Document Actions
Kunsten at give billeder mening
Offentliggjort 09/08/2000, senest redigeret 04/19/2005
Colin Jacobson, Senior Research Fellow på fotojournalistuddannelsen ved Cardiff University og grundlægger af det internationale magasin for fotojournalistik, Reportage, om fotojournalistikkens muligheder og udfordringer
REFERAT - opdateres ikke!
Fotojournalister skal holde op med at konkurrere med tv og genfortælle velkendte gamle historier. Hvis genren skal overleve, så skal fotojournalister koncentrere sig om at fortolke verden på en tidssvarende måde med billeder, som giver folk lyst til at engagere sig i historien.
Så kontant er beskeden fra den britiske redaktør og underviser i fotojournalistik, Colin Jacobson. Han er ansat på University of Wales i Cardiff og har stor international erfaring både som underviser og dommer ved internationale fotokonkurrencer som World Press Photo.
”Meget moderne fotojournalistik er ikke passende for vor tid eller for det specielle medie, som fotojournalisterne arbejder for. Fotojournalister skal holde op med at bekymre sig om tv. Selvfølgelig er tv hurtigere, rigere og mere populær end den trykte journalistik.”
”Skal vi så gå i panik? Nej, vi skal ej. Det frigør fotojournalister fra den frygtelige byrde at skulle bevidne og dokumentere verdenshistorien. Nu kan de gøre det, som de altid har været bedst til: At fortolke verden og ikke bare genfortælle den. Alle ved, at et enkelt godt stillbillede kan skære igennem og erstatte et 30 minutters tv-program, og den magt skal moderne fotojournalistik tilegne sig og bruge.”
Gentagelser skyld i tilbagegang
Siden midten af 1950’erne er det gået ned ad bakke for fotojournalistikken: Færre fotohistorier bliver offentliggjort, mange aviser bruger bureau-fotos og ikke fotojournalister, og det er blevet meget svært at overleve økonomisk som freelancer.
En af grundene til tilbagegangen er, at fotojournalisterne er blevet ved med at opsøge og gentage historier om de samme fotogene emner såsom fattigdom, hjemløshed, sigøjnere, naturkatastrofer, flygtninge, gadebørn og rockerbander:
”Nu ved vi, hvordan de ting ser ud, når de bliver fotograferet. Vi bliver ikke længere overraskede og er dårligt nok interesserede i at se de billeder mere. Hvis der er en fremtid for fotojournalistik, så ligger den i at finde en måde at fortælle historier på, som ikke bare gentager og reflekterer det billede, vi allerede har af verden, men får os til at være interesserede i, hvad det er, den visuelle journalist gerne vil fortælle.”
Kend historien
”Derfor er det deprimerende at se, hvordan nogle af nutidens fotojournalister ikke har nogen fornemmelse af fotografiets historie. Mange unge fotografer har været i Kosovo og i andre krigs- og konfliktzoner, men de ved i virkeligheden ikke, hvorfor de er der. De tror, det er nok bare at have været der, selv om de ikke kender den historie, de skal fortælle.”
”Når man ser tilbage på fotojournalistikkens historie er det imidlertid soleklart, at de historier, der har blivende værdi og bliver ved med at berøre os, bliver lavet, når fotojournalisten har fuldstændig fod på emnet og ved helt præcist, hvad det er, han eller hun vil formidle, og hvad meningen med historien er.”
Journalistik før æstetik
Fotojournalister skal derfor ud af æstetikkens favntag og tilbage til journalistikken, hvis de vil overleve:
”Mange fotojournalister er meget dygtige fotografer, men dårlige journalister. De er besat af æstetikken i deres håndværk og glemmer, at fotojournalistik først og fremmest er designet til at blive set på en avis- eller magasinside. Og i fremtiden måske på en skærm.”
”Lad os holde op med at snakke om fantastiske billeder og i stedet overveje, hvad der er vigtigt og nødvendigt for at fortælle en historie. Udvikler en fotohistorie vores forståelse af den verden, vi lever i i dag?”
Holyfields øre
”Jeg kan give et eksempel fra dengang, hvor Mike Tyson kæmpede mod Holyfield i USA og bed i hans øre. Vi så begivenheden, da den skete på tv. Vi så kampen og forstod, hvad der var sket. Det var nyheden, og tv var der først.”
”Men næste dag bragte the Guardian i London et kæmpefoto på forsiden kun af Holyfields øre, hvor der var bidt en stump af. Det var ikke noget fantastisk fotografi, men god journalistik, fordi det bragte historien videre og ikke kun fortalte os det, vi allerede vidste. Fortolkning er ikke nødvendigvis stor fotokunst.”
| Aktionen udenfor billedet Forskellen på fremadrettet fotojournalistik og den mere statiske tilgang kan illustreres med to billeder, der begge er taget af Joachim Ladefoged. ”Dette billede er en vinder fra World Press Photo. Et virkeligt godt nyhedsfotografi. Hvorfor er det så godt? Fordi det udelader en masse ting. Det er ikke pedantisk. Det tillader os at bruge vores fantasi om det, der foregår udenfor fotografiet.” | ||||
| Dette billede taget under Kosovo-krigen er efter Colin Jacobsons mening et eksempel på et virkelig godt nyhedsfotografi, fordi det i sin komposition tillader beskueren også at bruge sin egen forestillingsevne. (Foto: Joachim Ladefoged) | ||||
| | |
”Jeg tror, det er meget vigtigt for fotojournalistik: Det, der udelades, er lige så vigtigt, som det der inddrages. Det er åbenlyst, men vi tænker ikke nok over, hvordan vi kan involvere læserne i billedet ved at tillade dem at bruge deres forestillingsevne.”
”Spændingen er eksplicit, mens aktionen i billedet er implicit. Det er et meget stille billede: Der sker ikke noget, men vi ved, at det gør der snart, og at der foregår noget udenfor billedet, fordi Joachim var talentfuld nok til ikke bare at indramme soldaten i V-formen fra Kalashnikoven, men også fastholder blikket fra manden i forgrunden.”
| De evigt grædende kvinder ”Det andet billede af Joachims synes jeg ikke er særlig journalistisk. Det er godt lavet og meget æstetisk, men det gentager noget, vi har set igen og igen fra konflikter overalt på Balkan og andre steder i verden: Grædende kvinder ved liget af en af deres mænd.” | ||||
| | Kvinder sørger over et mandligt offer for krigen. Billedet er fra Kosovo men er efter Colin Jacobsons mening en gentagelse af nyhedsfotos af begravelser under konflikter over alt i verden. Det er mere æstetik end journalistik. Fotograferne bør forsøge at undgå den type gentagelser, mener han. (Foto: Joachim Ladefoged) | | ||
| | |
”Vi må undgå disse evige gentagelser og hele tiden tænke på journalistikken i det: Er det virkelig, hvad folk ønsker at se, eller er de blevet for vant til det, er det for velkendt, så de bare lukker af?”
Sæt læseren på arbejde
Den moderne fotojournalistik skal også give folk mulighed for at arbejde med billedet for at forstå meningen. Folk er blevet meget bedre til at læse billeder i dag, end de var for 50 år siden, så de behøver ikke så mange detaljer. Udfordringen for moderne fotojournalistik er at give folk plads til at lave koblingerne og ikke lave arbejdet for dem.
Der er flere måder, hvorpå man kan fortælle historien om mennesker på vej ud af Sarajevo under krigen. Det kan gøres meget eksplicit med et klassisk nærbillede af en ældre grådkvalt kvinde eller implicit med et billede af hænder, der forsøger at mødes, selv om der er en busrude imellem dem.
”Den første type billede er ligetil og meget konventionelt, mens det andet giver en ny dimension i fotojournalistik. Spændingen i det første billede ligger i kvindens kropssprog: hendes knyttede hænder, tårerne og øjnene.”
”Den visuelle spænding i det andet billede kommer fra det forhold, at de to par hænder ikke kan røre hinanden. Vi ved med det samme, at det er to mennesker, der siger farvel til hinanden og har en fornemmelse af både historien og de følelser, der er involveret, selv om vi skal arbejde med billedet for at forstå meningen og også skal have konteksten etableret i en billedtekst eller en overskrift.”
Underdrevet følsomhed versus barsk konfrontation
Følsomhed og underdrivelse fremfor barsk og nøgen sandhed kan også være en vej frem for fotojournalistikken i en tid, hvor læsere og seere allerede har lagt øje til alverdens trængsler:
”Et berømt billede, der vandt en World Press Photo Award for et par år siden, forestiller en kvinde i det sydlige Afrika, som bærer sin AIDS-ramte 30-årige søn ud til en lænestol foran huset, så han kan snakke med de forbipasserende.”
 | Dette billede er efter Colin Jacobsons mening et anderledes "stærkt" billede. (Foto: Gideon Mendel) | |||
| | |||
| | |
”Vi har ofte set meget stærke og nøgne fotos af folk med AIDS, som enten var døende eller døde, men billedet her har en helt anden tilgang til emnet med et overraskende element: Tanken om at en mor kan bære sin 30-årige søn omkring er ret forbavsende. Billedet er meget medfølende, lidt underdrevet og virker meget stærkere på grund af det.”
”Folk har fået nok af de meget barske billeder: Det kan godt være, at de ser på dem og siger: "Åh, hvor forfærdeligt", men jeg tror ikke, at de virkelig ser billederne. Der er et mentalt jerntæppe, som går ned, og folk fortsætter bare med det, de var i gang med.”
”Men et billede som det her tager fat i folk, for vi kan alle forestille os, hvordan det er at være i kvindens sted på en måde, som vi ikke ville forstå, hvis situationen var beskrevet med et billede, hvor manden lå døende i sin seng.”
Den gode ide
Indlevelsesevne og forståelse af situationen, der skal skildres, er også med til at lave god fotojournalistik.
”Et af de mest bemærkelsesværdige billeder, der blev taget under Kosovokrigen i 1999, blev taget af en smart AP-fotograf ved grænsekontrollen i Calais. Det var et røntgenbillede, der viser 10 kosovanere, der gemmer sig bag i en lastbil i håb om at blive smuglet ind i Storbritannien via kanalen.”
”Sådan et uhyggeligt billede har lige så meget og måske mere gennemslagskraft end mange af de hjerteskærende, konventionelle fotojournalistiske billeder af flygtninge. Det får en til at stoppe op og tænke over, hvor desperate folk må være for at kravle op bag i en lastbil for at prøve at komme ind et vesteuropæisk land.”
”Billedet virker i symbiose med de konventionelle billeder, og den fotojournalistiske kunst lå ikke i billedet, men i at lokalisere motivet og tage billedet i det hele taget.”
Den dygtige iagttager
”Et andet meget berømt billede viser fire præsidenter, som alle står og retter på slipset, før de skal ind og præsentere en fredsaftale for Mellemøsten for medierne.”
”Jeg har hørt folk sige, at det var vel nok et heldigt billede, men det var ikke heldigt, for fotografen var smart og kendte til politikernes forfængelighed. Fra hendes observationer kunne hun regne ud, at før de gik ind til pressemødet, ville de stå og kigge sig i spejlet og tjekke, at lynlåsen i bukserne ikke stod åben og rette på slipset. Så hun var klar til at tage billedet.”
”Udover at være et nyhedsfotografi, så er det også et klart eksempel på fotojournalistik, fordi det går bag begivenheden og giver os en fornemmelse af, at politik er noget, der udspilles på en scene, og at disse mennesker er som skuespillere, der gør sig klar bag scenen ved at øve sig på replikker og så videre.”
Antydningens fine kunst
”Vi bliver bombarderet med billeder i dag, og folk har meget lidt tid til at koncentrere sig om dem. Hvis vi gentager, hvad vi har lavet de sidste 40-50 år, vil folk bare gabe af kedsomhed.”
”I stedet skal vi bruge visuelle værdier som mysterium og dobbelttydighed til at stimulere folks interesse. Billeder, der antyder noget, tiltrækker sig opmærksomhed og er ofte langt mere succesrige end de fotos, som forsøger at forklare alt på en gang.”
Omtalte personer:
Omtalte institutioner:
Omtalte kurser:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: