Document Actions
Dansk ja til krig forsvandt i aviserne
Offentliggjort 06/26/2003, senest redigeret 11/03/2005
ANALYSE: Målt i medieomtale så ligger en dansk beslutning om at gå i krig langt nede på listen over vigtige nationale begivenheder. Fødslen af en ny prins slår en dansk krigserklæring i journalistisk opmærksomhed og kreativitet med flere hestelængder, og en ganske almindelig landskamp i fodbold får også mere foromtale og efterkritik end det, man så i flere danske aviser efter, at et snævert flertal i Folketinget sidst i marts vedtog at sende danske soldater i krig mod Irak.
Det var ellers ikke, fordi der var noget i vejen med væsentlighedskriteriet. På et møde tirsdag 18. marts orienterede statsminister Anders Fogh Rasmussen Socialdemokratiet og Det radikale Venstre om, at hans regering med støtte fra Dansk Folkeparti var parat til at gå med USA i krig mod Irak, selv om krigen ikke var sanktioneret af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd.
Det var et brud på regeringens tidligere politik om, at dansk krigsdeltagelse var afhængig af FN's opbakning til en fælles international aktion med militære midler, og det førte til dyb politisk splittelse i Folketinget og et sammenbrud på 15 års konsensus om dansk udenrigspolitik.
Det var i sig selv en væsentlig historie, men perspektiverne var videre endda, for uden for Christiansborgs tykke mure ventede den danske befolkning, hvis flertal i den ene meningsmåling efter den anden havde givet udtryk for, at de var imod en krig i Irak og derfor måtte formodes at have en sjælden stærk interesse i at følge denne nye politiske udvikling.
Perspektivløs referatjournalistik
Alligevel var det mediemæssigt omme, næsten før det var begyndt. Fra intentionen blev annonceret til folketingsbeslutningen om at gå i krig var en realitet, gik der små fire dage, men alligevel var det i perioden 18. til 22. marts temmeligt småt med artikler i landets største landsdækkende aviser om en af de væsentligste begivenheder for en nation: Planerne om at gå i krig.
- Politiken havde været tidligt ude og i forkant interviewet såvel statsministeren som Mogens Lykketoft om, hvad der ville ske, hvis nu FN ikke nåede til enighed om en resolution. De to artikler blev bragt 18. marts. I løbet af det næste par dage blev de suppleret med et interview med Pia Kjærsgaard, en nyhedsartikel om politiske angreb på udenrigsministeren efter hans politiske kursskifte, en nyhed om den seneste meningsmåling af danskernes holdning til krig, et referat af statsministerens og udenrigsministerens pressemøde på dagen for USA's første angreb på Irak og en enkelt konsekvenshistorie om, at Forsvaret øger sit antiterrorberedskab. Og pludselig er avisen fremme ved to relativt korte nyhedsreferater af maratondebatten i Folketinget fredag 21. marts, hvor beslutningen om at deltage i krig blev truffet. I alt ni artikler.
- Berlingske Tidende starter dækningen 19. marts med en nyhedsartikel på forsiden, et interview med Mogens Lykketoft og en artikel, der forklarer, hvad det danske bidrag vil bestå i. Dagen efter bringer avisen et referat fra førstebehandlingen af beslutningsforslaget i Folketinget og en nyhedsanalyse, som fokuserer på splittelsen i dansk udenrigspolitik. Næste dag er der stille, men 22. marts er der både referat fra den sidste folketingsdebat og en reportage fra demonstration imod krigen udenfor Christiansborg. I alt syv artikler.
- Jyllands-Posten er også først med fra 19. marts. Det sker dels med en nyhedsanalyse og dels med et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Dagen efter fortæller avisen om den seneste meningsmåling, der bliver kommenteret af statsministeren, og torsdag bringer avisen en artikel, hvor oppositionen lover at bakke de danske soldater op, selv om de er uenige i beslutningen om at sende dem afsted. 22. marts er der en forsidehistorie og inde i avisen et lidt ængere referat af folketingsdebatten dagen før, ligesom der er en reportage fra nogle skoleelevers demonstration mod krigen. I alt syv artikler.
Selv om USA i netop de dage indledte angrebet på Irak, hvilket forståeligt nok lagde beslag på en del journalistiske ressourcer, så er der ikke tale om nogen imponerende indsats fra de tre avisers side. Der er i det store og hele tale om referatjournalistik organiseret rundt om de oplagte nyhedskroge i form af debatter og pressemøder tilsat et par enkelte og oplagte interviews med politiske hovedpersoner.
Danskerne blev informerede om visse politikeres synspunkter og eventuelle holdningsændringer, men perspektiverne i krigsbeslutningen forblev underligt ubelyste, ligesom kommunikationen primært gik oppefra fra og ned – fra politikerne til folket. Den journalistiske behandling mindede meget om den, der bliver et hvilket som helst andet politisk beslutningsforslag til del – også dem, som aviserne ikke kalder ”historiske”.
Hallins journalistiske sfærer
Hvordan kan det være, at dækningen blev sådan? Journalister trækker ofte på skuldrene af akademiske forklaringer, men Daniel Hallin, en amerikansk medieforsker, præsenterer i bogen ”The ’Uncensored’ War” et glimrende analytisk redskab til at forstå noget om den proces – også i Danmark.
I bogen tager Hallin fat i en af de mest sejlivede myter om mediernes indflydelse, nemlig at det var kritisk mediedækning der førte til, at USA trak sig ud af Vietnam. Baseret på analyser af flere års amerikansk mediedækning af krigen i Vietnam fandt han til sin overraskelse ud af, at mediernes dækning af krigen først begyndt at være kritisk på det tidspunkt, hvor flere politikere allerede var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved USA's engagement i Vietnam.
Hallin bemærkede også, at ikke alle emner får samme journalistiske behandling. Et givet emne placeres som regel i en af tre forskellige sfærer, hvor hver sfære har sine egne normer for journalistik.
Der er først og fremmest en sfære for konsensus. Det er en sfære for emner som moderskab og æblekage, hvor journalister ikke mener, at det er nødvendigt at være neutrale eller præsentere to sider af en sag, men i stedet fejrer fælles værdier. En prinsefødsel i Danmark er et udemærket eksempel på et emne fra denne sfære.
Så er der en sfære for legitim meningsudveksling. Det er en sfære for emner som valg og lovgivning – alt det som de etablerede aktører i den politiske proces er enige om, det er legitimt at diskutere. Her skal journalistikken være afbalanceret og upartisk.
Til sidst er der en sfære for det afvigende, som Hallin definerer som alle de emner og aktører, som journalister og den politiske midte forkaster som uværdige til at blive hørt. Her er det journalistikkens rolle at fordømme eller holde de emner ude, som forstyrrer eller udfordrer den politiske konsensus. I Danmark behøver man ikke at tænke længere tilbage end formandsskabet for EU for at huske, hvordan medierne konsekvent undlod at forholde sig til de politiske aspekter i den folkelige EU-modstand, men til gengæld hæftede sig meget ved muligheden for, at denne modstand kunne udmønte sig i politisk uacceptabel vold.
Det interessante for Hallin var opdagelsen af, at et emne kan flyttes fra en journalistisk sfære til en anden. I tilfældet med den amerikanske modstand mod Vietnamkrigen viste det sig at være ledende politikere, der flyttede emnet ud af sfæren for det afvigende og ind i sfæren for legitim meningsudveksling. Det var ikke medierne. De lod dækningen følge politikernes lederskab.
Politisk inddæmning af diskussionen
Hallins model kan bruges til at forklare nogle af de fænomener, man kunne iagttage i dansk presse omkring beslutningen om at sende Danmark i krig.
For det første var nogle politikere meget aktive i at definere rammerne for legitim meningsudveksling i medierne før beslutningen.
Forud for den afsluttende debat i Folketinget ønskede Danmarks Radio at lave en partilederrunde på tv, hvor politikerne kunne fremlægge deres argumenter for og imod krigsdeltagelse for den danske befolkning. Alle partiledere på nær statsministeren havde først sagt ja til at deltage, men så meldte Anders Fogh Rasmussen afbud med den begrundelse, at han havde “meget svært ved at se med hvilket formål en partilederdebat skulle gennemføres på nuværende tidspunkt.”
Kort efter indløb der også afbud fra Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard, hvilket førte til, at DR aflyste debatten, selv om DR's nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen stadig mente, at det var DR's opgave at bringe alle partiernes synspunkter, mens de endnu diskuterede og ikke først, når debatten var overstået.
Interessant nok mente Anders Fogh Rasmussen, at det ville være mere relevant med en partilederrunde, hvis der blev en militær invasion i Irak (den kom samme nat), og ministre fra regeringen var også meget aktive i debatindlæg i aviserne, efter beslutningen om dansk krigsdeltagelse var truffet.
Hvorvidt politikerne også satte grænser i forhold til den trykte presse er sværere at se, men Jyllands-Posten kunne 21. marts fortælle, at oppositionspolitikerne planlagde at dæmpe kritikken af hensyn til de danske soldater, når først beslutningen var en realitet. Når en politiker dæmper sig, så er det primært noget, der sker i forhold til pressen. Det er også bemærkelsesværdigt, at statsministerens beslutning om ikke at deltage i en partilederrunde kun førte til noter i aviserne og ikke blev genstand for nogen form for kritisk dækning, hvilket tyder på, at aviserne umiddelbart accepterede statsministerens inddæmningsøvelse.
I en leder 19. marts beklager Politiken sig også over, at udenrigsministeren tomme forsikringer om, at Danmark ikke gik i krig uden en FN-godkendelse, havde bundet oppositionen til en ukritisk linie i lang tid. Dermed havde udenrigsministeren været med til at forhindre en demokratisk og parlamentarisk debat om den alvorlige beslutning om at sende danske soldater i krig, mente avisen. Måske – men det lyder også som om, at Politiken bekræfter Hallin i, at så længe politikerne er enige om noget, så er der heller ingen grund til at starte en debat i medierne?
Dækning af krigsmodstand
Hallins model forklarer også noget om dækningen af den folkelige modstand mod krigen.
Mediemæssigt fik demonstrationer mod Irak-krigen en langt bedre dækning end de demonstrationer, som fandt sted få måneder tidligere i forbindelse med Danmarks formandskab for EU. Fredsdemonstrationerne var selvfølgelig større end EU-demonstrationerne og tiltrak flere forskellige grupper af mennesker, men det har sikkert også spillet en rolle for mediedækningen, at verden var splittet helt op på højeste politiske niveau. Frankrig, Tyskland og Ruslands modstand mod at følge USA i krig gav de folkelige protester en usædvanlig høj grad af politisk legitimitet for medierne. Ikke nok til at opsøge krigsmodstandere som individuelle kilder, men nok til at dække enkeltstående demonstrationer og referere til holdningerne som en faktor i den politiske proces.
Inden for visse rammer. For da to aktivister fra Globale Rødder kastede rød maling på statsministeren og udenrigsministeren tirsdag eftermiddag i protest mod planerne om dansk krigsdeltagelse, så faldt krigsmodstand som emne straks ind i sfæren for det afvigende.
Journalister fra de tre store landsdækkende aviser demonstrerede deres kritiske håndværk i flere artikler, hvor medlem af Folketinget for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil , blev stillet til ansvar for såvel sin politiske opbakning til aktionen som hendes rolle i at lukke de to aktivister ind på Christiansborg. Sagen blev dækket grundigt og med langt større vægt på de principielle aspekter omkring udenomsparlamentarisk aktivitet og politikers sikkerhed end det skete i sagen om et dansk ja til at gå i krig.
Her var avisernes dækning i øvrigt på linie med tv's. Journalisten Erik Valeur skrev i et debatindlæg i Politiken 23. marts: ”Ingen tv-nyhedsreportere så for alvor rystede ud, da man fra tirsdag kunne rapportere om Danmarks direkte deltagelse i en krig, som FN ikke stod bag. Rystelserne kom først, da en aktivist gik amok med rød maling på statsministeren. TV2's erfarne ankermænd sad i tydelig choktilstand, og alle de kritiske spørgsmål blev pludselig sluppet løs af dvalen (rettet mod Enhedslisten).”
Valeur kalder den episode et eksempel på den moderne tv-nyhedsjournalistiks paradoks. ”Den er blevet så analytisk-strategisk-cool beskrivende, at den i sære tonløse stilart rummer alt – også en mandatløs krig med Danmark i front – uden et øjeblik at registrere uhyggefornemmelsen i befolkningen.”
Teoriens begrænsninger
Hallins model lokaliserer ansvaret for den pauvre dækning i samspillet mellem medier og politikere. Men problemet med denne som med så mange andre akademiske modeller til at forstå mediernes verden er, at den helt overser, at medierne jo faktisk har mulighed for at agere anderledes. De behøver ikke at acceptere politikernes rammer. DR kunne have gennemført sin partilederrunde uden Anders Fogh Rasmussen og ladet hans fravær tale for sig selv, og aviserne kunne have valgt at lade andre end politikerne komme til orde om nytten, værdien og moralen i dansk krigsdeltagelse, før beslutningen blev truffet.
Det skete ikke, og noget af forklaringen er sikkert, at den store krig var i gang i Irak, og at Folketingets sammensætning på mange måder gjorde det til en given ting, at statsministeren ville få sit flertal. Så hvorfor bruge kræfter på det, når der nu var så meget andet at dække?
Professionaliseret krigsdækning
Men måske handler det også om, at redaktionerne er blevet (for) professionaliserede i forhold til krig og militær intervention siden afslutningen på den kolde krig for ti-tolv år siden. Krigsreportage er atter blevet et speciale for andre end Mellemøsteksperter, og danske journalister har kæmpet for at skabe mening og forståelse for konflikter, som forskellige internationale koalitioner med og uden FN-mandat og med og uden danske bidrag har grebet ind i militært. Krig – selv den hvor Danmark deltager aktivt – er blot endnu en historie.
Professionaliseringen har flere udtryk. En lille rundspørge på mail til chefredaktørerne på Danmarks landsdækkende nyhedsmedier gav et interessant resultat. NEJ! svarede redaktørerne næsten samstemmende på spørgsmålet om, hvorvidt det at Danmark var en krigsførende nation havde betydning for den måde, hvorpå de greb dækningen an.
“Danmark var i krig. Det var Danmarks Radio ikke,” som Kristian Mouritzen, udlandsredaktør på DR Radio, skrev. For ham og kollegerne på TV2, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Information var krigen en historie som alle andre. En stor historie og global selvfølgelig, men ikke noget der krævede særlige etiske overvejelser eller andre tilgange end de sædvanlige til stoffet.
Siden 1998 har medierne også trukket på et særligt korps af eksperter fra Forsvarsakademiet, som stiller op i fuld uniform for at forklare seere og læsere om de militære aspekter af en given krise eller krig. Der er tale om kompetente og efterhånden særdeles professionelle kilder, og da krigen fik dansk deltagelse, var der ingen medier, der mente, at medlemmerne af Forsvarsakademiets mediegruppe af den grund skiftede status kildemæssigt fra at være ekspert til at være en form for partskilde. De fortsatte i hvert fald ufortrødent med at gøre brug af dem som eksperter.
Ingen efterkritik
Begivenhedernes momentum førte hurtigt journalisterne videre ud i verden i dækningen af den krig, som Danmark nu var en del af, mens læserne overtog traditionelle vagthundefunktioner på avisernes debatsider. Flere læserbrevsskribenter undrede sig således over, at det kunne gå upåtalt hen, at 68 folketingsmedlemmer ikke var tilstede i Folketingssalen ved afstemningen om at sende Danmark i krig.
Det kan også undre, at Politiken var den eneste avis, der refererede en episode fra folketingsdebatten, hvor to politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti blev afsløret i at lyve fra Folketingets talerstol om, hvad den norske statsminister havde sagt om de folkeretslige problemer ved krigen i en tale til det norske Storting. Episoden forargede dog ikke avisen mere, end at det blev ved referatet. De to politikere blev ikke efterfølgende bedt om at forklare deres handlinger overfor den danske befolkning, som måske nok kunne være interesseret i, hvordan deres politikere opfører sig i alvorlige sager.
Trivialisering virker lige så godt som propaganda
Aviserne udviste heller ikke nogen evne til i deres journalistik at perspektivere beslutningen overfor en befolkning, der var overvejende kritisk i sin holdning til dansk krigsdeltagelse. Journalisterne refererede loyalt statsministerens noget patroniserende udtalelser om, at han godt kunne forstå, at folk var bekymrede, men han var overbevist om, at når folk senere kiggede tilbage, så ville de sige, at det var den rigtige beslutning.Den folkelige kritik blev reduceret til et spørgsmål om følelser, og statsministeren blev ikke bedt om at uddybe de politiske perspektiver i den krig, som nu ville blive ført i alle danskeres navn.
Ud fra traditionelle idealer om pressens sociale ansvar, er det svært at konkludere andet end, at de tre undersøgte aviser ikke var opgaven voksen, da det gjaldt. I udlandet diskuteres det ofte, om medierne bliver presset ind i rollen som propagandist for en regerings ønske om at gå i krig. Sådan var det ikke i Danmark. Her gennemførte regeringen en komplet kovending i udlandspolitikken i fuld offentlighed uden at møde nogen særlig modstand fra landets frie medier. De danske medier propaganderede ikke for krigen – men de opnåede det samme ved at trivialisere dækningen som om, at krig er en historie helt som alle andre.
Søg
Temasider om samme emne
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: