Document Actions
Olav Hergel: I reportagen er timing og aktualitet afgørende
Offentliggjort 11/19/2001, senest redigeret 04/19/2005
Journalisten fra Berlingske Tidende fortæller om den klassiske reportage og arbejdet, der ligger bag
ERFARING/REFERAT - opdateres ikke!
| Mit temperament er til at lave reportagen ganske hurtigt. Altså at skrive den dagen efter eller 2-3 dage efter, jeg har været ude. Hvis jeg skal skrive en større artikel - sådan lidt mere dybdeborende - så kan det godt tage lang tid. Men reportagen er, som Jan Stage engang har skrevet, og som jeg synes er rigtigt, ”når jeg går hjem og skriver lige bagefter. Det er dér, hvor det synger i tasterne”. | ... |
Sådan føler jeg også, det er for mig selv – at det synger i tasterne, når jeg går hjem og skriver dagen efter.
Jeg lavede for et år siden en længere serie, der hed Dagen i Livet, fordi jeg var træt af at sidde på kontor en hel dag. Jeg ville lave noget, hvor jeg stod op om morgenen kl. 6.00, og så gik jeg hjem kl. 22.00 om aftenen med et eller andet menneske, som jeg syntes var skægt. Og det var selvfølgelig hårdt den dag, men jeg opdagede også, at det holdt ikke helt, hvis jeg bare tog en hvilken som helst dag.
Det er nogle ældgamle journalistiske kriterier - timing og aktualitet - der gør, at nogle dage er specielle og derfor bedre end andre. I stedet for at man bare går ud og fortæller.
Der er nogle ting omkring timingen, som gør det nemmere, og som gør, at man får nogle gaver.
Så jeg leder meget efter de dage. For eksempel dagen hvor Thorsen og Trads dommen bliver afsagt, den dag hvor alle dækker den. Men der er ingen, der står og tigger og beder om at få lov til at skrive en artikel om, hvad der sker den dag.
Så får jeg en hel side, og der er masser af plads. Men stoffet skal selvfølgelig hjem og det skal være samme dag. Men den dag med Thorsen, det var pragtfuldt – en fantastisk dag. Der sker alt muligt, og han ender på et værtshus, hvor alle dem, der har dækket den her sag, jeg ved ikke hvor længe, er kede af det, fordi Thorsen og Trads har fået 6 års fængsel. Thorsen giver frikadeller og øl til alle. Der er stadigvæk stilhed blandt dem, der har fulgt ham, og så siger han: ”Har I tabt mælet drenge?” Det siger han til alle, og det bliver så historien.
Det er sådan noget, jeg synes er skide skægt at lave. Den har måske ikke noget større formål, andet end at man fortæller noget om sin verden, man skildrer verden og skal ikke opfinde den, fordi den foregår lige foran næsen på dig.
Bliv ved
Der er også noget andet, jeg – næsten altid – gør. Jeg bliver ved. Jeg gider aldrig læse et ekstra regnskab eller en ekstra tekst på internettet, men jeg gider som regel altid, når jeg er ude, at tage et ekstra menneske.
Den aften med Plattenslagerne tænkte jeg på et tidspunkt: Den her aften fortsætter, og du skal ikke stoppe nu, selv om jeg havde rigeligt med stof til at stoppe nu.
Jeg blev alligevel ved, og så er det selvfølgelig en gave, at de vil på luderbar, og så møder vi nogle gutter i den her bar, som er stærkt underholdende, og de har ikke andet at lave end at gå rundt og være smarte. Men de er også søde, gavmilde og skægge.
Jeg synes, det nytter at blive ved.
Der er jo en grund til, at vi har fået en mund og to ører. Man skal gå ud og lytte, se og lugte. Det har journalisterne skullet gøre lige siden Berlinske Tidende blev trykt første gang i 1749.
...Læs Olav Hergels artikel Plattenslagerne, der er en reportage fra en herreaften i Magasin.Personerne bærer reportagen
Find et menneske.
Jeg har nogle ældgamle papirer jeg har fået af Ebbe Grunwald og Gert Smistrup. Der står, at enhver god roman er skrevet over ordene:
En tiltrækkende person, som søger mod et eller andet mål, som er enormt svært at opnå. Og som når det imod alle odds.
Romaner, artikler – hvad som helst. Det er personer der bærer dem. Sådan har det altid været for mig. Om det er til dagen efter eller til om et halvt år, så synes jeg, at det enkelte menneske er helt centralt i enhver reportage.
Afghanerne
Jeg vil sige noget om, hvad gør man for at få historien hjem samme dag. Det er meget tit min ramme.
Jeg vil læse en helt almindelig indledning, som ikke er specielt fremragende, op fra i tirsdags. Det var dagen efter, at amerikanerne angreb Afghanistan, og handler om afghanere i Danmark. Jeg læser det op, fordi det er helt almindelig hverdag for mig.
Jeg gik ud i Røde Kors kulturklub for at finde en afghaner, og jeg fandt én, men han var for grøn og ville ikke snakke. Men han fortalte, at der findes en grønthandler nede bag Hovedbanegården, og så gik jeg derned og der var masser af afghanere.
Det tager et par timer at interviewe dem, men én af dem er så god, at jeg kan indlede med ham, og når begyndelsen bare holder, så er dagen hjemme – og der er man også hjulpet af, at det er lige præcis dén dag. Det er dagen, alle vil læse om dem, det er dagen efter angrebet. Det her holder også på grund af timingen. Jeg har skrevet sådan her:
Dagen efter, at USA begynder at bombe hans fædreland, står den 20-årige afghaner Sal uden for en grønthandlerbutik på Vesterbro. Der er et forlegent smil om hans læber, og man undrer sig. For hvis der er nogen i denne verden der intet har at smile af, så er det Sal.
Han er en ung mand, der har været i krig eller på flugt i hele sit unge liv. I hvert fald kan han ikke huske andet. I hans Landsby i Afghanistan er de shia-muslimer og de sloges med talibanerne som er pashtuner.
Allerede da han var tolv år, hjalp han med at bære vand og mad ud til mændene ved fronten. Heriblandt sin far. Da han var 16 år, gik han fra at være vandbærer til at være aktiv kriger. Der var ikke så meget andet at gøre. For det var, da han var 16 år, at talibanerne dræbte hans far.
Det var så det, og der kommer mere om ham senere i artiklen. Han er glad for, at amerikanerne er gået ind. Historien er så godt som hjemme, for resten er udvidet vox pop.
De overordnede ord i den her historie er: Vi er bange. Det er musikken eller klangen i denne her artikel – selvfølgelig er de bange.
Nogle er rasende over, at amerikanerne er gået ind, og er bange. Andre er glade for, at det er sket. Der behøver ikke at være en vinkel på det, for begge de ting er til stede blandt afghanerne.
Find et eller to mennesker som er tilstrækkeligt inde i situationen, som kan beskrive det, det hele handler om. Du skal have lidt om deres livshistorie, du skal ikke have hele deres livshistorie, men man skal lige have så meget at man kan lave en indledning på dem. Kan man lave en indledning på et menneske, så er man hjulpet helt ufatteligt langt.
Det handler bare om at gå ud så meget som muligt.
Jeg synes, det er pragtfuldt, at alle aviser er så kedelige, og at der er så få der går ud. Det giver dem, der har lyst, ufattelige muligheder for at komme ud af kontoret. Der er så få, der vil ud af kontoret.
Presset ligger på dig
Der er et stort dilemma ved, at du går hen og siger, at du skal have to eller tre sider. Det er, at presset hviler på én. Hvis du siger, du vil have to eller tre sider, så er det ikke et eksperiment. Det skal være en succes i første omgang. Måske skal man starte i det små. Jeg har også været i gang med en serie, men det er klart, du lægger et enormt pres på dig selv.
Redaktørerne foreslår det jo ikke selv. Så når der skal sprænges grænser, så er det for ens egen regning og det lægger et pres. Så længe der ikke er nogen redaktører der er oppe på det, kan jeg ikke se, det bliver anderledes. På den anden side mener jeg også, at det er op til os selv, men presset kan du ikke undgå, for hvis du vil være ekstraordinær, skal det være godt. Fortællende journalistik, der ikke du’r, er det værste, der findes.
Omtalte personer:
Omtalte kurser:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: