Offentliggjort 11/08/2007, senest redigeret 11/26/2007
Siden Poul Schlütter var statsminister i midten af 1980’erne har det i Danmark været diskuteret at oprette en offentlig tilgængelig database med domme fra retsvæsnet. I sensommeren 2007 har Domstolsstyrelsen taget de første konkrete skridt til at etablere en database ved at ansætte en projektleder, der skal arbejde med etableringen.
Samtidig er der også nedsat en projektgruppe med repræsentanter fra retterne.
Der ligger endnu ikke et færdigt udspil til, hvordan databasen skal udformes eller hvornår den skal være klar.
Domstolsstyrelsen har dog luftet nogle overvejelser vedrørende en kommende database.
Blandt andet er det tanken, at databasen skal indeholde domme fra både byretter og landsretterne, Sø- og Handelsretten samt Højesteret.
I et aktuelt svar fra Justitsminister Lene Espersen til folketingsmedlem Anne Baastrup om status på arbejdet skriver styrelsen:
” Domstolsreformen indebærer blandt andet, at langt de fleste sager skal starte i byretterne. Da mange sager derfor ikke vil blive behandlet ved de overordnede retter, er det styrelsens hensigt, at også byretsdomme skal indgå i en kommende domsdatabase”
Det er godt nyt, da Domstolsstyrelsen i 2003 lavede en stor rapport om en eventuel database, hvor man valgte byrets-domme fra.
Det fremgår samtidig af et andet svar fra justitsministeren i foråret 2007, at Domstolsstyrelsen har en ambition om allerede fra årsskiftet 2007-08, at lægge domme ud i begrænset omfang.
Styrelsen skriver i april måned:
”Domstolsstyrelsen kan oplyse, at styrelsen har iværksat et domsoversigtprojekt. Projektet skal efter planen munde ud i, at domstolene fra 1. januar 2008 får mulighed for at offentliggøre udvalgte domme og kendelse på domstolenes hjemmeside, www.domstol.dk. Det er tanken, at projektet skal udgøre en midlertidig platform, der kan anvendes frem til det tidspunkt, hvor det bliver muligt at etablere en egentlig domsdatabase, jf. nærmere nedenfor.”
Updates netværk for elektronisk aktindsigt er i november 2007 inviteret til et møde med Domstolsstyrelsen, hvor vi vil præsentere et oplæg til, hvordan en database kan opbygges, hvis journalister og medier skal have størst muligt udbytte af den.
Se Lene Espersens svar til Anne Baastrup oktober 2007
Se Lene Espersens svar vedr. domsdatabase fra foråret 2007
Se Domstolsstyrelsen rapport om "Etablering af en offentlig domsdatabase" fra januar 2004
Se debat vedr. domsdatabase i Advokatsamfundet
Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: