Offentliggjort 09/27/2007, senest redigeret 07/13/2010
STUDIEVEJLEDNING: Siden d. 1. august 2007 har det været muligt at få vurderet eventuelle realkompetencer - dvs. de kompetencer, du har fået uden for det etablerede uddannelsessystem - både fra arbejds- og fritidslivet. Anerkendelse af realkompetencer kan gives i forhold til adgangskravene for en uddannelse, dele af en uddannelse eller en hel uddannelse.
Adgangskrav til en diplomuddannelse.
Du kan søge om at få vurderet, hvorvidt dine realkompetencer kan sidestilles med adgangskravene til den uddannelse, du ønsker optagelse på. Det gælder både krav om adgangsgivende uddannelse og kravet om mindst to års relevant erhvervserfaring. Hvis dine realkompetencer anerkendes, får du et adgangsbevis
Indhold og mål i uddannelsesmoduler. Du kan søge om en vurdering af, hvorvidt dine realkompetencer svarer til et eller flere moduler/enkeltforløb på en diplomuddannelse. Hvis dine realkompetencer anerkendes, får du kompetencebevis(er), som svarer til et modulbevis/bevis for bestået enkeltforløb.
Indhold og mål i en hel diplomuddannelse. Du kan søge om en vurdering af, hvorvidt dine realkompetencer svarer til en hel uddannelse. Hvis dette er tilfældet, får du et uddannelsesbevis.
Hvad koster en realkompetencevudering?
Når man ansøger om et adgangsbevis på baggrund af en realkompetencevurdering, er der aldrig tale om betaling. Men ansøger skal betale for en vurdering, hvis der søges om et kompetencebevis eller et uddannelsesbevis. Betalingen vil dog aldrig være højere end det modul eller den uddannelse, der vurderes i forhold til.
Hvilke uddannelser kan jeg søge realkompetencevurdering til?
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan du søge realkompetencevurdering i forhold til diplomuddannelserne.
Hvad er forskellen på en dispensation og en realkompetencevurdering?
En realkompetencevurdering er ikke det samme som en dispensation, idet en dispensation udelukkende gælder på den institution, som giver dispensationen og for det fag eller den uddannelse dispensationen omhandler.
Hvor finder jeg mere?
Læs mere om realkompetencevurdering på undervisningsministeriets hjemmeside eller Nationalt Videnscenter for Realkompetencevurdering.
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du er interesseret i at høre om dine muligheder for realkompetencevurdering
Christina Hansen Falkenberg: Tlf. 8944 0589
Ansøgning
En eventuel ansøgning om realkompetencevurdering skal sendes til:
info@dmjx.dk med angivelse i emnefeltet: RKV
Ansøgning om RKV skal vores os i hænde senest 1 måned før ansøgningsfrist til den uddannelse, der søges om RKV til.
Uddannelsesadministrationen tager stilling til, om
· ansøgningen har en karakter, så der ikke iværksættes en vurdering (afslag)
· der umiddelbart mangler dokumentation, som efterspørges
· ansøgningen skal sendes videre til vurdering.
Hvis/når ansøgningen skal behandles, går den videre til sagsbehandleren og den fagligt ansvarlige leder for pågældende diplomuddannelse. Disse laver i fællesskab en vurdering af ansøgningen ud fra den medsendte dokumentation. Øvrige undervisere kan indgå i bedømmelsen. Mulige resultater:
· Godkendelse
· Anmodning om yderligere dokumentation og/eller krav om praktiske prøver og/eller samtale(r)
· Afslag
Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: