Alle gemmer på en historie
Offentliggjort 09/15/2000, senest redigeret 08/29/2008
Lokalredaktøren har sine læsere lige uden for døren, alligevel kan det være svært at finde tid til at forlade redaktionslokalet og komme i snak med borgerne. Selvom alle er enige om, at det giver bedre historier i avisen
Af Karen Tambo
CASE-HISTORIE:
De kongelige kaffekopper klirrer og stueuret tikker som taktfast baggrund til Elly Kristensens fortælling. Der er frisksmurt franskbrød og hjemmebagte småkager på bordet, og rundt om i stuen ligger folkedanserdragter over ryggen på lænestolene.
Lokalredaktør Birgitte Muldbjerg er på besøg for at interviewe Elly Kristensen, der efter 25 år som dragtpasser i den lokale folkedanserforening søger en afløser til det gamle håndværk.
Ud af redaktionslokalet
Scenariet i dagligstuen er desværre et atypisk forarbejde til en artikel. Som på de fleste | . | 
Lokalredaktør Birgitte Muldbjerg.
Foto: Karen Tambo |
lokalredaktioner henter man også i Karup de fleste historier hjem ved telefonen.
"Langt de fleste artikler laves fra skrivebordet. Det er meget forskelligt, hvor tit jeg er ude, der kan godt gå en uge imellem. Det tager for lang tid - med transport mindst halvanden time hver gang. Men der er ingen tvivl om, at det bliver bedre historier, og jeg tager ud, hvis der er tid til det," siger Birgitte Muldbjerg.
Hos Elly Kristensen går snakken livligt, Elly og hendes mand fortæller på skift om, hvordan de i begyndelsen af 70'erne arbejdede på at sammensætte en lokal alhededragt og få den officielt godkendt.
I bilen på vej tilbage til redaktionslokalet siger Birgitte, at det for hende gælder om at have ro til at føle sig ind på interviewpersonen for at stille de rigtige spørgsmål. "Alle gemmer på en historie, og de fleste vil gerne fortælle den, udfordringen er bare at finde ind til den." Hos Elly Kristensen var en vigtig del af historien at se, hvordan hun passer og opbevarer dragterne - noget vi ikke havde fået med, hvis hun var interviewet via telefonen.
Almindelige mennesker ind i avisen
Ifølge Lektor Jørgen Poulsen fra Roskilde Universitetscenter ønsker læserne historier, der tager udgangspunkt i almindelige menneskers hverdag.
"Meget af det stof, som måske-læserne går udenom, både i lokale ugeaviser og dagblade, er det, som er kommet af sig selv hen på journalistens bord. Det er pressemeddelelser, byrådsdagsordener, forskningsrapporter og historier hentet fra telegrambureauerne og andre medier. "
Ordene er hentet fra Jørgen Poulsens rapport fra 1998 "Måske-læserne. Dagbladenes muligheder i mediekonkurrencen". Formålet med projektet om måske-læsere, dvs. den halvdel af befolkningen, der ikke dagligt køber en avis, var blandt andet at belyse, hvad der får læserne til ikke blot at skimme avisen, men faktisk læse artiklerne. Jørgen Poulsen konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at aviserne må justere deres nyhedskriterier.
"Aviserne skal give plads til andre end det kloge Danmark med de rigtige meninger. Hovedparten af de kilder, der konsulteres, de vinkler, der anlægges, og de meninger, der udtrykkes i ledere og debatartikler, falder inden for rammerne af et relativt elitært meningsunivers, kort sagt "overdanmark"".
På Viborg Stifts Folkeblads Karupredaktion, hvor Birgitte Muldbjerg dækker Karup kommune, bruges informationerne fra det offentlige Danmark som kilder, men kun som en mindre del.
"Vi får dagsordener fra byrådsmøder, og en sjælden gang imellem afleverer en politiker en kommentar. Men langt det meste, af det jeg laver, er noget, jeg selv har opsøgt. Vi skraber alt, hvad der er af foreningsblade til os, og der står tit nogle småting, som kaster noget af sig. Når jeg snakker med folk, falder der som regel noget af. Folk, der kommer ind på redaktionen i anden anledning, kan finde på at spørge, om vi i øvrigt har hørt, at…" siger Birgitte Muldbjerg.
Det er altså ikke kildenettet og de gode historier, der mangler - det svære er at komme ud til kilderne og møde dem i deres eget miljø.
Om Jørgen Poulsens opsang siger hun, at "han selvfølgelig har ret i, at der er alt for meget af den slags med turistformanden eller erhvervsrådsformanden, der udtaler sig – og det er der, fordi det er nemt, og fordi vi skal aflevere artikler hver dag. Det tager for lang tid at finde ud af, hvad den almindelige læser mener. Det, man kan gøre, er at være opmærksom på at få almindelige mennesker med i historierne."
Det handler om prioritering og planlægning
Spørgsmålet er, hvordan man i en presset hverdag producerer mere levende og vedkommende journalistik på den samme tid. Karupredaktionen deltog i efteråret 1999 i et internt efteruddannelsesprojekt arrangeret af Center for Journalistik og Efteruddannelse, hvor formålet var at få mere aktiv journalistik og mindre servicestof ind på lokalsiderne. Peter From Jacobsen, der ledede projektet, forklarer, at det først og fremmest kræver prioritering og planlægning af det journalistiske arbejde.
"Tiden til at gøre en ekstra indsats blev fundet ved dels at aflaste hinanden, sådan at når den ene var travlt optaget af morgendagens A-historie, kunne den anden ligge lidt i læ, skrive småstof, dyrke kilder og tænke tanker til forhåbentlig gavn for de kommende dages aviser. Og dels ved simpelthen at skære benhårdt i det såkaldte pligtstof. Visse ting skal nødvendigvis med af aktualitets-årsager. Andet vil kunne bringes i beskåret form en af de kommende dage, når materialet kan skaffes til veje uden ret stort tidsforbrug. Og noget helt tredje bør af hensyn til læserne i almindelighed droppes helt."
Journalistens personlige kildenet
Birgitte Muldbjerg blev journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000. Siden da har hun været ansat på Viborg Stifts Folkeblad, hvoraf de seneste to år har været som Karup-redaktør, hvor hun sidder sammen med kollegaen Steffan Skov, der dækker Kjellerup kommune.
"Det, der tiltaler mig, ved at være på en lokalavis er, at man er så tæt på både kilder og læsere. De ringer herind, og vi møder dem på gaden. Man skal bare gå ud af døren, så er de der," siger Birgitte Muldbjerg. Hun arbejder bevidst på at komme tæt på læsernes hverdag og imødekomme opfordringerne fra Jørgen Poulsen, som skriver:
"Reportager og interviews fra læsernes hverdag er i sig selv påskønnet, og de er samtidig anledning til, at journalisterne kan justere deres væsentlighedskriterier og få adgang til helt nye kildenet og inspiration til en anden måde at vinkle et bestemt stofområde på."
At bygge sit eget kildenet op tager tid og en del planlægning. Birgitte Muldbjerg giver et eksempel, hvor hun fik brug for en kilde, hun tidligere havde brugt og vidste var god.
"Jeg skulle skrive en A-historie om et teletaxa-forsøg i Karup og i den forbindelse finde en person, der ville eller ikke ville benytte sig af tilbuddet – en konsekvensekspert. Først ville jeg ringe til købmanden i Grønhøj, da han måtte kende nogen, der benyttede sig af tilbuddet, men jeg kom i tanke om en pensionist, jeg talte med i en anden anledning, og hun gav også navne på et par andre. Langsomt bygger man sit eget kildenet op. Og det er vigtigt at have et varieret kildenet med unge, midaldrende, børnefamilier, gamle og så videre, for det tage ofte lang tid at finde frem til brugbare kilder."
Da vi kommer tilbage til redaktionslokalerne fra besøget hos Elly Kristensen, er det blevet mørkt, og Birgitte Muldbjerg mangler stadig at skrive den sidste artikel til morgendagens avis. Hun vælger at tage materialet om Karup Flyvestation med til hovedredaktionen i Viborg, hvor hun også selv er bosat – det er for ensomt at sidde alene på redaktionen i aftentimerne.
.
.
 | |  | Birgitte Muldbjergs interview med Elly Kristensen blev til en hoved- og to sidehistorier i Viborg Stifts Folkeblad, mandag den 10. januar 2000.
- Læs de tre artikler |
 |  |  |  |
Omtalte personer:
Omtalte institutioner: