Document Actions
Jagten på bedre billeder til den daglige avis
Offentliggjort 09/08/2000, senest redigeret 04/19/2005
Færre opgaver, bedre planlægning og mere engagerede fotografer, lyder nogle af mulighederne
REFERAT - opdateres ikke!
Diskussionen om, hvordan fotojournalistikken kan udvikle sig til det bedre i de danske trykte medier, kom til at præge den afsluttende del af CFJE's seminar om fotojournalistik. Stemningen vekslede mellem frustration og optimisme. Her følger en række af indlæggene i redigeret form.
Joachim Ladefoged lagde ud med et angreb på fotografstanden i almindelighed:
”Det er de samme fotografer, der er her i dag, som også deltager i de andre efteruddannelseskurser. Det er folk, som er interesseret i at lære noget nyt. Men der er masser af andre fotografer rundt om i landet, som tjener den fedeste hyre, og som bare kommer på arbejde for at køre derudad. Vi har en stor pligt til at efteruddanne os selv og en stor pligt til at tage os sammen. Fotografer har generelt et ry for at være nogle store båtnakker, der bare kører rundt i deres store fede biler. Jeg må give kritikerne lidt ret. Vi må selv være med til at gøre fotografiet en lille smule mere intellektuelt i forhold til den skrevne journalistik.”
Personligt erklærede han sig villig til selv at give afkald på både bil og hovedparten af det sædvanlige kamera-udstyr, hvis dagbladene så til gengæld ville ansætte nogle flere fotografer.
”Hvis der nu var råd til nogle flere fotografer, var det muligt at trække folk ud af vagtplanen og give dem tid til at lave noget fedt fotografi. Hvis andre så har lyst til fortsat at tjene den fede hyre og køre rundt i deres biler, så lad dem være fabriksarbejdere, og lad os andre om at være kreative.”
Systemhistorier gør det svært for fotograferne
Billedchef på Jyllands-Posten, Jens-Kristian Søgaard, mente, at aviserne i for høj grad satser på ”system-historier” baseret på eksperter, eventuelt – ofte i sidste øjeblik - suppleret med en case. Det giver svære vilkår for fotograferne. Han nævnte retssagen med Kurt Thorsen og Rasmus Trads samt afsløringerne vedrørende den konservative politiker Jens Heimburger som eksempler på historier, der er vanskelige at fortælle i billeder.
”Der er ikke gode billeder i de historier, men det er den type, der nyder fremme i vores aviser, hvilket er en af årsagerne til, at vi tager så mange portrætter. Men hvis vi kan sætte noget andet i stedet – og det skal vi, for der er fortsat behov for billeder på avissiderne, mindst ét pr. side – så kan vi godt få det i avisen. Men det kræver, at vi kan komme med nogle andre billeder, end dem vi ellers bliver påduttet, som for eksempel billeder af folk der går ind og ud af retssale.”
”Vi bør gøre, som Lars Fahlén fra Göteborgs-Posten siger: Hver dag, når fotograferne møder, skal vi spørge dem, hvad de så vil fotografere i dag, efter at de har fulgt med i nyhedsstrømmen, set tv-avis, læst morgenaviser og så videre. Men der er meget få – faktisk ingen – fotografer der kan bidrage med noget.”
Jens-Kristian Søgaard erkendte, at det er svært for fotoafdelingen fra dag til dag at producere egne små fotoreportager, hvis det ikke blot skal blive landskabsbilleder.
Fotografer bør med i planlægningen
Pressefotograf Claus Bjørn Larsen var enig med Jens-Kristian Søgaard i, at der er alt for mange portrætter i avisen, men han mente modsat Søgaard, at det faktisk er muligt at tage gode billeder til de fleste historier. Også til dem, billedchefen fra Jyllands-Posten nævnte som eksempler:
”Thorsen-sagen, for eksempel: Alle tager billeder, når de går ind og ud af retssalen. Der er jo ingen fotografer, der går med Thorsen ud og spiser frokost ude i byen eller følger med ham og tager billeder, når han går alene hen ad gaden. Dér er vi for dårlige. Vi tænker, at vi lige kan nå i banken, og så tage det billede når han går ud, inden vi kan køre hjem og holde fri.”
”Men jeg ser det også som et problem, at vi kommer alt for sent ind i forhold til opgaverne. Vi har tabt kampen om at være med, når tingene bliver fordelt på redaktionerne. Der sidder ingen fotograf med ved bordet, for han er ude for at tage et billede af fire krukker til livsstilsmagasinet. Så skriver man lige en seddel til ham i stedet.”
”Det ender jo alt for ofte med et portræt, hvor jeg som fotograf så har en seks-syv tricks, jeg kan bruge, men det er ligesom den samme pose, jeg vender igen og igen. Hvis vi kom med i processen noget før, kunne vi måske illustrere det, personen taler om, i stedet for bare at fotografere vedkommende.”
”Som jeg ser vores hverdag som fotografer i øjeblikket, så sidder der nogle mennesker med nogle sider, der skal produceres, og så kan det ikke nytte noget, at jeg gerne vil bruge tre dage på en fantastisk billedreportage. Fotografen må gå på kompromis og løse nogle opgaver hurtigt, mens man så i fællesskab vælger at satse mere på nogle andre ting, hvor det er muligt at gå i dybden. Jeg tror ikke, man med de nuværende ressourcer kan løfte hele avisen. Ikke en avis som Berlingske Tidende i hvert fald.”
Hård styring på Göteborgs-Posten
Claus Bjørn Larsen pegede dog på, at der dels generelt bør skæres ned i antallet af opgaver, og dels at billedredaktionerne bør blive dygtigere til at udvikle og præsentere alternative ideer.
Billedchef Lars Fahlén fortalte om, hvordan han forsøger at holde antallet af opgaver nede på Göteborgs-Posten. Udgangspunktet er, at der til generelt til hver side højst kan være én opgave.
”Der skal jo være bærende billeder til økonomisiden, til sporten, til politiksiden og til de øvrige redaktioner. Vi véd, at der en given dag er eksempelvis 13 kvalificerede opgaver, der skal lykkes. Og når jeg så ser, at der er bestilt to billeder fra politik-redaktionen, som den dag kun har en side og så en smule ved siden af en stor annonce, så må jeg få dem til at droppe den ene. Vi må styre det, for alle journalister vil jo gerne have friske billeder til deres historier”, fortalte Lars Fahlén.
Den personlige fortællestil
Det var dog ikke kritik og selvkritik det hele. Der var også bred tilslutning til, at kvaliteten af dansk fotojournalistik generelt er blevet meget bedre de senere år.
”Inden depressionen breder sig for meget, synes jeg, vi skal huske, at kvaliteten faktisk er blevet uendelig meget bedre de senere år. Jeg kiggede før dette seminar i nogle gamle kataloger fra tidligere udgaver af Årets Pressefoto, og de billeder, der vandt dengang, ville ikke en gang komme med på udstillingen i dag. Det er blevet mange gange bedre”, sagde Jens-Kristian Søgaard.
Hans kollega på Berlingske Tidende, Lars Poulsen, var enig:
”Kvalitetsforbedringen i de sidste 10 år er et resultat af, at en hel masse mennesker har gjort noget. Dels på journalisthøjskolen, hvor fotojournalistuddannelsen blandt andet kaster efteruddannelse og seminarer som dette af sig, dels Pressefotografforbundet og dels arbejdsgiverne, som også gør noget”, sagde han.
Claus Bjørn Larsen pegede på, at der blandt fotograferne generelt er kommet et større engagement og en mere personlig fortællestil.
”Det første billede, jeg vandt med i Årets Pressefoto for mange år siden, gider ingen at se på i dag. Der er først og fremmest kommet en personlig fortælling ind i billedet. Man kan mange gange næsten se på billedet i sig selv, hvilken fotograf der har taget det.”
Energien skal over i den daglige avis
”Og så betyder det meget, at vi i Danmark er en ret lille flok af fotografer. Når vi kommer ud i verden, ser vi både englændere og franskmænd, som ikke taler med deres landsmænd. De er først og fremmest konkurrenter. Der er et helt andet fælles forum herhjemme. Man hjælper hinanden, lader sig inspirere af hinanden og sætter nye standarder for hinanden”, sagde Claus Bjørn Larsen.
Joachim Ladefoged supplerede:
”Det handler blandt andet om inspiration. Det gav virkelig et løft, da man i begyndelsen af 1990’erne begyndte at holde de dér konferencer herhjemme, hvor de store stjerner fra udlandet kom hertil og fortalte om deres fotografi. Men vi må nok også erkende, at niveauet dengang var ret lavt.”
”Og så drejer det sig om engagement. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at lave gode billeder herhjemme også, selvom det er nogle mere dagligdags vilkår, man arbejder under, end når man er ude at rejse. Dér er det ét stort egotrip, hvor man kun sover, spiser og fotograferer. Herhjemme skal der være plads til familielivet også”, sagde Joachim Ladefoged og fortsatte:
”Men alligevel må det være muligt at kanalisere noget af den energi, der er i de billeder fra for eksempel Kosovo, over i den daglige avis. Det handler om engagement ad helvede til. At lave noget fotografi, der rykker. Hele tiden at give noget!
Se opfølgningssiden fra CFJE's seminar om fotojournalistik.
Omtalte personer:
Omtalte institutioner:
Omtalte kurser:
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: