Uddannelsen skærper nyt fokus i arbejdslivet
Offentliggjort 04/19/2004, senest redigeret 05/12/2004
Af Kirsten Sparre
INTERVIEW/STUDIEVEJLEDNING: Jeanette Stenild er studerende på diplomuddannelsen Analytisk journalistik. Læs her om hendes syn på uddannelsen. Der er link til Jeanette Stenilds eksamensopgave fra det obligatoriske modul “Perspektiv, viden og væsentlighed.”
Jobbeskrivelse
Jeanette Stenild arbejder freelance med formidling i bredeste forstand. Hun laver journalistik for aviser og blade, men arbejder også med dokumentarfilm og kommunikationsrådgivning.
Tilknytning til diplomuddannelsen
Har taget det obligatoriske modul “Perspektiv, viden og væsentlighed” i efteråret 2003 og gennemfører i foråret 2004 det obligatoriske modul “Formidling af forståelse og sammenhæng” og det valgfrie modul “Mundtlig mesterklasse”. Tidligere har Jeanette Stenild taget CFJE's diplomuddannelse i fortællende journalistik og fulgt undervisningen på modulet “Journalistikkens filosofi”, og hun håber at være klar til at gå i gang med afgangsprojektet på diplomuddannelsen i efteråret 2004.
“Jeg vil gerne gøre det helt færdigt, selv om det er svært at vide, hvad en titel som diplomjournalist kan bruges til,” siger hun.
|  |
Journalist og kommunikationsrådgiver
Jeanette Stenild
Født: 1969
Uddannelse: Cand.merc. i Corporate Design fra Handelshøjskolen i Kbh.
Mail: js@agenda.dk
Arbejdsplads:
Arbejder freelance hjemmefra |
Projekt på diplommodulet
Jeanette Stenilds eksamensopgave på modulet “Perspektiv, viden og væsentlighed” blev lavet sammen med Louise Witt-Hansen Opgaven var en kritik af den måde, hvorpå medierne dækker udviklinger i dansk politik. Opgaven tog udgangspunkt i finanslovsforhandlingerne i 2003, hvor Dansk Folkeparti pludselig sagde fra på grund af forhold omkring Det Kongelige Teater. Den konflikt blev dækket intenst af medierne, uden at der blev sat spørgsmålstegn ved, om diskussionerne om Det Kongelige Teater overhovedet havde noget med finansloven at gøre.
Læs eksamensopgaven: Sagen om det Kongelige Teater
Øget bevidsthed et plus for journalister
Jeanette Stenild oplever i øjeblikket at gå mod strømmen i sit arbejdsliv. Hvor mange andre skifter fra journalistik til informationsarbejde, så er hun ved at omlægge sin freelancevirksomhed fra kommunikationsrådgivning til mere traditionel og dybdeborende journalistik. Hun vil gerne videre fra det kommercielle til journalistik, der betyder noget, og underbygger derfor sit skift af fokus med diplomuddannelsen i analytisk journalistik.
“Jeg har lavet kommunikationsopgaver i mange år, men jeg har også en stor kærlighed til den traditionelle journalistik. Jeg ved ikke, om det lyder naivt ligefrem at se det som et kald, men jeg vil gerne i gang med den dybdeborende journalistik, og derfor valgte jeg diplomuddannelsen i analytisk journalistik,” fortæller Jeanette Stenild.
Sundt at komme på skolebænken
Hun trækker allerede nu på de formidlingsformer, hun har lært på de forskellige moduler. Hun arbejder for eksempel meget med fortællende journalistik, efter at diplomuddannelsen har givet hende viden og konkrete redskaber til at skrive og bygge historier op på forskellige måder.
Jeanette Stenild har bruger også tilgangen fra uddannelsen i analytisk journalistik:
“Min bevidsthed er helt klart blevet skærpet omkring strategier og taktik i politisk journalistik,” fortæller hun.
Netop den skærpede bevidsthed om de dynamikker, som journalister indgår i, er blandt de største fortrin i diplomuddannelsen i analytisk journalistik, mener Jeanette Stenild.
“Jeg tror, at mange journalister kunne have glæde af en større bevidsthed om deres eget arbejde – også selv om de er enormt dygtige til det. Det er sundt at komme på skolebænken igen, og derfor kan jeg kun anbefale denne uddannelse,” siger hun.
Krævende hjemmearbejde
Studieformen med seminarer og mellemliggende hjemmearbejde har passet Jeanette Stenild, der udover at være freelancer også er mor til to børn.
“Men man skal ikke tage den her uddannelse, hvis man ikke gider at lave noget derhjemme. Det kræver meget, og hvis du vil have noget ud af det, så må du også finde ressourcerne til det,” fastslår hun.
 | Vil du høre mere?
Er du interesseret i at høre mere om diplomuddannelsen, er du velkommen til at maile Jeanette Stenild på js@agenda.dk |  |
Læs mere om de obligatoriske moduler Perspektiv, viden og væsentlighed, der udbydes igen med start i efteråret 2004, og Formidling af forståelse og sammenhæng, der udbydes næste gang med start forår 2005.
Du kan også kontakte uddannelseskoordinator Karen Tambo for uddybende information.
Omtalte personer:
Omtalte institutioner: