Document Actions

Dialogjournalistik – når brugerne bliver medskabere

 

Offentliggjort 05/24/2005, senest redigeret 06/03/2005

 

 

Brugerne ønsker i stigende omfang at blive inddraget i den journalistiske proces, viser pilotprojekt i forbindelse med Fagbladenes Flermediale Fremtid

 

Af Peter From Jacobsen

ANALYSE/BESKRIVELSE: Resumé:

En af de mest markante udviklingstendenser i medieverdenen er, at publikum i stigende grad bliver aktive medspillere og medskabere af information og journalistik. Denne tendens ser ud til at være mest iøjnefaldende omkring medier, hvis publikum udgør et relativt homogent fællesskab. Eksempelvis fagblade. Dialog-aspektet vurderes til at have et stort potentiale for flermediale fagblade.

Journalistikken som profession befinder sig i et sjældent historisk øjeblik, hvor – for første gang – dets særstatus som gatekeeper for journalistik og information er truet. Ikke bare af konkurrenter og ny teknologi – men af det publikum, journalistikken betjener.

Så skarpt trækkes situationen op i rapporten ”We Media” udgivet i 2004 af amerikanske The Media Center. Rapporten behandler fænomenet participatory journalism, der kan oversættes til noget i retning af ”deltagende journalistik” eller ”dialogjournalistik”.












Altid på! Medierne er overalt i de fleste menneskers hverdag. Og for stadig flere yngre mediebrugere er det ikke nok at være passiv modtager af information.

På CFJE har vi i det sidste halve års tid beskæftiget os med fænomenet, og artiklen her beskriver nogle af de centrale perspektiver for medier og journalister i vores del af verden, sådan som vi ser mulighederne. Erfaringerne danner blandt andet baggrund for diplommodulet Fra publikum til medspillere.

Grundlæggende ser det ud til, at de enkelte medievirksomheder for en stor del har mistet deres tidligere autoritet som hovedleverandør af nyheder og information. De fleste mennesker sammensætter i dag deres forståelse af verden og de løbende begivenheder ved hjælp af en lang række medier, som de bruger på forskellig måde hen over dagen.

De er vant til selv at opsøge eller fravælge journalistik og information på en mere aktiv måde, end man kendte fra tidligere, hvor det i højere grad blev opfattet som en borgerpligt at ”følge med” – ofte via enkelte dagblade plus Danmarks Radios radio og tv.

Der er to vigtige drivkræfter i den udvikling. Ny teknologi er den ene. Med de nye medier – især internettet – er det blevet betydelig lettere selv at opsøge de informationskanaler, man ønsker, samtidig med at nettet, mobiltelefonen osv. i sig selv åbner mulighed for en helt anden interaktiv kommunikationsform.

Men en anden og nok så vigtig drivkraft er de forandringer, vi ser i anvendelsen af medier. Tendensen er, at stadig flere – især yngre mediebrugere – i visse sammenhænge ønsker at indgå i en mere aktiv rolle end bare at være passive modtagere af information.

Nye partnerskaber
For medierne er det både en trussel og en mulighed. I takt med at denne udvikling for alvor tager fat, også i Danmark, vil en del traditionelle medier opleve, at deres hidtidige publikum søger andre steder hen. Og omvendt: Medievirksomheder og andre, som formår at skabe et nyt forhold til deres publikum, vil for alvor kunne opleve fremgang.

Det handler om at se de hidtidige medieforbrugere som partnere i skabelsen af de nyheder og den information, der angår dem.

Der er allerede masser af gode eksempler på, at medier på nye spændende måder prøver at engagere befolkningen i nyhedsdiskussionen - samarbejder med den om skabelsen, redigeringen og distributionen af journalistik og information. Hvor mange mennesker er med til at vurdere, hvad der er rigtigt, og hvad der er relevant for deres liv.

Udvikling – også i Danmark
På dette tidspunkt – om ikke før – må skeptikerne have luft: Er det nu ikke bare en ny amerikansk fidus? Hvor mange eksempler findes der ikke på rungende tomme debatfora på nettet? Og hvem har egentlig lyst til at sludre med sit medie? Forventer vi ikke først og fremmest, at redaktionen på vore vegne researcher, bearbejder information og så enkelt og klart som muligt fremlægger konklusionen?

Svaret må være ”både-og”. I visse tilfælde vil det være nok at arbejde på traditionel vis og citere de sædvanlige autoriteter for, hvordan verden i denne omgang skal fortolkes. I en del sammenhænge er det bare ikke længere nok. Også i Danmark kan man notere tendensen til, at brugerne i stigende omfang ønsker at inddrages.

Det gælder de klassiske medier, men det gælder også virksomheder, organisationer og andre områder, hvor kommunikation er en vigtig opgave. Mejerigiganten Arla har lært det (se Arla Forum), og mange andre virksomheder er begyndt at betragte brugernes input som vigtige i den videre udvikling.

De klassiske opgaver – nye muligheder
Lad os kigge på de klassiske journalistiske opgaver, og hvordan de nu kan og bør udvides:

Opgave 1: At informere
Medierne forsyner medborgerne med sådan information, at de frit og selvstændigt kan tage stilling. Formuleringen leder tankerne hen på ensrettet katederundervisning: De passive borgere skal forsynes med information oppefra. Medierne hjælper med at bære informationen videre.

I de fleste områder af samfundslivet er den model for længst forladt og afløst af dialogbaseret kommunikation. At brugerne i stigende omfang er bevidste om den måde kommunikationen udtrykkes på, kom til udtryk i en række samtaler med grupper af potentielle kernebrugere af Danske Gymnastik og Idrætsforeningers medier, magasinet Udspil, hjemmesiden dgi.dk og et elektronisk nyhedsbrev.

Adskillige af disse idrætsinstruktører og foreningsledere oplevede DGI´s kommunikation som topstyret oven-fra-og-ned, og at deres meninger og holdninger ikke var efterspurgt på nogen måde. De opfordrede DGI´s kommunikationsafdeling til at gøre dialogaspektet tydeligere og for eksempel direkte bede om holdninger og erfaringer ude fra idrætsforeningernes dagligdag.

Opgave 2: At undersøge
Journalisterne virker som selvstændige aktører og holder øje med de magtfulde i samfundet. Medierne har her anbragt sig selv i en særlig rolle, hvor de som en særlig autoritet undersøger og viderebringer, hvad de har fundet ud af.

Det kan være betryggende for mediebrugerne at have en sådan selvstændig og uafhængig gransker, hvis denne instans ellers er sin rolle bevidst. En anden ting er så, om denne såkaldte ”4. statsmagt” så også altid er i stand til på egen hånd at trænge ind til kernen af stadig mere komplekse problemstillinger, og udlægge sandheden i enkel form. Der er næsten altid folk derude, som véd mere, end selv den mest grundige research kan trylle frem.

Opgave 3: At fungere som forum
Medierne skal lade forskellige holdninger og kulturytringer komme til orde. Den opgave fortolkes normalt sådan af medierne, at de skal lægge arena til, at eksperter, politikere og relevante interessegrupper udveksler synspunkter.

Medierne bliver en platform for de få, og journalistikken er et filter, der holder de mange – de umælende, uvidende – på afstand. Undtagelserne har hidtil været debatfora på nettet, men de lider til gengæld ofte af den svaghed, at indlæggene ofte kommer til at stå og blafre i vinden. De følges ikke op og de redigeres ikke med henblik på en samlet forståelse af et problem eller en sag.

Hovedtendensen – at medierne er en scene, hvor kun ”De klogeste” optræder – har enkelte medier forsøgt at prikke hul på i de senere år. Public journalism hed begrebet, der indvandrede fra USA i 1990´erne, og som på forskellig vis er taget i anvendelse af blandt andre DR´s 19 Direkte og mediesamarbejdsprojekter om trafik, stress og indvandrerspørgsmål.

Hvem der er ”de kloge” i forskellige sammenhænge, må i sidste instans afhænge af, hvad det er for problemstillinger man ønsker belyst. Når det gælder holdninger og konkrete erfaringer vil den såkaldte menigmand ofte have noget at byde på, der er andet og mere end et alibi for at have snakket med ”almindelige mennesker”.

Hvad vi taler om her er en ny journalistrolle: Det har traditionelt været hovedopgaven at tage det vigtigste ud af en given mængde information og præsentere stoffet så enkelt som muligt. Journalisten var gatekeeper, og brugeren måtte stole på mediets fortolkning. En ny rolle som guide og katalysator vokser frem: Journalisten skal ikke længere kontrollere men åbne op! Det er en person der leder, guider og orkestrerer nyheder og information, men måske ikke nødvendigvis spiller alle instrumenterne.

Eksempelvis har dagblade som Berlingske Tidende, Politiken og JydskeVestkysten i forbindelse med bombeterroren i Madrid, fyrværkeribranden i Seest ved Kolding og Tsunamikatastrofen har stillet plads til rådighed på nettet, hvor vidner har kunnet komme af med deres skildringer og følelser.

Mediet er ingen benzintank
I pædagogikkens verden er budskabet forstået: Envejskommunikation virker ikke!
Det fører i disse år til nye læringsformer overalt. Forestillingen om at vi kan sende information via rørpost fra A til B, holder ikke. Det vil sige: Hverken når det gælder undervisning eller brug af medier, kan man bruge billedet med, at modtagerne kører hen til tankstationen og får fyldt beholderen op.

Den form for formidling bliver i stigende grad opfattet som bedreviden, despekt – måske ligefrem manipulation. Som undervisere kan vi ikke instruere men inspirere folk til at forstå nye sammenhænge. Dialog- og erfaringsbaseret formidling er sagen!

Læs artikler om dette emne:
Dialogen trænger ind i alle led af den redaktionelle proces
Bedre debatstof - en ny moderatorrolle
Dialogjournalistik: Amazon som eksempel
Spørgsmål du bør stille, før du går i gang med et dialog-projekt