Document Actions
Østasien: Krisen fik medierne til at vågne
Offentliggjort 02/08/2000, senest redigeret 11/03/2005
Danske nyhedsmedier er langsomt begyndt at indrette sig på, at adskillige østasiatiske lande er blevet betydelige aktører i verdensøkonomien
TEORI/UNDERSØGELSE: Denne artikel er et uddrag af bogen Verden på tilbud, udgivet af CFJE i 2000.
5.7.1. Den konkrete dækning
Østasien er stort, målt i befolkninger, økonomiernes størrelse og i geopolitisk betydning. I internationale medier er der i 1990’erne satset kraftigt på en mere systematisk dækning af denne verdensdel. CNN har særlige programmer om Østasien, og for eksempel International Herald Tribune afsætter dagligt en side til nyheder og emner fra Østasien og Stillehavsområdet.
I en dansk sammenhæng er den østasiatiske dæknings problem, at den præsenterer en kulturkreds, som kun få danskere har mere end et overfladisk kendskab til.
I undersøgelsesperioden optræder de østasiatiske lande i et omfang, der alene vurderet på tallene kan forekomme beskedent – i betragtning af, at der er tale om en region med omkring to milliarder indbyggere, og hvor det største land er verdens folkerigeste, to af landene er verdens henholdsvis næststørste og syvende største økonomi (Japan og Kina), og hvor der er betydeligt regionalt strategisk konfliktstof med USA og Kina som hovedaktører.
I aviserne udgjorde artikler og notitser om Østasien ni procent af den samlede spaltemængde. Til sammenligning udgjorde dækningen af Afrika og Latinamerikas henholdsvis fire og knapt seks procent. Mellemøsten er med 12 procent stadig mere dækket end Fjernøsten.
I de elektroniske medier er Østasien med 15 procent af den samlede indslagsmængde dækket langt mere end Afrika og Latinamerika med hver 1 procent, men stadig et stykke under Mellemøstens 23 procent.
Mere dækket end normalt
Set udefra – i sammenligning med amerikanske og britiske medier – er der i danske mediers dækning af Østasien givetvis tale om en betydelig underrepræsentation af en så strategisk vigtig region.
| Alligevel kan antallet af artikler og indslag i undersøgelsesperioden paradoksalt nok vise sig at være udtryk for en overrepræsentation i forhold til, hvad der på gennemsnitsbasis et helt år igennem er situationen for Øst- og Sydøstasiens placering i det danske mediebillede. Det har følgende årsager: For det første blev der afholdt APEC-topmøde medio november. For det andet tog Japans regering i samme periode skridt til særlige kriseforanstaltninger for at komme ud af | . |
Krisen i Indonesien dækket tæt
Indonesien og Kina er klart mere omtalte end alle andre lande i regionen. Som tophistorier på radio og tv er det kun Indonesien og Kina, der springer i øjnene, med henholdsvis 17 og 16 procent af det totale nyhedsmateriale. På tv-siden er periodens tal atypiske, fordi der i forbindelse med TV-Avisen optræder to Horisont-programmer: Et 20-minutters program om den politiske og økonomiske krise i Indonesien og et om Kina på godt 26 minutter.
Blandt de større indslag og artikler er Indonesien atter den absolutte topscorer med 44 emner, kun overgået af USA, Irak, Danmark, Rusland og Storbritannien. Indonesien optræder således med større hyppighed og længde end ‘tunge’ lande som Tyskland, Israel, Tyrkiet, Frankrig, Italien og Sverige. Til sammenligning er verdens næststørste økonomi Japan repræsenteret med mindre end en femtedel af, hvad Indonesien optræder med.
Indonesien er altså et land, der i perioden tiltrækker sig meget stor opmærksomhed og med en hyppighed svarende til traditionelt vigtige lande fra vort nærområde. Det er usædvanligt i erindringen om, at Indonesien i næsten 30 år op til kriseudbruddet i sommeren 1997 levede et stilfærdigt liv i medierne. Dette skyldtes ikke mindst, at de indonesiske myndigheder havde en meget restriktiv praksis over for både indenlandsk og udenlandsk presse.
5.7.2. Det redaktionelle valg
Svagt beredskab før krisen
Baggrunden for den politiske og økonomiske krise i Indonesien var det finansielle sammenbrud, der ramte hele Østasien i 1997. Indonesien blev krisens største taber med 70 procents forringelse af den nationale valuta, rupiah’en, og en efterfølgende politisk krise, som udløste præsident Suhartos fald i maj 1998.
Ved krisens udbrud i 1997 var de danske mediers beredskab generelt spinkelt. Det har historiske årsager. Sammenlignet med svenske og norske medier er den danske dækning af Østasien ikke båret af den samme tradition for lang tids opbygning af viden og erfaring gennem faste fuldtidskorrespondentposter i området. Dagens Nyheter har i snart 30 år haft en højt specialiseret Kina-medarbejder, der i lange perioder har boet og rejst i Midtens Rige – samme medarbejder, som benyttes af Politiken. Svensk og norsk radio og tv havde Fjernøsten-korrespondenter, længe før DR og TV 2 overhovedet begyndte at overveje muligheden for noget lignende.
De fire nordiske landes nyhedsbureauer (Ritzau, TT, NTB og FNB) samarbejdede i 1970’erne og 1980’erne om at have en Kina- og Østasien-korrespondent med base i Hong Kong, men ordningen ophørte i 1990 på grund af uenighed bureauledelserne imellem og utilfredshed med både denne og andre fællesnordiske korrespondentordninger.
DR traf i midten af 1980’erne beslutning om at oprette en korrespondentpost i Hong Kong, men den blev senere opgivet.
Interessant nok var det kapitalfattige Information først med en fuldtidskorrespondent i Østasien (Tokyo) 1977-78. Denne medarbejder skiftede siden til Børsen og i 1981 til Jyllands-Posten, som han arbejdede for til sin død i 1992.
I 1998 havde de tre store morgenaviser denne fordeling af korrespondenter i Østasien:
Jyllands-Posten: To fuldtidsmedarbejdere (Singapore og Tokyo).
Berlingske Tidende: To stringere (Kina og Thailand).
Politiken: To stringere (Kina og Thailand). Derudover har Politiken en korrespondent i New Delhi, der i perioder rejser i Sydøstasien.
| Aviserne i Østasien I 1998 havde Jyllands-Posten med to faste fuldtidskorrespondenter i Østasien i henholdsvis Singapore og Tokyo langt flere mandtimer til rådighed end Berlingske Tidende og Politiken med hver to stringere. Men dette ressourceforspring slår ikke igennem i den samlede dækning af regionen, viser både en optælling af alle artikler og notitser (se figur 2) og en nærmere gennemgang af de tre avisers større artikler om især APEC-mødet og den økonomiske krise. | . |
Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er langt mere fokuseret på de økonomiske emner. Intet af dette overrasker, når man kender de tre avisers traditionelle målgrupper. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende vil gerne nå ud til beslutningstagere i erhvervslivet, mens Politiken ser sig selv som mere bredt oplysende og med hovedvægten på politik og demokrati mere end økonomi.
Samlet er der i spaltelængde og antal artikler ikke de store spring mellem de tre morgenaviser, men forskellen slår igennem i emnevalg og vinkler, viser nedenstående gennemgang af alle artikler på to spalter eller mere – notestof og henvisninger er der i det følgende set bort fra.
Jyllands-Posten størst på økonomi
Set under lup er Jyllands-Postens styrke meget tydelig i dækningen af især de økonomiske aspekter af APEC-topmødet. Berlingske Tidendes dækning bygger i hovedsagen på telegramstof, hvilket peger i retning af en mere europæisk end global orientering.
Den mest kontinuerlige dækning af APEC-mødet og uroen i Indonesien optræder i Jyllands-Posten, som med en fuldtidskorrespondent placeret i Singapore er tæt på lokale og regionale kilder og medier. Berlingske Tidende, der har en regional stringer i Thailand, bygger sin dækning af APEC på bureaustof.
Politikens to regionale deltidskorrespondenter anvendes i denne periode slet ikke til dækning af APEC og generelt kun sjældent til denne emnetype. Dette har flere årsager: Politiken deler af ressourcemæssige årsager sine svenske korrespondenter med henholdsvis Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet og disponerer ikke over disse to medarbejdere, som var de fuldtidsansatte. Artikelbidrag fra de to korrespondenter i henholdsvis Hong Kong og Bangkok anvendes hovedsageligt på de egentlige udlandssider og her med meget varierende frekvens. Det hører til sjældenhederne, at disse to medarbejdere bidrager til erhvervssiderne, og når det sker, er det kun i få tilfælde til meget pladskrævende tekster. Berlingske Tidendes stringer i Bangkok anvendes ligeledes med meget varierende frekvens, og avisens dækning af APEC-mødet er udelukkende sket med bureaustof.
Jyllands-Postens kraftige fokus på APEC-topmødet i Kuala Lumpur fra 12. til 18. november gør, at halvdelen af avisens 20 mellemstore og større artikler fra området er helliget topmødet og har pænt udstyr i form af billeder og grafik. Avisen har desuden en leder på emnet. Fem af de længere artikler har den japanske krisepakke som tema, heraf er de tre skrevet af avisens korrespondent, en er fra Reuters og den sidste er en ledende artikel.
Berlingske: begrænset dækning
Berlingske Tidende, som må betragtes som Jyllands-Postens nærmeste rival på det globale økonomisk-finansielle stof, har et mindre volumen med 10 mellemstore og større artikler fra hele regionen.
Emnemæssigt fordeler de sig således: To bureauhistorier handler om APEC-topmødet, to bureauhistorier om Japans kriseinitiativ, en erhvervshistorie fra Japan er skrevet af en medarbejder i København, mens to korrespondenter har skrevet en historie om henholdsvis Kina og Indonesien. Uroen i Indonesien dækkes også med en bureauhistorie og en leder.
Endelig har erhvervsredaktøren skrevet to klummer, den ene om Asiens økonomi generelt, den anden om Kinas særlige rolle i den asiatiske krise. At klummerne ikke kommer ind på APEC-topmødet kan forklares med, at avisens erhvervsredaktør kort forinden har skrevet dem fra en invitationsrejse til Hong Kong og Vietnam, arrangeret af Dansk Industri.
Berlingske Tidendes stringer i Thailand rapporterer i denne periode om de sociale og politiske uroligheder i Indonesien. Trods konkurrencen fra Jyllands-Posten har avisen ikke ladet korrespondenten dække topmødet i Kuala Lumpur. Avisens stringer i Beijing producerer en omfattende baggrundsartikel om de generelle problemer i den kinesiske økonomi umiddelbart inden APEC-mødets start og derfor uden sammenhæng med dette.
Berlingske Tidendes begrænsede kvantitative dækning i forhold til Jyllands-Posten kan utvivlsomt forklares med, at avisen ikke har tradition for en kontinuerlig og vidensopbyggende korrespondentdækning af verden uden for Europa, Mellemøsten og USA, selv om konkurrencehensyn kunne tale for en sådan dækning.
Politikens forskellighed
Politikens dækning af APEC-mødet begrænser sig til en enkelt bureauhistorie. Hertil en ditto på den særlige japanske krisepakke og USA’s reaktion på den. Avisen lader sin Hong Kong-korrespondent skrive en Kina-vinkel på APEC-mødet, men topmødet er blot en indgang, idet artiklen kommer mere generelt ind på den kinesiske økonomi.
Korrespondenten leverer en anden erhvervsøkonomisk historie på Kina uden relation til APEC-mødet. Også her fornemmes en vis tilfældighed i planlægning og prioritering, men noget af forklaringen ligger i de færre redaktionelle ressourcer i forhold til de to hovedkonkurrenter. De færre ressourcer slår dog ikke igennem i forhold til prioriteringen af EU og andet Europa-stof, hvor de tre aviser stort set har lige mange korrespondenter.
Politiken markerer på en noget anderledes måde end konkurrenterne sit fokus på Østasien med et opslag i søndagsavisen, PS-sektionen, 22. november. I den ene artikel, skrevet af en medarbejder på Rådhuspladsen, behandles temaet: Fremmer eller hæmmer Østasiens krise demokratiet i de berørte lande? I to ledsagende reportager er avisens faste Delhi-korrespondent sendt til Indonesien. Endelig har avisen samme dag en leder på temaet demokrati og økonomisk krise.
Derudover er der på avisens udlandssider 12. november en kommentar af direktøren for den Internationale Valutafond, Michael Camdessus, hvori IMF tager til genmæle mod den omfattende kritik af fonden for at have anvist forkert medicin til de kriseramte lande i Asien.
Det er tydeligt, at Politiken tilstræber og realiserer en forskellighed i forhold til konkurrenterne.
De andre medier
Information har ikke en eneste reportage- eller bureaulinje på APEC-mødet, men lader sin USA-korrespondent begå en leder, der naturligt nok fokuserer på USA’s rolle og ansvar i APEC-samarbejdet. Samme dag har korrespondenten en baggrundshistorie, der dog nævner APEC-mødet, men som hovedkilder har folk »tæt på Den Internationale Valutafonds ledelse«, der i mere ge-nerelle vendinger taler om de begyndende lyspunkter og en mulig økonomisk genrejsning. Desuden skriver avisens Asien-medarbejder i St. Kongensgade en historie om Clintons Japan-besøg (20.11.98).
Kristeligt Dagblad har to store bureauhistorier (AFP og Reuters) på APEC-mødet, en 1-spalter på Clintons Japan-visit, og endelig en 1-spalter på uroen i Indonesien.
For fuldstændighedens skyld skal det lige med, at Århus Stiftstidende bringer en syv-spaltet New York Times-reportage fra Tibet (12.11.98), og at Aktuelt bringer en ‘Gæstepen’ om »det rige og demokratiske Kina« (Taiwan), skrevet på invitation af en udenrigspolitisk ekspert (23.11.98).
Dækningen i tv i denne periode er helt atypisk med, målt i omfang, klar overrepræsentation. TV-Avisen har med to Horisont-programmer et intensivt fokus på regionen: 16. november sendes et 20 minutters egen-produceret program om Indonesien med en udsendt medarbejder til landet. Ugen efter sendes et bearbejdet BBC-program om de kinesiske reformer og de afledte virkninger i form af nyrige og arbejdsløse. Fokuseringen på Østasiens to folkerigeste lande virker som noget af en satsning, men kan også skyldes tilfældigheder i en tidligere planlægningsfase.
5.7.3. Kilderne
Fravær af primærkilder
Med sin korrespondent i Singapore er Jyllands-Posten eneste danske medie på stedet ved topmødet i APEC. Da Jyllands-Postens dækning af topmødet også er langt mere intensiv end hos de øvrige medier, er det naturligt at se nærmere på denne.
Artiklerne fremstår velredigerede med flere store ledsagende illustrationer. Indholdsmæssigt præges stoffet af et fænomen, som ses med stadigt større hyppighed i mange mediers dækning af økonomiske topmøder: Fraværet af primære kilder og manglende identifikation af sekundære kilder. Mange af artiklerne fremstår som reportager, men indeholder journalistens egne og ofte ganske subjektive vurderinger.
Om Jyllands-Postens korrespondent som den eneste danske journalist på topmødet har benyttet sig af adgangen til eksperter og diplomater fra for eksempel EU-landekredsen, slår ikke igennem i reportagerne. Ikke et eneste sted forekommer et citat »til Jyllands-Posten«. Alle kilder fremstår som sekundære, og læserne får heller ikke at vide, om oplysningerne er givet ved pressemøder.
Med et topmøde i Kuala Lumpur er vi meget langt fra Bruxelles og Slotsholmen. Fraværet af primære kilder på stoffet ville aldrig være blevet accepteret, hvis der havde været tale om et ministermøde i EU-regi.
Udbredt praksis
Traditionelt betyder manglen på identifikation af sekundære kilder en mangel på journalistisk troværdighed, men når Jyllands-Posten og mange andre medier lader den slags passere, kan det til dels forklares med, at der her er tale om en kategori af stof med en forholdsvis veldefineret og afgrænset målgruppe af erhvervsfolk og økonomer. Disse læsere formodes at have et så stærkt vidensmæssigt beredskab, at de vil kunne vurdere og sortere fra, hvis journalistens vinkler og vurderinger ikke holder. Samme gruppe læsere kan formentlig også leve med, at korrespondentens kilder er Associated Press, Reuters og erhvervsredaktionerne på aviser, radio og tv, uden at dette nævnes specifikt i teksterne.
At reportagerne er vurderende og savner kildeangivelse er heller ikke særegent for danske aviser. Det er også udbredt praksis på mere ressourcestærke, internationale medier som The Economist og Wall Street Journal, omend det her gøres med en større autoritet, fordi der ligger flere ressourcer og mere ekspertise bag. Sløringen af kilder og referencer i økonomisk-analytisk stof er et helt generelt fænomen også uden for danske medier.
OK med uklare kilder
Meget af Østasien-stoffet bærer præg af at være skrevet på en stor geografisk distance, hvilket giver plads til – eller risiko for – mange subjektive vurderinger fra journalistens side. Også når, eller måske især, når stoffet skrives af specialister. Vidensberedskabet på hjemmeredaktionerne er utvivlsomt heller ikke det stærkeste, sammenlignet med beredskabet til dækning af nærområderne.
Fraværet af primære kilder kan til dels forklares med, at selv om danske redaktioner har rustet betydeligt op med flere ressourcer til dækning af Østasien, så stiller hjemmeredaktionen ikke de samme krav som til dækningen af en større begivenhed i Europa. Emnet er tungt og abstrakt og ukendt land for de fleste læsere – så betyder det mindre, hvem kilderne er.
»Det er rigtigt, at der ikke altid er tydelige afsendere på historierne, men med denne type stof kan vi ikke angive kilder hele tiden. Gør vi det, bryder teksten sammen. Vi stoler på korrespondentens vurderinger. Og hvis vi tager en Reuters-version, betragter vi det som en nødløsning«, siger Jyllands-Postens erhvervsredaktør John Hansen.
»Vi kan sagtens leve med, at kilderne er uklare, og at der lægges vurderinger ind i stoffet. Vi må gå ud fra, at korrespondenten følger godt med i aviser, radio og tv på stedet«, tilføjer han.
5.7.4. Effekten
Stærke overskrifter
Det er ikke vanskeligt at fornemme redaktionssekretariatets forsøg på at gøre dette tørre og relativt udramatiske topmødestof mere nærværende for læserne. Jyllands-Posten anvender en rubrikjargon og semantiske kneb, der kendes fra sportens og krigsreportagernes verden. Dækningen af APEC og Japans krisetiltag lanceres i rubrikkerne således:
Dette sprogvalg afspejler redaktionens anstrengelser for at skulle trænge igennem over for emner fra nærområdet og gøre Østasiens økonomi dramatisk, levende og nærværende.
En begrænset målgruppe
Enhver redaktionssekretær er klar over, at det makroøkonomiske stof er usexet. En historie om Japans eller Indonesiens reformtiltag vil til enhver tid tabe til en amerikansk præsidents sexeskapader eller fundet af den seneste massegrav på Balkan.
Med i vurderingen hører også en konstatering af, at historier om østasiatisk eller global økonomi er mange udlandsredaktørers klassiske mareridt. Valutaer på voldsomme rutsjeture, hasteindkaldte delegationer fra Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, eksperter, der udtaler sig og bliver uenige med hinanden, regeringer, der omdannes, bekymrede præsidenter og regeringschefer, der sidder alvorstungt og statsmandsagtigt og diskuterer løsninger. Det er emner, der er vanskelige at uddybe på en kvalificeret måde.
»Vi er godt klar over, at denne type økonomisk stof har en meget begrænset målgruppe. Og med udbruddet af den østasiatiske krise blev alle, også i erhvervslivet, taget på sengen. Stort set ingen havde forudset det, der skete, og derfor blev det ekstra interessant«, siger John Hansen.
Radioavisens udlandsredaktør, Inger Marie Vennize, kender vanskelighederne ved at fortælle lytterne om den østasiatiske krise.
»De særligt interesserede må vi henvise til P1«, erkender hun, men føjer så til, at Østasiens kriseforløb er en vigtig historie, der i perioder er gjort ganske meget ud af, også selv om den ikke er velegnet til hurtige og korte indslag i timenyhederne.
5.7.5. Medierne og udviklingen
Opprioritering af Østasien
Anerkendelsen af de fjernøstlige økonomiers globale betydning er slået igennem i landets største nyhedsorganisation, DR Nyheder. I 1999 var DR’s ledelse langt inde i overvejelser om at placere en fast bimedial korrespondent i Østasien. Denne korrespondent skal kunne det meste af det hele, »men især holde et vågent øje med økonomien«, som Radioavisens udlandsredaktør udtrykker det.
På Jyllands-Posten gik overvejelserne i samme retning, da avisen i 1997 lukkede sin hidtidige redaktion i Hong Kong og rykkede en ny medarbejder til Singapore. »Hong Kong var dengang blevet for dyr, og vurderingen var, at med koloniens overdragelse til Kina blev det mindre vigtigt at være placeret lige dér«, siger Jyllands-Postens erhvervsredaktør, John Hansen.
Afløseren blev en korrespondent, som med den østasiatiske valuta- og finanskrises udbrud i juli samme år naturligt nok opprioriterede det økonomiske stof. Korrespondenten var ankommet et par måneder før, regionens valutaer ramlede gennem gulvbrædderne, »så timingen kunne næppe have været bedre«, noterer John Hansen.
Fra årsskiftet 1999-2000 lukker Jyllands-Posten sin korrespondentpost i Singapore, men rykker samtidig en ny medarbejder til en anden lokalitet i Østasien, Kinas hovedstad Beijing. Her er Berlingske Tidende i forvejen repræsenteret med en stringer, og en freelancejournalist har herfra med ujævne mellemrum leveret til blandt andet Radioavisen. Med to fuldtidsmedarbejdere i regionen er det Jyllands-Posten, der stærkest har markeret en anerkendelse af Øst-asiens voksende betydning.
Globaliseringen presser på
De danske mediers anerkendelse af Østasiens placering i verden er brudt igennem i 1990’erne. Europa og USA vil altid komme først, men der ses i disse år en tendens til, at Fjernøsten rykker opad på prioritetsskalaen. De danske landsdækkende medier reducerer på tærsklen til år 2000 dækningen af Afrika og Latinamerika og nøjes i dag med hver en enkelt korrespondent i Mellemøsten (Israel), mens der forsøges at skaffe flere ressourcer til at dække Fjernøsten, både med udsendte, fast stationerede og skribenter på hjemmeredaktionerne.
Forenklet sagt er det økonomiernes betydning og presset fra ‘globaliseringen, der spiller ind. Afrika reduceres, fordi kontinentet ikke er med i den positive del af globaliseringen. Latinamerika reduceres, fordi kontinentets vanskeligheder primært berører Nordamerika og kun i mindre grad Europa. Adskillige østasiatiske lande er gennem den sidste lille snes år blevet betydelige aktører i verdensøkonomien. Det er noget, danskerne får tæt på, når de køber forbrugselektronik, biler og andre goder. Erhvervslivets beslutningstagere har forlængst erkendt, hvad Østasien betyder.
Det danske udenrigsministeriums tidligere departementschef og nuværende ambassadør i Singapore, Jørgen Ørstrøm Møller, pointerer forbilledligt klart regionens voksende betydning i sin bog ‘Nye perspektiver for Asien’ (Dansk Udenrigspolitisk Institut 1999):
»... sammenfattende er der mange tegn på, at den finansielle krise og det økonomiske tilbageslag indtraf netop på et tidspunkt, hvor flere af de østasiatiske lande under alle omstændigheder stod foran store økonomiske og politiske skift. ( ...) I de kommende tiår vil nogle af disse ændringer slå igennem og skabe et andet Østasien end det, vi har vænnet os til igennem de sidste 30-40 år, nemlig et område med få, eller ingen, store ændringer. I fremtiden vil vi komme til at høre ganske meget fra Østasien«.
Relevante kilder:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: