Mediehuse vil kræve mere af reportere
Offentliggjort 08/28/2002, senest redigeret 09/27/2004
Omstilling er nøgleordet for fremtidens tværmediale journalister
Af Steen K. Rasmussen
ANALYSE/DISKUSSION: For de journalister som drømmer om job i fremtidens flermediale mediehuse, kan det siges meget klart: I skal være klar til at omstille jer. Nogle meget – andre kun en lille smule.
Det er konklusionen på baggrund af det arbejde med medieintegration, som CFJE har været involveret i de senste tre-fire år. Dels udmøntet i evalueringsrapporter for flere danske medievirksomheder og i en rapport om Flerfunktionalitet og mediekonvergens, som i foråret 2002 blev overgivet til Dansk Journalistforbund.
Men hvilken omstilling?
CFJE’s arbejde med redaktioner i Danmark, Norge og USA viser med al tydelighed, at de kvalifikationer, der efterspørges i mediehusene, kan gøres meget enkelt op: Medarbejdere, som er i stand til at håndtere mere end ét medie ad gangen.
Bag det enkle svar gemmer sig til gengæld en mere kompliceret virkelighed, et bredt spektrum af funktioner, færdigheder, kvalifikationer og kompetencer, som kræves for at kunne realisere mediehuset som begreb og faktuel institution.
På den tværmediale redaktion i Frederikshavn, som siden september 2001 har arbejdet sammen om at indsamle, redigere og udgive stof til dagblad, distriktsblad, radio, tv og internettet, har der vist sig et mønster, som givetvis kan bruges som skabelon for udviklingen mange steder.
Fire grader af tværmedialitet
De ansatte som producerer indholdselementerne på den tværmediale redaktion i Frederikshavn vil vi her benævne med fællestitlen ”reportere”. Gruppen bestod før forsøgsstarten i september 2001 groft sagt af to typer medarbejdere: De som udelukkende var avis-journalister og de, som var ansat til at levere stof til enten radio eller tv.
Disse to grupper skulle i løbet af otte-ni måneder fra september 2001 til maj 2002 lære at arbejde sammen på tværs af ikke bare medierne – men også af den kunnen og de professionelle kompetencer, som de i alt cirka 20 medarbejdere besad.
Ret hurtigt viste det sig, at en kategorisering af selve konvergensprocessen var nødvendig. I erkendelse heraf udviklede CFJE begreberne let og svær konvergens, som viste sig afgørende for at kunne forstå intentionerne bag forsøget – og hverdagens udfordringer!
- Let konvergens – en kunnen, som lægger sig så at sige i direkte forlængelse af den enkelte reporters professionelle kompetence. Det typiske eksempel er avis-journalisten, som efter deltagelse i kurser lærer at versionere sine artikler til radio eller tv i skriftlige versioner, som så bearbejdes videre af radio- eller tv-reportere.
- Svær konvergens – en kunnen, som lægger en funktion, der indebærer håndtering af et eller flere ”ekstra” medier, til den enkelte reporters kompetence. Det typiske eksempel er avis- eller radio-reporteren, som igennem kurser og intern efteruddannelse lærer at bearbejde stoffet til egentlige tv-indslag med interview, speak og stand-up.
Konvergens-kunnen-linjen
Til at kunne udføre - indsamle, redigere og udgive - let og svær konvergens kræves nogle kvalifikationer. Disse kvalifikationer eller kompetencer kan deles i fire grader.
Nedenfor er en tegning af de fire grader af tværmedial ”kunnen”, som enhver mediehusredaktion i princippet kan være bemandet med. Linien skal læses fra venstre mod højre, hvor dem med svagest tværgående mediekompetence ligger til venstre – og dem med størst ligger til højre.
- Yderst til venstre er det specialisten, der f.eks. har sit speciale tæt knyttet til avis-mediet. ”Jeg kan skrive artikler til avisen – ergo er jeg avis-journalist” er mantraet for denne specialist.
- Næste trin er den ”let konvergerede” reporter, som med udgangspunkt i et mediemæssigt speciale har fået yderligere kompetence igennem efteruddannelse. Det typiske eksempel er avis-journalisten, som har lært at lave telegram-versioner (til oplæsning) af stoffet til radio eller tv og som kan levere lydbidder af interviews til radio-brug.
- Tredje trin er den ”svært konvergerede” reporter, som stadigvæk har ét stærkt medie-speciale, f.eks. tv-mediet, men som har lært at kunne omforme sit stof til artikler i avisen eller nyhedsindslag i radioen - og som kan fungere vagtmæssigt på tværs af medieskellene.
- Endelig er der den flermediale reporter, som er i stand til at beherske alle medier med lige stor selvfølgelighed og ekspertise. ”Giv mig en historie – og den skal blive leveret til avis, radio, tv og nettet” er mantraet for denne type reporter.
Før starten på forsøget i Frederikshavn var reporterne samlet i de to grupper yderst til venstre på ”konvergens-kunnen-linjen”. De fleste var avis-reportere med meget begrænset kunnen på de elektroniske mediers præmisser. Enkelte havde uddannelses- eller jobmæssig baggrund i elektronisk formidling, men havde typisk ikke brugt denne kunnen i flere år. Sådan cirka var status før forsøgsstart.
Ved CFJE’s evaluering otte måneder efter forsøgets start, var det tydeligt, at der var sket en massiv forskydning af reporter-gruppen i retning mod højre på linjen.
Stort set ingen befinder sig længere yderst på aksen som ”rene” specialister med kun et enkelt medie som fokus. De, som førhen befandt sig her, er enten rykket mod den lette konvergens – eller har taget springet over i den ”svære” afdeling. De, som førhen var på den lette del af aksen, har nu taget springet over i den svære konvergens, mens det er vores påstand, at ingen på redaktionen i Frederikshavn endnu er havnet på den anden yderfløj. Hvilket der i øvrigt heller ikke er reelt behov for. Som redaktionen er organiseret, er det stadig vigtigt, at hver medarbejder som udgangspunkt har tilknytning til ét primært medie.
Desuden er tanken om, at historierne får den bedst mulige behandling ved at være igennem en fælles research eller formidlingsproces, et slags ideal for den redaktionelle proces. Ideen om den totalt tværmediale reporter er således ikke slået igennem i Frederikshavn.
Hermed står det klart, at redaktionen i Frederikshavn i dag er bemandet med to af ovenstående typer af reportere:
- De let konvergerede
- De svært konvergerede
Yderfløjene er med andre ord ikke repræsenteret på redaktionen. En markant indsnævring, som imidlertid er en kraftig forbedring i forhold til udgangspunktet, hvor rollerne var uklare og svære at se for sig.
Fordelene ved, at de fire typer er snævret ind til to på redaktionen giver mulighed for:
- At alle vil tænke på tværgående muligheder
- At alle er åbne for samarbejde med andre
- At ingen tvinges ud i tværmedial journalistik uden kompetence
- At ingen alene behøver sætte alle medier i spil på én gang – med dertil hørende stress-faktor og risiko for kvalitets-forringelse
Til gengæld har udviklingen tydeliggjort et par problemstillinger:
- Behovet for planlægning og koordinering er vokset betydeligt
- Behovet for at tænke i andre vinkler og versioner er vokset
- Fagområder er nødt til at blive ”blødt op” så flere kan bevæge sig på tværs af disse grænser
Både/og - ikke enten/eller
Konklusionen på gennemgangen af reporternes nye rollefordeling på redaktionen i Frederikshavn må derfor blive, at de redaktionelle medarbejdere selv er interesserede i at flytte sig – ikke i retning af at blive til redaktionelle blæksprutter, men i retning af at kunne udnytte det redaktionelle stof bedst muligt.
Forestillingen er stadig i brede kredse den, at mediekonvergens er noget med, at nye og fortrinsvis unge medarbejdere render rundt med en notesblok, et kamera, en båndoptager og et videokamera på én gang. Og når de kommer hjem fra en opgave, så bearbejder de stoffet i fire-fem versioner til de forskellige medier. Samtidig sidder der gode, veltjente folk på de enkelte medier, som aldrig i livet vil kunne tænke sig at skulle lave andet end f.eks. skrive artikler til avisen.
Men sådan behøver det ikke være, viser forsøget i det nordjyske. Mediekonvergens er nemlig også chancen for at få de forskellige typer af medarbejdere til at fungere som et team. Et team, der i fællesskab sørger for, at medievirksomheden udkommer på de forskellige medieplatforme med det bedst mulige stof. Det er med andre ord ikke et enten er man multifunktionel eller man er knyttet til et enkelt medie. Det er et både/og. Spådommen herfra er den, at de fleste medarbejdere ad åre vil være et sted midt i mellem de to poler på konvergens-kunnen-linjen - og være værdifulde medlemmer af et team.
Hvis det sker, vil sammensmeltningen forhåbentlig forhindre at man sidder med medarbejdere, der ikke befinder sig godt og trygt ved det de laver - og man har samtidig bibeholdt en kvalitet, som ingen vel for alvor ønsker at give køb på.
Specialisterne med tillærte mediekompetencer er nødvendige af hensyn til et tilstrækkeligt kvalificeret kendskab til enten medier eller fagområder. Der skal med andre ord stadigvæk være folk, som virkelig mestrer at lave tv-indslag eller medarbejdere på erhvervsstoffet, som kender alle kilderne og den historiske baggrund.
Det hænger sammen med det næste - evnen til at tænke strategisk - som også er et must. Den enkelte medarbejder ude i marken skal kunne vurdere: Denne historie, som avisen har sendt mig ud for at dække, kan ikke vente til i morgen tidlig. Den skal ud i radioen i næste timeudsendelse! Hvilket igen betyder, at min vinkel skal være en anden i morgendagens avis osv.
Et påfaldende træk ved forsøgsperioden i Frederikshavn har i øvrigt været en udpræget grad af omstillingsparathed mod netop de forskellige mediers styrker og svagheder. Medarbejderne har generelt set meget hurtigt taget f.eks. radioens hurtighed, tv’s gennemslagskraft og avisens troværdighed med ind i overvejelserne.
Den indledende påstand om, at mediehuse vil kræve mere af reporterne kan således suppleres med en mindst lige så vigtig konklusion: Mediehusenes medarbejdere vil kunne mere.
Omtalte institutioner:
Omtalte kilder: