Document Actions

Landbrugsstøtte

 

Offentliggjort 09/27/2007

 

Resume:
Data om modtagere af EU-landbrugsstøtte ønskes offentliggjort. Sagen kørte i 16 måneder fra januar 2003 til maj 2004, hvorefter vi fik data i elektronisk form. Vi bad tre gange Ombudsmanden om at behandle sagen, men fik nej. Da vi endelig fik data, var det myndighedens egen beslutning.

De centrale problemstillinger i sagen:
Er filen med alle udbetalingsoplysninger, som Direktoratet for FødevareErhverv sender til Skat et dokument i offentlighedslovens forstand?

Har myndigheden reelt vurderet det tidsforbrug, der skal anvendes for at gøre data klar til videregivelse?

Kan myndigheder stille særlige betingelser til modtagerne for at videregive data?

Skal data udleveres på print eller i elektronisk standardformat?

Skal myndighederne dokumentere beslutninger? Der findes nemlig ingen dokumentation for beslutningen om at give os data.
De centrale undskyldninger:
Sagerne om betalinger til over 50.000 landmænd findes ikke i et it-system.

Det er for stort arbejde (for dyrt) at trække data ud og rense dem for personfølsomme oplysninger.

Status:
Daværende fødevareminister Mariann Fischer Boel måtte efterfølgende fra Folketingets talerstol undskylde at have ført Folketinget og Ombudsmanden bag lyset.
Vi har fået data fra år 2000 og frem. Vi søger hvert år for at få nye data. Vi forsøger nu også at få de filer, som Danmark sender til Kommissionen, og hvor der er langt flere data med. Den type data har vi fået fra de svenske myndigheder, men endnu ikke fra nogen af de andre landes myndigheder.
EU-Kommissionen har besluttet, at der skal være åbenhed om landbrugsstøtte fra 2009, men det er stadig meget uklart, hvor langt den åbenhed vil strække sig.

Konsekvenser for journalistisk arbejde og offentligheden:
Sagen er et gennembrud for åbenhed i EU. Den viser, at myndighederne skal realitetsbehandle en anmodning om aktindsigt, og ikke blot kan skrive en undskyldning for at undgå at udlevere data. Sagen viser også, at det kræver meget stædighed at få ret til sidst.


Søg

  

 


 

Læs mere

Se alle dokumenter om emnerne i denne artikel:

 

HOLD DIG ORIENTERET

Få et tip om nye artikler og kurser: