Document Actions
Ekshibitionisten
Offentliggjort 05/01/2002, senest redigeret 11/07/2006
Forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen har gennem sit liv interviewet en række af Danmarks mest kendte og værdsatte forfattere. Hans interviews er lange og fortæller ikke kun om forfatteren, men også om Øvig selv
ERFARING/INTERVIEW - opdateres ikke! ”Interviewet er en enormt kunstig situation. Man er to fremmede mennesker, der skal tale sammen i al offentlighed, så det er vigtigt, at man fjerner sig fra den kunstige præmis, som interviewet i virkeligheden bygger på.”
Journalisten Peter Øvig Knudsen taler om de danske forfattere, han gennem en årrække har interviewet, og som er samlet i bogen Børn skal ikke lege under fuldmånen fra 1995.
- Du har engang sagt ”at interviewe handler om mod, nærvær og tillid”.
”Mod handler om overvinde sin blufærdighed. Alt afhængig af hvor blufærdig en person man er, må man overskride den blufærdighed. Det er selvfølgelig ikke så aktuelt, hvis man sidder og taler om litteraturteori, men når mennesker taler om angst, kærlighed eller andet, som er personligt, så kan man godt mærke, om det er svært eller følsomt for dem at tale om. Mod er ikke at lade dem slippe, fordi man er for blufærdig eller genert. Det er noget, jeg har prøvet at øve mig på i de situationer, hvor jeg kan mærke, at nu brænder det på, selvom den interviewede måske ikke siger det.
Nogle gange opstår et nærgående spørgsmål af sig selv, der er et eller andet, jeg bliver nysgerrig efter. Man ved præcis, hvad det er, og hvis man sad sammen med en god ven og havde drukket noget rødvin, vidste man udmærket, hvad man ville spørge om. Det spørgsmål kommer man tit til at censurere væk i et interview.
Når jeg har været modig, har jeg faktisk aldrig oplevet vrede eller utilfredshed, så man skal stille spørgsmålet, selvom det er lige på kanten. Måske siger personen, at han eller hun helst ikke vil svare på det, men der er ikke sket nogen stor skade. I stedet har man fundet ud af, hvor langt man kan gå. Men jeg har altid været bange for, at nogen blev sure, selvom der er aldrig nogen, der siger: ”Det der kan du sgu da ikke tillade dig.””
- Du presser ikke på eller begynder at spørge ind ad andre veje?
”Det skal man passe på med, for folk er jo ikke dumme. Forfattere er normalt begavede mennesker, de kan godt se, hvis man møver sig ind. Men ofte er der ikke meget, de ikke vil tale om, de kan godt selv trække deres grænser. Man kan også tale om følsomme emner på mange forskellige niveauer.”
- Hvad så med nærvær og tillid?
”De krav må man stille til sig selv. Man kan ikke stille krav til den interviewede, han må opføre sig, som han har lyst.
Der er ringe tillid til journalistfaget, så folk er usikre og måske skeptiske over for journalisten. At få skabt bare et minimum af tillid er afgørende for, om der kommer noget ud af samtalen. Tillid er det vigtigste.
Selve interviewets kvalitet afhænger også af, hvilken stemning, der er, inden det går i gang, hvilken avis kommer journalisten fra, kender han den, der skal interviewes. For den interviewede er det afgørende, om han eller hun kender journalisten, og den måde han laver interviews på, hvordan man er blevet kontaktet, og om man får indtryk af seriøsitet. Meget er afgørende, inden man overhovedet gennemfører selve interviewet.”
- I foråret udgav du bogen Efter drabet, som har fået meget omtale i medierne. Hvordan er det for dig selv at være en nyhed i medierne?
”Det er meget sundt for en journalist. Jeg har prøvet det med nogle af mine tidligere bøger, og interessen for Maraton-udsendelserne, som jeg lavede med Lars von Trier, var stor. I de perioder hvor jeg selv har været genstand for opmærksomhed, har jeg lært mere, end når jeg selv har lavet interviews. Når man selv laver interviews, så vænner man sig til den meget kunstige situation, hvor det er helt naturligt at komme ind til folk og stille dem en masse spørgsmål. Når man selv prøver at blive interviewet, bliver man gjort opmærksom på, at det er en kunstig situation, og man skal gøre en ret stor indsats for at prøve at få gjort situationen en smule mere naturlig.”
Peter Øvig Knudsen lavede i sommeren ´97 en række interviews i Weekendavisen med forskellige personer, blandt andre Carsten Jensen, Jytte Borberg og Astrid Saalbach. Et udvalg af artiklerne er samlet i bogen Passioner, hvor de involverede har kommenteret deres interview. Mange nævner, at de aldrig tidligere har fået så meget respons, når de har udtalt sig offentligt.
- Hvordan er dine interviews anderledes end andres?
”Jeg ved ikke, om de er anderledes, det er svært for mig at se. Kriteriet for, at jeg laver et interview, er, at det er interessant og væsentligt for mig helt personligt. Og det kan nogle gange betyde, at jeg også rammer nogle andre mennesker særlig dybt. Men det kan selvfølgelig også betyde, at nogle synes, at det er fuldstændig uinteressant. Det kan man ikke rigtig vide på forhånd, men jeg vil hellere have, at et interview bliver særlig vigtigt for nogle få mennesker end småvigtigt for mange.
Når jeg selv er tilfreds med et interview, og det kan jeg mærke allerede, mens jeg laver det, så er det faktisk, når jeg glemmer, at jeg sidder og interviewer. Jeg stiller spørgsmål ud fra mig selv, ud fra noget jeg selv er interesseret i. Min egen nysgerrighed driver værket, og jeg stiller de spørgsmål, hvor jeg selv synes, at det brænder på. Jeg sidder og glæder mig som journalist over, at det er en god samtale, fordi resultatet bliver bedre.”
*
Peter Øvig Knudsen, 40, er af mange anmeldere blevet beskyldt for en stor selvoptagethed, som kommer til udtryk i hans interviews, hvor han i høj grad inddrager sig selv i samtalen. Men anmelderne er ambivalente. For hver gang han bliver kritiseret, bliver han - af samme anmelder - rost for at kunne nå ind til kernen af forfatteren og for at få samtalen til at handle om det eksistentielle.
- I Passioner beskylder Carsten Jensen dig for at være forfængelig. Er du det?
”Ja, det er jeg … meget. Om jeg er mere forfængelig end Carsten Jensen og andre mennesker, det er jo svært at vide.”
- Men man kan godt få den mistanke, fordi du inddrager dig selv så meget i samtalerne.
”Jeg ved ikke, om det lige er forfængelighed, jeg tror mere præcist, at det er ekshibitionisme, for de ting, jeg tager med i et interview, er jo ikke specielt klædelige. Inden jeg selv havde skrevet om mine hæmorider, var der ingen, der havde fortalt om deres, jeg troede, at jeg stort set var den eneste i verden, der led af sygdommen. Da jeg havde bekendt min lidelse til offentligheden, viste det sig, at mange mennesker led af samme sygdom. Så jeg ved ikke, om det er forfængelighed, at jeg fortæller, når jeg har hæmorider, for det ville da nok klæde mig bedre at holde det for mig selv.
Jeg er vokset op i en tid, hvor der var en bølge af bekendelseslitteratur og basisgrupper, det private skulle være politisk. Jeg har da været i ø-lejr for mænd, hvor vi var meget åbne over for hinanden, og jeg har gået meget i terapi tidligere i mit liv. I dag taler man offentligt om pædofili, og grænserne for, hvad man offentligt kan sige, er blevet flyttet. Så på en måde er det ikke mit personlige projekt. Jeg har også været en del af en kulturel udvikling, hvor flere og flere ting bliver fortalt offentligt. Så har jeg måske været den første til at fortælle om mine hæmorider, mens der er andre, der har fortalt om misbrug som Kristian Ditlev Jensen, der har skrevet om være offer for pædofili. Der er altid nogen, som går et skridt videre og fortæller ting, som tidligere har været betragtet som skamfuldt.”
- Du har lavet et interview med teologen Agnete Brink, hvor I blandt andet taler om kærlighed og en skilsmisse, du netop har overstået. Bruger du dine interviewpersoner som terapeuter?
”Det sker desværre meget sjældent, normalt holder folk sig til deres rolle, når de bliver interviewet. Der er sjældent nogen, som pludselig siger; hvad synes du egentlig selv, eller hvorfor i al verden spørger du om det. Jeg synes ellers, det er enormt spændende og sjovt. Agnete Brink gjorde det, og Lars von Trier gør det også meget. Når man interviewer ham, giver han hele tiden igen den anden vej. Det er da en udfordring at tale med nogen, der træder ud over.
Men i interviewet med Agnete Brink kunne jeg godt have fjernet afsnittet, som handlede om mig, men faktisk fylder det meget lidt i forhold til, hvordan samtalen udspillede sig i virkeligheden. I virkeligheden interviewede hun mig om min skilsmisse i flere timer, og det er en minimal brøkdel, der overhovedet er taget med. En del af den mærkelige situation indebar, at jeg faktisk var i en slags terapi eller rådgivning. Jeg var i fuldstændig sjælesorg hos præsten.”
- Men du har ikke noget mod den selvudlevering i et offentligt rum?
”Selvfølgelig er det en temperamentssag, og for mig er det også et eller andet udslag af ekshibitionisme. Jeg har ikke noget imod at udlevere mig selv, jeg synes endda, det er lidt sjovt. Jeg skrev på et tidspunkt en artikel med Martin Østergaard om onani, som meget detaljeret fortalte om vores egne erfaringer. Det gjorde man ikke. Skriver man noget, som har et provokerende element, så deler folk sig selvfølgelig. Masser af mænd synes, det var sjovt og befriende, og andre, især kvinder, ville ikke udsættes for det.
Sådan er det, hvis man stikker næsen frem eller gør noget usædvanligt, noget der ikke er gjort før. Når man ikke følger mainstream, må man kunne tage andres kritik. Hvis man passer på med at gøre noget, som ingen bliver fornærmede over, så bliver ingen fornærmede, men der er heller ikke nogen, der bliver rigtig glade. Det er meget sjovere at skrive noget, folk reagerer på.”
- I interviewet med Villy Sørensen fortæller du, at du har hæmorider, i et andet at du skal giftes og i et tredje, at du skal skilles. Hvorfor skal læseren have det indblik i dit liv?
”Det stammer fra den arbejdsmetode, som jeg tror på, er den rigtige, for mig i hvert fald - at jeg skal spørge om det, jeg selv finder interessant. Men vigtigst er nok, at man som journalist gang på gang beder folk om at fortælle om det betydelige for dem; deres arbejde, kærlighedsliv eller bøger eller hvad det nu er. Og så giver man ingenting selv. Det synes jeg på en eller anden måde ikke er helt rimeligt. Derfor er jeg ikke kun en journalist, der sidder og stiller spørgsmål, men også en interesseret privatperson.”
- Men er det ikke netop præmisset for interviewsituationen, at den ene udspørger den anden?
”Jeg kan mærke i selve interviewsituationen, om det kan have betydning, at jeg tør bruge mig selv. Det kan også virke åbnende på den, jeg interviewer.
I interviewet med Villy Sørensen, hvor jeg fortæller om mine hæmorider, var det af betydning, fordi han selv havde en vanvittig plagsom ryg. Når man har hæmorider, går man rundt og har ondt i irriterende lang tid, så det er med i interviewet, fordi det var vigtigt at fortælle ham, at jeg også kendte til det ikke at kunne sidde ned og ikke rigtig være nogle steder for bar smerte.
Hvis man har prøvet at have en smerte, som varer mere end to dages influenza, så har man en fælles forståelse med andre mennesker, selvom hans rygsmerter selvfølgelig var meget værre. Så jeg går lige det stykke videre, og han møder forståelse og føler et fællesskab om det, vi taler om. Helt banalt bliver samtalen jo bedre. Så at bruge sig selv er at finde nogle fælles mødepunkter, en forståelse eller fælles erfaringer, fordi det gør interviewet bedre.
Så har jeg selvfølgelig spekuleret på, om jeg ikke bare kunne stryge det, jeg har sagt om mig selv, og det gør jeg også i 99 ud af 100 tilfælde. Men det var en vigtig del i samtalen med Villy Sørensen, at jeg havde fortalt om mine hæmorider, fordi han bagefter fortalte om sin ryg, og i en sådan en situation vælger jeg at tage det med. Ellers kan resultatet blive for forvirrende, hvis det ser ud som om, at jeg spørger: Hvordan er det at have ondt i ryggen, og så snakker manden bare løs. Når jeg selv har fortalt om min sygdom, forstår læseren samtalen bedre.”
- Men støder du ikke nogle læsere væk, de som ikke har lyst til at høre om dine hæmorider?
”Jeg er ligeglad med, om jeg skubber læsere væk. Jeg laver interviews på den måde, jeg synes er rigtig. Det er døden for både interviewet og journalisten, og også for forfattere i bred forstand, hvis man tænker på, hvordan læsere reagerer, eller hvis man er bange for at støde nogle læsere væk.
Det samme gælder i forhold til kollegerne, at bruge sig selv i interviews er ikke særligt populært blandt andre journalister. Journalister er meget kritiske over min måde at lave interviews på, hvorimod jo længere væk man kommer fra medieverden, væk fra journalisterne, jo mindre lægger folk mærke til, hvad jeg siger. Eller også synes de, at det er meget sjovt, det jeg siger om mig selv. Og så omgås man som journalist selvfølgelig mange journalister, og derfor kan man hurtigt komme til at blive for påvirket af, hvad de mener. Selvfølgelig bliver jeg nogle gange ked af kritik, men det er jeg simpelthen nødt til at sætte mig ud over.
Man kan ikke bruge en offentlighed som målestok. Mange journalister tænker meget på, hvad redaktøren, læseren og kollegerne mener, altså at man har en masse mennesker siddende på skuldrene. Nogle journalister mener, at man skal tage hensyn til og skrive for en målgruppe. Det gør jeg absolut ikke. Og hvis man tænker for meget på, at man skal ramme læseren, så får interviewet måske ikke rigtig nogen dybde, så bliver det middelinteressant for andre.”
*
I dit interview med Peter Laugesen kommenterer du flere gange de to døtre og beskriver, hvordan de kommer med te til jer, bager kage osv. Det er iøjnefaldende, hvor meget du beskriver omgivelser.
”Måske ville jeg have gjort det mindre i dag, nu er interviewet nogle år gammelt. Ved at beskrive detaljer om hans omgivelser, fortæller jeg, hvor markant det var, at han var omgivet af tre kvinder, to døtre og en kone, som sørgede for, at mad og praktiske ting blev ordnet for ham. Der er jo mange mandlige forfattere, som går lidt rundt i deres egen verden, og så er der muser og kvinder og døtre, som sørger for, at dagligdagen fungerer, og de får noget at spise. Ville han overhovedet få noget at spise, hvis ikke der var nogen, der serverede maden for ham? Så vidt jeg husker, var det meget markant for ham. Måske har jeg overdrevet, og måske var de to piger i virkeligheden bare lidt nysgerrige og fandt på undskyldninger for at komme ind.”
- Er du bevidst om, hvilke virkemidler, du bruger, når du skriver?
”Jeg tror, at jeg bruger færre og færre. Jeg prøver at lade selve samtalen tale for sig selv, fordi det er utroligt svært at skrive om det udenom, uden at det står ret tydeligt frem.
I hvert fald kan man kun gøre det, hvis folk fx fortæller om deres elskede, som døde, og de går i stå midt i at sige noget centralt om det, så der bliver en lang pause. Der er det vigtigt at bruge detaljer og beskrivelser. Hvis man fjerner den pause - det kan have været en lang pause, hvor de har været ude af rummet for at tage sig sammen - og bare sætter punktum og fortsætter en ny sætning og et ordmellemrum, så fremstår interviewet som om, at personen upåvirket kan tale om det her emne som en flydende tankestrøm, selvom han eller hun faktisk er meget påvirket. Det er vigtigt at markere en pause, at her rejser folk sig op og gør et eller andet, men det kan virke ufikst, hvilket det nogle gange har været hos mig. Hvis ikke en beskrivelse er betydningsbærende, så kan det blive underligt fortænkt. For det er meget sjældent, at man sidder flere timer hos folk uden at drikke te, men det siger jo ikke noget om noget, hvad man har drukket. Jo mere erfaren jeg bliver, jo mere sparer jeg på den slags effekter, fordi de er tomme.”
- Hvordan researcher du til dine forfatterinterviews?
”Det kommer an på formålet, men vi kan tale om den optimale situation. På Weekendavisen har man en uge, hvilket jo sætter nogle begrænsninger for, hvor meget man kan gå i dybden. Men de forfatterinterviews, jeg selv har været gladest for at lave, er de, hvor jeg har arbejdet på den optimale måde. Selvom jeg ikke bruger spørgsmål, som jeg har skrevet ned i researchfasen, så ligger det selvfølgelig som et fundament under samtalen, at jeg har læst bøgerne og har tænkt over, hvad forfatteren siger og hvilke tanker, han eller hun har gjort sig.
Mulighederne for at forberede sig er rige, for forfattere har jo i sagens natur skrevet nogle bøger. Først og fremmest koncentrerer jeg mig om deres egne værker, om primærlitteraturen. Jeg læser ikke så meget, hvad der er skrevet om dem. Jeg har en gang i mellem læst nogle interviews for at finde ud af, hvordan forfatteren taler. Men man lærer ikke rigtig noget om dem, for det er jo gået gennem et filter, nemlig journalisten, og journalister er forskellige. Fx er der lavet interviews med Inger Christensen, som er virkelig dårlige, hvor hun fremstår som om, hun er dårlig formuleret, og det er hun altså ikke.”
- Hvor meget redigerer du selv?
”Jeg redigerer meget, men måske mindre end jeg tidligere har gjort. Der var tre mediestuderende fra RUC, som skrev et speciale om interviews. De tog et interview, jeg havde lavet med Søren Ulrik Thomsen, hvor de skrev mine otte-ti timers bånd ud, og så sammenstillede de det færdige interview med båndene.
Det var interessant for mig. Jeg fik nemlig øje for, hvor meget jeg egentlig redigerer, fx tager jeg sætninger mange forskellige steder fra og sætter dem sammen. Interviewet med Søren Ulrik Thomsen var meget voldsomt redigeret, og derfor lader jeg altid forfatteren godkende interviewet, før det offentliggøres. Det betyder, at der også kan ske nogle ændringer der. Man kunne se, at der var sætninger i det færdige interview, som slet ikke var på båndoptageren. I dette tilfælde var det fordi, jeg havde siddet med Søren Ulrik Thomsen i rigtig lang tid og forhandlet nærmest sætning for sætning, og så havde han lavet nogle nye formuleringer og sætninger.”
- Så du har ikke noget imod, at forfatteren blander sig og bevæger sig ud over det, han har sagt tidligere?
”Ikke hvis personen mener, at jeg har fjernet mig så langt væk og redigeret så meget rundt, at det ikke længere er en gengivelse af virkeligheden. Jeg har siden prøvet at redigere knap så meget, og jeg er nok også blevet bedre til at strukturere allerede undervejs i samtalen, så det ikke længere er nødvendigt at redigere så voldsomt.
Principielt mener jeg, at folk skal have lov til at godkende et interview, fordi det er sådan en sårbar situation, hvor man nemt kan komme til at misforstå noget, personen har sagt, selvom man bruger båndoptager. Man glemmer selvfølgelig aldrig, at det er et interview, men der kan være nogle ting, man kommer til at sige, fordi man har en åben stemning mellem sig, og når det så kommer ned på tryk, så fortryder personen det, han lige fik sagt om konen.
Og når man først har givet lov til at godkende, hvor skal man så trække grænsen. Man kan jo ikke sige, at du må godt godkende interviewet, men du må ikke lave noget om.
Men det er sjældent, forfattere laver noget om, måske retter de en stavefejl. Så er der få undtagelser som fx Søren Ulrik Thomsen, som går meget grundigt til værks. Man kan også opleve, at folk simpelthen trækker det hele tilbage, fordi de har fortrudt, og det er der jo ikke noget at gøre ved. En godkendelse indebærer også, at man kan fortryde, hvilket selvfølgelig er vildt ærgerligt.”
*
”Det er taknemmeligt at interviewe forfattere. Dels er der gode muligheder for at forberede sig, man kan læse deres bøger, dels er forfattere også vant til at formulere sig. Den færdige tekst kommer der et ret godt sprogligt output ud af, fordi de har en god formuleringsevne. Samtidig beskæftiger forfattere sig jo også med de vigtige emner, de eksistentielle, og har reflekteret over vigtige spørgsmål. Kommer man efter det, er det jo en klar fordel i forhold til mange andre mennesker, som ikke har det som fag at filosofere over livet. Man må acceptere, at nogle forfattere er klogere på livet end andre mennesker. Det hævder forfattere jo ret konsekvent er usandt, men det tror jeg ikke, de har ret i. I kraft af deres arbejde og omgang med sproget, så har de større evne til at tale om det eksistentielle. De har et større argumentations- og formuleringsapparat end en del andre mennesker, som udgangspunkt i hvert fald. Der er også kloge og reflekterede og begavede mennesker inden for alle mulige andre fag, men som gruppe må man sige, at de har særlige forudsætninger.”
- Skelner du mellem liv og værk, når du interviewer en forfatter - altså mellem forfatterskabet og personen?
”Forfatteren vil jo oftest hævde, at der er en verden til forskel. Det kan være tilfældet i nogle forfatterskaber, men hvis man studerer både liv og værk, er der mange tråde mellem litteraturen og personen. Og det er netop de tråde, jeg synes er en de mest interessante ting at tale med forfattere om. Hvordan er forbindelsen egentlig mellem deres liv og værk, og hvordan påvirker det begge veje, på hvilken måde bruger forfatteren sit liv i en tekst. Men også hvordan det, de har skrevet om emnet, virker tilbage på deres liv. Om de bliver bedre til at leve livet, om forfatteren bliver lykkeligere af at skrive bøger, om han lever lykkeligere dagen efter. De siger selv klart nej til de spørgsmål. Men jeg vil nogen steder stille spørgsmålstegn ved, om der ikke skulle være virkning tilbage også. Det er lige præcis spændingsfeltet mellem liv og hverdag, som er spændende, en forfatters liv behøver jo overhovedet ikke at være mere interessant end alle mulige andres menneskers liv.”
- I Børn skal ikke lege under fuldmånen fornemmer man en varme og sympati mellem dig og den nu døde Villy Sørensen. Du skriver, at du havde lyst til at give ham et knus, da du gik, men du turde ikke alligevel.
”For mig betød det meget, om jeg nu turde at give ham et knus, den der vanvittig kloge mand med det store hoved og den meget sarte krop. Det fyldte meget for mig, og jeg talte mere med min kæreste om knuset, end om hvad han nu havde sagt af kloge ting. Jeg lægger meget mærke til, hvad jeg kommer hjem og fortæller min kæreste og mine venner. Det må være det vigtige. Og så synes jeg også, at det var vigtigt for samtalen at få den der kropslige dimension med, for vi sad jo der og var to hoveder, et lille hoved og det store hoved. I det fotografi, som Poul Rasmussen har taget, hvor han står med uldsokker, er der også krop. Billedet viser noget, der er i samme afdeling som interviewet med lidt krop og lidt menneskelighed.”
- Du beskriver en drøm, du har om ham, og du fortæller, at da du er på vej hjem, ser du en ambulance og får en ubeskrivelig trang til at ringe til ham for at sikre dig, at han er uskadt.
”Søren Ulrik Thomsen synes ikke, jeg kunne tillade mig at skrive, hvad jeg havde drømt og om ambulancen, det synes han ikke var passende, fordi det var uværdigt for Villy Sørensen, hvilket jeg ikke er enig i. De små detaljer viser noget andet. Det er jo også det, du og de fleste andre kan huske. Og hvis ikke det kommer med, er der et hul. Men jeg kan jo kun selv vurdere betydningen. Jeg kan ikke vide, om andre synes det samme, eller om de synes, det er latterligt.”
- Carsten Jensen beskriver din interviewtaktik, som at du udmatter ”ofret” , indtil han eller hun er forsvarsløs for at få personen til at sige nogle ting, som han måske ikke ville have sagt.
”Interviewet med Carsten Jensen var meget langt, det tog en hel dag, men han bliver aldrig rigtig forsvarsløs. Lars von Triers idé med Maraton-udsendelserne var faktisk at udmatte folk til forsvarsløshed. Hvis man interviewer et menneske 24 timer i træk uden en eneste pause og uden søvn, så var en del af hans idé, at folk ville bryde sammen og blive forsvarsløse eller smide hæmningerne, men det skete ikke. Selvom mennesker er fulde og trætte, så sker der ikke sådan et fuldstændigt sammenbrud eller forsvarsnedbrud. Medievante mennesker bliver ved med at være klar over, at de interviewes. Jeg tror ikke, man skal forestille sig, at folk pludselig fortæller noget, som de slet ikke er interesseret i at få frem i offentligheden. De er hele tiden i gang med at lave det billede af sig selv, som de gerne vil have frem. Det er interviewets store begrænsning.
Man kan ikke rigtig komme ud over det, selvom jeg selvfølgelig prøver. Hvis man etablerer den tillid, der skal til i den konkrete situation og også bruger lang tid på interviewet, er det klart, at man så selvfølgelig kommer nogle steder hen, hvor folk er mere afslappede og åbne, end hvis man lige kommer drønende, forvirret og skeptisk, i en halv time, uden at have forberedt sig.
Med mennesker, der ikke er vant til at blive interviewet, kan det være noget andet, fx har jeg været ude for, at en person er begyndt at græde, fordi noget var svært at tale om. Som journalist har du et stort ansvar for, hvad du gør, når et menneske er gået ud over dets kant eller er følelsesmæssigt påvirket.
Men jeg har måttet øve mig på og arbejde med de følelser. Tænk hvis det blev pinligt, eller folk blev vrede, eller der opstod en ubehagelig situation. Det er en temperamentssag, om man kan holde ud, at et menneske græder eller bliver vredt. Vi er jo opdraget til, at når man er sammen med mennesker, man ikke kender så godt, så opfører man sig pænt og giver ikke udtryk for voldsomme følelser.
Hvis jeg var meget bange for andres følelser, så risikerede jeg jo at holde mig langt væk fra de situationer, hvor følelser overhovedet kunne komme i bevægelse, og så er der risiko for, at det bliver goldt eller følelsesforladt. Som interviewer skal man arbejde med sin pænhed eller blufærdighed eller angst, for ellers vil man holde sig al for langt væk fra det intense eller særlig interessante. Når man taler portræt-interviews, handler det ikke kun om kloge tanker, men om et helhedsbillede med både tanker og følelser.”
- I flere af dine interviews diskuterer du og forfatteren selve interviewsituationen, så det bliver et slags metainterview. Fx siger Inger Christensen: ”De her gymnasiegriller skal du ikke skrive om, det er for banalt og for pinligt.” Hvorfor skal læseren indvies i disse overvejelser omkring udformningen?
”Meningen er at vise, hvor personer markerer grænsen for, hvad de har lyst til at tale om. Men det kan også være at vise gennem et langt interview, hvor han eller hun er metabevidst, som fx Søren Ulrik Thomsen eller Inger Christensen. Mennesker, der arbejder meget med sprog eller sprogfilosofi, er jo meget metabevidste, om sproget i hvert fald.
Når man laver et portrætinterview, er det med til at karakterisere folk, at de har en høj grad af metabevidsthed om interviewsituationen. Men det er en balance, hvor meget man skal tage med.
Der er visse kunstnere, som er meget bevidste om deres egen rolle som kunstnere, fx er Søren Ulrik Thomsen, Lars von Trier og Suzanne Brøgger meget bevidste om forskellen mellem deres rolle som kunstnere og offentlige personer og som private mennesker. De vil hele tiden være opmærksomme, når de bliver interviewet.
Jeg er også opmærksom og metabevidst, når jeg laver et interview - jeg sidder i loftet og iagttager samtalen, og hvordan sproget fungerer. Så kan jeg glæde mig over en ordveksling eller et udsagn, forfatteren kommer med, og tænke: Det vil se godt ud på tryk.”
 | Læs også Peter Øvig Knudsens interview med Carsten Jensen |
Omtalte personer:
Relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: