Document Actions
Christian Thye-Petersen: På reportagerejse mod det ukendte
Offentliggjort 11/19/2001, senest redigeret 04/19/2005
Om serien JP Vagabond i Morgenavisen Jyllands-Posten
ERFARING/REFERAT - opdateres ikke!
| Baggrund for JP Vagabond Der sker det, at chefen kommer ned og siger: I skal rejse gennem Danmark, vi skal afprøve danskernes gæstfrihed. Vi skal se, hvordan danskerne reagerer på folk, som kommer uden penge og skal klare sig, få noget at spise og rejse rundt. Det var faktisk den eneste idé vi havde – det var råideen. Det var det, jeg sagde ja til uden at tænke nærmere over, hvad det så ville blive til. Den første idé var, at det skulle være en rejse uden mål, en rejse rundt i landet, og så |
Vi endte i stedet med et koncept, hvor vi skulle sættes af et sted i Nordjylland. Et sted, vi ikke på forhånd vidste hvor var. Så skulle vi bevæge os mod København og lave nogle historier på vejen.
Jeg gik ind og sagde, at det var vigtigt vi ikke vidste, hvor vi blev sat af henne. Der kunne jeg se, at vi gav os selv en fortællemulighed. Muligheden for at fortælle, at nu er man et sted og man aner ikke, hvor man ender – det giver straks en indgang til hele forløbet.
Fra JP Explorer til JP vagabond
Formen for JP Vagabond tog sit udgangspunkt i JP Explorer. Det er også manden, der har fostret ideen om JP Explorer, som har lavet den her idé.
Ideen på JP Vagabond var at lave en hybrid af de to skrivende elementer, der var i JP Explorer. Der var en almindelig reportage, dog med meget personlig fortællestil. Og der var en logbog, hvor der udelukkende blev berettet om de deltagende journalisters oplevelser. Det er en helt ekstrem form for selvoplevet journalistik, hvor det kun handler om journalisten og hans oplevelser.
Jeg synes, det er meget tankevækkende, at det har vist sig, at logbogen har været noget af det mest læste og populære. Det er nok værd at være opmærksom på, at læserne synes så godt om den.
Vi ville så lave en sammensmeltning af de to former – altså fortælle om de mennesker vi mødte, men med dagbogsoplevelsen som motoren i projektet.
Arbejdet med serien
Vi var ikke så trygge, fotografen og jeg, da vi begyndte at kigge lidt mere på, hvordan det skulle gøres, når vi nåede længere i processen.
Vi kunne lave 11 af den type historier, hvor vi står ude i regnen og ikke kan finde et sted at sove. Men det kan måske gøres godt og sjovt en eller to gange. Hvis du gør det 11 dage i træk, så falder det til jorden med et brag. Faren ved den type journalistik er, at der er en stor risiko for at fejle.
Vi satte os ned og lavede en liste over, hvad der kunne være gode billeder og gode historier i. Alt, hvad der kom ved siden af det, kunne så være sidegevinster.
Så lavede vi en lang liste over, hvad vi skulle søge efter, som kunne passe ind i det her koncept. Det kunne være en højskole eller en kirke – et godt eksempel på, hvad der lykkedes, var historien fra Nyborg Statsfængsel. Vi havde skrevet op, at det kunne være sjovt at prøve at bo i en arrest eller et fængsel, hvis vi kunne få lov at overnatte der og så fortælle historien derfra.
Problemer ved projektet
Det mest oplagte problem ved projektet var, at vi opstillede en forudsætning for læserne, hvor vi sagde, at nu ville vi afprøve danskernes gæstfrihed ved at rejse rundt i landet uden penge. Det kan godt være, vi rejste rundt uden penge, men rimeligt kvikke forretningsdrivende kunne jo også se, at der stod 100.000 kroners gratis tekstreklame hen over hovederne på os, fordi vi udgav os for journalister.
Nu er det jo JP´s klare politik, at man ikke udgiver sig for noget andet, end det man er, så der var ikke noget at diskutere på det her område. Man kunne måske diskutere, om vi overhovedet skulle have lavet den forudsætning, der sagde, at nu afprøver vi danskernes gæstfrihed.
Det andet problem var, at vi skulle være gode til at få læserne med fra starten af. Hvis læserne går med på det og synes, det er en sjov idé, så får det den styrke, at de faste læsere kigger i avisen og siger: Hvor er de henne nu? Og så er det næsten ligegyldigt, hvad historien er. Hvis ikke vi havde fået læserne med på det, så ville der være mange historier i JP Vagabond, der var uden værdi, fordi de kun lever i kraft af, at de indgår i det koncept. Det ville man også kunne se, hvis man gav sig tid til at læse nogle af historierne.
Det tredje primære problem var, at vi jo egentlig satte os selv i en ret vanskelig situation. Vi brugte 80% af vores ressourcer på at komme rundt, på at finde noget at spise, og vi vidste jo ikke, hvor vi skulle sove. Men det optræder kun med ca. 20% i artiklen. Det vil sige, at du sidder meget sent og er under et vis pres hele tiden. Det går selvfølgelig ud over kvaliteten af det produkt, der er til sidst. Men det var altså vilkårene.
Dilemmaer ved den deltagende journalistik
Hvordan vægter man mellem det, man kunne kalde baggrundsoplevelser, og selve historien? Det afhænger selvfølgelig af, hvor stærk historien er, og det afhænger af, hvordan man selv har oplevet det. Men i hvert fald giver det anledning til det primære problem, som er mit oplæg til en form for debat, nemlig det med den deltagende journalist.
Der eksisterer en holdning rundt omkring til den her jeg-stil. Det jeg ofte hører, er: Er det interessant at høre journalistens holdninger og journalistens fornemmelse for et eller andet. Hvorfor skal han være en del af historien, det rager da os en papand?
Jeg synes, det er enormt underholdende at læse artikler af kolleger, der bruger den form, og jeg synes den er helt nødvendig for en avis.
Nogle gange kan jeg godt være bange for, at man bare skyder den form ned pr automatik og ud fra nogle forkerte forudsætninger. Det kan måske handle om en form for brødnid, hvor man går ind og dømmer kollegaen fremfor at bedømme produktet. Hvis det er tilfældet, er det selvfølgelig et forkert udgangspunkt.
Det er jo ikke sikkert, at læseren kærer sig det fjerneste om, hvorvidt vi profilerer os selv. Kunne det måske endda tænkes, at læseren synes, at det er hyggeligt at blive inviteret indenfor i vores tankeverden? Kan det endda være, at læseren synes, det er vedkommende, at journalisten giver noget af sin personlighed?
Jeg synes, at kantinesnakken og nedskydningen af formen kan være farlig. Det kan være med til at skræmme nye folk, der har lyst til at gå i gang og give lidt af sig selv og satse lidt. Det er ikke rart at have fornemmelsen af, at alle synes, man er en opblæst nar, der promoverer sig selv.
Deltagende journalistik i praksis
Kunne man tænke den deltagende form ind i andre dele af journalistikken?
De tanker skulle man måske nogle gange gøre sig. Jeg har som sagt tidligere været på sporten, og der har jeg ofte brugt den samme form, som I kan læse i JP Vagabond. Jeg har blandt andet dækket Wimbledon. Hvis man går tilbage i mine artikler og ser fra de 14 dage, jeg har været der, vil man formentlig ikke kunne finde mere end 25 linier, der refererer til spillet på banen.
Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved JP Vagabond. Vi nægter simpelthen at putte noget i boks. Vi nægter at sige, at det her kan man, og det her kan man ikke. Vi prøver simpelthen bare at sige, at nu går vi ud og gør det her, og så gør vi det så godt vi kan.
Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvordan man praktiserer den stil, og hvad der er godt og mindre godt. Grunden til, at jeg synes, man kan tillade at bruge sig selv, er, at det giver én nogle fortælleteknikker, man ellers ikke har. Det giver en mulighed for at gøre oplevelsen meget mere aktiv, end hvis man bruger ordet man.
Mange bruger ikke ordet ”jeg” af frygt for fordømmelse og skriver ”man” i stedet for. Det er da absurd, at hvis jeg kan lugte noget, skal jeg skrive ”man” i stedet for ”jeg”. Der er flere måder at gøre det på. Hvis man kan undgå ordet ”jeg”, skal man gøre det. Man skal bare ikke tro, at man ikke må være en del af historien.
Hvis du skal lave en reportage og gør det traditionelt, så foregår det normalt sådan, at du skaber en historie ud fra den oplevelse, du har haft. Situationen eller oplevelsen - det er det materiale, du har at arbejde med. Hvis du derimod bruger dig selv, så har du et helt livs erfaringer og sjove oplevelser, og hvis du træner dig i at gå og lagre de ting og oplevelser – så kan du lige pludselig bruge dem i en reportage.
Jeg kan give et andet eksempel fra JP Vagabond. Det er fra den første artikel, hvor jeg skriver sådan her:
Det var en af de dage. Hvis det ikke regnede, kunne det ligeså godt have gjort det.
Fra kontoret på Kgs. Nytorv konstaterede jeg pr. refleks, at de stadig ikke er færdige med det tilsyneladende endeløse metro-projekt og at duerne på Danmarks største åbne plads døjer med at lette - tynget som de er af en årelang diæt på ristede løg fra torvets pølsevogne.
Jeg følte mig også selv lidt tynget. Af forventningerne om en virkelig kreativ og nyskabende idé til morgendagens avis eller alternativt bare en idé.
Det så ikke godt ud.
Så dukkede chefen op. Han lænede sig op ad arkivskabet med foldede arme på den selvsikre ”casual” facon, som folk altid synes at mestre, når de tjener dobbelt så meget som én selv. Med et mildt udtryk i ansigtet sagde han:
”Nu skal du høre. Jeg har en idé”.
Nu sker der så det med journalister og sikkert også med mange andre, at det sætter en automatreaktion i gang, når en chef får en idé. Den afvikles i to tempi. Først roser man ideen og erklærer sig enig i, at det er en exceptionel god en af slagsen.
Samtidig spekulerer man som en rasende for at finde to helst tre grunde til, at det desværre ikke kan lade sig gøre.
Det her er jo udtryk for, at jeg har gået og tænkt, at det var da sjovt, at det egentlig er så svært for en chef at få en idé igennem blandt journalister. Det er nu en gang bedre at skabe sine egne ideer.
Og det samme gælder duerne. Jeg har selv frekventeret den dér pølsevogn og set de duer, der dårligt kan lette. Det synes jeg egentligt var lidt sjovt, og det dukker så op her. Fordi man er villig til at bruge sig selv her.
Jeg synes, det er værd at debattere den der stil med at bruge sig selv. Jeg mener, det er bedre at lave journalistik, som fem mennesker synes er godt og fem mennesker synes er noget lort end at lave journalistik, som ti mennesker synes er ligegyldigt.
...Gå til JP's temaside om vagabonderne
Omtalte personer:
Omtalte kurser:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: