Tyskland, Sverige og Storbritannien: Naboerne følges tæt

Offentliggjort 02/08/2000, senest redigeret 11/03/2005

Af Torben Kitaj

De danske nyhedsmediers dækning af tre af de vigtigste nærområder midt i november 1998 skal ses i sammenhæng med den øvrige dækning. Vesteuropa står for 35 procent af den samlede udlandsdækning i perioden. En tredjedel af den samlede vesteuropæiske dækning faldt på de tre lande Storbritannien, Tyskland og Sverige. Fordelingen i forhold til den totale dækning er:

Storbritannien blev dækket med 150 artikler og indslag (5%), Tyskland med 116 artikler og indslag (4%) og Sverige med 79 (3%).

Det skal bemærkes, at dækningen af Nordirland blev opgjort særskilt – til to spalter i aviserne og to minutter i de elektroniske medier. Selv om Nordirland inkluderes, øger det ikke nævneværdigt omfanget af den britiske dækning, der lagt sammen var på over 14 hele sider i aviserne og 37 minutter radio og tv.

Følger udviklingen nøje
Målt i spaltemillimeter og sekunder i radio/tv var Storbritannien typisk det fjerde-femte mest omtalte land i de danske medier. Det blev kun overgået af dækningen af USA og Rusland foruden kriserne i Irak og Indonesien. På avisernes kultursider var Storbritannien derimod klart det mest dækkede land i verden, med Frankrig og USA halsende langt bagefter (se figur 4 i Verden ændrer sig – flytter medierne med?).

Tyskland var typisk det ottende mest dækkede land, overgået også af Kina og begivenhederne omkring Wye-fredsaftalen i Israel/Palæstina og kurderlederen Öcalans tilfangetagelse. På kultursiderne var selv lande som Palæstina, Rusland og Sydafrika mere dækket end Tyskland.
Sverige dækkes mere perifert målt i omfang, også på avisernes kultursider.

På erhvervssiderne var Sverige imidlertid det tredje mest dækkede land, kun overgået af USA og Japan, og skarpt forfulgt af Storbritannien og Tyskland. Det er ligeledes værd at bemærke, at Sverige i avisnotitserne markerer sig som det syvende mest omtalte land, mens Storbritannien og Tyskland kun overgås af USA og Rusland. Danske nyhedsmedier følger altså udviklingen nøje i alle tre nabolande, omend det ofte sker i små artikler, og som handelspartnere følger vi landene særligt tæt.

Få solohistorier
Selv om alle tre lande er vores nærmeste naboer, så er dækningen meget forskellig både i emnevalg og prioritering. Interne politiske forhold i Tyskland og Storbritannien fylder en hel del, ligesom internationale politiske forhold gør det. Der er derimod ikke et eneste eksempel på en omtale af svenske politiske forhold. Sveriges statsminister er formentlig kun kendt af et fåtal af danskere, hvorimod næsten alle kender Tony Blair. Sverige kender vi gennem medierne for miljø, atomkraft og forskellige ulykker. Mere om det i detaljer senere.

Alle tre lande dækkes i vid udstrækning af egne korrespondenter, og alle tre lande får i de fleste medier en gedigen løbende dækning. Der er heller ikke de store forskelle i, hvilken type af historier de forskellige medier tager op, hvilket bekræfter undersøgelsens observationer om, at mange historier giver sig selv. Egne historier er lidt af en illusion. Eksemplerne er få.

De britiske historier
Storbritannien er det mest dækkede vesteuropæiske land. Både dagspressen og de elektroniske medier har en løbende, bred dækning af væsentlige og kulørte historier.

Berlingske Tidende har den største dækning. I alt 25 korte og lange artikler er registreret. Politiken, Radioavisen, Jyllands-Posten, Aktuelt og Århus Stiftstidende har hver 10-15 artikler/indslag. De to tv-nyhedsstationer har ligeledes op imod 15 indslag af kortere og længere varighed. Information, Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og Ringkjøbing Amts Dagblad har hver især en lidt mere behersket og selektiv dækning.

De britiske emner er:

• Kongehuset (30 artikler/indslag, 20%)
• Storpolitik, især Irak-krisen, (25 artikler/indslag, 17%)
• Politik, især debat om Blairs regeringsstil og om overhusets delvise afskaffelse, (17 artikler/indslag, 11%)
• Landbrug, især om lempelsen af forbudet mod britisk oksekød, (16 artikler/indslag, 10%)
• Livsstil, blandt andet om bøsserne i det britiske samfunds top, britisk identitet, London, (16 artikler/indslag, 10%)
• Kultur, blandt andet Spice Girls, Jagger, nyt operahus (10 artikler/indslag, 6%)

‘Human touch’ i britisk politik
Den massive dækning af det britiske bekræfter, at Storbritannien igen er en meget konkret størrelse i danskernes bevidsthed.

Vi følger med i den daglige politik, fordi hvad Blair gør er trendsættende i øjeblikket. Blair er socialdemokrat, han repræsenterer tilsyneladende en fornyelse, og Blair blander sig i meget både internt og eksternt. Blair er også personlig i sin stil, hvilket givetvis giver ham en høj interesseværdi hos mange almindelige mennesker, ikke mindst kvinder. Med andre ord er Blair en mand, som appellerer til høj grad af identifikation hos læserne eller seerne. Blair gør også som socialdemokrat og regeringsleder op med en række socialdemokratiske dogmer, og dermed bliver den britiske indenrigspolitik meget nærværende og relevant for danskerne. Mange af de sager, som kører i britisk politik, kan vi sætte os ind i. Det gælder nok især på det sociale og økonomiske område. Skatteharmonisering i EU er et sådant eksempel.

En række britiske sager rækker dog længere ud end det rent britiske og har derfor også en direkte relevans for danskere. Det gælder for eksempel kogalskaben, som for os som landbrugsland er meget vedkommende. Forbrugerstof kan også være et emne, som går nemt ind hos danskerne, og hvor der er en høj dækningsgrad i den britiske presse.

Pinochet-sagen er speciel, men den får en intensiv dækning, fordi det er en sag, som appellerer stærkt til vores følelser og moralske habitus. Og på den måde er det måske alligevel ikke så tilfældigt, at den ligger i Storbritannien. Den britiske regering har en meget høj profil i alle moralske sager. Hverken Blair eller udenrigsminister Cook forsømmer en lejlighed til at give udtryk for moralsk indignation, og det er formentlig et både bevidst og populært approach, som appellerer til mange almindelige mennesker i en tid, hvor materielle værdier og magtbegær ellers dominerer.

Med andre ord er der et human touch i britisk politik, som har en stærk appel også til et dansk publikum. Selv sagerne om overhusets eksistens får en betydelig plads og bliver vinklet, så lorderne får et meget menneskeligt ansigt.

Storpolitisk fører Blairs regering sig frem som en betydende europæisk magt, som vil blande sig og være med både som USA’s superallierede, blandt andet i Irak-konflikten, og som en europæisk magt med sin egen stemme. Det kan vi også godt lide som danskere at læse om, fordi briterne på en eller anden måde bliver vores allierede i vores skepsis over for bureaukrat-typer-ne i EU.

Igen er det menneskelige element i britisk politik vigtigt. Der er måske også noget mere i det end det, for hvis man sammenligner med den aktuelle tyske regering, så har dens to topfigurer på det personlige plan begge to yderst kulørte livshistorier, men vi har nok alligevel lidt sværere ved at identificere os med dem end med briterne.

Kendt fra ferier og serier
Kongestoffet er selvfølgelig også en særlig britisk specialitet, som får en betydeligt større dækning end kongestof fra Holland, Sverige eller Norge. Vi kender de britiske royalties bedre, end vi kender Dronning Beatrix. De er også mere spændende i blandingen af skandaler, mislykkede liv og verdensfjernhed, alt sammen noget som har stoffet til gode slægtsromaner i sig.

Det sidste vigtige hjørne i dækningen af det britiske er livsstilsstoffet, som sammen med kulturstoffet fylder en sjettedel. Det er ikke uden grund, at Storbritannien i perioden var det mest omtalte land på avisernes kultursider.

Her er alt fra Mick Jaggers skilsmisse og en Spice-baby til debatten om bøsserne i den britiske regering, modestof og opførelsen af et nyt operahus. Vi kender som danskere aktørerne i britisk kultur fra musik, film og teater, vi kender London fra rejser derover. England især er et sted, mange tager til eller kan forholde sig til. Derfor er det relevant at høre om Jagger og om Londons operahus.

Som nyhedschefen på et af de største britiske tv-nyhedsprogrammer, Phil Moger fra ITN, siger: »I vores program er udland især USA og Spanien. USA kender vi fra serierne, Spanien kender vi fra ferierne«.

Tyskland er tungere
I den undersøgte periode blev Tyskland omtalt i 116 artikler eller indslag og er dermed det næstmest omtalte vesteuropæiske land.

Igen er Berlingske Tidende førende, lige foran Politiken, hver med omkring 20 artikler. Århus Stiftstidende, Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten har hver omkring 10-15 artikler. De elektroniske medier har i perioden en lidt mere ujævn dækning end af det britiske, men Radioavisen har i perioden i alt bragt ni indslag om tyske emner.

Fordelingen mellem bureaustof og egne korrespondenter er fifty-fifty. De fleste større aviser har fast deres egen korrespondent i Tyskland.
Det storpolitiske og det politiske stof har en klar dominans i Tysklands-dækningen:

• Storpolitik dækkes med 42 artikler/indslag (33%)
• Tysk politik med 28 artikler/indslag (24%)
• Økonomi med 18 artikler/indslag (14%)
• Historiske artikler/indslag med 7 artikler/indslag, (6%).

Tyskland dækkes løbende
Den tætte dækning af tysk indenrigspolitik har både handlet om den nye tyske regering og nøgleministrenes sager. Schröders jomfrutale blev holdt i den undersøgte periode med tilhørende debat og kritik af regeringen. Men også mere sagsorienterede emner har været dækket som for eksempel integrationsspørgsmål, sagen om dobbelt statsborgerskab, skattepolitikken med videre.

Dækningen af tysk indenrigspolitik er på et niveau, hvor det i de store dagblade nærmer sig en løbende dækning. Andre medier går mere sporadisk ind i det, men nok til at det samlede indtryk for den danske medieforbruger må være en temmelig klar bevidsthed om den nye tyske regerings nøglepersoner, den politiske debat, de grønnes placering i regeringssamarbejdet og så videre.

I modsætning til dækningen af det britiske så er der mange artikler om økonomi. Den økonomiske udvikling i Tyskland følges tæt i samtlige medier, ligesom EU-relaterede sager som planer om skatteharmonisering og valutapolitik. Også arbejdsløshed og bankforhold følges meget tættere end for Storbritanniens vedkommende. Interessen for det økonomiske stof skal nok ses i sammenhæng med en idé om, at det har større betydning for os, hvad der sker rent økonomisk i Tyskland end i Storbritannien. Det kan muligvis også hænge sammen med, at der er mange flere forskellige historier at tage af i London, end der er i Tyskland, og derfor bliver de britiske reportager mere varierede.

Historisk orienterede artikler er der en del af både fra England og Tyskland. Fra Tyskland er det typisk reportager om emner, der har med den anden verdenskrig at gøre: diskussionen om kz-lejrene, mindesmærker og lignende. Men også historier om Stasi, om RAF og om østtyske forhold er repræsenteret.

Sammenfattende kan man om Tysklands-dækningen sige, at den er seriøs og fokuseret på politiske forhold i bred forstand. Tyskland opfattes formentlig som interessant på grund af landets vægt økonomisk og politisk i Europa, og ikke så meget som et land og et folk, vi henter inspiration fra og kan identificere os med.

Svenske hverdagsproblemer
Dækningen af Sverige viser så et helt tredje mønster. På sin vis er det en dækning af meget jordnære historier med en stor bredde.

Der er en helt påfaldende mangel på dækning af politiske emner. Ikke en eneste artikel om svensk inden- eller udenrigspolitik har fundet vej til de danske medier i perioden. Men hånden på hjertet: hvem gider høre om en tale Carl Bildt har holdt ved et møde i Göteborg? Med andre ord: De svenske politikere kender vi ikke, og vi har måske heller ikke den store lyst til at lære dem at kende. Der skal formentligt et internationalt løft til, før vi vil interessere os for en Bildt eller en Persson, sådan som vi gjorde det med Palme.

Der har været mange artikler og stor dækning i alle medier af striden om, hvad der skal ske med de omkomne fra Estonias forlis. Derudover fordeler eksemplerne sig meget spredt: Fem artikler om de svenske a-kraftværker, otte om erhverv og økonomi og en specielt om dansk eksport til Sverige. Der var fem artikler og indslag om landbruget, syv om kriminalitet, fire om kultur, tre om miljø og fire om opfølgninger på diskoteksbranden i Göteborg. Sygdomsbehandling er blevet dækket i fire tilfælde, kultur i fire tilfælde, mens der var tre eksempler på livsstilsreportager.

Berlingske Tidende er helt suveræn i dækningen af Sverige. Ud af de 79 artikler tegner Berlingeren sig for 25 eller næsten en tredjedel. Jyllands-Posten havde 15 artikler, resten var mere sporadisk. Radioavisen havde otte reportager.

Lidt over halvdelen af artiklerne var bureaumateriale eller sakset fra svenske aviser.

Det foreløbige billede, man sidder tilbage med, er, at svenskerne er lidt som os selv, vi vil gerne vide, hvordan de forholder sig til hverdagsproblemstillinger hinsidan. Vi har ikke det store behov for at høre om de store tunge emner, snarere er det identifikationen, som er i højsædet. Et eksempel fra tiden efter undersøgelsen er debatten om sygehusbehandling i Sverige, der blussede meget op og førte til mange reportager fra Sverige.

5.2.2. Det redaktionelle valg

De samme få hovedhistorier
Hvorfor har redaktionerne valgt de historier, de har valgt? Er der forskelle i dækningen mellem de enkelte redaktioner? I hvilken udstrækning satser redaktionerne på en egen profil? Det er nogle af de spørgsmål, dette afsnit skal handle om, med udgangspunkt i dækningen af de tre store vesteuropæiske lande.

Udgangspunktet på næsten samtlige medier var: Hvordan ser dagens nyhedsudbud ud? Hvilke historier skal vi have i dag? Selv de mere nicheagtige medier synes at have en idé om, at de gerne vil give deres læsere en vis sikkerhed for at få de allervæsentligste historier. Alene af denne grund er der en meget stor fællesdækning af hovedhistorierne.

Prins Charles’ 50-års-fødselsdag rørte samtlige medier bortset fra Information ved. Blairs aktivistiske udenrigspolitik i forhold til Irak-krisen var også en fast ingrediens hos næsten alle i flere versioner.

Pinochet-sagen var også et must for alle. Disse tre historier trak hovedparten af læsset i den britiske dækning i perioden.

For Tysklands vedkommende var det også påfaldende så meget fællesstof, der var. Den nye regerings gøren og laden blev fulgt temmelig tæt af alle, ligesom den tyske udenrigspolitik og den økonomiske politik gjorde det.

Men det er endnu mere påfaldende i den tyske dækning end i den britiske, at det er hovedhistorierne, som trækker. Medier med egne korrespondenter valgte også på hovedhistorierne at bruge deres egne folk, selv om de ikke nødvendigvis kunne bidrage med meget mere end bureauerne.

Egne vinkler på fælles gods
Det øvrige stof, som ikke lige falder ind under væsentlighedskriteriet, gav meget mere plads til individuelle variationer. Der, hvor medierne skilte sig en smule ud fra hinanden, var ved nogle enkelte valg af egne historier om for eksempel Vadehavet eller et historisk emne som Ørnereden.

Det er interessant at se nærmere på, hvordan aviserne vælger at prioritere det øvrige stof. Her er der brug for nogle andre kriterier, og der er brug for at argumentere både internt og over for læserne. Dybest set handler det i vid udstrækning om at finde ud af, hvordan interessekriteriet kan omsættes i praksis og forenes med den redaktionelle profil, det pågældende medie ønsker at have.

I det britiske stof var der typisk på kulturområdet tale om, at enkelte blade ville have deres egne ting frem. Livsstilsstoffet var også et stofområde, hvor man kunne profilere sig i forhold til de øvrige. Aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende markerer sig som dem, der mest markant går ind og finder emner, som giver mulighed for at finde danske vinkler eller styrke identifikationen for danske læsere. Det gælder for eksempel erhverv og økonomi med fyldige reportager om kogalskabssagen eller emner som økonomisk vækst og skatteharmonisering. Et nærmere check viser dog, at der ikke i egentlig forstand er tale om egenhistorier, men snarere er tale om at prioritere nogle bestemte emner lidt højere og så markere, at man følger disse områder.

Dækningen af Sverige udmærker sig ved, at der her er mere frit slag for at vælge egen-historier. En enkelt skævert eller to gør ikke noget her, for der er tydeligvis ikke nogen klar konsensus om, hvilke historier som er hovedhistorierne. Spredningen er enorm i emner, og her kan korrespondenterne rigtigt boltre sig. De er fritaget for det åg, der hedder, at de skal bedrive by-line journalistik.

Stor og flimrende dækning
Næsten alle redaktører har den holdning, at der er fælles gods, som i større eller mindre grad skal dækkes, og så er der det stof, hvor avisen selv sætter en dagsorden, de egne projekter. I praksis fylder det fælles gods meget mere, end redaktionerne selv mener, det burde fylde.

De redaktionelle ledelsers ønske om at gøre op med udlands isolerede placering i forhold til de øvrige redaktioner holder ikke i praksis. Redaktionerne vælger meget konservativt at følge den internationale udvikling og placere historierne på en udlandsside. Her er sikkerheden stor.

Der er helt klart undtagelser. Århus Stiftstidende har taget konsekvensen og brudt barriererne mellem ind- og udland helt ned. Ekstra Bladet har heller ikke en egentlig udlandsredaktion.

De to aviser, som samlet set har den mest omfattende og alsidige udlandsdækning, er Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. På begge disse aviser har man både nogle afgrænsede udlandssider, og samtidig forsøger man at integrere udlandsstoffet i de øvrige sider. Resultatet er på sin vis imponerende i omfang, men også lidt flimrende, fordi det let kommer til at virke som alt godt fra havet. Når man tænker på det udbud af nyheder, man som dansker i dag kan få, så rejser det spørgsmålet, om der er brug for mængder eller en redigeret virkelighed.

Information har klart valgt en stramt redigeret udvælgelse af nyheder med det resultat, at man ikke helt har sikkerhed for at få alt det væsentlige med. De elektroniske medier holder sig derimod meget tydeligt på den sti, at man vil have de væsentligste nyheder med, og det giver så meget lidt plads til mere specielle vinkler.

Tør ikke satse alene
Den omfattende dækning af de tre nære områder – især Tyskland og Storbritannien – har nærmest karakter af en løbende dækning og dermed er der ikke det store behov for at argumentere og forklare sig.

Det er dog helt tydeligt, at der på mange medier er en livlig debat om, hvad vi skal med udlandsstoffet, og om seerne eller læserne overhovedet vil have det. Redaktionerne ønsker i udlandsdækningen ikke at bruge mindste fællesnævner som et kriterium. Der er en udbredt vilje til at holde fast i stoffet, så må seerne eller læserne vælge det fra, hvis de ikke ønsker det. Og på den måde er det nok meget rimeligt, at udlandsstoffet fortsat så klart er markeret i form af egne sider eller ligger i blokke i de elektroniske medier.

Svagheden er nok, at modet til at turde satse ressourcer på egne vinkler og selvopdyrkede udlandshistorier er lille. Troen på, at stoffet kan bære, er åbenbart for lille. Her falder en sammenligning med de britiske avisers satsninger på egne ideer, menneskelige vinkler og så videre ikke godt ud for de danske redaktioner.

5.2.3. Kilderne

Sammenfald af kilder
Den store mængde af fælles gods i udlands-dækningen af de nære områder hænger nøje sammen med kildegrundlaget.

Overfladisk set er der to typer af udlandshistorier: Korrespondentproducerede historier og telegrambaserede historier. Umiddelbart skulle man tro, at der var stor forskel, men det er mere en gradbøjning end en reel forskel.

Det primære kildegrundlag er nyhedsbureauerne. For hjemmebaserede udlandsjournalister er Ritzaus Bureau en slags referenceramme, især på de mindre aviser, men også på de større aviser, idet Ritzau ofte er redaktionssekretærernes indgang til et check af, hvad der sker på dagen. De udenlandske nyhedsbureauer er primærmaterialet for de skrivende, især Reuters og Asso-cia-ted Press er anvendte. Derudover er der de store udenlandske aviser som Herald Tribune, Guardian og Financial Times. Mange redaktører siger direkte, at de bruger især Reuters Highlights for at se, hvad dagsordenen er i verden i dag eller i morgen.

Sammenfaldet af kilder kombineret med inspiration fra de samme tv-stationer og en del kontakt korrespondenter og journalister imellem gør, at der i vid udstrækning er en tendens til samtænkning og dublering. De færreste vil lade sig dirigere af nyhedsstrømmen fra andre medier, især tv og bureauerne. Praksis er som nævnt ikke helt så ideel.

Holdt op imod de udenlandske medier kan man sige, at ofte er dækningen af de væsentlige udenlandske begivenheder i danske medier et lidt forsinket ekko af den udenlandske dækning. Der er ikke mange eksempler på, at emner er blevet forudset og behandlet, før en begivenhed har fundet sted. De danske medier er ikke meget for at sætte en sag på dagsordenen, før den er blevet en sag. Det skal være en sikker sællert, før man tør gøre det, for eksempel Prins Charles’ 50-års-fødselsdag. Tvivlen på, om stoffet er spændende nok, eller sagen er stor og vedkommende nok, begrænser åbenbart lysten til at tage hul på den, før den er en etableret sag, som de andre også har.

5.2.4. Effekten

Sjældent dagsordensættende
Det samlede billede af de to ugers dækning af Storbritannien, Tyskland og Sverige er en solid og sober, men også uselvstændig dækning af de væsentlige begivenheder. Der har ikke været megen plads til at tænke på interessekriterier eller på deciderede egne historier.

Ambitioner er der ellers hos de fleste:

På TV-Avisen er en god udlandshistorie i den sene avis perspektiverende, men i praksis er det oftere en baggrund i forhold til en stedfunden begivenhed, end det er en dagsordensættende historie.

Politiken vil gerne åbne nye perspektiver i forhold til det aktuelle. Desværre er der ingen klare eksempler i dette materiale.
På TV 2/Nyhederne er man meget brændpunktsfikseret, man vil gerne være der, hvor det sner, og vise konkrete stedfundne begivenheder, hvilket er fint i overensstemmelse med praksis.

Jyllands-Posten vil gerne prioritere historier, hvor de selv sætter dagsordenen, og så køre tvangsstoffet ned. Det lykkes også til en vis grad, der er dog ingen klare eksempler i det her analyserede.

På Radioavisen er ambitionerne om, at medarbejderne skal ud og formidle verdensbegivenhederne en ambition, som dog ikke i særlig udpræget grad kan aflæses af praksis. Der er gode eksempler, men hensynet til at kunne bringe dagens nyheder hurtigere end alle andre vejer naturligt nok tungest.

Berlingske Tidende er den avis, som har dækket de tre her behandlede lande mest grundigt. Her er man også meget ambitiøse og vil gerne kunne give både bredde og dybde og gør det også. Man ligger i kølvandet på store europæiske avisers tradition og mainstream-historier med tyngde og overblik.

Samtlige medier havde i perioden en klar europæisk prioritering, som viser, at det europæiske og det nære er de mest centrale udlandsemner. Her er heller ikke brug for de store forklaringer for at retfærdiggøre prioriteringerne. Som de fleste siger: “De giver sig selv.”

Vi følger intenst med
Den samlede effekt af dækningen af de tre nærområder er derfor, at vi som lille nabo følger temmelig intenst med i den storpolitiske dagsorden hos vore to stormagtsnaboer, Storbritannien og Tyskland, at vi også følger meget løbende med i det politiske liv i de to lande, men at vi på det medmenneskelige plan nok stadigvæk nemmere kan identificere os med svenskeren end med tysken eller englænderen. Og derfor er effekten af Sveriges-dækningen, at vi dér følger med i sager, som vi selv qua en dansk interesse eller debat interesserer os for.

Konsekvenserne for læserne og lytterne er alt i alt en kvantitativt set omfattende dækning af vores nabolande, men på et uensartet grundlag. Reelt er dækningen af Storbritannien den mest helstøbte, idet man som læser får et temmelig nuanceret billede af det britiske samfund, fordi der er så mange eksempler på livsstil og menneskelige reportager ud over de mere traditionelle nyhedshistorier.

Det store udbud skal dog vurderes sådan, at det er meget få mennesker, som har mulighed for at orientere sig i mere end et eller to nyhedsmedier, og det billede, som læseren, lytteren og seeren sidder tilbage med, afhænger derfor i høj grad af, hvilke medier de bruger.

5.2.5. Medierne og udviklingen

I retning af menujournalistik
Ud fra dækningen af vore tre nabolande og observationerne på redaktionerne tegner der sig nogle linier og hovedproblemstillinger i de danske mediers udlandsdækning.

De fleste af de her undersøgte medier vil gerne være bredtfavnende og betragtes som en slags hovedkilde til information om døgnets begivenheder. Der er undtagelser, for eksempel Ekstra Bladet (som klart ser sig selv som et ekstra blad), Information (som også er en supplementsavis) og måske Kristeligt Dagblad og Ringkjøbing Amts Dagblad. Selve ideen om at være bredtfavnende stiller naturligvis krav om, at man så også kan levere varen i form af sikkerhed for, at døgnets væsentligste udenlandske begivenheder må og skal omtales.

Det, der kan skille medierne fra hinanden, er så omfanget, prioriteringen, forholdet mellem tvangshistorierne og de egne historier.

Der er flere eksempler på nytænkning, som opererer med en eller anden form for kombinationsmodel. Tvangsstoffet kan parkeres i klare sektioner, interessestoffet og de egne historier kan så placeres i andre dele af avisen eller med en anden opsætning, som det for eksempel praktiseres i flere udenlandske aviser med dagens særlige menneskelige historie eller lignende.

På Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er der også adskillige forsøg på at integrere udlandsstoffet i den øvrige dækning, særligt i erhverv og andre tillæg. Det er givetvis også vejen frem til mere brugervenlige aviser, hvor læserne kan sortere og vælge efter et menusystem.

De elektroniske medier har i sagens natur sværere ved i deres hovednyhedsudsendelser at indrette sig lige så brugervenligt, men også her er der nytænkning på vej. Der er de store brede mainstream-nyhedsudsendelser, som i vid udstrækning skal være redigeret efter klare væsentlighedskriterier. Så er der online og tekst-tv, som i vid udstrækning lægger op til en anvendelse af menuprincippet. Og så er der specialprogrammer, som giver de særligt interesserede muligheder for at fordybe sig i andre, mere perifere emner.

Herudover er der endnu en dimension i prioriteringerne i udlandsdækningen, som er værd at notere sig, nemlig de klare politiske målsætninger. For eksempel har både Berlingske Tidende og Politiken valgt at betone menneskerettigheder som en væsentlig dimension i udlandsdækningen. Berlingeren lægger også vægt på det europæiske. Der er næppe tvivl om, at nogle klare satsninger af ideologisk og politisk karakter for nogle af de bredere medier kan være en vej til at profilere sig og få læsergruppen til at identificere sig holdningsmæssigt med bladet.

For de elektroniske public service-medier er de ideologiske og politiske satsninger selvsagt mere problematiske, omend det burde være muligt at være mere dagsordensættende i sine ambitioner.

Spirer til nye tendenser
Ser man så den konkrete dækning i medierne af de tre nabolande i dette lys, så tegner der sig nogle svage konturer. Den stærke dækning i samtlige medier af sagen mod Pinochet er formentlig fint i overensstemmelse med den fortolkning af tidsånden, som for eksempel Politiken står for. Også den klarere vægtning af økonomiske og erhvervsmæssige sager i Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er i god overensstemmelse med deres læseres formodede interesser.

Det kan for så vidt undre, at der ikke er flere reportager om emner, som vi selv debatterer herhjemme. Kun Sveriges-dækningen viser en klar profil i dækningen af parallelhistorier. Nogle aviser prioriterer livsstils- og kulturstoffet højt, hvilket formentlig også er en af de nicher, vi vil se mere til i takt med den voksende turisme.
Men hovedindtrykket er dog trods alt, at mainstream-udlandsjournalistikken er klart dominerende. De nye tendenser er foreløbigt kun spirer.

Relevante kilder:

• Verden på tilbud (bog)

Søg

Temasider om samme emne

• Udenrigsjournalistik

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:

• Udland

Få et tip om nye artikler og kurser:

• UPDATEs nyhedsbrev

 

• Ris og ros til webstedet