Instans: Pressenævn - dato: 08/22/2007 - sagsnummer: 2007-6-528 og 529
Offentliggjort 09/13/2007
Resumé:
Klager klagede over en artikel på www.stiften.dk og en artikel i Århus Stiftstidende.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse:
Århus Stiftstidende har ubestridt bragt korrekte oplysninger om, at [K] fotograferede under et møde vedrørende placeringen af en moské i Gellerup. Nævnet finder, at artiklen ”Racismen er blevet mere organiseret” ikke indeholder udsagn om eller efterlader indtryk af, at klager deltog i angrebet på brylluppet ved en anden lejlighed. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Århus Stiftstidende på dette punkt.
Pressenævnet finder derimod, at overskriften sammenholdt med billedet, der blev bragt på www.stiften.dk, efterlader det indtryk, at klager er identisk med den AGF-fan, der risikerer dom for racisme, uanset at dette ikke er tilfældet, og nævnet udtaler sin kritik heraf.
Tekstens ordlyd:
[K]har klaget til Pressenævnet over en artikel den 19. maj 2007 på www.stiften.dk og over en artikel bragt samme dato i avisens papirudgave, Århus Stiftstidende, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
www.stiften.dk bragte den 19. maj 2007 en artikel med overskriften ”AGF-fan risikerer dom for racisme” og underoverskriften ”Vejledning fra rigsadvokaten kan give skærpet straf til en af seks sigtede århusianske hooligans efter fuldeangreb på tankstation.”. For at læse artiklen skulle læseren klikke på ”Læs mere”.
I forbindelse med overskrifterne var indsat et billede, hvor klager ses filme med et videokamera. Der er ingen billedtekst.
Samme dag bragte papirudgaven, Århus Stiftstidende, en forsideartikel under overskriften ”AGF-fan risikerer dom for racisme” og underoverskriften ”Vejledning fra rigsadvokaten kan give skærpet straf til en af seks sigtede århusianske hooligans efter fuldeangreb på tankstation”. I artiklen er den omtalte AGF-fan ikke omtalt ved navn. Artiklen slutter af med at henvise til sektionen Indsigt.
I sektionen Indsigt bragte Århus Stiftstidende en artikel under overskriften ”Racismen er blevet mere organiseret” og underoverskriften ”Det ekstreme højre består af flere grupper, som af og til samarbejder.” Artiklen omhandlede stigende spredning af racistiske budskaber fra højreekstremistiske grupperinger. Af artiklen fremgår bl.a. følgende:
” Splittelse i Dansk Front
Dansk Front, der voksede ud af White Pride i Århus, er formentlig stadig den største gruppe, selvom den også har været ude for splittelse. Gruppens tidligere talsmand [A] blev ekskluderet efter at være idømt otte måneders fængsel for at opfordre til brandattentat mod indenrigsministeren og for ulovlig våbenbesiddelse. Efter [A]s eksklusion startede han på Internettet en konkurrerende hjemmeside til Dansk Fronts hjemmeside, som i vinter i flere perioder var lukket ned.
I marts sidste år skrev Århus Stiftstidende en del om Dansk Front og om organisationens voldelige overfald i byens natteliv på indvandrere og venstreorienterede. Siden har der i Århus været lidt stille omkring Dansk Front.
Angreb bryllup
En af frontfigurerne i Dansk Front, [K], blev dog set i januar i år ved et offentligt møde om placeringen af en moské i Gellerup. Mødet blev holdt i Globus1 i Gellerup med 6-700 deltagere, og [K]stod i lang tid bagerst i salen og tog billeder af mødets deltagere.
Senest var Dansk Front aktiv midt i april ved et angreb på Beboernes Hus i Sølystgade i forbindelse med et BZ-bryllup, hvor huset blev overdænget med kasteskyts. Angrebet blev ifølge vidner ledet af en fremtrædende nazist kendt fra White Pride. Angriberne forklarede herefter, at de blot ville fotografere de forsamlede venstreorienterede.”
Til artiklen var indsat det føromtalte billede bragt på www.stiften.dk, hvor klager ses filme med et videokamera. Af billedteksten fremgår følgende:
”En af frontfigurerne i Dansk Front, [K], var i januar i år aktiv ved et offentligt møde i Globus1 om placeringen af en moské i Gellerup. Han stod i lang tid bagerst i salen og tog billeder af mødets deltagere.”
2. Parternes synspunkter
[K]har anført, at www.stiften.dk ved at bringe et billede af ham sammen med overskriften ”AGF-fan risikerer dom for racisme” efterlader læseren med det indtryk, at klager er identisk med den pågældende fan, der risikerer dom, uanset at dette ikke er tilfældet.
[K]har videre anført, at papirudgaven, Århus Stiftstidende, ved at omtale ham med navns nævnelse sammen med underoverskriften ”Angreb bryllup” giver læseren indtryk af, at han var involveret i et angreb på det pågældende bryllup, hvad han imidlertid ikke var.
Århus Stiftstidende har oplyst, at papirudgaven og www.stiften.dk den 19. maj 2007 bragte et artikelkompleks om omfanget af racismen i Århus. Århus Stiftstidende har anført, at [K]s navn kun er nævnt i forbindelse med artiklen ”Racismen er blevet mere organiseret” om bl.a. Dansk Fronts aktiviteter. Det fremgår klart af såvel artiklen som billedteksten, at klager udelukkende sættes i forbindelse med billedoptagelsen af deltagere i et møde om placeringen af en moské i Gellerup og således ikke med angrebet på brylluppet ved en anden lejlighed.
3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse :
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Thomas Rørdam, Finn Rowold, Lene Sarup og Marianne Druedahl.
Århus Stiftstidende har ubestridt bragt korrekte oplysninger om, at [K]fotograferede under et møde vedrørende placeringen af en moské i Gellerup. Nævnet finder, at artiklen ”Racismen er blevet mere organiseret” ikke indeholder udsagn om eller efterlader indtryk af, at klager deltog i angrebet på brylluppet ved en anden lejlighed. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Århus Stiftstidende på dette punkt.
Pressenævnet finder derimod, at overskriften sammenholdt med billedet, der blev bragt på www.stiften.dk, efterlader det indtryk, at klager er identisk med den AGF-fan, der risikerer dom for racisme, uanset at dette ikke er tilfældet, og nævnet udtaler sin kritik heraf.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af www.stiften.dk at offentliggøre følgende:
”Kritik fra Pressenævnet
www.stiften.dk bragte den 19. maj 2007 forsideoverskriften ”AGF-fan risikerer dom for racisme”. I forbindelse med overskriften var indsat et billede af [K], der ikke er identisk med den pågældende AGF-fan.
[K]har klaget til Pressenævnet.
Pressenævnet finder, at overskriften sammenholdt med billedet efterlader et indtryk af, at [K]er identisk med den omtalte AGF-fan, der risikerer dom, uanset at dette ikke er tilfældet. Pressenævnet udtaler derfor kritik af www.stiften.dk.
Pressenævnet har pålagt os at bringe denne meddelelse. Hele kendelsen kan læses på www.pressenaevnet.dk . ”
Se alle dokumenter om emnerne i dette dokument:
HOLD DIG ORIENTERET
Få et tip om nye artikler og kurser: