Document Actions

Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0995

Instans: Pressenævn - dato: 06/21/2010 - sagsnummer: 2010-6-0995

 

Offentliggjort 07/01/2010

 

Resumé:

Klager – et menighedsråd – klagede bl.a. over artiklen ”KREMATORIE-SKANDALE – SJUSK MED LIG” og de tilhørende billeder i B.T. og på bt.dk.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at spørgsmålet om, hvorvidt straffeloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 10 er overtrådt, henhører under domstolene og falder uden for Pressenævnets kompetence. Disse forhold behandles derfor ikke.
Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale, jf. punkt B.1.
Pressenævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til krematoriers arbejde. Ved afvejningen af, om den almene interesse gjorde offentliggørelse af det konkrete billedmateriale fra [by] Krematorium berettiget, må det på den ene side tillægges betydning, at krematoriet var et ikke offentligt tilgængeligt sted, hvor avisen var til stede (sammen med [B]) uden at have indhentet samtykke fra ledelsen eller andre med kompetence til at give et gyldigt samtykke. På den anden side må der tages hensyn til, at den skete privatlivskrænkelse var af forholdsvis ringe omfang. Umiddelbart var det således ikke muligt at identificere afdøde personer ved hjælp af det offentliggjorte materiale. Det bemærkes i øvrigt, at det hverken er be- eller afkræftet, om den afbillede aske hidrører fra mennesker. Pressenævnet finder efter en samlet bedømmelse, at offentliggørelsen af billedmaterialet ikke var uberettiget, og nævnet udtaler ikke sin kritik af avisen.
Pressenævnet finder, at fotografiernes manglende kildeangivelse (fotografens navn) på bt.dk ikke indebærer en tilsidesættelse af god presseskik i forhold til klager. Nævnet har lagt vægt på, at det både af papirudgivelsen og internetversionens artikler fremgik, at avisens kilde til oplysningerne var [B]. Nævnet udtaler herefter ikke sin kritik af avisen.

 

Tekstens ordlyd:

Se hele kendelsen på Retsinfo.