Document Actions
Dokumentarismens fortælleformer
Offentliggjort 04/12/2000, senest redigeret 11/14/2004
Amerikansk medieforsker forholder sig til det evigt aktuelle spørgsmål: Hvordan fremstilles virkeligheden mest troværdigt?
TEORI/MEDIEFORSKNING: Der findes mange forskellige indgange til journalistikkens fortælleformer. Den amerikanske medieforsker Bill Nichols teori om dokumentarismens grundformer, som præsenteres i bogen Representing Reality (Oxford, 1994) udmærker sig ved, at den ikke kun består i en række definitioner og afgrænsninger, men at Nichols i sit valg af tilgang også forholder sig til journalistikkens evigt aktuelle spørgsmål om, hvordan man mest troværdigt fremstiller virkeligheden.
Selvom Nichols hovedsagelig beskæftiger sig med dokumentarfilm, lader flere af hans pointer sig dog nemt overføre til journalistikken som helhed.
De fire fortælleformer, Nichols omtaler, er han nået frem til gennem grundige analyser af en række dokumentarfilm. Det særlige ved Nichols’ tilgang er dog, at han ikke kun ser på de færdige dokumentarfilm, men at processen og de journalistiske arbejdsmetoder også drages ind i analyserne. På den måde beskriver Nichols ikke alene fire forskellige fortælleformer, men også fire forskellige holdninger til, hvordan virkeligheden mest troværdigt kan beskrives.
De fire hovedtyper
1) Tredjepersonsfremstillingen er den traditionelle journalistiske form, der styres af en alvidende fortællestemme, som i tredje person fremlægger et budskab om virkeligheden. Mange nyheds- og aktualitetsindslag har denne form, hvor interviewsekvenser, arkivmateriale, grafik m.v. kædes sammen af en neutral speakerstemme. Denne alvidende fortællestemme, som ligger over hele produktionen, kalder Nichols for en ”voice of God”. Gå direkte til mere om tredjepersonsfremstillingen.
2) Den observerende fortælleform søger i modsætning hertil at undgå denne alvidende ”voice of God”-styring. Tværtimod giver denne fortælleform indtryk af helt at afstå fra kontrol over det, der når frem til modtagerne. Tilrettelæggeren søger at gøre sig selv helt usynlig, for at give seeren/læseren en følelse af at få en ”slice of life” serveret. Den klassiske ”fluen-på-væggen” reportage er eksempel på denne fortælleform. Gå direkte til mere om den observerende fortælleform.
3) Den interaktive fortælleform tydeliggør i modsætning til den observerende form, at der er en tilrettelægger der står bag, og at det, der fortælles er et resultat af en proces. Derfor træder tilrettelæggeren selv frem som person, for eksempel som jeg-fortæller eller som ”vært”– ligesom arbejdsprocessen tydeliggøres. Tilrettelæggeren kan ikke alene stå frem som den person, der iagttager og formidler en bestemt situation, men kan også gå ind direkte og være aktiv part i det, der fremstilles, eksempelvis ved at fremprovokere en bestemt situation. Gå direkte til mere om den interaktive fortælleform.
4) Den selvrefleksive form er en meta-fortælleform, der tematiserer selve det at formidle overhovedet. Mange af de træk, der kendetegner de øvrige fortælleformer, benyttes i den selvrefleksive form, men bliver i et vist omfang ”sat på spidsen”. Derved tydeliggøres det, at der altid – uanset hvilken fortælleform man vælger - vil være nogle klicheer og konventioner om, hvordan man formidler mest troværdigt. Dermed udstiller den selvrefleksive form de øvrige fortælleformers begrænsninger. Gå direkte til mere om den selvrefleksive form.
En af Nichols’ pointer er, at hver af de fire fortælleformer i sig selv rummer forskellige muligheder og begrænsninger. Fortælleformerne skifter i takt med modestrømningerne inden for journalistikken og dokumentarfilmkunsten, og hver af de fire former rummer i sig en række konventioner om, hvordan man mest objektivt eller troværdigt fremstiller virkeligheden på.
Selvom mange fremstillinger vil benytte elementer fra mere end én genre, vil de fleste dog i hovedtrækkene kunne indplaceres i en af de fire kategorier, som herunder vil blive beskrevet og yderligere eksemplificeret.
1) Tredjepersonsfremstillingen
Denne fortælleform er orienteret omkring en central fortællestemme, der fortæller i neutral tredjepersons-form. Fortællestemmen kommer ikke fra en person, der selv er en del af den virkelighed, der fortælles om, men har et neutralt udgangspunkt og er samtidig alvidende på en måde, der får Nichols til at definere denne meget centrale fortællestemme som ”The voice of God”, fordi stemmen snarere end at høre til en levende person, kommer ”fra oven”.
”Expository text takes shape around commentary directed toward the viewer, images serve as illustration or counterpoint (…) The rhetoric of the commentator’s argument serves as the textual dominant, moving the text forward in service of its persuasive needs..”
En ”voice of God” kan for den skriftlige fremstilling sidestilles med den alvidende fortæller, som strukturerer hele forløbet, og som kan springe i tid og sted, som det nu passer bedst ind i argumentationens logik. Langt de fleste skrevne nyhedsartikler er tredjepersonsfremstillinger.
For den visuelle form gælder, at tredjepersonsfremstillingen mere end nogen anden form er bundet af lydsiden. Det væsentligste budskab ligger hos ”the voice of God”, som fortæller på en logisk fremadskridende form. Den, der fører stemmen, ses ikke i billedet. Det, stemmen siger, er ikke almindeligt talesprog, men et på forhånd skrevet og gennemredigeret manuskript, der læses op.
På billedsiden kan billeder fra vidt forskellige sammenhænge klippes sammen, uden seeren af den grund taber tråden, fordi den myndige fortællestemme hele tiden sikrer kontinuiteten. Derfor består billedsiden ofte af interview-klip, arkivbilleder, reportagesekvenser og grafik uden indbyrdes direkte sammenhæng. Der kan hoppes i såvel tid og sted – fortællestemmen styrer og strukturerer hele forløbet.
Det betyder igen, at en tredjepersonsfortælling egner sig bedst til at fremlægge et argument – at formidle holdninger og synspunkter, mens det ikke i så høj grad lægger vægt på at skabe identifikation, at formidle følelser, eller at komme tæt på det personlige.
Tredjepersonsfremstillingen er stadig den mest brugte fortælleform inden for journalistikken. Formen har, fordi den længe har været den altdominerende nyheds- og faktafortælleform, opnået en status som den mest objektive form.
”The expository form emphasizes the impression of objectivity and of well-substantiated judgement”, skriver Nichols. De mest almindelige former for journalistik – nyheds- og baggrundsindslag og artikler er fortalt på denne form.
2) Den observerende fortælleform
Den observerende form kan ses som et forsøg på at gøre op med netop denne autoritative fortæller, som tredjepersonsfremstillingen styres af. Snarere end at fortælle om vil den observerende tekst vise det, der fremstilles. Den observerende fortælleform søger at fravriste sig den styring og kontrol, der ligger i tredjepersonsfortællingens ”voice of God”, og vil i stedet give modtageren en følelse af selv at være tilstede, og selv at kunne drage sine konklusioner i forhold til den virkelighed, der fremstilles.
De træk, der karakteriserer den observerende form, er træk der også kendetegner reportagen som journalistisk form. Don’t tell it, show it er netop et af reportagens vigtigste bud. For at kunne skabe denne følelse hos modtagerne af selv at være tilstede er der en række træk, som den observerende form benytter sig af, der minder om fiktionens træk. Især vil fremstillingen ligne fiktionen ved at skabe tæt identifikation med de personer, og de miljøer, der fremstilles.
"Observational cinema affords the viewer an opportunity to look in on and overhear something of the lived experience of others, to gain some sense of the distinct rhytms of everyday life.”
Den skrevne reportage karakteriseres i sin rene form af, at fortællestemmen fungerer som et ”kamera-øje”, hvor begivenheder og personer registreres og beskrives på en måde, der snarere end at fortælle om søger at levendegøre for læserne.
Den observerende tv-form søger at undgå alle elementer, der ikke direkte vedrører det, der fremstilles. I sin mest konsekvente form vil den observerende tv-form derfor undlade underlægningsmusik – undtagen hvis musikken indgår som en del af det fremstillede – ligesom speaks også så vidt muligt undgås.
”The observational mode stresses the nonintervention of the filmmaker. Such films cede ’control’ over the events that occur in front of the camera”, skriver Nichols om den observerende dokumentarfilm.
Men søger tilrettelæggeren at fravriste sig kontrol over det, der skildres, kræves der på den anden side, at det, man vælger at skildre, skal være meget udtryksfuldt. Der kræves, skriver Nichols: ”the sense of exhaustive (and telling) observation that frequently comes …from the ability of the filmmaker to record particularly revealing moments”
Den slice of life, der serveres for modtageren af den observerende tekst, skal være valgt således, at den kan ’tale for sig selv’, fordi den netop ikke kan hjælpes på vej af en alvidende ”voice of God”, sådan som tredjepersonsfremstillingen gør det.
Det vil således være tilrettelæggerens evne til at finde historier, der i sig selv rummer disse scener, der kan ”tale for sig selv”, der er afgørende fremfor tilrettelæggerens evne til at kunne fremlægge et budskab. Derfor egner denne fortælleform sig især til reportager, der søger at komme tæt på personer, og miljøer, som ellers vil være fremmede for det almindelige publikum. Eftersom det, der vises, skal være ”particularly revealing moments” vil denne fortælleform ofte virke stærk, når miljøer, der i en eller anden forstand er ekstreme i forhold til det almindelige, skal skildres. Eksempelvis er der mange reportager, der fokuserer på mennesker og miljøer i socialt belastede miljøer, fordi man netop kun ved at få folk til at forstå sociale forhold, der ligger langt fra de almindelige seeres forhold, vil kunne skabe en forståelse for de særlige problemer, som denne gruppe af mennesker har.
De to, der herhjemme måske mest konsekvent har rendyrket denne fortælleform er Lars Engels, DR, og Lars Høj, TV 2 / ØSTJYLLAND. De to er begge lykkedes med at komme meget tæt på socialt belastede miljøer og mennesker, og ved netop at give seerne et loyalt ”fluen på væggen” indblik i helt fremmede miljøer, fremfor at lade en myndig ”voice of God” fortælle historien.
.
 | Læs også Lars Højs artikel om egne erfaringer med tv-dokumentar: Nej, du er ikke mors lille dreng! |
Den observerende fortælleform kan hermed ses som en reaktion mod den ”bedreviden”, der kunne ligge i tredjepersonsfremstillingens ”voice of God” fortællemåde, ved at søge helt at undgå indblanden fra journalistens side. Men for Nichols er denne ikke-indgribende fremstillingsform dog ingenlunde ensbetydende med en større objektivitet end i de øvrige fremstillingsformer: For selvom den observerende form skjuler, at der er en tilrettelægger bagved fremstillingen, så er det jo ikke ensbetydende med, at tilrettelæggeren ikke ønsker at sige noget med sin fremstilling.
”Clearly, in observational documentaries, for example, objectivity as a nonintrusive nondidactic mode of representation does not guarantee any sort of value-free or unambiguous access to situations and events”.
3) Den interaktive fortælleform
Men netop fordi en fremstilling af virkeligheden altid vil tage udgangspunkt i tilrettelæggeren – selvom denne eventuelt måtte være helt skjult i fremstillingen, spørger Nichols efterfølgende:
”What if the filmmaker does intervene and interact? What if the illusory absence [i observerende tekster] is shorn away?”
– og definerer ud fra dette spørgsmål den interaktive fortælleform:
”The filmmaker need not be only a cinematic, recording eye. He or she might more fully approximate the human sensorium: looking, listening, and speaking as it perceives events and allows for response”.
Den interaktive fremstilling forsøger ikke at skjule, at der er tale om formidling af virkeligheden. Tværtimod kan man med denne form vise processen, så selve arbejdet med kilderne og med at få historien fortalt, vil blive tydeliggjort. Mange afslørende og undersøgende journalistiske reportager fortælles på denne form, fordi journalisternes arbejde undervejs i processen kan være en væsentlig del af den historie, der fortælles. For eksempel kan det tjene som en vigtig dokumentation, at visse personer ikke har ønsket at medvirke i et bestemt indslag eller en bestemt artikel.
Den interaktive fremstillingsforms tilstedeværende tilrettelægger er inden for de senere år blevet stadig mere udbredt. For eksempel søger Jens Olaf Jersild i sin Rapporten netop ikke at være fluen på væggen, men tværtimod selv at træde synligt frem i billedet som den, der formidler en virkelighed for seerne. På samme måde er de to værter i DR2’s "Indefra" ikke blot tydeligt tilstedeværende som formidlere, de er i lige så høj grad til stede som agent provocateur , uden hvem, det der fortælles om ikke havde fundet sted. For den skrevne form er Morten Sabroes new journalism-inspirerede form repræsentant for denne interaktive form, hvor tilrettelæggeren ikke lægger skjul på, at det, der fortælles, er fortalt af en person, der ikke blot er det registrerende camera eye – men som også træder frem i teksten som en jeg-person, der klart fortæller, hvordan han ser på det, der fremstilles.
4) Den selvrefleksive fortælleform
Men selvom den interaktive portrætstil kan hævde, at det er mere troværdigt, at journalisten toner rent flag og tydeliggør, hvem der fortæller, fremfor at skjule det, så er det jo ikke nødvendigvis sikkert, at det er væsentligt at høre, hvad forskellige journalister måtte mene om dette og hint, og at få at vide, hvordan de er nået frem til det.
Hvem siger for eksempel, at Morten Sabroes mening om en magtfuld politiker nødvendigvis er væsentlig? Og hvem siger, at når vi har set, hvordan politikere reagerer i situationer, som to journalister fremprovokerer foran kameraet, at så kan disse optagelser tjene som nødvendige facts for at forstå historien om disse politikere bedre?
Den form, som Nichols definerer som den selvrefleksive form, er netop optaget af denne sætten spørgsmålstegn ved selve det at repræsentere noget overhovedet.
Selvrefleksive fremstillinger ligner langt hen ad vejen de øvrige tre nævnte former, og gør brug af de forskellige formers virkemidler. Men den selvrefleksive fortælleform vil altid søge at sætte tingene lidt på spidsen, og at pege på de problemer, der altid vil være med overhovedet at fremstille virkeligheden.
Denne selv-optagede fortællemåde, som altså ikke primært søger at fortælle noget om virkeligheden, men snarere at pege på problemerne i selve det at fortælle overhovedet kan ikke ”oversættes” til nogen bestemt genkendelig journalistisk form, men tilhører en mere eksperimenterende dokumentarfilm-tradition. Journalistikken vil dog af og til – med stor effekt – kunne gøre brug af denne fortællemåde.
Et eksempel på en selvrefleksiv fortællemåde finder man hos den nu afdøde svenske journalist Pär Rådströms i hans ”mislykkede” interview med Louis Armstrong.
| Eksempel: Møde med Louis Armstrong i Chicago |
...
| Læs også Alex Frank Larsens artikel: Tv-dokumentarens historiske udvikling |
| Læs også Alex Frank Larsens artikel: Dokumentar - en handling af billeder |
| Læs også Alex Frank Larsens artikel: Definitioner på dokumentar |
| Læs mere om Tv-dokumentarisme |
Søg
Læs mere
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: