbart ligner de tre eksempler hinanden, men der er store forskelle. Det hele handler om den uskrevne kontrakt, der findes mellem læser, fotograf og dem, der bliver fotograferet. En slags: Du ved godt, og jeg ved godt.
Ingen er i tvivl om, at børsdrengen i svømmepølen er blevet bedt om at tage en dukkert for at få et anderledes billede. Der hersker heller ingen tvivl om grunden til, at pølsemanden står hvor han står. Fortælleteknisk fungerer det godt - Og læseren ved det.
Så langt, så godt. Når det kommer til soldaten, ser det hele pludselig anderledes ud. Hvis han hæver geværet foran en flok civile, kommer han til at se betydeligt mere truende ud. Han er sandsynligvis ikke selv klar over det. Meget få mennesker uden for faget forstår konsekvensen af den måde, de optæder på billeder på. Læseren kan ikke nødvendigvis se, at fotografen har haft en finger med i spillet - og dermed er kontrakten brudt. Fotografen har til gengæld fået et dramatisk billede, men til ære
for hvem? Sig selv?
Her kommer vi ind på noget af det mest centrale i etikken for faget: Tror vi selv på det vi fotograferer? Eller er vi hele tiden nødt til at lave om på virkeligheden for at gøre os selv tilfredse? Henrik Saxgren skriver i sin bog Tid, at fotografen frem for alt ikke må være hensynsløs. Det er det, der går helt galt med billedet af soldaten. Fotografen bedrager læseren, soldaten og ikke mindst sig selv. Han har ikke taget et godt billede - Han har brudt en tillid.
Umiddelbart kan det se ud som om, at der findes to grader af manipulation. Den opstillede og den tekniske. Det gør der ikke, og den ene er ikke værre end den anden. De er lige slemme begge to. Om man er en god "scenograf" eller dygtig med mus og filtre er et fedt. Resultatet vil altid være et bedrag.
Vær tålmodig
Det hele handler om tro og ikke mindst tålmodighed. Det er her tiden, som Henrik Saxgren hylder, i bogstaveligste forstand kommer ind i billedet. De fleste fotografer på reportagerejse er ikke i stand til hver dag at lave et billede, som kan rydde forsiden. Gode reportagebilleder kræver som regel lange dage i venten på det rigtige øjeblik. Når fotografen har lagt hele sit hjerteblod og al sin økonomi i projektet, kan det være endda meget svært at være tålmodig. For den her reportage skal vinde en pris, som kan realiserer det næste projekt. Inden han bliver utålmodig og begynder at skabe billeder, skal han huske, hvad en af mine kolleger engang sagde: "Vores vigtigste opgave er at være nysgerrig på andres vegne." Dermed mente hun at personlige mål var ligegyldige.
Den etiske lov
Hvis man skal opstille et etisk regelsæt, gælder det om at gøre det simpelt. Dette er et ydmygt forsøg:
Groft sagt kan vores billeder deles i to kategorier: Reportage/dokumentar og alle de andre.
For den første kategori er det meget, meget simpelt. Hold figrene væk før, under og efter billedet er taget. Selvfølgelig må billedet komme en tur gennem computeren, men kun for at få foretaget de mest simple tekniske justeringer. Enhver ved hvor grænsen går, hvis de tænker sig om. Tåbelige undskyldninger som: Jamen, det var en anden fotograf, der havde stillet billedet op, gælder heller ikke. Billedet er stadig arrangeret. Desuden skal den tekst, der eventuelt ledsager billedet, ikke bringe det ud af den sammenhæng det er taget i.
Alle de andre billeder må man i princippet gøre alt ved, men husk lige den med hensynsløsheden. Når det så er sagt, skal man stille sig selv spørgsmålet, om det er nødvendigt. Er det i virkeligheden fordi, at man ikke var god nok i marken, at det bliver fristende at jonglerer med alle computerens muligheder? Husk at stille dig selv det spørgsmål, hver gang du træder over etikkens tynde røde streg. Et godt billede behøver ingen ekstra virkemidler.
Det gælder os alle
Jeg kan allerede hører nogen vrænge, at de da ikke har brug for et etisk regelsæt. Vi skal nok selv - Vi har ikke brug for smagsdommere. Det er sådan set i orden, hvis det ikke lige er fordi, at det drejer sig om vores fælles troværdighed. Hvis én træder ved siden af, ender det ligesom med cykelryttere: De er jo alle sammen dopede.
Min boghandler kan her 12 år senere stadig huske billedet af ligene fra Timisoara. De var angiveligt ofre for en massakre begået af Ceausescu-regimet i Rumænien. Billedet blev valgt til Årets Pressefoto og viste sig senere at være et billede af folk, der var døde af helt andre grunde. Vi kan ikke tåle ret mange af den slags fejl, før folk holder op med at tro på os.
Det bliver altid opdaget
| Nogle år før computerens indtog i fotojournalistikken skulle hæderkronede National Geographic bruge et billede af de tre store pyramider i Giza på forsiden. Nu er der bare det ved det, at de ligger på så stort et område, at de kun kan fotograferes i bredformat. Forsiden er i højformat. Billedet blev kørt igennem datidens Photoshop - et vanvittigt dyrt stykke elektronik kaldet en Paintbox. Pyramiderne blev skubbet sammen, sådan at de passede ind i forsidens format. Bladet udkom, og en ekspert undrede sig over forsiden. Han gav sig til at regne på pyramidernes position og kom til den korrekte konklusion, at billedet var manipuleret. Bladet indrømmede rødmende, at manden havde ret og måtte højtideligt love aldrig at gøre det mere. | . |
Der findes en lære at drage af historien: Der sidder altid en eller anden, der kan se, at der er blevet fiflet med et billede.
Omtalte institutioner:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: