Document Actions

Jeg søgte afklaring på, om det var noget for mig

 

Offentliggjort 10/03/2003, senest redigeret 11/03/2005

 

 

INTERVIEW/STUDIEVEJLEDNING: Joan Husted er studerende på diplomuddannelsen i Kommunikation og informationsjournalistik. Læs her om hendes syn på uddannelsen.
Jobbeskrivelse
Joan Husted er nyhedsreporter for TV-Avisen. Hun er placeret på redaktionen i Århus og dækker primært indlandsstof.

Tilknytning til diplomuddannelsen
Har taget diplommodulet Informationsjournalistikkens metodiske grundlag i efteråret 2002.

På sigt vil Joan Husted gerne fortsætte uddannelsen, men hun tror, at det skal vente, indtil hun eventuelt får et job i informationsbranchen.

- Det var et problem, at jeg ikke direkte kunne relatere opgaverne til mit daglige arbejde, sådan som nogle af de andre kunne. Derfor var arbejdsbyrden nogle gange ret tung, fortæller hun.



Journalist

Joan Husted
født: 1968
Uddannelse: Journalist fra DJH i 1995
mail: hus@privat.tele.dk

Arbejdsplads
DR TV-Avisen, Århus
Oluf Palmes Allé 10-12
8200 Århus N
www.dr.dk
Projekt på diplommodulet
Som sit eksamensprojekt lavede Joan Husted en kommunikationsstrategi for Landsforeningen Ligeværd.

- Det var ikke en forening, jeg kendte i forvejen, men som jeg tog kontakt til, fordi jeg havde hørt om dem. Det, at jeg ikke kendte dem, betød også, at det tog ret lang tid at lave opgaven, siger Joan Husted.

Det var en del af aftalen mellem Joan Husted og Landsforeningen Ligeværd, at opgaven ikke måtte offentliggøres, og derfor har CFJE ikke mulighed for at linke til den her.

Et krævende studie for en nyhedsjournalist
For den efter eget udsagn universitetsforskrækkede Joan Husted var det lidt af et skridt at søge ind på diplomuddannelsen. Men efter fem år som nyhedsreporter på tv ville hun gerne udfordre sig selv fagligt for at finde ud af, om hun eventuelt kunne trives med kommunikation og informationsarbejde.

- Jeg har flere venner, som arbejder med informationsjournalistik, og som sidder og slynger om sig med ord som strategi og agenda. Jeg har tit tænkt på, om jeg kunne arbejde med det område, og jeg så uddannelsen som en god måde at blive afklaret på, fortæller Joan Husted.

Afklaret blev hun. I dag kan Joan Husted godt se sig selv i en stilling som informationsjournalist – omend ikke for hvem som helst. Det er efter hendes mening et spændende arbejdsområde, der spænder lige så vidt som traditionel journalistik. På kort sigt har det største udbytte dog været en meget større arbejdsglæde i det job, hun allerede har.

Lyst og motivation er nødvendig
Det viste sig at være et ret krævende studie for en journalist, der ikke har informationsarbejde som sit daglige arbejdsområde.

- Man skal virkelig have lysten og være motiveret for at følge kurset, når man ikke arbejder med den slags til daglig. Andre kunne lave projekter, som passede ind i deres arbejde, mens jeg måtte ud at finde et projekt uden for mit arbejde. For sådan nogle som mig var det derfor enormt vigtigt at møde op til seminarerne, fortæller Joan Husted.

Hun havde været noget forbeholden over for undervisningsformen med megen fjernundervisning, men det viste sig at fungere fint.

- Rammerne var gode, og lærerne gjorde meget ud af, at vi lærte hinanden at kende allerede på det første seminar. Derfor var der en god stemning fra den allerførste dag, som gjorde, at vi turde “gå” til hinanden, både når vi efterfølgende var samlet, og når vi lavede gruppearbejde som fjernundervisning over computeren.

Universitetsforskrækkelsen forsvandt
For Joan Husted var det fantastisk sjovt at møde andre studerende, som til daglig arbejder med kommunikation.

- Der er mange fordomme om den måde som mit medie, tv, fungerer på. Der var en del, der syntes, vores vilkår er for trælse at arbejde med. Det gav gode diskussioner.

Også universitetsforskrækkelsen forsvandt.

- Mødet mellem en DJH-baggrund og universitetet viste sig at være meget spændende, og noget jeg lærte meget af. Selve det at kunne fordybe sig var meget dejligt for en som mig, der normalt skal fortælle historier på to minutter, fortæller Joan Husted.

Vil du høre mere?
Er du interesseret i at høre nærmere om at studere på uddannelsen, er du velkommen til at maile til Joan Husted

Læs mere om modulerne
Informationsjournalistikkens metodiske grundlag, der udbydes af CFJE i efteråret, og Informationsjournalistikkens strategiske grundlag, der udbydes af Syddansk Universitet i foråret.

Du kan også kontakte uddannelseskoordinator Karen Tambo for uddybende information.

 

Omtalte personer:


Omtalte institutioner:

 


Søg

  

 

 

Temasider om samme emne

 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: