Document Actions

Journalistik-master forude

 

Offentliggjort 06/14/2005, senest redigeret 06/16/2005

 

 

Dagens barskere vilkår på mediemarkedet har fjernet den sidste skepsis omkring behovet for, at redaktionelle ledere lærer mere og andet om ledelse end det, der følger af journalistiske skoling og erfaring.

Gode initiativer har allerede vist deres bæredygtighed. Medielederuddannelsen startet af Anker Brink Lund og Jørgen Poulsen har været en succes, og på mellemlederniveau trækker DjEs Ledelse til Forandring fulde huse på tredje år.

Næste blomst i buketten bliver så en universitetsbaseret, formelt kompetencegivende masteruddannelse, Master in Editorial Management, MEM. Udviklingen er i fuld gang, og første hold ventes at starte til august 2006.

Udviklingen af masterprogrammet sker på opfordring fra Videnskabsministeriet, som også formelt skal godkende den færdigudviklede uddannelsesmodel.

Udvikles i samarbejde
Bolden blev givet til Syddansk Universitet, SDU, og Center for Journalistik og Efteruddannelse, CFJE, som i forvejen sammen udbyder Diplomuddannelsen i journalistisk arbejde, der er blevet en pæn succes med i dag 125 studerende. Senere er også DR Udvikling, som i dag viderefører Medielederuddannelsen, gået med i udviklingen af MEM’en.

En mastergrad, som niveaumæssigt ligger på linie med en kandidatgrad, kan kun tildeles af et universitet, så alle de nye MEMere bliver formelt udklækket hos SDU. Både DR Udvikling og CFJE vil dog som underleverandører til SDU være aktivt medvirkende i gennemførelsen af uddannelsen.

Alle masteruddannelsers moder, MBA, Master in Business Administration, har eksisteret i årtier. Den er udbredt og anerkendt i erhvervslivet som helhed, men antallet af danske journalister med en MBA kan tælles på en hånd.

Den generelle ledelses-master er formentlig forekommet for generel til at ligne den rette løsning på behovet for mere forretnings- og ledelseskunnen i medierne. Andre professioner har følt noget lignende, og i dag finder der et stort antal specialiserede masteruddannelser.

Med afsmitning fra MBA hedder mange af dem noget internationalt, f.eks. Master of Public Management eller Master of Language Administration, for nu at nævne et par fra SDU. Fra CBS, Handelshøjskolen i København, kan nævnes Master of Corporate Communication og Master of Health Management.

Og på lignende vis hedder den kommende MEM til mediebranchen så også – i hvert fald indtil videre – til at hedde noget udenlandsk.

Ægte universitets-uddannelse
Uanset navnet ligger det fast, at en masteruddannelse er en to-års deltidsuddannelse rettet til mediebranchens ledere og ledertalenter. Den bliver stærkt medierettet, med fokus på mediebranchens problemstillinger og med cases herfra. Men det er altså en universitetsuddannelse, så der skal både læses bøger og skrives opgaver.

Også decideret teori inden for økonomiske, ledelsesmæssige og organisatoriske områder bliver en del af pensum, og det bliver ikke i pixi-udgaver, men på regulært universitetsniveau.

Så en masteruddannelse for journalister bliver ikke noget man kan tage blot ved at være stede med åbent sind og betale fakturaen. Der skal præsteres et gedigent stykke arbejde. Masteruddannelsen er for de videbegærlige, beslutsomme talenter. Når de kommer ud som mastere, kan de meget mere end et par smarte modeller og lidt management-lingo.

Men hva’ koster det?
A propos faktura. Vi kan lige så godt svare på det sikre spørgsmål: Hvad koster det? Svaret er sted mellem 170 og 190.000 kr., når alt – studiegebyrer, ophold, studietur til udlandet og sommeruniversitet – regnes med. Det er billigt sammenlignet med flere danske ledelsesmastere, og meget billigt sammenlignet med MBA på eliteskolerne – men det er naturligvis et uvant højt beløb i vores branche.

Så masteruddannelsen er en betydelig investering i fremtiden. For faget, for den virksomhed, der tager fakturaen, og for den studerende, der ud over at passe sit job næsten normalt tager en krævende uddannelse med 8-10 årlige to-dages seminarer, hjemmearbejde og en afsluttende masterafhandling.

Men det er dybest set en del af pointen. Masteruddannelse er for personer der virkeligt vil, og vil det med den viljestyrke, det også kræver at være eller blive topleder.

Branchen tæt på
Vi er spændt på hvor stor basis er for en dansk masteruddannelse til mediebranchen. Udviklingen til nu er sket i dialog med aftagerrepræsentanter fra mediebranchen, og i løbet af sommeren nedsættes et advisory board med repræsentanter for mediebranchen, så den er tæt på både udvikling og gennemførelse.

Så hvis ministeriet nikker ja, branchen bakker op og tilpas mange beslutsomme ledere og ledere in spe bider til bolle, kan vi give hånd til de første danske journalistmastere i juni 2008.

Vi overvejer stadig om de ligesom en del andre danske mastere skal dimittere ved en engelsk inspireret højtidelighed iklædt kappe og hat. Måske vil det trods alt være for stort kulturspring for en dansk journalist med stort J?

 

 


Søg

  

 

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: