Document Actions
Spred dig lidt
Offentliggjort 12/17/2002, senest redigeret 04/19/2005
ERFARING/REFERAT - opdateres ikke!
Helt tilbage fra sine første år som dagbladsjournalist husker David Lagercrantz hvordan den kom snigende – lysten til at forbedre historierne. Han mindes hvordan han sad og kiggede sin tekst igennem og tænkte: Hvor ville denne her historie blive meget bedre hvis nu lige ...
Det fortalte han på CFJE’s konference om fortællende journalistik, men samtidig understregede han at tanken om at forbedre teksterne er farlig for journalister. Det er løgnen som frister, og journalistik skal være sand.
»Som journalist må man ikke forbedre historierne, og lysten til at gøre det er som gift for journalisten«, sagde han.
Den gode løgn ligner sandheden
Men lysten var der, og David Lagercrantz fik – som flere andre svenske journalister – den styret som forfatter; skriver man litteratur er det tilladt at lyve, at tilføje og forbedre.
I dag arbejder David Lagercrantz både som forfatter og journalist, og det interessante er, fortalte han, at der ikke er særlig stor forskel på den effektive løgn og den godt fortalte sandhed. De betjener sig af det samme virkemiddel: gode detaljer.
»Det er«, sagde han, »detaljerne som giver en historie kød og blod, detaljerne giver historien troværdighed, og det gælder uanset om historien er sand eller falsk«.
Forfatteren må opfinde detaljer, journalisten skal grave dem frem., men de er der hvis man bare leder længe og godt nok, mente David Lagercrantz. Engang researchede han en mordhistorie. En mand og hans søn var blevet likvideret. Side om side havde de siddet på knæ foran deres morder inden han dræbte dem.
I forbindelse med sin research læste David Lagercrantz blandt andet politirapporten, og der var mordscenen detaljeret beskrevet. Blandet andet stod der at snørebåndene på drengens sko – af mærket Puma – ikke var bundet.
De ubundne snørebånd er en god detalje som vækker scenen til live, mener David Lagercrantz. På grund af den kan vi som læsere se scenen for os og leve os ind i den.
Måske er det baggrund for forfatteren Franz Kafkas fortælletalent. I sit civile liv var han ansat i et forsikringsselskab hvor han blandt andet skulle lave rapporter fra arbejdsulykker. Han var derfor vant til at beskrive maskiner og arbejdspladser meget detaljeret og præcist.
Faren er skabeloner
Uden det løse snørebånd ville likviderignsscenen fra før være som et feriepostkort: skabelonagtig og en-dimensionelt.
Dem der sender feriepostkort, synes de er gode. Kortet fortæller historien, mener de; kortet viser tydeligt hvordan de havde det; kortet giver et godt billede af ferien.
Men – forklarede David Lagercrantz – det skyldes at afsenderen ikke kun ser det der er på kortet; deres billede farves af alt det de erindrer fra turen – naturoplevelserne, maden, vennerne, varmen – og alle de erindringer tolker de ind i postkortet.
Afsenderen forstår ikke at dem der modtager kortet, ikke deler hans begejstring. Kan de da ikke se hvor dejligt det var at være der?
Men, nej, det kan de ikke, for umiddelbart ser modtageren kun postkortet.
Hvis modtageren vil have del i den gode ferieoplevelse, bliver han altså nødt til at bede afsenderen om at forklare, uddybe, detaljere beskrivelsen, og det er netop den fortællende ournalists opgave: bed kilderne om detaljer og forklaringer. Det er her – i uddybningen – at betydningen skabes.
Skriv kompleks
Pointen er, fortsatte David Lagercrantz, at det realistiske perspektiv er komplekst. Vi ser aldrig kun det der er. Vores billede af et andet menneske, for eksempel, præges af vores viden om det, af vores forventninger til det, af vores fælles historie og så videre.
Men, fortsatte han, når det realistiske perspektiv er komplekst, må sproget som skal gengive det, også være det.
Og her har det journalistiske sprog et problem. Det journalistiske sprog er alt for præcist og entydigt. Som journalister trænes vi til at være eksakte og præcise og økonomiske med vores sprog. Men når det handler om at fortælle gode historier, kan det være et problem.
»Sproget må have samme kompleksitet som den virkelighed det gengiver. Ellers havner vi i Hollywood-klicheerne, og det er netop den fortællende journalistiks fare: skabelonerne«.
Han opfordrede derfor journalisterne til at skrive så deres tekster rummer lidt flere perspektiver og muligheder.
»Vær ikke bange for at sprede dig og dit sprog«, lød opfordringen fra den svenske journalist og forfatter.
Stryg hver anden sætning
Men – understregede David Lagercrantz senere – et komplekst sprog må ikke forveksles med et omstændeligt sprog.
Mange journalister skriver for omstændeligt, mener David Lagercrantz:
»Man behøver ikke malende beskrivelser af hvordan en mand går hen til kroen. Klip direkte til den afgørende scene på kroen, til den scene hvor der sker noget spændende. Det er det der interesserer læserne, og de kan sagtens regne ud at når han er på kroen, så må han være kommet derhen på en eller anden måde. Detaljerne skal ligge det sted i historien hvor der er drama og spænding«.
Omstændeligt sprog og unødvendige beskrivelser dræber det der er vigtigst i enhver tekst: tempoet.
Gode tekster har tempo, og et godt tempo forudsætter at teksten ikke har flere ord og sætninger end nødvendigt, sagde David Lagercrantz.
Da han begyndte at skrive for alvor, læste han sin far Olof Lagercrantz’ skriveråd, og et af dem lød: Stryg hver anden sætning.
Dengang rystede David Lagercrantz på hovedet. Et tåbeligt råd! Hvordan skulle man kunne slette hver anden sætning i en tekst? Det giver ingen mening.
I dag har sønnen fået mere forståelse for faderens råd; for selv om man ikke kan fjerne hver anden sætning fra sin tekst, kan man i de fleste tilfælde fjerne nogle, og teksten bliver bedre af det, mente han.
Omtalte personer:
Omtalte kurser:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: