Document Actions
Licensinspektører på vindueskiggeri
Offentliggjort 02/27/2009
Kronik i Berlingske Tidende 5.2.2009
”Observationen af et licenspligtigt apparat kan ske ved, at inspektøren observerer et apparat gennem vinduer synlige fra den offentligt tilgængelige adgangsvej til husstanden eller virksomheden m.v. eller fra indgangsdøren til ejendommen.” Dette citat er hentet fra Kulturministeriets bemærkninger til et aktuelt lovforslag. Denne kommentar må frit citeres i uddrag eller som helhed med angivelse af forfatteren og www.update.dk/mediejura som kilde.
DR har altid haft problemer med opkrævning af licens, og det er ikke blevet nemmere med den nye medielicens, Folketinget vedtog for et par år siden. Medielicensen skal betales af en husstand, der har et apparat, der kan modtage radio og tv. Det gælder også computere og mobiltelefoner, der kan modtage via internettet eller på anden vis. Medielicens skal også betales af virksomheder, institutioner og foreninger.
Husstandslicensen dækker samtlige apparater i hjemmet, sommerhuset, bilen og båden. En ung, der er fyldt 18 og flytter på eget værelse, bliver licenspligtig, hvis han har en computer eller mobiltelefon med internetadgang. En virksomhed, institution eller forening, der har én eller flere ansatte skal betale licens, hvis den har én eller flere computere med internetadgang på virksomhedens adresse, Er der flere virksomheder på samme adresse, er de licenspligtige hver især.
Butikker, der sælger tv og computere, er pålagt merarbejde med at indberette købernes navne og adresser til licenskontoret. Et ekstra kontrolapparat med kampagner og licensinspektører er opbygget for at få fat i dem, der køber i udlandet eller køber brugte apparater af private. Licensinspektørerne må ringe på døren og stille spørgsmål, men må ikke overskride dørtærskelen. Nogle gange ser licensinspektørerne et apparat eller hører lyde fra et tv-program, der er i gang, men må stole på folks forklaringer om, at det apparat, der er tændt inde i stuen er til låns for den samme dag, eller en gave, der skal afprøves. Det er baggrunden for, at det nu foreslås at give mulighed for tvangstilmelding af husstande og virksomheder, når en licensinspektør har set et apparat gennem vinduer eller fra indgangsdøren.
I den seneste licenskampagne blev personer, der ikke betaler licens, stemplet som nassere. Spørgsmålet er, hvem der nasser mest ved licensordningen? Er det rimeligt, at den unge, der bor på eget værelse og anskaffer en brugt computer til 500 kr. for at klare studierne, skal betale en årlig afgift på 2.220 kr. Samme beløb som velhaverfamilien, der har computere og tv i alle rum i huset, sommerhuset og båden. Er det rimeligt, at den lille virksomhed med én ansat og én computer skal betale samme beløb som den store koncern? Virksomheder skal uanset størrelse betale 1.560 kr. pr. år.
Medielicensen skal betales, når en husstand, virksomhed m.v. har et apparat, der kan modtage radio og tv, uanset om det udelukkende bruges til andre formål. Der er ikke sammenhæng mellem betaling af medielicens og modtagelse af programmer, licensen finansierer. Medielicensen er derfor ikke brugerbetaling, men en politisk bestemt afgift ligesom afgifter på biler, el, øl m.v.
Den oprindelige licens blev indført som finansiering i 1925 ved starten af Statsradiofonien. Licensen blev dengang begrundet med, at andre ikke skulle betale for en facilitet, som kun få benyttede. Tilsvarende hensyn spillede en rolle ved starten af tv og senere farve-tv. I dag har 99 % af befolkningen mindst ét af de apparater, der udløser licenspligt.
Et nyere argument for licensordningen er, at den sikrer medierne uafhængighed. Dette argument er tågesnak, eftersom politikerne bestemmer størrelsen af licensen og fordelingen til DR og TV2-regioner. Der er nøjagtig samme afhængighed som, der ville være ved almindelig skattefinansiering. Medieordførerne for de to største partier Ellen Trane Nørby (V) og Mogens Jensen (S) har i efteråret markeret, at de ønsker at afskaffe medielicenssystemet, men spørgsmålet er politisk stillet i ro, indtil et nyt medieforlig skal forhandles i 2010. Uanset flertal i Folketinget kan intet ændres i forligsperioden. medmindre alle forligspartnere er enige.
Selv om en ændring måske først kan gennemføres 1.1. 2011, er der gode grunde til at træffe de politiske beslutninger inden længe. Den foreslåede intensivering af licenskontrollen er stærkt kritisabel og ekstra tosset, hvis systemet skal afskaffes om få år. Forhåbentlig har medieordførerne ikke allerede bundet sig ved en aftale med kulturministeren.
Dertil kommer, at Skattekommissionen netop har fremlagt betænkning, og politiske forhandlinger om ændringer af skatter og afgifter går snart i gang.
En oplagt mulighed er at flytte licensafgiften fra apparater til el. Det ligger i kortene, at registreringsafgiften ved bilkøb vil blive reduceret og kompenseret med større afgifter på bilernes miljøbelastning. Den samme grønne linje kan følges ved at flytte licensafgiften fra apparater til elforbrug. Klimabelastningen reduceres ved at motivere til køb af tv og computere med mindre elforbrug og til at slukke for apparaterne, når de ikke er i brug.
Elafgiften kan, som foreslået af Elsparefonden, udformes, så den tager højde for antal personer i husstanden. Dermed kan det undgås, at børnefamilier bliver særligt ramt. Det eneste sociale hensyn ved den nuværende licensordning er den mulighed for halv licens, som pensionister med små indkomster har. Dette hensyn kan i stedet varetages ved regulering pensionstillægget, og derved vil pensionisterne som en sidegevinst slippe for lidt formynderi. Den sociale slagside ved det nuværende licenssystem, der særligt rammer unge, undgås ved at opkræve licensen via forhøjelse af elafgiften.
Programvirksomheder, der ved medieforlig bliver pålagt public service-opgaver, bør have garanti for finansiering af opgaverne for den periode, medieforliget varer. Ved en ny ordning kan licensdelen af elafgiften fastlægges med sigte på at indbringe det nødvendige beløb.
Forleden aftalte ordførerne fra medieforligspartierne og kulturministeren at indføre en såkaldt brugerbetaling til TV2. Politikerne undlod igen at kalde en spade for en spade. Aftalen betyder, at der fra 2012 skal lægges en afgift på betalings-tv. Der er reelt ikke tale om brugerbetaling, men en indirekte skat ligesom medielicensen. Opkrævning af denne afgift og administration af frikort til husstande, der kun vil se TV 2 og anden public service, vil give yderligere besvær og unødvendige udgifter.
Public service-programvirksomhed skal finansieres, men hvorfor vælge afgifter, der fremmer snyd og kræver mange ressourcer til administration og kontrol? Borgerne er bedre tjent med, at deres penge går til kvalitet i programvirksomheden. Det er oplagt at nøjes med ét afgiftssystem til finansiering af public service-programvirksomhed, og at vælge en ordning, der både er enkel at administrere og fremmer miljøhensyn.
Statsautoriseret kontrol med vindueskig er i strid med almindelige opfattelser af privatlivets fred. En sådan ordning vil desuden give problemer for borgernes retssikkerhed, fordi den bygger på omvendt bevisbyrde. Når en licensinspektør mener at have set et apparat gennem vinduerne, skal han ved samme kontrolbesøg præsentere sin iagttagelse direkte over for en myndig person i husstanden eller virksomheden m.v. Husstanden eller virksomheden kan herefter kun slippe for tvangstilmelding, hvis den dokumenterer, at den ikke har et licenspligtigt apparat. Forslaget om kontrol med vindueskig vil næppe løse problemer med snyd, men provokere til nye fiduser, der hurtigt kan formidles via internettet.
Forleden fik politiet at vide, at de hverken må kalde borgere, der skal anholdes, for perkere eller perler. Det kunne også være rimeligt at overveje, om det er klogt, at licensmyndigheder bruger betegnelsen nassere om unge, der tillader sig at have en computer for at klare studierne uden at betale en afgift på 2.220 kr. om året.
Søg
Læs mere
Se alle dokumenter om emnet i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: