Document Actions

Gatekeeping er død

 

Offentliggjort 09/15/2000, senest redigeret 04/19/2005

 

 

REFERAT - opdateres ikke! Sådan beskrev Steve Yelvington, redaktør ved Cox Interactive Media, journalistikkens og journalistens situation efter Internet. Umiddelbart et nedslående budskab for journalister, der ikke længere er uundværlige. Men der vil stadig være brug for journalister, mente Yelvington.

Rollen som troværdig guide
Brugerne på nettet skriger nemlig om hjælp. De vil vide, hvad der er vigtigt, hvad der sandt og hvad der er nyttigt. Journalister forstår information. Vores nye rolle er som en troværdig guide. En guide kigger udad og leder udad. De fleste websteder er indadvendte. De rummer ofte værdifuld information, men de er dårlige til at lede brugerne ud til gode ressourcer på nettet. De mangler guide-funktionen.

"Det er slut med at filtrere og sortere på basis af udeladelse. I stedet skal vi filtrere og sortere ved at inkludere, arrangere og organisere nyheder og information."

I den forbindelse fandt Steve Yelvington det forbløffende, at nyhedsmedierne på nettet har overladt guide-funktionerne til Yahoo og America Online. Det er dårlig forretning og dårlig journalistik. Det er vores opgave at overføre de klassiske journalistiske værdier om at tjene læserne, fortælle sandheden og formidle forståelse af hvad der foregår til Internet. Det er slut med at filtrere og sortere på basis af udeladelse. I stedet skal vi til at filtrere og sortere ved at inkludere, arrangere og organisere nyheder og information.

Service-journalistik
Steve Yelvington betonede, at journalistik dybest set handler om at tjene og betjene læsere. Spørgsmålet er imidlertid, hvor mange journalister, der virkelig lytter til læsernes ønsker og behov. At være en effektiv tjener handler ikke om journalistisk ego, men om at lytte og forudse, hvad læserne har brug for.

På World Wide Web handler journalistik også om at skabe en restaurantguide, et webkatalog eller en jobdatabase. Dette er ikke nødvendigvis hvad alle forbinder med journalistik, men det er journalistik under nye betingelser. Steve Yelvington kalder det servicejournalistik, "service journalism". Han gjorde sig ikke til fortaler for at opgive undersøgende journalistik eller traditionel nyhedsjagt eller dækningen af emner som politik.miljø og uddannelse. Men det handler om at udvide definitionen på journalistik og public service. Vi er nødt til at lytte, forudse behov og gøre os selv nyttige for læserne.

People's journalism
En anden vigtig trend i journalistikken på nettet er hvad Yelvington kalder folkejournalistik, "people's journalism". Vi er midt i en revolution i journalistikken, hvor folk fortæller deres egne historier på Internet. Det sker ved hjælp af e-mail, mailing lister, Usenet, webkonferencer og personlige hjemmesider. Web giver den enkelte person nye muligheder og magt. Der findes masser af websteder, hvor alt indhold kommer fra deltagerne. Meget af det henviser til stof andre steder på web med diskussion og kritik. Det er fremtiden vi ser her og en vigtig ny del af journalistikkens verden.

 

 


Søg

  

 

 

Temasider om samme emne

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: