Verden ændrer sig – flytter medierne med?

Offentliggjort 02/08/2000, senest redigeret 11/03/2005

Af Flemming Ytzen

Udlandsredaktionernes håndtering af nyhedsstrømmen fra verden uden for Danmark er i disse år præget af foranderlighed og uforudsigelighed. Udenrigsnyheder er ikke, hvad de har været. Vi er kommet langt fra de faste mønstre og parametre, der kendetegnede udenrigsdækningen i årtierne op til den kolde krigs ophør.

I 1992 sagde Weekendavisens daværende udenrigsredaktør, Anders Jerichow til fagbladet Journalisten: »Fordi Europa nu er uden ydre fjender, er vi blevet fristet til at tro, at resten af verden er uden betydning for os. Det er som om, at opbruddet fik os til at tro, at fordi der ikke mere er en første og en anden verden, så er der heller ikke nogen tredje verden«. Den tredje verden er ikke afskaffet – nogle vil hævde, at den er kommet meget tættere på og begynder kun en halv times flyvning øst fra Bornholm.

Regionerne
De store politiske opbrud på Europakortet i 1990’erne har imidlertid ikke påvirket det redaktionelle ressourceberedskab fundamentalt. Sagt på en anden måde: Udenrigsredaktionerne – og ledelserne bag dem – har haft vanskeligt ved at tilpasse sig en verden i konstant opbrud og forandring.

Frem til 1989 skabte den kolde krigs opdeling og faste mønstre en vis forudsigelighed, som gjorde det nemmere for redaktionerne at planlægge dækningen af verden. Den forudsigelighed blev sendt på historiens mødding sammen med den kolde krigs ophør. Redaktionernes tilpasning til den nye politiske virkelighed specielt i det europæiske nærområde er sket langsomt.

Uforberedt på Balkan
Overraskende er det, at et så nyhedsmæssigt vigtigt og konflikthærget nærområde som det tidligere Jugoslavien – Europas første større krigszone siden 1945 – først kommer ind på en ottendeplads i medierne dækning af verdens regioner! En del af forklaringen skal søges i, at der i undersøgelsesperioden er relativt fredeligt i både Kosovo og Bosnien, de to store konfliktcentre, og at ingen af de store medier har udsendte korrespondenter på Balkan i dette tidsrum.

I det større perspektiv er placeringen udtryk for et meget spinkelt redaktionelt videns- og ressourceberedskab. Balkan dækkes enten med tilrejsende medarbejdere – ofte folk uden den traditionelle udenrigserfaring – eller skrives på distance på basis af telegramstof og internationale medier, enten hjemme på udlandsdesken eller fra korrespondentkontorer i nabolande og andre nyhedscentre i Europa eller USA.

Sammenholder man avisernes Top 10 med det nyhedsbillede, der udviklede sig i første halvår af 1999 – med den dramatiske udvikling på Balkan som hovedbegivenheden – er det påfaldende, hvor ringe det redaktionelle beredskab var i forhold til at håndtere den første krig, NATO førte siden sin oprettelse i 1949. For eksempel var der i radio og tv, bortset fra nogle indslag om Kosovo, ikke opgjort nogen dækning af hverken Jugoslavien eller Serbien, mens aviser bragte 21 spalter med en mere serbisk eller jugoslavisk vinkel.

Bosnien optræder på en 32. plads med 13 spalter. Opfølgningen på Dayton-aftalen er ikke noget, der har fået redaktionerne til at mobilisere ressourcer i større stil, og krigsdramaet ligger langt væk i bevidstheden. Den voldelige opløsning af det oprindelige Jugoslavien tog sin begyndelse i 1991, men den politiske proces, der gik forud, kan spores tilbage til sidste halvdel af 1980’erne, hvor ingen danske medier dog dengang fik øje på, hvad der var i gang. Den serbisk-jugoslaviske ledelses krige siden 1991 mod først Slovenien, siden Kroatien, Bosnien og i 1999 Kosovo har stillet medierne over for en udfordring, som de tydeligvis har haft vanskeligheder ved at håndtere.

Fra Israel til Irak
At Mellemøsten er den tredje mest dækkede region kan primært forklares med, at området rummer verdens slyngelstat nr. 1: Irak. Det er et land, den vestlige verden anført af USA har været i krig med, og der er en bevidsthed om, at en ny krig eller krise kan bryde ud når som helst. Og så er det fremmende for dækningen af krigen, at fjenden har et ansigt: Saddam Husseins. Vanskeligere er det med nogle af de kaotiske afrikanske slyngelstater eller det meget anonyme Nordkorea, som vi ved betydeligt mindre om.

I Mellemøsten er tyngdepunktet i dækningen op gennem 1990’erne flyttet fra Israel til Irak. Redaktionernes problem er, at Irak er vanskelig at få adgang til, og at de faste korrespondenter ud fra en årtier lang tradition sidder i Tel Aviv og Jerusalem. Den israelsk-palæstinensiske konflikt, der tidligere havde store geopolitiske perspektiver, er siden fredsaftalen fra 1993 og oprettelsen af selvstyreområderne blevet regional og dermed mindre spektakulær.

Indtil jerntæppets fald i 1989 var det israelsk-arabiske konfliktspektrum blandt de mest tungtvejende uden for Europa. Det har fundamentalt ændret sig med opløsningen af Sovjetunionen og Jugoslavien. Israel er blevet et mere ‘normalt’ og knapt så dramatisk nyhedscenter med nærmest trivielle konfliktmønstre, der ligner dem, vi kender fra andre verdensdele. Irak og forholdet til dets naboer, til USA og FN, er blevet den centrale historie i Mellemøsten, hvilket også tydeligt afspejler sig i dækningen af Irak i undersøgelsesperioden (se Irak: Medierne rives med i konflikten).

Sprogbesvær i Østeuropa
De små og mellemstore lande i Øst- og Centraleuropa har en meget lav frekvens i undersøgelsesperioden. Færre artikler og indslag end Mellemøsten og stort set samme omfang som de mere eksotiske og fjernere lande i Østasien. Dette på trods af at de fleste af dem i forskelligt tempo er på vej ind i de vestlige samarbejdsstrukturer, NATO og EU.

NATO-landene Tjekkiet og Polen optræder i perioden som henholdsvis nr. 31 (14 spalter) og 45 (6 spalter). Begge lande tilhører geografisk og politisk Danmarks nærområde. Men antallet af danske journalister eller redaktører, der taler slaviske sprog eller har kendskab til disse landes historie og kultur, er meget begrænset. De to landes optagelse i NATO og siden EU er helt udramatiske historier.

Politiske udviklinger i lande som Tjekkiet, Polen, Ungarn og de baltiske lande er generelt blevet udramatiske og nærmest kedsommelige. Hvem kunne i november 1998 se det nyhedsrelevante i en debat i det ungarske parlament om landets kommende medlemskab af NATO?

Kun to danske medier har i perioden haft faste korrespondenter i denne del af Europa – Politiken og Berlingske Tidende – begge med redaktioner i den tjekkiske hovedstad Prag. Berlingske lukkede redaktionen i Prag i sommeren 1999 og rykkede i stedet en Østeuropa-medarbejder til Berlin. Hverken TV-Avisen eller Radioavisen bruger regelmæssig korrespondentdækning fra Østeuropa, kun DR’s magasinprogram Orientering i P1 har en korrespondent fra norsk radio på freelancevilkår.

Andre medier dækker Central- og Østeuropa med udsendte fra enten København, Bruxelles eller for eksempel Berlin. Man kan konstatere, at lande som Polen, Tjekkiet og Ungarn politisk er begyndt at ligne Vesteuropa mere og mere, og derfor er de ikke længere så spektakulære som i Sovjet-imperiets sidste år og i de første overgangs-år efter kommunistsystemets fald. De er langsomt på vej til at blive populære turistmål, men vi er ikke så fortrolige med dem, som det er tilfældet med Storbritannien, Spanien eller Italien.

Bedømt ud fra både nærheds- og relevanskriterier vil der kunne argumenteres for, at Central- og Østeuropa bør fylde mere end Mellemøsten. Men redaktionernes problem med landene i den tidligere østblok skyldes, at videns- og ressourceberedskabet er begrænset. At meget få danske udenrigsjournalister taler russisk eller andre slaviske sprog har afstedkommet betydelige rekrutteringsproblemer på flere af de medier, der har faste korrespondentposter i den russiske hovedstad. Når det er svært at finde egnede korrespondenter, der ikke er afhængige af tolk, øger det afhængigheden af sekundære kilder og andre nyhedsmedier (se Rusland: Hungersnød blev aldrig dokumenteret).

Østasien handler om økonomi
Østasien er rykket op på redaktionernes prioriteringsskala og er tættere på i lytternes, seernes og læsernes bevidsthed. Det kan forklares med mindst tre forhold: At regionens økonomiske betydning er vokset over de sidste årtier, at flere af dem er blevet populære rejsemål, og at det generelle billede af relativ politisk og social stabilitet ændrede sig med den økonomiske krises gennembrud i sommeren 1997.

Dækningen af Indonesien er i undersøgelsesperioden af et omfang, som ville have været utænkelig blot et års tid tidligere (se Østasien: Krisen fik medierne til at vågne). Efter 30 års lavprofilering i nyhedsbilledet – bortset fra uoverensstemmelser med EU om Østtimor – eksploderer et kæmpeland med flere end 200 millioner indbyggere og med et potentiale til et jugoslavisk scenario.



Til sammenligning er de politiske konflikter i Algeriet, som ligger på kanten af vort nærområde, meget mere voldsomme og blodige end det har været tilfældet i Indonesien siden 1997. Men Algeriet er det svært at få adgang til og farligt at færdes i. Landet har et højt drabstal for lokale pressefolk.

Latinamerika er ude
Latinamerikas placering i det danske mediebillede gør regionen til noget af en taber, sammenholdt med dækningen for 10, 15 eller 20 år siden.

Orkanen Mitch er forklaringen på, at fjerne småstater som Honduras optræder som nr. 17 på de elektroniske mediers hitliste og i aviserne blev nr. 22, mens Nicaragua blev nr. 29. Intet af stoffet fra Centralamerika er politisk, som det var tilfældet for både 10 og 20 år siden. Naturkatastrofer er for nyhedsbureauerne relativt enkelt stof (se Mitch: En naturkatastrofe på autopilot).

At Chile i aviserne var det 17. mest dækkede land hænger sammen med den tidligere chilenske diktator Pinochets arrestation i London.

Tidligere påkaldte regionen sig interesse, fordi den havde adskillige militære regimer, mindst lige så mange erklæret venstreorienterede partisangrupper og rigeligt med borgerkrigslignende tilstande.

Alt sammen er der blevet færre af. Verdensdelen har oplevet en vis demokratisering, og flere af de lokale konflikter er enten løst, kommet under en vis kontrol eller ganske enkelt blevet for ensformige. Kun Cuba er tilbage som ‘offer’ for den amerikanske dominans i regionen. Til et godt stykke op i 1980’erne var Nicaragua i manges bevidsthed det heroiske land i socialistiske kulører, som holdt stand mod contra’ernes amerikansk-finansierede brutalitet. Og slemt så det også ud med de interne forhold i lande som El Salvador og Guatemala. Men den politisk motiverede interesse for disse lande er i 1990’erne forsvindende lille, og stort set ingen i medieverdenen stiller i dag spørgsmål ved USA’s rolle og betydning i regionen. Det tages for givet, som noget uforanderligt.



Der skal derfor noget anderledes og dramatisk til for at sætte denne verdensdel på dagsordenen – som når orkanen Mitch hærger og ødelægger livsbetingelserne for tusinder. Dækningen blusser så kraftigt op i en kort periode, men det er en historie, der er svær at fastholde og hurtig glemt. Ligesom togulykker i Indien og flystyrt i Afrika. Regionens nok længste og blodigste konfliktkompleks – narkotikakrigene i Colombia – er ganske enkelt for farligt til, at nogen dansk journalist er fristet til at tage dertil.

Radiojournalisten Halldor Sigurdsson siger i et interview med fagbladet Journalisten (nr.16/1992): »Jeg tror, at afslutningen på den kolde krig vil bringe et område som Latinamerika tilbage til status quo før Cuba-krisen (1961, red.). Det vil sige, at ingen vil interessere sig for eller have brug for stof derfra«.

Afrika taber – også i medierne
Sigurdsson siger i samme forbindelse, at »det sorte Afrika kommer endnu længere ud i yderste kartoffelrække med undtagelse af Sydafrika«. Udviklingen synes at have givet ham ret. Afrika ligner noget af en taber i redaktionernes kamp om ressourcer. Nogle vil ondskabsfuldt hævde, at Afrika er et stort Balkan, men det er ikke noget, der får redaktionerne til afgørende at mobilisere ressourcer.

Som forskeren Richard Cornwell fra Institute for Security Studies i Johannesburg siger det: »Afrikas problem er svage stater, forarmede stater, regeringer, der ikke magter at kontrollere deres territorier, og politiske systemer, der ikke fungerer« (Inter Press Service, 22. januar 1999). Afrika er med få undtagelser et billede af generel håbløshed. Kan disse historier sælges til danske avislæsere og tv-seere? Det er jo ikke, fordi de savner drama, men det er vanskeligt at skabe både nærhed og identifikation.

Interessant er det her at se Jyllands-Postens dækning af det i Afrika ofte oversete Namibia (nr. 19 på avisernes hitliste i perioden). Reportagerne herfra indgår i avisens Explorer-serie, og nogle af rubrikkerne er ganske sigende: »Dukseland med små mislyde«, »Her hængte tyskerne bedstefar«, »Naturfolk trues af dæmning« og »Tålmodighed er en god ting« (se Afrika: Kultursammenstød i syd).

Det er slående for opbruddet i udenrigsjournalistikken i disse år, at der skal specialsatsninger til som for eksempel Jyllands-Postens Explorer-projekt, for at kunne fastholde Afrika i en rimelig repræsentation af det samlede stofudbud. Og karakteristisk nok er der her tale om en satsning, der ikke følger de klassiske normer i udenrigsjournalistikken. I stedet er der tale om et eksperiment, hvor oplevelsesjournalistikken integreres i udenrigsreportagen.

De tunge emner dækkes Historier om menneskerettigheder har stort set samme omfang som EU og personstof i aviserne og kun lidt mindre end EU-stoffet i de elektroniske. Der er måske ikke noget overraskende i, at historier om menneskerettigheder og retsforhold fylder pænt; i undersøgelsesperioden er det sagen om den tidligere chilenske diktator Pinochet, der præger dækningen, hvilken sammen med kurderlederen Öcalans arrestation også har øget kategorien “personstof”. Kategorien “national økonomi og politik” er i begge mediegrupper det, der fylder mest. Det synes at afspejle, at redaktionerne fastholder den meget traditionelle tilgang til udenrigsstoffet, samt at denne tilgang stadig er dominerende i nyhedsbureauernes dækning.

.

Groft sagt sker der ofte det på udenrigsredaktionerne, at man overlader en del af de nødvendige, men udramatiske historier til bureauerne, mens avisens egne folk sættes ind på satsninger og projekter.

Enhver redaktionssekretær kender balancen i det redaktionelle mix mellem den nødvendige, lidt kedelige historie og en håndskrevet, der ‘sælger’. Eksempel: En udlandsside i Politiken i august 1999: Øverst en historie med den amerikanske præsidentfrue Hillary Clinton, der til et nyudkommet magasin i USA fortæller om, hvordan hun har tacklet sin mands sexeskapader. Nederst en korrespondenthistorie om, at den tyske kansler, Gerhard Schröder, er under stigende intern kritik i sit parti, SPD.

I emnedækningen er det iøjnefaldende, at kultur- og livsstilsstoffet i aviserne vejer tungere end EU! På kultursiderne er det lige så overraskende, at fjerne lande som Palæstina, Sydafrika og Rusland dækkes mere end Tyskland, Italien og Spanien. Selv Rwanda har sneget sig ind på kultursidernes Top 10 (se figur 4).

Mere om flygtninge end bistand.
Tre af udlandsjournalistikkens traditionelle emner er i dag under pres – og måske på vej helt ud – sammenholdt med nyhedsbilledet i 1980’erne:

1. Danske bistandsorganisationer med kun 0,9 procent af dækningen i dagbladene og 0,5 procent i de elektroniske medier.
2. Nødhjælp med 1,1 procent i dagbladene og 2,4 procent i de elektroniske.
3. Udviklingsbistanden med 2,2 procent i dagbladene og 0,0 procent (!) i de elektroniske.

Konsulentfirmaet Cowis evaluering af anvendelsen af Danidas oplysningsbevilling, “Kontinuitet og fornyelse i dansk ulandsoplysning”, fra oktober 1998, noterer, at »der synes ikke at være nogen hverken forholdsmæssig eller kvalitativ sammenhæng mellem bistandens størrelse og journalisternes indsats«. Videre hedder det: »Der er en særlig pointe her, hvis man inddrager mediernes dækning af et beslægtet stofområde, nemlig flygtninge- og indvandrerstoffet, der i en længere årrække har haft en særdeles fremtrædende plads i medierne. Til forskel fra ulandsbistanden har flygtninge/indvandrer-debatten fokuseret mest på økonomi, selv om der er tale om særdeles begrænsede midler. Nærhedsprincippet spiller her givetvis en afgørende rolle for mediernes prioritering.

.

Økonomien bestemmer
Verden i 1990’erne er ikke længere præget af rivaliserende ideologier, og de vestlige, liberale og demokratiske markedssamfund er ikke truede, hverken militært, kulturelt, politisk eller socialt. Verdens sidste betydningsfulde kommunistiske stat Kina er langt inde i et samfundseksperiment, der i sin konsekvens betyder, at økonomisk magt får større vægt end militær, og at ideologi fuldstændig har tabt mening.

Medierne ser i stigende grad på lande, der fylder meget i verdensøkonomien – det forklarer den vigende dækning af Afrika og Latinamerika og mange mediers vanskeligheder ved at fastholde en systematisk og vidensopbyggende dækning af store dele af Øst- og Centraleuropa og de tidligere sovjetstater. Tredjeverdenslandene kan måske kun sælge aviser og skaffe seere, når de præsenteres som kuriøse turistmål.

Medierne i de vestlige lande er, trods erklæret uafhængighed, delvist integreret i de politiske systemer og i de forskellige magtsfærer, samtidig med at de i stigende grad må handle ud fra de betingelser, som markedet udstikker. Det kommer til at sætte den kritiske oplysningstradition i sin klassiske form under pres.

Mediernes jagt på læsere og seertal betyder, at dækningen af komplicerede globale emner ofte marginaliseres ud i kronikker, smalle programmer og sene sendetider.

Relevante kilder:

• Verden på tilbud (bog)

Søg

Temasider om samme emne

• Udenrigsjournalistik

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:

• Politik (EU)
• Udland

Få et tip om nye artikler og kurser:

• UPDATEs nyhedsbrev

 

• Ris og ros til webstedet