Fotograf i et mediehus – en bevægende oplevelse
Offentliggjort 08/28/2002, senest redigeret 04/19/2005
Fotografer får nye kompetencer og bliver til unikke billedfortællere
Af Steen K. Rasmussen
CASE-HISTORIE - opdateres ikke! Foto-journalistikken er formentlig det fagområde i fremtidens mediehuse, der kommer til at se de største forandringer i øjnene. Af to grunde:
- Der vil ske en sammensmeltning af still- og video-fotografering
- Medierne vil blive endnu mere billedprægede og billedhungrende
Hertil kommer desuden udfordringen (eller hjælpen – alt efter temperament) fra reporterne, der flere og flere steder vil komme til at tage lejlighedsvise billeder.
For de fem fastansatte fotografer på redaktionen i Frederikshavn har perioden fra forsøgsstarten i september 2001 til evalueringen i maj 2002 da også nærmest været én stor omstillingsproces. Før forsøgsstarten var fotograferne fast fokuserede på én type opgaver: At levere still-billeder til dagbladet, distriktsaviser og internettet. Med andre ord opgaver, som til forveksling ligner den, en lang række af kollegaer i landets bladhuse stadigvæk har de fleste steder i dag.

På skulderen med skidtet! Fotograf Bent Jakobsen (til højre) får instruktion i brugen af et video-kamera som et led i den indledende interne undervisning. Bag instruktionen stod erfarne av-assistenter fra TvDanmark Aalborg - her Michael Walther Borup. (Foto: Anne Mette Welling) | |
Fra første færd i forsøgsperioden kom de fem fotografer imidlertid til at sande, at det er nye tider!
Fra en hverdag med – i overført betydning - fastfrosne billeder som omdrejningspunkt, blev det med ét de levende og bevægelige billeder, der kom i centrum for udviklingen.
Unikke billedfortællere
Uddannelsesmæssigt er fotograferne blevet løftet via et længere forløb, som har indbefattet føl-ordninger med erfarne av-assistenter fra TvDanmark Aalborg og et kursus i tv-billeddækning og tv-redigering hos CFJE. Kompetencemæssigt har det medført, at de fem fotografer har taget et tigerspring. Føl-ordningen, kurset og daglig træning og rutine har givet fotograferne nogle nye færdigheder, som er ret unikke for branchen.
Det unikke består først og fremmest i at have baggrunden som pressefotografer – med alt, hvad det indebærer af kompetencer i forhold til historieopbygning, billedvinkling og journalistisk tilgang til opgaven – i kombination med de tillærte færdigheder vedrørende levende billeder og redigering af samme. En kombination, der muliggør et samarbejde med journalistiske reportere på et helt nyt og unikt grundlag.
De fleste tv-fotografer og redigeringsteknikere har en mere teknisk baseret uddannelsesbaggrund, hvilket giver én tilgang til samarbejdet med tv-reporteren. Forsøget i Frederikshavn har vist, at de efteruddannede pressefotografer har en – i de fleste tilfælde – anderledes tilgang til samarbejdet. Hvilket så igen har krævet en vis omstilling for de implicerede tv-reporteres side. I de situationer, hvor samarbejdet har fungeret bedst, har det medført et løft af den rent journalistiske side af tv-historiefortællingen.
Sagt lidt banalt handler det om at udnytte pressefotografens evne til at arbejde selvstændigt og journalistisk fortællemæssigt med still-billedet og kombinere det med nye og tillærte fortællemetoder vedrørende levende billedforløb. Resultatet af den kombination er en ny type billedfortællere, som uden tvivl har rige muligheder foran sig. Når evnen til at kombinere pressefotografens traditionelle blik for billedkomposition parres med bevægelse og forløb, sker der noget enestående: Levende billeder komponeret så historien så at sige fortæller sig selv i billederne.
Eller som en af dem, der har magtet at tage springet fra still til levende billeder, den prisvindende fotograf Nicolai Fuglsig, sagde det ved et CFJE-seminar i Århus allerede i februar 2000: ”Vi må kunne lave noget andet og mere end bare at være fotografer. Vi er jo visualizere. Om 10 år er det video, der er mediet. Vi er nødt til at hoppe på vognen”.
Optimal udnyttelse af ressourcer
Endelig består det unikke i, at fotograferne i Frederikshavn sammen med den redaktionelle ledelse er blevet tvunget til at prioritere opgaverne. Resultatet af de ændrede prioriteringer går i to retninger:
- De journalistisk set mindst interessante opgaver nedprioriteres (til fortrydelse for nogle, hvis bestillinger ikke realiseres)
- De tilbageværende foto-opgaver udnyttes ofte optimalt ved at der leveres såvel still-billeder som video-optagelser af samme begivenhed.
Undtagelsen herfra – som er blevet afsløret i løbet af forsøgsperioden – er egentlige reportage-opgaver med et indbygget forløb eller med fokus på én bestemt handling. I de tilfælde er redaktionen og fotograferne nødt til på forhånd at tage stilling til, hvilket medie der kommer i første række. Det kan ikke fysisk lade sig gøre at tage et still-foto af dronningen, som klipper en rød snor, samtidig med at man har et video-kamera til at snurre på skulderen.
Den problematik er stadig til faglig diskussion de implicerede fotografer imellem – ligesom den kræver en mere principiel stillingtagen fra ledelsesside. Endelig viser den interne evaluering af forsøgsprojektet, at et flertal af medarbejderne mener, at fotografernes øgede fokus på video-optagelser har medført et generelt fald i kvaliteten af avisens fotos.
I dag er fotograferne kompetencemæssigt hoppet let og elegant hen over den lette konvergens og direkte ned i puljen med svær konvergens. En bevægelse, som ikke har været uproblematisk – og som ikke er endelig landet – men som ikke desto mindre har medført en professionel kunnen, der ligger meget langt fra den som fotograferende kollegaer har i andre dele af Nordjyske-koncernen - og i faget generelt.
Omtalte institutioner:
Omtalte kilder: