Document Actions

Navneforbuddet mod "jetset-dronningen"

 

Offentliggjort 08/28/2009, senest redigeret 08/30/2009

 

I de seneste uger er navneforbud blevet diskuteret vidt og bredt. Anledningen var et navneforbud, som Københavns Byret fastsatte i en narkosag for at beskytte en kvinde, der er kendt fra både erhvervs- og selskabslivet. Sagen var imidlertid allerede blevet publiceret på Ekstra Bladets hjemmeside inklusiv kvindens navn. Det skete godt en time før navneforbuddet blev fastsat, og i løbet af ingen tid blev navnet spredt på talrige internetsider.

Navneforbuddet førte efterfølgende til en vis anonymisering ved omtale i trykte medier, radio og tv – dog uden praktisk betydning, da alle ved, hvem ”jetsetdronningen” er.

Østre Landsret har overraskende fastholdt navneforbudet. Efter min vurdering er navneforbuddet i den aktuelle narkosag i strid med både sund fornuft og juridiske principper.

Et navneforbud giver ikke mening, når navnet allerede er kendt i forbindelse med sagen, og det strider i øvrigt mod grundlæggende hensyn til pressefriheden. Den europæiske Menneskeretsdomstol har fastslået i en dom fra 1990, at der ikke kan nedlægges forbud mod, at pressen i retsreportage publicerer forhold, som i forvejen er offentligt kendte. Se dommen fra Menneskeretsdomstolen i Weber-sagen. Højesteret har i Blekingegadesagen nægtet navneforbud med henvisning til, at de sigtedes identitet allerede var kendt i vide kredse. Se kendelsen i Blekingegadesagen.

Dilemmaet er: Kendte folk risikerer mere omtale end andre, når de er involveret i straffesager. Derfor vil det ofte være i sager mod kendte personer, at forsvarere argumenterer kraftigt for navneforbud. Men netop sager om kendte personers involvering i straffesager vil ofte have en samfundsmæssig interesse, der taler imod navneforbud.

Det fremgår af retsplejeloven § 31, stk. 3, at retten ved afgørelse om navneforbud skal tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige interesse. Reglen tilføjer, at det også taler mod navneforbud, såfremt den sigtede person har en betroet stilling i forhold til offentligheden.

Det har klart samfundsmæssig interesse, at en person, der indtager ledende poster i erhvervslivet, er involveret i en narkosag. Også af den grund finder jeg, at navneforbuddet er forkert, og der er gode grunde for pressen til at søge navneforbuddet prøvet ved Højesteret.

Søg

  

 


 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: