Midtvejserfaringer fra det første netbaserede kursus under DjE
Offentliggjort 04/27/2001, senest redigeret 04/19/2005
Referat fra Ib Konrad Jensen, kursusleder for Den Journalistiske Efteruddannelse, på seminar om netlæring d. 4.4.2001.
Af Annegrete Skovbjerg
ERFARING/REFERAT - opdateres ikke! Den Journalistiske Efteruddannelse har dette forår for første gang kørt et netbaseret kursusforløb. Efter princippet ”lad os kaste os ud i det”, har DjE udbudt et 19 uger langt kursus under titlen ”Webredaktør”.
Ib Konrad Jensen er én af de to kursusledere, der har haft ansvaret for udvikling og gennemførelse af kurset. Han har fungeret som kursusleder hos DjE siden 1995, og det er den erfaring koblet med et kursus i netpædagogik, der har ført til, at han dette forår har taget udfordringen op med netbaseret undervisning.
Pilotprojekt
Allerede i kursusbeskrivelsen blev det gjort klart, at netkurset som webredaktør var et pilotprojekt. Der var tale om en afprøvning af mulighederne for at gennemføre journalistiske kurser som netundervisning. Ib Konrad Jensen fortalte, at der blev arbejdet efter en ”wallbanger” strategi, hvor erfaringerne skulle høstes ved at afprøve nogle ideer i praksis.
En omfattende evalueringsproces med kursisterne har været en del af projektet. Det har givet et godt billede af de gode og dårlige erfaringer indtil videre, og et solidt materiale at videreudvikle formen med.
Hellere ét stort hold end to små
Interessen for at blive optaget på kurset som webredaktør viste sig at være overvældende. Det førte til, at DjE besluttede at starte to hold op i stedet for kun et, som det var planlagt. Holdene på hver 25 kursister er startet forskudt med 14 dage.
Ifølge Ib Konrad Jensen er erfaringen med den beslutning, at ét hold på 50 kursister, der starter samtidig, er bedre end to mindre hold. Det har været vanskeligt for kursuslederne at holde styr på to hold, der ligger forskudt med et meget kort interval, og som man kun kommunikerer med over nettet. Han mente til gengæld ikke, at et hold med 50 kursister vil være for stort.
Mere vægt på de bløde værdier
Kursusforløbet startede med en dags introduktion, hvor kursisterne havde lejlighed til at møde hinanden og kursuslederne. Dagen skulle også bruges til at gennemgå indholdet af kurset og introducere til en CD med den software kursisterne skulle arbejde med.
Ib Konrad Jensen slog fast, at én dags introduktion var for lidt. Programmet var for tæt pakket og den ene dag gav ikke kursisterne tid til at lære hinanden at kende. Det har været en vigtig erfaring, at netlæringsforløbet kræver mere tid omkring fremmødet, hvor de bløde værdier kan vægtes og blive en grundsten til det videre samarbejde.
Studiebreve og Selvhjælpsgrupper
Et ugentligt studiebrev har udgjort en anden grundsten gennem hele forløbet. Studiebrevet bestod af:
- Opgaver
- Emner til diskussion
- Henvisninger til litteratur
- Links
- Anvisninger til teknikken m.m.
En af måderne til at fastholde engagementet har været mange små opgaver. Halvvejs igennem forløbet har kursisterne modtaget ikke mindre end 25 opgaver, der både har drejet sig om teknik og journalistik på nettet.
Som et andet gennemgående element blev der på det første møde etableret selvhjælpsgrupper. Ideen med selvhjælpsgrupperne var ifølge Ib Konrad Jensen, at de skulle aflaste kursuslederne og fungere som ”sidekammerat”. Det skulle være muligt at få løst småproblemer hos gruppen og måske diskutere kurset som sådan. Konklusionen er, at selvhjælpsgrupperne ikke har fungeret tilfredsstillende. De har ikke fået den sociale funktion, der var tiltænkt. Ib Konrad Jensen mente, at selvhjælpsgrupperne vil kunne fungere bedre, hvis grupperne bliver stillet nogle konkrete opgaver, der skal samarbejdes om.
Teknikken som benspænder
En af de helt centrale problemstillinger i DjE's pilotprojekt har været teknikken. Ifølge Ib Konrad Jensen har der været mange banale tekniske problemer hos deltagerne. Problemer med manglende plads på harddisken, opkobling, firewalls, og computercrash er blot nogle af de forstyrrende elementer, kursisterne har måttet slås imod. Det er en kendt problemstilling at teknikken går ind og spænder ben for en god læringsproces, hvilket også har været tilfældet på dette kursusforløb. En af løsningerne på dette problem vil være, at man fremover vil arbejde fra egen platform.
Ib Konrad Jensen konkluderede også, at kurset er for sidetungt. Der har været for meget teknikundervisning, i eksempelvis HTML-programmering, som en stor del af deltagerne ikke har fundet relevant. Indholdet skal derfor fremover være mindre teknisk betonet, evt. med et tilbud om mere teknikundervisning til de, der har mod på det.
Succes med individuelle projekter
Som en del af kurset har hver deltager arbejdet med et individuelt praktisk projekt. Emnet har været lige fra et website for et stutteri til en pendler-nyhedstjeneste. Erfaringen med at lade et praktisk projekt være en rød tråd gennem kursusforløbet har været meget positiv – endda i en sådan grad at projekterne næste gang skal inddrages på et tidligere tidspunkt. Kursisterne havde ganske vist allerede i deres ansøgning beskrevet et projekt, men begyndte først at arbejde med det et stykke tid efter kurset var startet.
Frafald som forventeligt
Af de 50 kursister, der startede i januar, er lidt mere end halvdelen stadig aktive deltagere. I restgruppen har kursisterne enten helt meldt fra eller er meget passive. Dette tal svarer til de erfaringer mange andre udbydere af fjernundervisning har, og Ib Konrad Jensen var heller ikke overrasket over antallet af frafald.
Midtvejsevalueringen har ikke vist noget entydigt svar på årsagen til frafaldet, men mængden af opgaver og de tekniske vanskeligheder har muligvis haft indflydelse på, at nogle er droppet ud. Enkelte har også givet udtryk for, at nogle af undervisningsmodulerne ikke var relevante.
Det ser dog ud til at de ca. 30, der hænger på endnu også har tænkt sig at blive ved til de i midten af juni står med et kursusbevis i hånden.
...Se DjE's netkursus Webredaktør, der startede i januar 2001.
Omtalte personer:
Omtalte institutioner:
Omtalte kilder:
Omtalte kurser: