Document Actions

Interviewstrategi

Offentliggjort 03/18/1999, senest redigeret 05/10/2006

Mange journalister er ikke bevidste om, at ordvalget i deres spørgsmål betyder noget for de svar, de får

METODE: .

	Ordvalget p�virker svaret
	Skab rammen for gode svar
	Et sp�rgsm�l om ejerskab
	Begynd med begyndelsen
	Tommelfingerregel: "Hvad" f�r "hvorfor"
	Strategi for et interview

I mods�tning til, hvad de fleste tror, lyver magtmennesker sj�ldent i medierne Ikke fordi de er s�rligt gode mennesker, men fordi de i reglen er nogenlunde velbegavede - eller har nogenlunde velbegavede r�dgivere. De ved, at det koster utroligt meget prestige, og m�ske i sidste ende magt, at blive taget i en l�gn.

Men alternativet til at lyve er jo ikke n�dvendigvis at sige Sandheden, Hele Sandheden og Kun Sandheden. Medievante mennesker kryber meget ofte i ly bag et d�rligt formuleret sp�rgsm�l. De l�gger mere m�rke til vore sp�rgsm�l end vi selv g�r, og derfor kan de ofte slippe af sted med at snakke uden om de �mme punkter.

Ordvalget p�virker svaret
Den gamle sprogl�rer og -mester Gert Smistrup taler om "Omtrentlighedens Sv�be" - det problem, at mange journalister forfalder til et slapt og uigennemt�nkt ordvalg uden blik for, at vort sprogs bredde og nuancer ikke kun er et sp�rgsm�l om �stetik, men i h�j grad ogs� om pr�cis erkendelse og klarhed. For Smistrup er det et sp�rgsm�l om udtryk, men det kan uden videre ogs� overf�res til vores sp�rgeteknik. De fleste af os, journalister, skriver (trods alt) bedre - det vil sige mere pr�cist og levende - end vi taler, men min fornemmelse er, at mange journalister ikke engang er bevidste om, at ordvalget i vores sp�rgsm�l betyder noget for de svar, vi f�r.

Eksempel: J�rn Henrik Petersen interviewes

Her er to forskellige �bningssp�rgsm�l til en interviewperson, hvis principielle holdning p� omr�det man kender i forvejen: "Hvorfor er du imod udlicitering?" og "Hvad er der galt med at udlicitere?".

De to formuleringer ligner hinanden meget, og man kan meget vel f� n�jagtig samme svar. Men det f�rste l�gger mere op til en abstrakt ideologisk forklaring om baggrunden, mens det sidste i h�jere grad sp�rger til konkrete argumenter. Om det g�r en forskel afh�nger i h�j grad af interviewpersonens sprog�re.

Generalisering: Hvorfor tenderer til at give (for) abstrakte svar. N�r man er ude efter begrundelser for en handling eller et standpunkt, er det ofte bedre at omformulere - a l� "Hvad tror du da, der vil ske, hvis x?", "Hvem g�r det her ud over?" - "Hvordan g�r det ud over dem?" - osv.

De svar, vi f�r, er en funktion af de sp�rgsm�l, vi stiller.
Eller sagt mere ligeud: Som man sp�rger, f�r man svar.

Skab rammen for gode svar
Man kan ikke sl� op i en interviewperson p� samme m�de, som man kan sl� op i en h�ndbog eller en database - selv om mange journalister helt klart opf�rer sig, som om man kan.
Vi kan ikke selv skabe svarene. Og hvis vi pr�ver - for eksempel med lukkede og ledende sp�rgsm�l - g�r det enten galt, eller vi g�r glip af for meget. Men vi kan skabe de bedst mulige rammer for gode svar.

Som n�r den ene katolske pr�st skriver til paven og sp�rger: M� vi ryge, mens vi beder? Afgjort nej! svarer paven. Mens den anden katolske pr�st med samme �rinde formulerer sig lidt anderledes: M� vi bede, mens vi ryger? Javist, svarer paven - det er altid godt at bede!

Strategi handler om at skabe rammer.

F�rst er opgaven at skabe en atmosf�re, hvor interviewpersonen er tryg. Mange er (vel ikke helt ubegrundet) p� vagt over for journalister. De tror, vi er ude p� at knalde dem, og at der er noget, vi vil tvinge dem til at tilst�.

Lige f�r nogen sl�r os, reagerer kroppen instinktivt for at pr�ve at beskytte sig. S�dan er det ogs�, hvis nogen vil sl� os mentalt: Vi skifter til overlevelsesadf�rd. Hvis vi har en mistanke om, at der ligger en bananskr�l i interviewpersonens sp�rgsm�l, som det er meningen, vi skal glide i, begynder vi at g� forsigtigt og se os godt for.
Den, der k�mper, lytter ikke. Og den, der lytter, k�mper ikke. Direkte eller indirekte aggression i et interview f�rer n�sten aldrig noget brugbart med sig. Derfor skal vi pr�ve at skabe en ramme, hvor de slapper af og i stedet f�r lyst til at betro sig til os.

For mens alle v�grer sig ved at tilst�, kan de fleste godt lide at betro sig.

Jo h�rdere og mere aggressivt vi jagter bestemte svar, desto mindre f�r vi dem. Hvis vi pr�ver at presse svar ud af folk, f�r vi dem sj�ldent. Og den d�rlige interviewer reagerer s� med at blive endnu mere aggressiv eller st�dig og nive interviewpersonen bagi med et lukket sp�rgsm�l: Jamen, du m� da indr�mme...! Og jo mere intervieweren g�r det, jo mindre f�r han det, han �nsker.

Et sp�rgsm�l om ejerskab
Det handler ogs� om ejerskab. Hvis en interviewer g�r direkte p� og sp�rger mig, om ikke min kone eller s�ster eller bedste ven i virkeligheden er temmelig - et eller andet, vil jeg klappe i: Man er vel loyal.

Men hvis jeg kan f� lov at fort�lle p� mine egne betingelser, f� lov at fremh�ve alt det gode, der er at sige, mens intervieweren lytter interesseret, vil jeg sikkert ogs� af mig selv komme til et punkt, hvor jeg betror de mere negative ting. "Men selvf�lgelig, hun er jo ikke bare en engel, ind imellem kan hun da ogs� v�re temmelig...et eller andet". Fordi jeg gerne vil give et nuanceret helhedsbillede, og fordi jeg f�ler mig tryg.

Nu har jeg ejerskab til ordene. Jeg har sagt dem, de er ikke gnedet af p� mig af en tilf�ldig fremmed. S� nu er det ikke skr�mmende, at intervieweren stilf�rdigt sp�rger, hvordan det viser sig.

Det er pr�cis samme mekanisme, der som regel g�lder i et parforhold. Jeg kan tale temmelig kritisk om min egen mor, men ve min partner, hvis hun selv g�r det eller pr�ver alt for direkte at f� mig til det.

Det er hemmeligheden bag de portr�tb�ger, hvor kendte menneskers familie og betroede medarbejdere kommer til at l�kke intime og penible detaljer om hovedpersonen. Intervieweren har skabt en ramme, hvor de f�ler, at de betror sig. De siger langt mere, end de havde forestillet sig, de ville.

Selvf�lgelig er der et etisk aspekt i bevidst at skabe nogle rammer, hvor vi f�r interviewpersonen til at betro os noget, som han under andre omst�ndigheder betragter som hemmeligt eller privat. Men det bet�nkelige ligger ikke i redskabet, men i hvad vi bruger det til. Der er ikke noget forkert i at slibe sin kniv, s� den bliver s� effektiv som muligt - men en spids og skarp kniv skal selvf�lgelig omg�s med forsigtighed og ansvarsf�lelse. I langt de fleste dagligdags journalistiske sammenh�nge fortryder interviewpersonen ikke, at han har sagt mere end han havde t�nkt sig - ofte tv�rtimod. Men selvf�lgelig er der da eksempler p�, at folk er kommet til skade, og ogs� mere end sagen berettiger.

Begynd med begyndelsen
I det journalistiske udtryk v�gter vi traditionelt klimaks, konflikt, afsl�ring og snavs h�jt. Jo mere det er det, vi g�r efter, jo mindre direkte skal vi jagte det.
Ligesom den, der g�r i byen med det udtrykkelige form�l at finde en k�reste, vistnok g�r klogest i at skjule sine hektiske hensigter. Og ligesom den skakspiller, der fra starten aggressivt jager dronningen og kongen, som regel ender med at tabe. Brikkerne skal k�res i stilling f�rst.
Mange journalister glemmer at k�re brikkerne i stilling og g�r alt for direkte efter klimaks.
.

Eksempel: T�ger Seidenfaden kryber i ly

Et af de vigtigste principper i interview-strategi: At bev�ge interviewpersonen tilbage i processen.
I det journalistiske skal man omg�s den kronologiske fort�lleteknik med forsigtighed. Ofte kommer der alt for mange detaljer og sidespor med i historien - i mange tilf�lde er det bedre at g� lige p� konklusionen eller klimakset.

Mange almindelige mennesker fort�ller ogs� deres historier s�dan (alts�, n�r de ikke bliver styret), med h�jdepunktet f�rst. Ikke desto mindre er det oftest en fordel i et interview at spole interviewpersonens tilbage. Begynde med begyndelsen.

Hvis man eksempelvis sp�rger �n, der lige har gennemlevet et brud i parforholdet, hvorfor de to er g�et fra hinanden, f�r man n�sten altid et standardsvar:
"Vi er vokset fra hinanden!" - eller:
"Vi fandt ud af, at vi bare ikke passer sammen!"

Selv om svaret er �rligt ment og m�ske springer ud af en dyb smerte, er og bliver det en floskel. Det er nemlig et svar, der passer p� praktisk talt alle brud, uanset hvor forskellige s�vel forlisene som forholdene faktisk har v�ret, og derfor har man i virkeligheden ikke sagt noget som helst - det n�rmer sig en tautologi: Vi br�d, fordi vi ikke l�ngere kan eller vil v�re sammen!

Hvis man reelt er interesseret i at vide, hvorfor netop dette parforhold gik i stykker, skal man f� vedkommende til at fort�lle den konkrete historie om parforholdet. Gerne fra begyndelsen, for eksempel ved at spole tilbage i processen.
"Hvad var det, du faldt for hos din partner?"
"Hvad skete der s�?"
"Hvad skete der s�?"
"Fort�l om jeres f�rste alvorlige sk�nderi?" osv.

Hvis man ellers har tid nok og lytter med �gte interesse, f�r man med garanti et helt andet og mere sp�ndende svar p�, hvorfor parforholdet gik i stykker - et svar, som vedkommende m�ske ikke engang selv kendte en halv time f�r. Og det er ikke engang sikkert, man beh�ver stille sp�rgsm�let: "Hvorfor?" til sidst - det kan sagtens v�re, svaret er dukket op af sig selv undervejs, mens interviewpersonen g�r sit parforhold til en fort�lling.

Eller sp�rg tre sygeplejersker, hvorfor de har valgt det erhverv. Svaret er enslydende og forudsigeligt: Noget med mennesker, sp�ndende, ingen dage er ens.

Sp�rg s� i stedet for eksempel, hvorn�r de f�rste gang t�nkte tanken om at blive sygeplejerske - s� f�r du m�ske at vide, at den enes mor og moster og bedstemor har v�ret i samme fag - den anden har l�st medicin i tre �r, men dumpede - mens den tredje var indlagt i tre m�neder som 11-�rig.
Oplysninger, du sj�ldent f�r, hvis du �bner med at sp�rge: "Hvorfor?".

De tre sygeplejersker, der i f�rste omgang gav et m�ske enslydende svar, har i virkeligheden tre vidt forskellige grunde til, at de har valgt dette fag.

Tommelfingerregel: "Hvad" f�r "hvorfor"
Af dette kan vi udlede en tommelfingerregel: HVAD f�r HVORFOR. Det vil sige: Kendsgerninger p� plads, f�r vi begynder at sp�rge til forklaringerne.

Kendsgerningerne beh�ver ikke kun v�re "historiske" som ovenfor. Det kan ogs� v�re det konkrete indhold af et ny lovforslag, som skal p� plads, f�r vi sp�rger til begrundelsen for det. Det er baggrunden, de faktuelle forhold.

(De ti skuffesp�rgsm�l er sat op, s� de f�rste seks l�gger op til hvad-svar, mens de sidste er af hvorfor-typen).

Der er flere begrundelser for den tommelfingerregel:

Den begrundelse som indirekte er givet her ovenfor: N�r vi spoler folk tilbage i processen, genoplever de - og husker noget, de m�ske havde glemt - og reflekterer imens. Og hvis vi lytter med �gte interesse, f�ler de sig v�rdsatte og vil gerne betro sig. Det har ogs� noget med ejerskab at g�re. N�r interviewpersonen f�r lov at l�gge facts frem, er det ogs� hans. S� er det ham, der har sagt det og skal st� inde for det og g�re rede for pr�misserne. Folk vil gerne fort�lle os noget, og de vil s�m�nd ogs� gerne v�re selvkritiske.

Journalistikkens fundament er kendsgerninger. Og selv om de n�gne kendsgerninger i sig selv er intetsigende og f�rst f�r v�rdi, n�r de bliver sat ind i en sammenh�ng, s� vi forst�r, hvorfor noget sker, s� er det en meget n�rliggende fare i al menneskelig erkendelse, at vores forklaringer faktisk ikke hviler p� kendsgerninger, men p� gamle billeder, fordomme, ideologier osv. Jo mere vore kilder tvinges til at g�re rede for kendsgerningerne f�r de kommer med forklaringerne, desto st�rre er chancen for, at forklaringen hviler p� kendsgerninger. Is�r hvis de faktisk ikke har lavet forklaringen p� forh�nd. Billedligt talt skal vi have fingre i bilagene, f�r vi pr�senteres for n�gletallene og n�ste �rs budget.

Kendsgerninger er (eller har mulighed for at v�re) objektive. Det kan efterpr�ves, om det faktisk er s�dan, som interviewpersonen siger, det er. Det kan forklaringer ikke i n�r samme grad. Men jo mere forklaringer hviler p� kendsgerninger, jo mere kan vi regne efter.

Strategi for et interview
S� det er strategien i et interview: F�rst skal vi have rammerne p� plads, brikkerne k�rt i stilling, masser af line. Derefter kan vi sl� til, g� efter det sv�re, det �mme, det vi m�ske kom efter. Faktisk kan man sige, at jo mere vi g�r efter noget bestemt, som er f�lsomt, jo mere har vi brug for at f� sat nogle rammer f�rst. Men meget ofte begynder intervieweren med at g� direkte i struben p� folk.

Document Actions

Interviewstrategi

Søg

Temasider om samme emne

Læs mere